| Skandinavien og tilstødende regioner under Anden Verdenskrig | |
|---|---|
| Altmark-hændelse •
Dansk-norsk operation ( Danmark • Norge ) • Slaget ved Narvik • Færøerne • Island • Lofotenøerne • Svalbard (1) • Vogsoy • Svalbard (2) • Svalbard (3) • Tirpitz • Angreb på Vemork • Murmansk • Raid på Kirkenes og Petsamo • Petsamo-Kirkenes operation • Besættelse af Danmark • Besættelse af Norge • Dansk modstandsbevægelse • Norsk modstandsbevægelse • Evakuering af befolkningen i Nordnorge • Holocaust i Danmark • Holocaust i Norge • Operation Warhorse • Sverige • " Hvide busser " | |
Den norske modstandsbevægelse ( Norsk motstandsbevegelse ) var en organiseret modstandsbevægelse mod den tyske besættelse i Norge under Anden Verdenskrig .
Natten mellem den 8. og 9. april 1940 begyndte tyske tropper erobringen af Norge under påskud af at beskytte staten mod Storbritanniens og Frankrigs aggression ; den nazistiske regering sendte en note til Oslo , der begrundede invasionen med bekymring for Norges neutralitet. [en]
Trods kong Haakon den Syvendes organisation af militær modstand , blev det sydlige Norge i løbet af få dage erobret af angriberne. De engelsk-franske tropper, der landede ved Narvik , forsøgte at forbinde sig med de norske styrker, men det lykkedes ikke, og den 8. juni indrømmede Haakon VII nederlag og beordrede sin hær til at indstille modstanden [1] . Regeringen måtte evakuere til London .
Efter afslutningen af fjendtlighederne blev Reichskommissariat Norge oprettet i 1940, ledet af Josef Terboven . For at styre økonomien i Norge blev der etableret et krigsøkonomisk hovedkvarter [2] .
Han fik til opgave at "genopdrage" nordmændene, til at gennemføre nazificeringen af landet. Det eneste lovlige politiske parti blev erklæret " national enhed ", ledet af V. Quisling . Kommissærer blev sat i spidsen for "fagforeningerne". Dukkeregeringen forsøgte at bringe alle sociale bevægelser og organisationer under sin kontrol og afviste konfrontation fra lokalbefolkningen. I november 1940 måtte alle medlemmer af Højesteret træde tilbage. Regimet strammede til fra februar 1942, hvor Quisling blev udnævnt til posten som ministerpræsident . Hans regninger for "nazificeringen" af Norge vakte generel utilfredshed.
Medlemmer af det jødiske samfund i Norge, som bestod af 2.000 mennesker, blev undertrykt. I maj 1943 blev det officielt opløst [3] .
Kirken blev modstandens ideolog. Under gudstjenesterne blev særlige præstebudskaber læst mere end én gang mod uretfærdige regeringspåbud og dekreter. [en]
Den 10. august 1940 udsendte Norges Kommunistiske Parti en appel om at intensivere kampen mod de tyske besættere. I efteråret 1940 blev der afholdt anti-nazistiske demonstrationer i Bergen , Trondheim , Sarpsborg og andre byer [4] .
En underjordisk organisation begyndte at operere på Selby-gården i Trondheim-regionen, der forenede medlemmer af Morset-familien - den omfattede Peder Morset og hans 7 sønner (hvoraf de tre ældste - Odmund, Reidar og Ula - havde militær erfaring i den norske hær ). Som lærer forenede Peder Morset andre lærere på landboskolen omkring sig, nægtede at undervise efter de programmer, der var godkendt af Quisling, men blev arresteret og sad i fængsel indtil 1942. Sønnerne fortsatte deres aktiviteter, i 1942 leverede de flere radiosendere fra Sverige til en lokal undergrundsorganisation, og senere fik de to maskingeværer. I begyndelsen af 1943 kontaktede Gestapo-chefen i Trondheim, Gerhard Flesh, med hjælp fra en forræder familien Morset og sendte den 28. februar 1943 en gruppe Gestapo-arbejdere og en skigruppe (som skulle afspærre). gården) for at arrestere dem. Under slaget og den efterfølgende forfølgelse af nordmændenes afgang til den svenske grænse dræbte tyskerne Odmund Morset og fangede Peder og Helge Morset (efter længere tids forhør med tortur blev Peder Morset skudt den 19. maj 1943) [5] .
I maj 1941 blev "Militærorganisationen" (" Milorg ") oprettet.
I september 1941 gik omkring 40.000 arbejdere i strejke over hele landet.
Den 10. september 1941 fandt en strejke sted i Oslo, hvor 25.000 arbejdere deltog. Tyske tropper spredte de strejkende, snesevis af arbejdere blev arresteret, og to fagforeningsaktivister ( V. Hansteen og R. Wikström ) blev skudt [6] .
I midten af november 1941 fandt en studenterstrejke sted i Oslo [6] .
I slutningen af 1941 blev der dannet et koordineringsudvalg "Sivorg" ( Sivorg ), der skulle koordinere aktiviteterne i uensartede modstandsceller, der opstod langs faglige eller regionale linjer. Udvalget udstedte såkaldte "passwords", det vil sige direktiver, der regulerede protester i hele landet [1] . En undergrundsavis blev udgivet i Oslo, hvor frontlinjereportager transmitteret af Londons radio blev trykt.
I januar 1942 sprængte norske partisaner en fabrik i Drammen i luften, satte ild til en fabrik i Bergen og ødelagde en strategisk vigtig bro i Kirkenes [7] .
I februar 1943, i Vemork , sprængte en gruppe nordmænd uddannet af de britiske specialtjenester Norsk Hydros tungtvandsproduktion i luften .
I april 1943 sprængte den norske undergrund et tysk skib i luften [8] .
Den 15. marts 1945 fandt en af den norske modstandsbevægelses største aktioner sted - den eneste jernbane, der forbinder Sydnorge med den nordlige del af landet, blev sprængt i luften mere end 1000 steder [9] .
Beboere i Norge ydede bistand til sovjetiske krigsfanger, der befandt sig på Norges territorium, identiteten på nogle af dem blev fastslået efter krigens afslutning (inklusive Gottfred Lorensen, som overrakte en betydelig mængde mad til krigsfanger fra en koncentrationslejr i Nissedal, skoledreng Eyvind Andersen, der overrakte mad til krigsfanger fra Nygormmurene-lejren, Gustav Johansson, der organiserede måltider for en gruppe krigsfanger i Trondheim, husmor Dagmar Larsen, der overrakte mad og varmt tøj til en gruppe krigsfanger, der arbejdede på opførelsen af et kartoffellager i Storo, beboerne i Walldal Peter Berli, Lars Berli, Artur Langdal, Sigurd Langdal og Ivar Heggen, der gemte seks russere, der flygtede fra en koncentrationslejr, krigsfanger; Osmund Nygor fra Vadso, som blev guide for en gruppe sovjetiske krigsfanger, der flygtede fra Nesseby i oktober 1944 og førte dem til stedet for sovjetiske tropper), forblev andres identitet uidentificeret [10] .
I løbet af krigens sidste to år fik den norske eksilregering tilladelse og samarbejde fra Sverige til at etablere militære formationer på svensk territorium (de såkaldte "polititropper") rekrutteret fra norske flygtninge. Udtrykket "politi" er betinget på grund af det faktum, at de faktisk var rene militære formationer. Deres samlede antal var 12.000 mand.
Dele af dette "politi" var involveret i befrielsen af Finnmark i vinteren 1944-1945. Resten deltog i befrielsen af resten af Norge efter Tysklands overgivelse i maj 1945.
Assistance til de sovjetiske tropper, der rykkede frem i det nordlige Norge, blev ydet af beboerne i landsbyen Bangen Gurnaver Tartinusen og Basmopermin Udeme. Derudover blev den sovjetiske landgangsstyrke den 25. oktober 1944, da de sovjetiske tropper krydsede Bekfjordbugten, assisteret af kaptajnerne på de norske fiskerbåde Martin Handsen og Usland Handsen (som under fjendens beskydning gik til søs og reddede militæret personel med et polstret amfibiefartøj, der begyndte at synke) [11] . Den norske U. Holstensen forhindrede eksplosionen af et kraftværk udvundet af de tilbagegående tyskere, hvilket neutraliserede alle landminerne, hvorefter han bevogtede stationen indtil sovjetiske troppers nærme sig [12] .
Norske fiskere (M. Gensen, T. Palo, P. Milsen m.fl.) assisterede de sovjetiske tropper, når de krydsede Elvenes-fjorden, og en række indbyggere i Kirkenes hjalp de sovjetiske tropper under kampene om byen, hjalp de sårede og rapporterede oplysninger om placeringen af de tyske enheder, skydepladser og befæstninger [13] .
Efter krigens afslutning blev seks nordmænd - medlemmer af modstandsbevægelsen tildelt sovjetiske regeringspriser: fem personer (R. Guldbrandsen, I. Gulbrandsen, J. Madsen (posthumt), S. Neverlund, B. Halvorsen) blev tildelt Den Røde Stjernes orden , en person (R. Pedersen) blev tildelt medaljen "For Mod" [14] .
Derudover blev yderligere 16 norske statsborgere tildelt sovjetiske ordrer og medaljer for at hjælpe sovjetiske krigsfanger [15] .
I 1966 blev Museet for Modstandsbevægelsen ( Norges Hjemmefrontmuseum ) åbnet på Akershus Slot.
| Partisanbevægelser i Anden Verdenskrig og i de første år efter den | |
|---|---|
| Opererede mod aksen og deres allierede : |
|
| Opererede mod landene i Anti-Hitler-koalitionen : |
|
| Derudover Modstandsbevægelse Jødisk modstand under Holocaust attantisme | |