Hvordan man forklarer malerier til en død hare

How to Explain Paintings to a Dead Hare ( tysk  wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt ) er en performance iscenesat af den tyske kunstner Joseph Beuys den 26. november 1965 på Bumblebee Gallery i Düsseldorf . Selvom dette kun var Beuys' første soloudstilling på et privat galleri, omtales den nogle gange som hans mest berømte akt [1] .

Behandle

I begyndelsen af ​​forestillingen låste Boyce galleriets døre indefra og efterlod de besøgende udenfor. De kunne kun se, hvad der skete gennem vinduerne. Med hovedet helt dækket af honning og guldfolie begyndte han at forklare billederne for den døde hare . Boyce hviskede til det døde dyr, han holdt, og flyttede fra det ene kunstværk til det andet. Nogle gange stoppede han op og vendte tilbage til midten af ​​galleriet, hvor han trådte hen over en død gran, der lå på gulvet. Tre timer senere blev offentligheden lukket ind i galleriet [2] . Boyce sad på en skammel ved indgangen med en hare på armen og ryggen til publikum.

Fortolkning og kontekst

Forestillingen var kulminationen på Boyces udvikling af temaet om en udvidet definition af kunst, en manifestation af dette blev observeret i hans tegninger allerede i 1950'erne. Han udførte ritualet med at " forklare kunst " ved en handling, der var praktisk talt tavs for hans seere.

Temaet for sammenhængen mellem tanke, tale og form i denne forestilling var også karakteristisk for Beuys. I sin sidste tale "Speaking of Germany" ( tysk:  Sprechen über Deutschland ) i 1985 understregede kunstneren, at han i bund og grund var en ordmand. Ved en anden lejlighed hævdede Boyce, at når han taler, forsøger han at styre impulsen af ​​denne kraft, så den flyder ind i et mere fyldestgørende beskrivende sprog, som er en åndelig opfattelse af vækst [3] [4] . Integrationen af ​​tale og samtale i hans visuelle arbejde spiller en væsentlig rolle i forestillingen "How to Explain Paintings to a Dead Hare".

Haren er et dyr med en bred, århundreder gammel symbolsk betydning i mange religioner. I oldgræsk mytologi var han forbundet med kærlighedsgudinden Afrodite , blandt romerne og germanske stammer tjente haren som et frugtbarhedssymbol, og i kristendommen var den forbundet med myten om opstandelsen . Denne fortolkning understøttes også af den "maske" Beuys bar under sin tale: guld som symbol på Solens kraft, visdom og renhed og honning som et germansk symbol på genfødsel.

Beuys forklarede selv, at haren for ham er et symbol på legemliggørelsen af, hvad en person kun kan gøre i fantasien. Han bemærkede også, at haren graver huller, bygger et hus til sig selv i jorden og inkarnerer således i jorden. Beuys tilskrev honningen på hans hoved tanker og levende substans; efter hans mening kan menneskelige tanker blive lige så levende [5] [6] .

Nogle materialer og handlinger havde en særlig symbolsk betydning for Beuys. For eksempel var honning et produkt af bier, som for Beuys (efter Rudolf Steiner) repræsenterede et ideelt samfund af varme og broderskab. Guld var vigtigt i alkymien, og jern, Mars' metal, symboliserede de maskuline principper om styrke og forbindelse til jorden. Et performancefotografi af Beuys siddende med en hare er blevet beskrevet af "nogle kritikere som det 20. århundredes nye Mona Lisa ", selvom Beuys var uenig .

Litteratur

Noter

  1. Sandler, Irving. Art Of The Postmodern Era: Fra de sene 1960'ere til de tidlige 1990'er 2. udgave. Westview Press, 1997. ISBN 0-8133-3433-0 S.89 [ 1]
  2. Heiner Stachelhaus, Joseph Beuys , Abbeville Press, New York, 1987, (Oversat af David Britt), s. 135. Citeret her Arkiveret 14. april 2021 på Wayback Machine
  3. Tysk.  "Wenn ich spreche (...), versuche ich die Impulse dieser Kraft einzuführen, die aus einem volleren Sprachbegriff fließen, welcher der geistige Begriff der Entwicklung ist."
  4. Martin Müller, Wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt. Schamanismus und Erkenntnis im Werk af Joseph Beuys. (Afhandling) VDG Weimar 1994, ISBN 3-9803234-8-X
  5. Tysk.  „Für mich ist der Hase das Symbol für die Inkarnation, Denn der Hase macht das ganz real, was der Mensch nur in Gedanken kann. Er gräbt sich ein, er gräbt sich einen Bau. Er inkarniert sich in die Erde, und das allein ist wichtig. Så kommt er bei mir vor. Mit Honig auf dem Kopf tue ich natürlich etwas, was mit denken zu tun hat. Die menschliche Fähigkeit ist, nicht Honig abzugeben, sondern zu think, Ideen abzugeben. Dadurch wird der Todescharakter des Gedankens wieder lebendig gemacht. Denn Honig er ene lebendige substans. Der menschliche Gedanke kann auch lebendig sein. Er kan aber auch interellektualisierend tödlich sein, auch tot bleiben, sich todbringend äußern etwa im politischen Bereich oder der Pädagogik.“
  6. Lieberknecht, 1971, citeret af Adriani/Konnertz/Thomas, 1984, s.155
  7. Robert Ayers (9. november 2005), Marina Abramovic , ARTINFO , < http://www.artinfo.com/news/story/1537/marina-abramovic/ > . Hentet 30. august 2019. Arkiveret 4. december 2008 på Wayback Machine