Snedronningen | |
---|---|
Snedronningen | |
| |
Genre | historie |
Forfatter | HC Andersen |
Originalsprog | dansk |
skrivedato | 1844 |
Dato for første udgivelse | 21. december 1844 |
Teksten til værket i Wikisource | |
Citater på Wikiquote | |
Mediefiler på Wikimedia Commons |
"Snedronningen" ( Dan . Snedronningen ) er et eventyr af HC Andersen i 7 kapitler ("historier", i den sovjetiske oversættelse - "historier"), første gang udgivet 21. december 1844 i bindet Nye fortællinger. Første bind. Anden samling. 1845. "( Dan . Nye Eventyr. Første Bind. Anden Samling. 1845. ). Dette er et af Andersens længste og mest populære eventyr. Ifølge biograf Carol Rosen var Andersens ulykkelige kærlighed til operasangerinden Jenny Lind prototypen på snedronningen med hendes kolde hjerte .
Den onde trold laver et spejl, hvori alle gode ting virker onde, og det onde fanger kun øjnene klarere. En dag tog troldens disciple dette spejl og løb overalt med det, pegede på folk for sjov, og besluttede til sidst at komme til himlen "for at grine af englene og Skaberen selv."
Jo højere de klatrede, jo mere grimasserede spejlet og vred sig af grimasser; de kunne næsten ikke holde den i hænderne. Men så rejste de sig igen, og pludselig var spejlet så skævt, at det slap ud af deres hænder, fløj til jorden og knuste. Millioner, milliarder af dens fragmenter har dog gjort endnu mere besvær end selve spejlet. Nogle af dem var ikke mere end et sandkorn, spredt rundt i den vide verden, faldt, det skete, i folks øjne, og så blev de der. En person med sådan et fragment i øjet begyndte at se alt vrangen ud eller kun at bemærke de dårlige sider i hver ting - trods alt beholdt hvert fragment den egenskab, der adskilte spejlet selv. For nogle mennesker ramte fragmenterne lige i hjertet, og dette var det værste: hjertet blev til et stykke is. Der var store mellem disse fragmenter, sådan at de kunne stikkes ind i vinduesrammer, men det var ikke værd at se på dine gode venner gennem disse vinduer. Endelig var der også sådanne brudstykker, der gik på briller, kun problemet var, hvis folk tog dem på for at se på tingene og bedømme dem mere korrekt! Og den onde trold lo til kolik, succesen med denne opfindelse kildede ham så behageligt.
Originaltekst (dansk)[ Visskjule] Jo høiere de fløi med Speilet, des stærkere grinede det, de kunde neppe holde fast paa det; høiere og høiere fløi de, nærmere Gud og Englene; da zittrede Speilet saa frygteligt i sit Griin, at det foer dem ud af Hænderne og styrtede ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker, og da just gjorde det megen større Ulykke end før; thi nogle Stykker vare knap saa store som et Sandkorn, og disse fløi rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der bleve de siddende, og da saae de Mennesker Alting forkeert, eller havde kun Øine for hvad der var. galt ved en Ting, thi hvert lille Speilgran havde beholdt samme Kræfter, som det hele Speil havde; nogle Mennesker fik endogsaa en lille Speilstump ind i Hjertet, og saa var det ganske grueligt, det Hjerte blev ligesom en Klump Iis. Nogle Speilstykker vare saa store, at de bleve brugte til Rudeglas, men gjennem den Rude var det ikke værd at see sine Venner; andre Stykker kom i Briller, og saa gik det daarligt, naar Folk tog de Briller paa for ret at see og være retfærdige; den Onde loe, saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt.Kai og Gerda, en dreng og en pige fra fattige familier, er ikke slægtninge, men de elsker hinanden som bror og søster. Under taget har de deres egen have "større end en urtepotte", hvor de avler roser. Sandt nok kan man ikke lege i børnehaven om vinteren, så de besøger hinanden.
Om sommeren kunne de finde på at besøge hinanden med ét spring, og om vinteren skulle de først ned mange, mange trin ned, og så lige meget op. Der var sne i gården.
- Det er hvide bier, der sværmer! - sagde den gamle kvinde-bedstemor.
"Har de også en dronning?" spurgte drengen; han vidste, at rigtige bier havde en.
- Der er! Mormor svarede. - Snefnug omgiver hende i en tæt sværm, men hun er større end dem alle og bliver aldrig på jorden - hun skynder sig altid på en sort sky. Ofte om natten flyver hun gennem byens gader og ser ind i vinduerne; det er derfor, de er dækket af ismønstre, som blomster.
Der går noget tid. Om sommeren sidder Kai og Gerda i deres have blandt roser – og så falder et fragment af djævlens spejl ind i Kais øje. Hans hjerte bliver hårdt og "iskoldt": han griner af sin bedstemor og håner af Gerda. Blomsternes skønhed rører ham ikke længere, men han beundrer snefnug med deres matematisk perfekte former ("ikke en eneste forkert streg"). En dag tager han på slæde og binder af forkælelse sin egen, børns, til en luksuriøst dekoreret "voksen" slæde. Pludselig accelererer de – hurtigere end han kunne forestille sig, svæver op i luften og skynder sig væk: han blev taget med hende af snedronningen.
Gerda går på jagt efter Kai. På sine vandringer møder hun en troldkvinde, der lukker hende ind for at overnatte og til sidst beslutter sig for at beholde hende for at få sin adoptivdatter. Hun fortryller Gerda, hvorfor sidstnævnte glemmer sin navngivne bror og gemmer på magisk vis alle roserne under jorden i sin have, så de ikke utilsigtet minder heltinden om taghaven, der tilhører hende og Kai. Men hun glemmer at fjerne roserne fra sin hat.
En dag fanger denne hat Gerdas blik. Sidstnævnte husker alt og begynder at græde. Hvor hendes tårer flyder, blomstrer roserne skjult af troldkvinden. Gerda spørger dem:
Tror du, at han [1] døde og ikke vil vende tilbage igen?
Originaltekst (dansk)[ Visskjule] Troer I at han er død og borte?Efter at have modtaget et negativt svar forstår hun, at Kai stadig kan reddes, og begiver sig af sted.
Da hun forlader troldkvindens have, hvor den evige sommer hersker, ser Gerda, at efteråret faktisk er kommet for længe siden, og beslutter sig for at skynde sig. På vejen møder hun en ravn, der bor sammen med sin brud ved den lokale konges hof. Ud fra en samtale med ham konkluderer hun, at prinsessens forlovede, der kom fra ukendte lande, er Kai, og overtaler ravnen til at tage hende med til paladset for at se på ham. Det bliver tydeligt, at hun tog fejl; men prinsessen og hendes forlovede har efter at have lyttet til Gerdas historie om hendes ulykker medlidenhed med hende og giver hende "støvler og en muffe og en vidunderlig kjole" og en gylden vogn, så hun hurtigt kan finde Kai.
På vejen bliver vognen angrebet af røvere. De dræber postilioner, kuske og tjenere og tager også Gerdas vogn, heste og dyre tøj fra sig. Gerda går selv i selskab med en lille røver, datter af lederen af en lokal bande - uopdragen, grådig og stædig, men faktisk - ensom. Hun arrangerer det i sit menageri; pigen fortæller sin historie til værtinden, og sidstnævnte bliver inspireret og introducerer hende til rensdyret - menageriets stolthed. Han fortæller Gerda om sit fjerne hjemland, hvor snedronningen regerer:
Der hopper du efter behag på de endeløse funklende iskolde sletter! Snedronningens sommertelt vil blive spredt der, og hendes permanente paladser vil være på Nordpolen, på øen Svalbard!
Originaltekst (dansk)[ Visskjule] Der springer man frit om i de store skinnende Dale! Der har Sneedronningen sit Sommertelt, men hendes faste Slot er oppe mod Nordpolen, paa den Ø, som kaldes Spitsberg!Gerda gætter på, at det er Snedronningen, der holder Kai på sin plads, og med tilladelse fra den lille røver begiver hun sig ud på et rensdyr.
På vejen overnatter Gerda og hjorten hos en gæstfri lapsk kvinde , som efter at have lyttet til deres historie råder rejsende til at besøge en finsk heks . Hjorten, der følger hendes ord, går med Gerda til finnen og beder hende om pigen "en drik, der ville give hende styrken til tolv helte." Som svar siger finnen, at Gerda ikke har brug for sådan en drink: "styrke er i hendes søde, uskyldige barnlige hjerte." Efter at have sagt farvel til finnen når Gerda og rensdyret Snedronningens rige. Der skilles de - pigen skal selv gå videre.
På trods af alle forhindringer, kommer Gerda til snedronningens palads og finder Kai alene: han forsøger at sammensætte ordet "evighed" fra fragmenter af is - sådan en opgave blev tilbudt ham af dronningen før afrejse ( ifølge hende, hvis han formår at gøre dette, vil han mestre sig selv", og hun vil give ham "hele verden og et par nye skøjter"). Først kan han ikke forstå, hvem hun er, men så synger Gerda for ham deres yndlingssalme:
Roser blomstrer... Skønhed, skønhed!
Vi vil snart se Kristusbarnet.
Kai husker hende, og selve isstykkerne af glæde lægger op til det rigtige ord. Nu er Kai sin egen chef. De navngivne bror og søster vender hjem, og det viser sig, at de allerede er voksne.
I sovjetiske børneudgaver af fortællingen, i overensstemmelse med censur , blev kristne motiver udeladt :
I skandinavisk folklore er der referencer til Ice Maiden, legemliggørelsen af vinter og død (senere blev dette billede udviklet af mange børneforfattere, især Tove Jansson i "Magic Winter"). Det siges [3] at Andersens fars sidste ord var: "Her kommer Ismøen og hun kom til mig." Lignende karakterer er kendt af mange folk - i Japan er det Yuki-onna , i den slaviske tradition, måske - Mara-Marena . Interessant er det, at Andersen selv også har et eventyr "Isjomfruen".
Kai Metov "Sadness in the Heart" (1998)
Illustrationer til eventyret blev skabt af de bedste udenlandske og russiske kunstnere:
HC Andersen | |
---|---|
Samlinger |
|
Eventyr |
|
Romaner og noveller |
|
Relaterede artikler |
Snedronning " | "|||||
---|---|---|---|---|---|
Film |
| ||||
tegnefilm |
| ||||
Litteratur |
| ||||
Andet |
| ||||
Skaber | HC Andersen |