Lilienblum, Moishe Leib

Moishe Leib Lilienblum
Fødselsdato 22. oktober 1843( 22-10-1843 )
Fødselssted
Dødsdato 12. februar 1910( 1910-02-12 ) (66 år)
Et dødssted
Beskæftigelse forfatter , rabbiner , journalist
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Moishe Leib Lilienblum ( Moishe-Leib Girshevich Lilienblum [2] ; 1843-1910) var en fremragende jødisk forfatter og offentlig person.

Biografi

Født i Keidany, Kovno-provinsen. Lilienblums første lærer, hans mors far, gennemgik først Bibelen og det grundlæggende i hebraisk grammatik med ham, og derefter kun Talmud . Fra en alder af 12 studerede Lilienblum i Yeshibots, først i Keidan, derefter i Vilkomir. Lilienblums nysgerrige sind var ikke tilfreds med talmudskrivning alene; han studerede også middelalderfilosofi og begyndte at stifte bekendtskab med den seneste jødiske litteraturs værker. Som de fleste af datidens "maskilim" var Lilienblums første litterære eksperimenter poesi, og som 12-årig skrev han et digt, hvor alle 613 bud blev præsenteret i poetisk form, og i 1866 i "Haarat we-tikunim". udgivet af Mekize Nirdamim selskabet, udkom Lilienblum først på tryk med et digt signeret "Gerlihtstzon" (da han ikke var tilknyttet Vilkomir selskabet, havde Lilienblum på det tidspunkt endnu ikke et efternavn).

For at forsørge sin familie åbnede Lilienblum en yeshiva i 1865, hvor han underviste i Talmud for et beskedent gebyr. At læse "kætterske" bøger, oprette et lille bibliotek af Lilienblum, hvor unge mennesker stiftede bekendtskab med den moderne jødiske litteraturs værker, vendte lokale ildsjæle imod ham. Kampen intensiveredes endnu mere, da Lilienblums opsigtsvækkende værk "Orchot ha-Talmud" udkom i " Ha-Meliz " i 1868. I betragtning af (under indflydelse af Levinsons Zerubabel og More Nebuche ha-Zeman Kpoxmal) Talmud fra et historisk synspunkt, understregede Lilienblum, at dette værk er helt gennemsyret af reformens ånd, og dets skabere har altid overvejet de skiftende forhold og krav i liv i religiøse dekreter, og Lilienblum opfordrer det moderne rabbinat til at forene en religion med livets væsentlige behov, til at afskaffe og reformere mange af Shulchan Aruch 's afgørelser , som er blevet byrdefulde under moderne livsbetingelser. Behovet for reformer er ifølge Lilienblum så meget desto mere påtrængende, fordi det kun på denne måde er muligt at styrke forbindelsen til religionen i den yngre generation, som Lilienblum på det tidspunkt anså som det eneste grundlag for den jødiske nations eksistens. .

Denne artikel blev efterfulgt af en anden, "Nosafot" (Ha-Meliz, 1869), skrevet med særlig passion. Lilienblum var imod med separate pamfletter (Maoz ha-Talmud og Maoz ha-Jam af Isaac Margulis, den anonyme Milchamah-be-Schalom) og en række artikler i Ha-Meliz, især i det ortodokse Na-Libanon. I Vilkomir blev Lilienblums holdning endnu mere kritisk. Da han i slutningen af ​​1868 ønskede at slutte sig til Keidan-selskabet under efternavnet "Gerlichtszon", nægtede de lokale chefer at skrive ham ned under det navn, som en så "kættersk" artikel som "Orchot ha-Talmud" var underskrevet med. . Så valgte Lilienblum i stedet for "Gerlichtsson" navnet Lilienblum.

Efter råd fra venner rejste Lilienblum til Odessa i 1869 for at forberede sig til optagelse på en højere uddannelsesinstitution. Den yderst vanskelige økonomiske situation gav ham ikke mulighed for at gennemføre denne plan i de første år. I mellemtiden deltog Lilienblum aktivt i det dengang udgivne i Odessa "Ha-Meliz" og "Kol Mebasser" på jiddisch , hvis redaktør han var i nogen tid, og udgav (1870) et satirisk digt "Kehal Refaim" (dalen). of the Dead), som havde en betydelig succes. Lilienblum boede i Odessa og stiftede bekendtskab med værker af radikal russisk litteratur. Chernyshevskys What to Do og Pisarevs artikler gjorde et enormt indtryk på ham. Han mistede hurtigt troen på muligheden for at forene religion med livet. Efter at have mestret de mest karakteristiske træk ved Pisarevs realistiske verdensbillede og sat idéen om nytte, ideen om, hvad der er brug for i søgelyset, blev Lilienblum i skarp opposition til " haskalaen " og dens bærere, som ifølge Lilienblum , var ikke mindre skilt fra det virkelige liv end repræsentanter for rabbinismen, og i stedet for at give brugbar viden, der var nødvendig for livet, bedøvede "oplysningstidens" læsere med retoriske øvelser og ubrugelig filologisk forskning.

Udstillet af Lilienblum som det eneste kriterium i spørgsmål om poesi og kunst, manifesterede positiv utilitarisme sig i den mest fuldstændige og konsekvente form i den opsigtsvækkende artikel "Olam ha-Tohu" (Na-Schachar, 1874), viet til analysen af ​​Mapu ' s roman "Ait Zabua". Ideen om naturvidenskabens altomfattende kulturelle rolle, som bestemt blev fremsat af progressiv russisk tankegang på det tidspunkt, blev også fuldt ud assimileret af Lilienblum. Lilienblum anerkendte naturvidenskaben som det mest presserende behov i det moderne samfund og nægtede et månedligt tilskud tilbudt ham af en protektor for kunsten på grund af betingelsen om, at han gik ind på det orientalske fakultet og ikke det naturlige (Derech Teschuba, 22). I 1876 blev Lilienblums selvbiografi, Chatath neurim (signeret af Zelafchad Bar Chuschim), udgivet. Forfatteren kalder det selv en "stor bekendelse" (widui ha-Gadol), men det er ikke kun en bekendelse fra "én jødisk forfatter", som indholdsfortegnelsen siger, men en hel generation af overgangstiden. Alle skjulte tanker og smertefulde tvivl om en ung sjæl, der vågner til et nyt liv, formidles med nådesløs direktehed og betagende oprigtighed. I et simpelt, blottet for enhver retorik, men stærkt sprog, udtales en hård dom på grundlaget for det gamle patriarkalske liv.

Lilienblums vidunderlige satire, "Elischa ben Abujah" (udgivet i Assefat-Cachamim), hvor forfatteren gennem mundingen af ​​en gammel kættersk tanna kaldet "Acher" udlægger sine inderste tanker om livets problemer, hører til samme periode. . I 1877, da Lilienblum på grund af krigstid sendte sin familie tilbage til Vilkomir, begyndte han at realisere sin elskede drøm - at forberede sig til studentereksamen til universitetsoptagelse.

De pogromer , der brød ud i 1881, revolutionerede Lilienblums verdensbillede. Han kom til den konklusion, at jøderne altid ville blive betragtet som "fremmede", og at det jødiske folks genfødsel kun var tænkelig i deres forfædres historiske land (se Derech Teschuba, 46). Lilienblum blev en af ​​tilhængerne af den palæstinensiske bevægelse, hvis grundlag han skitserede i samme 1881 i en række artikler udgivet i Dawn (derefter udkom i en separat udgave, under titlen On the Revival of the Jewish People på De gamle fædres hellige land, 1884). Al yderligere sociale aktivitet hos Lilienblum er uløseligt forbundet med den palæstinensiske bevægelse, så hans bog Derech la-Abor Geulim, som giver en historie om denne bevægelses udvikling, er samtidig forfatterens selvbiografi. For at udbrede palæstinensiske ideer blandt de brede masser udgav Lilienblum (i 1887) en jiddisch samling Der judischer Weker, indeholdende Lilienblums tendentiøse drama Zerubabel.

Efter at være blevet en forkæmper for den palæstinensiske idé, forblev Lilienblum tro mod princippet om utilitarisme i sine synspunkter. Han forsvarede varmt den praktiske kolonisering af Palæstina og var en stærk modstander af Ahad HaAms spirituelle zionisme (se Chasidim we-Ansche Maase og Le-Schomre Ruach weroim beabim), og i en række kritiske artikler (analyse af Gordons skrifter i samling Meliz Echad mini Elef ., 1885, artikel Dibre Zemer, i Achiasaf, V), forsvarer han Pisarevs idé om, at poesi kun har ret til at eksistere, når det "gavner", introducerer livets reelle behov og bidrager til deres forståelse. I en årrække var Lilienblum sekretær for Det Palæstinensiske Selskab og kasserer i Odessa Burial Brotherhood.

I 1909, da de første tegn på hans sygdom (kræft i spiserøret) viste sig, begyndte Lilienblum at arbejde på udarbejdelsen af ​​en komplet (fire bind) samling af hans værker. Det første bind af denne udgave udkom først efter hans død (1910). Lilienblum er en af ​​de mest typiske og iøjnefaldende skikkelser fra "den store pause". Hans værker er af betydelig interesse for at karakterisere to epoker i den russiske jødehistorie: æraen i 1860'erne med deres impuls til et nyt liv og 1880'erne, som markerede sammenbruddet af nye idealer og den efterfølgende opvågning og intensive vækst af det nationale bevægelse. Lilienblum skrev også meget på russisk. Hans mest berømte værker er: "Om nødvendigheden af ​​reformer i den jødiske religion" (" Solopgang ", 1882, I-III; 1883, I, III); "Palæstinofilisme, zionisme og deres modstandere" (1899); "Fem øjeblikke i Moses' liv" (1901).

Noter

  1. ↑ German National Library , Berlin Statsbibliotek , Bayerske Statsbibliotek , Austrian National Library Record #11936588X // General Regulatory Control (GND) - 2012-2016.
  2. ↑ I revisionshistorierne for Kovno-distriktet for 1866 og 1868, tilgængelige på den jødiske genealogiske hjemmeside JewishGen.org, er navnet optaget som Moishe-Leib (a) Girshevich Lil og nblum . I revisionsfortællingerne for 1872 er navnet optaget som Movsha-Leib Girshevich Lil e nblum og i 1874 som Movshe-Leib Girshevich Lil i e nblum . Hustru - Bashe-Freide (Basha-Freud) Lilienblum (1845-?), børn - Yosel-Nison (1862), Etka (1870), Raschke (1873). En anden søn Abram Moiseevich Lilienblum (1880, Odessa -?) er opført på listen over studerende ved Novorossiysk Universitet .

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier