| Ignatius Mikhailovich Ivanovsky | |
|---|---|
| Fødselsdato | 1. april 1932 |
| Fødselssted | Leningrad , russisk SFSR , USSR |
| Dødsdato | 16. august 2016 (84 år) |
| Et dødssted | Sankt Petersborg , Rusland |
| Statsborgerskab (borgerskab) | |
| Beskæftigelse | oversætter , digter |
| Værkernes sprog | Russisk |
| Præmier | Swedish Academy Award |
Ignaty Mikhailovich Ivanovsky ( 1. april 1932 , Leningrad , RSFSR , USSR - 16. august 2016 , Skt. Petersborg , Rusland [1] ) - sovjetisk og russisk digter-oversætter, elev af Mikhail Lozinsky . Vinder af Swedish Academy Award . Han udgav 14 bøger af sine oversættelser af poesi og versarrangementer [2] .
Født i familien til en professor i geografi; mens han stadig var barn, overlevede han Leningrad-blokaden [3] . Han begyndte at oversætte poesi, mens han studerede i skolen.
I 1955 dimitterede han fra oversættelsesafdelingen ved 1st Leningrad State Pedagogical Institute of Fremmedsprog , et år senere udgav han sin første oversættelse [4] . I 1960 - 1962 arbejdede han som redaktør i bladet " Bål ". I 1961, på anbefalinger fra Anna Akhmatova og Samuil Marshak , sluttede han sig til Writers' Union of the USSR [2] .
Han var elev af Mikhail Lozinsky . Som Ivanovsky huskede, på grund af Lozinskys sygdom:
... Jeg forsøgte at komme sjældnere og ikke blive for længe, skønt han behandlede mine sogne gunstigt - måske underholdt min begejstring for poetisk oversættelse ham, vækkede minder om entusiaster af en helt anden skala. Og dog - et karakteristisk træk ved hans generations forfattere: uden at spare på kræfter og tid, hvilket var meget lidt, dykkede han ned i en ung oversætters arbejde. Dengang, i mine studieår, havde jeg de mest naive ideer om poetisk oversættelse. Lozinsky lærte mig ikke noget - i skolemæssig forstand. Men han fik lov til at kommunikere med ham, og denne kommunikation satte alt på sin plads.
Lozinsky sagde til Ivanovsky:
Jeg har lavet noter, der er klare nok til, at du selv kan se det. Men jeg vil gerne fortælle dig noget, uden meget rækkefølge. Mere opmærksomhed på originalen! Mere præcist! Det er hvad du mangler. Her skriver jeg min så at sige dom. "I omsorgen for velklingende russiske vers afviger I.M.I. for let fra originalen. Han kan godt opnå større nøjagtighed (og klarhed, som han nogle gange mangler) ”... Tættere på originalen! Formindsk på alle måder vinklen mellem originalen og din oversættelse!
Før han mødte Lozinsky, underskrev Ivanovsky sine oversættelser som I. Ivanovsky. Lozinsky fortalte ham, at I. kunne betyde en række forskellige navne - Ivan, Igor, Innokenty og Ign. - "den korteste entydige angivelse af navnet Ignatius." Så signaturen "Ign. Ivanovsky" [5] .
Om sit bekendtskab med Anna Akhmatova i foråret 1955 mindede han om, at Akhmatova først kulturelt nægtede at acceptere en ung mand, der var ukendt for hende, som kom med en buket mimosa og bad ham om at give ham et par minutter og læse de medbragte digte, men situationen ændrede sig, da han sagde: "Jeg er elev af Mikhail Leonidovich, jeg har kun oversættelser. Derefter besøgte han ofte Akhmatova - de huskede den allerede afdøde Lozinsky, talte om oversættelser, om Shakespeare og Pushkin . Akhmatova og Ivanovsky diskuterede aktivt projektet, der aldrig fandt sted - oversættelsen af Hamlet , bygget på et helt nyt princip. Ivanovsky skulle være oversætter, mens Akhmatova skulle være vejleder og kommentator [6] . 24. februar 1962 , og gav Ivanovsky en bog med sine digte, skrev Akhmatova om bogen: "Ignatius Mikhailovich Ivanovsky. Til den bedste oversætter" [3] .
I 1958 udkom samlingen "Rejsen", som omfattede 30 digte for børn af R. L. Stevenson oversat af Ignatius Ivanovsky [7] . Et år senere udkom en anden af hans forfatters (det vil sige kun bestående af hans oversættelser) samling, bogen med engelske folkeballader "The Ballads of Robin Hood", der efterfølgende blev genoptrykt to gange ( 1963 , 1980 ). Den blev efterfulgt af forfatterens samling af engelske og skotske folkeballader "Freedom Tree" (L., 1962 ; genudgivelse, 1976 ) [8] .
I året for udgivelsen af samlingen "Frihedens træ" rejste han uventet (som de siger, "af kreative årsager") til Arkhangelsk-regionen , hvor han arbejdede både som skolelærer og i redaktionen for lokale aviser. Der havde han et ægteskab registreret med Valentina Vasilievna Kalinkina, og i 1969 i landsbyen. Kholmogory, Arkhangelsk-regionen, søn Mikhail Ivanovsky blev født. I 1970 vendte han tilbage med sin familie til Leningrad og blev redaktør på Goslitizdat [2] . I 1972 udkom hans nye forfattersamling af engelske og skotske folkeballader "Three Arrows of the Woods" (den næste og sidste samling, "The Waters of the Clyde", udkom i 1987 [8] ). Ivanovskys oversættelser blev inkluderet i den store bog Burns. Digte. Scottish Ballads" fra Library of World Literature -serien ( 1976 [9] ; Ivanovsky oversatte også digte af Robert Burns [2] ). I 1978 udgav han i "Litterære monumenter" forfatterens samling "Skandinaviske ballader" [10] .
Disse udgaver viser Ivanovskys store interesse i disse år for oversættelser af folkeviser. Lignende oversættelser blev inkluderet i samlingen af folkeviseballader "Wonderful Horn" (M., 1985 [9] ). Men Ivanovsky oversatte også digte af engelske romantiske digtere - George Gordon Byron , Percy Bysshe Shelley , John Keats . Hans oversættelse af Shelleys digt "Lines" ("When the lamp is broken...") blev sat til musik af barden Alexander Sukhanov [3] ; dette digt blev inkluderet i udvalget på webstedet " Age of Translation " (sammen med folkevise, to danske og en svensk) [10] .
I 1982 en bog fuldstændig oversat af Ivanovsky, af den svenske digter Karl Mikael Belman , Fredmans budskaber. Songs of Fredman" [3] [10] . På "Oversættelsens århundrede" kaldes dette værk Ivanovskys største kreative fiasko [10] , men senere blev Ignatius Ivanovsky prisvinder af Det Svenske Akademi og æresmedlem af Belman Society of Sweden . Han oversatte også digte af Gustav Fröding , Nils Ferlin og andre svenske digtere [2] . Den permanente sekretær for Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, sagde til Ivanovsky: "Du har æren af at åbne dørene til Rusland for svensk poesi. Dette er uden tvivl en historisk begivenhed .
Ivanovskys afdøde kone, Natalia Nikitichna Tolstaya , underviste i svensk indtil slutningen af sit liv på fakultetet for filologi og kunst ved St. Petersburg State University (Institutet for skandinavisk filologi), og hun skrev sine første historier på svensk, da hun underviste i russisk i Sverige [12] . I ægteskab havde de en søn, Nikolai Ivanovsky.
I 1985 publicerede han i magasinet Neva en artikel "A Completely New Shakespeare" og et udvalg af Shakespeares sonetter, han oversatte. I 1994 udgav han sin oversættelse af hele den berømte bog med sonetter af den store engelske dramatiker og digter [13] . Denne oversættelse blev genudgivet i 2001 [14] . Men "værket af en så fremtrædende mester i litterær oversættelse som Ignaty Ivanovsky forblev ukendt for den almindelige læser." Situationen ændrede sig efter udgivelsen af bogen "Shakespeare W. Sonnets: An Anthology of Modern Translations" (St. Petersburg, 2004 , genudgivelser - 2005 , 2007 ), hvor Ivanovskys oversættelser præsenteres i stort antal [13] .
Han udgav også sine verstransskriptioner af epos [10] , en komplet verstransskription af Bibelen (8300 linjer, dette skete for første gang i russisk og verdenslitteraturens historie) [3] og transskriptioner af fragmenter af hellig tradition [2 ] . Arrangementer af Salme 83 og Salme 102 blev sat i musik af barden Marusya (Marina) Mityaeva [3] .
Ud over oversættelser og transskriptioner skrev han sine egne digte og digte. Han er forfatter til digtet "Voice", trilogien "Troika", bestående af romanen i vers "Repnin", digtet "New Terkin", et stort digt "Historien om den russiske stat fra Gostomysl til Jeltsin ", den poetisk cyklus "Breve til dem, der ikke længere eksisterer". Disse værker bør indgå i digtsamlingen "Russian Shore" [3] . Han udgav i bladet " Star " en lille cyklus "Second of May" - to digte dedikeret til hans afdøde kone [15] . I artiklen "Digte bør skrives af alle" udtrykte han sin idé i selve titlen og underbyggede den ("Skrivningen af de pågældende digte er ikke et forsøg på at blive et nyt Pushkin, men en søgen efter at forstå livet og sig selv i det. Det er ikke det litterære resultat, der er vigtigt, men den mentale proces") [16] . Han komponerede et palindrom om kunstneren: ”Heste. Portræt. Han er selv en barokslave, men en stiermester .
Han publicerede i tidsskriftet Foreign Notes fragmenter af den faglitterære prosabog The Post Horse, hvis genre blev defineret som "fri" (refleksioner over oversættere, om Shakespeare, erindringer) [18] [19] .
Han var medlem af Union of Writers of St. Petersburg [13] . Men blandt oversætterne fra sin fødeby var han en isoleret skikkelse. Der blev dannet romantiske legender om ham, der blev skrevet parodier om ham, men Vek Perevodas hjemmeside indrømmer, at dette er "sande bevis på popularitet: de skriver ikke parodier på dem, der ikke bliver læst" [10] .