Triton (interval)

Triton ( lat.  tritonus  - bestående af tre toner) - et musikalsk interval på tre hele toner . [en]

I elementær musikteori, som fokuserer på dur-mol tonearten, fortolkes tritonus som:

• En forstærket fjerdedel  er et interval fire trin bredt , der findes i hovedskalaen (diatonisk) som en undtagelse, da alle de resterende seks fjerdedele af denne skala er rene og har to en halv tone. Blandt kromatiske intervaller er den udvidede fjerde også en undtagelse, da den er enharmonisk lig med den formindskede kvint , mens alle andre kromatiske intervaller er enharmoniske lig med diatoniske.
• En formindsket kvint  er et interval på fem trin bredt, hvilket er inversionen af ​​en øget fjerdedel, for hvilket alt ovenstående også er sandt.

Generel information

Tritonen er en stærk dissonans og er af afgørende betydning for dur-mol tonearten. Dette interval er en del af den dominante septimakkord (mellem dens terts og septim) og andre ustabile akkorder.

Diatoniske og karakteristiske (harmoniske) tritoner

Diatoniske tritoner (tritoner af naturlig form) er bygget i naturlig dur på grader IV og VII og i naturlig mol  - på grader VI og II.

Karakteristiske tritoner (tritoner af harmonisk type) er bygget i harmonisk dur på VI reducerede og II trin, og i harmoniske mol  - på VII forøgede og IV trin [2] .

Dominante og subdominante salamandere

Bygget på IV og VII trin i naturlig dur og på IV og VII forhøjede trin i harmonisk mol kaldes tritoner dominant , da disse trin er en del af den dominerende septimakkord . Lydene af dominerende tritoner opløses i henhold til modal gravitation: en øget fjerdedel opløses til en tonisk sjettedel , en formindsket kvint til en tonisk terts .

Subdominante tritoner er bygget på de reducerede II- og VI-trin i den harmoniske dur og på II- og VI-trinene i den naturlige mol, da de er lydene af den syvende akkord i II-graden . Ved opløsning af tritoner, der indeholder II-graden, går sidstnævnte ikke ind i tonika, men i III-grad, for at undgå parallel bevægelse i kvint eller fjerde, hvilket er uønsket i tostemmigt.

Da det er et lyst og skarpt graviterende interval, bruges tritonen ofte til at understrege vigtige øjeblikke i kompositionen, herunder ved overgang til andre tangenter.

Newt eksempler: c-fis , d-gis , e-ais , fh , g-cis , a-dis , h-eis

Akustik

Frekvenserne af triton-lyde er korreleret forskelligt i forskellige justeringer. I det pythagoræiske system har den udvidede fjerde et forhold på 729:512, og den formindskede femtedel (kommatisk tritonus) har et forhold på 1024:729. I en lige temperamentsskala er forholdet altid .

Historisk disposition

I Vesteuropas historie, startende fra den gregorianske monodies tid, forlod mange musikteoretikere i deres klassifikationer af intervaller ("diastemologier") tritonen uden opsyn. I praktiske kompositionsmanualer fra senmiddelalderen til barokken inklusive, blev den melodiske triton i direkte bevægelse (for eksempel fgah) forbudt.

I russisk musikvidenskab har man rodfæstet det synspunkt, at den velkendte metaforiske betegnelse af tritonen som "djævelen i musikken" ( latin  diabolus in musica ) skyldes middelalderen. For eksempel skrev B. L. Yavorsky i begyndelsen af ​​det 20. århundrede:

Blandt de tolv lydforhold er der et - det vigtigste, afhængigt af hvilke alle andre forhold er - dette er forholdet mellem lyde i en afstand på seks halvtoner (reduceret femte, øget fjerde, triton, middelalderlig diabolus i musica).

.

Klassikeren fra den sovjetiske musikvidenskab B. V. Asafiev dedikerede en passage til den "djævelske" tritone i sin monografi "Musical Form as a Process" (1940'erne):

... middelalderens konservative filisterøre kunne være bange for denne "musikalske djævel" ikke mindre end i vor tid musikken til Stravinskys "Sacre" eller hans "Svadebka", Schönbergs intellektualisme, "skythianismen" fra S. Prokofiev osv.

Faktisk er metaforen diabolus i musica registreret for første gang først i det 18. århundrede (for eksempel i 1725 af I. J. Fuchs og i 1739 af I. Mattheson ), først og fremmest - i værker af A. Werkmeister , og den anvendes af Werkmeister ikke kun på triton, men også i forhold til den kromatiske halvtone ( apotom ) bh [3] .

Lydeksempler

Noter

1. ↑ N. A. Dalmatov. Del 2 // Musikalsk læsefærdighed og solfeggio / Redaktør K. Solovyova. - M . : Musik, 1965. - S. 84-89. — 248 s.
2. ↑ Buluchevsky Yu., Fomin V. Kort musikordbog. - M .: Musik, 2005. - 461 s. (utilgængeligt link) . Hentet 20. juni 2019. Arkiveret fra originalen 1. maj 2013. (ubestemt) 
3. ↑ Es scheinet auch, daß die Italiäner <…> heutiges Tages noch mehr Zeichen wolten einführen, welche doch nirgend zu nüße seynd, insonderheit da sie quadratum dasatum < et tegn, der ligner en moderne becar er vist > hinsetzen, wo es haten Locum nicht <… > Und weil dieser Clavis dem lateinischen h nicht gar zu unleich aussiehet, so haveben die Organisten denselben gar den Namen H zum Unterscheide des b rotundi gegeben <…> da doch hierinnen ein großer Unterscheid ist, denn Mi contra fa est diabolus in Musica : - dur und B-moll ist ein großer Unterscheid. (Musicalische Paradoxal Discourse, 1707, s. 75-76). I en anden afhandling af Werkmeister refererer det samme udtryk diabolus i musica til en anden (også kromatisk) halvtone f-fis (ved 'Griff' betyder Werkmeister et lodret interval eller akkord af enhver art): Bey allen Griffen nun müssen, wie schon gesagt, die tertiae majores und minores wohl unterschieden werden. Dann wann der Sänger oder Violist zum d das fis (so der Componist gesetzet hat) anschlägt, und der Organist wolte f nehmen, so würde eine garstige Constellation ("Zusammenstimmung" wolte ich sagen) entstehen; und diss ist eigentlich das mi contra fa , wovon die Alten gesaget est diabolus in musica . Es haben auch etliche hiermit die Tritonos verstanden und die relationes non harmonicas , wie solches bey den alten Autoribus kann nachgeschlagen werden (Harmonologia musica, 1702, S. 6).