Til jordens ende

Til jordens ende
Til Jordens Ender
Genre Film Noir
krimi-thriller
Producent Robert Stevenson
Producent Sydney Bachman
Manuskriptforfatter
_		 Jay Richard Kennedy
Sidney Bachman (ukrediteret)
Medvirkende
_		 Dick Powell
Signe Hasso
Operatør Burnett Guffey
Komponist George Duning
Filmselskab Columbia billeder
Distributør Columbia billeder
Varighed 109 min
Land
Sprog engelsk
År 1948
IMDb ID 0040887
 Mediefiler på Wikimedia Commons

To the Ends of the Earth er en film  noir fra 1948 instrueret af Robert Stevenson .

Filmen handler om US Federal Bureau of Narcotics -agent Mike Barrows ( Dick Powell ), som er på jagt efter et internationalt kriminelt kartel involveret i produktion, forarbejdning, smugling og handel med opium . Efterforskningen af ​​hele den kriminelle kæde fører Mike fra San Francisco til Shanghai , Cairo , Havana og derefter til New York , hvor han gradvist afslører en sofistikeret narkotikaproduktion og -transport, hvor han støder på mord, slaveri og adskillige selvmord undervejs.

Ifølge kritikere er billedet væsentligt, primært fordi det for første gang i produktionskodens æra rejste problemet med narkotikahandel akut.

Sammen med film som "The Jimens " (1935), " Treasury Agents " (1947), " Sleuth " (1949), " Trapped " (1949), " Panic in the Streets " (1951) og " Rendezvous with Danger " »(1951) hører filmen til i kategorien semi-dokumentar film noir, som fortæller om forskellige amerikanske efterretningstjenesters aktiviteter.

Plot

I 1935, efter en række internationale møder dedikeret til kampen mod spredningen af ​​narkotika, lancerede Federal Bureau of Narcotics i det amerikanske finansministerium kamp mod den internationale handel med opium . Bureaudirektør Harry Jacob Anslinger tildeler San Franciscos kontorchef Mike Burrows ( Dick Powell ) at spore et mystisk skib, der menes at være ejet af narkotikasmuglere, da det sejler fra Sydamerikas kyst mod San Francisco. Snart, fra et kystvagtskib , bemærker Barrows et umærket fartøj i amerikansk territorialfarvand , som efter at have modtaget et signal fra kystvagten forsøger at flygte ind i neutralt farvand . Barrows ser gennem en kikkert, hvordan på kommando af kaptajnen på dette uidentificerede skib, bliver omkring hundrede kinesiske slaver bundet med en ankerkæde kastet overbord, dømt til døden, hvorefter det lykkes skibet at forlade USA's kystfarvande . En amerikansk patrulje fisker op af vandet kun en livline med det japanske navn på skibet "Kira Maru", der er tildelt havnen i Shanghai .

Barrows går på jagt efter Kira Maru til Shanghai, men ingen information kan findes om skibet med det navn eller om dets kaptajn. Barrows bliver snart kontaktet af den kinesiske narkotikakommissær Lam Chi Chow ( Vladimir Sokoloff ), som tilbyder at lede en fælles undersøgelse, da narkotikaproblemet er blevet internationalt. Lam lader Mike lytte til en grammofonplade af et forhør af en løbsk slave, ifølge hvilken "Kira Maru" for nogen tid siden leverede 200 slaver til Egypten for at arbejde på valmueplantager . Ifølge Lam er det internationale netværk for opiumshandel organiseret efter forslag fra den japanske regering for at svække dens borgeres vilje gennem distribution af stoffer i vestlige lande og derved sikre Japans overlegenhed i forhold til disse lande. Ifølge Lam vil opiumsafgrøden i Egyptens valmuemarker blive høstet inden for fem dage, hvorefter den vil blive sendt til Shanghai til forarbejdning. Den kinesiske kommissær sætter Burroughs i kontakt med den lokale amerikanskfødte forretningsmand Nicholas Slokim ( Ludwig Donat ), som var i en større sag om narkotikahandel for et årti siden. Ifølge Slokim har han længe trukket sig tilbage fra kriminelle aktiviteter, og ved hurtigt at gætte, hvem Barrows egentlig er, foregiver han at hjælpe ham i efterforskningen. I virkeligheden sætter Slokim Mike på det forkerte spor og retter hans opmærksomhed mod rejsebureauejeren Shannon som et muligt medlem af en narkoring. Da Barrows finder ud af, at Shannon forbereder et skib til San Francisco i de kommende dage, gennemgår Barrows listerne over alle sine passagerer, blandt hvilke er navnet på den smukke enke amerikaner Ann Grant ( Signe Hasso ), som for nylig ankom fra Beijing, hvor hun arbejdede som guvernante. Med sig tog Ann en 20-årig kinesisk forældreløs, Shu Peng Wu ( Meiliya ), til Shanghai, som hun vil smugle væk fra krigen i San Francisco. Efter Shannons mord af Slokims mænd, mistænker Barrows sidstnævntes rolle i narkotikahandelen. På vegne af Lam ransager det kinesiske politi Slokims produktions- og lagerfaciliteter og opdager et hemmeligt lægemiddelbehandlingslaboratorium som et resultat. Da Burroughs og Lam ankommer til restauranten for at arrestere Slokim, tager han gift, mens han spiser og dør. Burrows og Lam forstår, at nu er det usandsynligt, at opiumet kommer til Shanghai for at blive behandlet, men det betyder ikke, at narkokartellet er blevet ødelagt. Det er nødvendigt at oplyse hele kæden fra dyrkning af råvarer til markedsføring af færdige produkter. For at gøre dette er det første skridt at finde en valmueplantage i Egypten, hvor høsten forventes om tre dage.

Efter at have krydset hurtigt til Egypten, analyserer Burrows i samarbejde med den britiske narkotikakommissær Lionel Hadley ( Vernon Steel ) og hans egyptiske kollega Omar Hussain, der arbejder der, Slokims dokumenter og etablerer et sted for landgang af slaver, i nærheden af ​​hvilken en valmueplantage skal placeres. Efter at have set luftoptagelser af al landbrugsjorden i området, vender Burrows sin opmærksomhed mod en af ​​plantagerne, hvor der dyrkes roser til parfumeindustrien . Barrows og Hadley sniger sig ind i plantagen om natten og opdager spor af en nyhøstet valmueafgrøde under rosenbuskene. Plantageejer Binda Lee ( Fritz Leiber ), da han ser, at han er blevet afsløret, kaster sig ud over en klippe. Fra Binda Lee's dokumenter viser det sig, at et særligt kunstvandingssystem blev bygget på denne plantage for to år siden under ledelse af hendes mand Ann Grant. Sammen med kolleger foreslår Burrows, at råmaterialer fra plantagen blev transporteret videre til Suez . Burrows og Hadley satte en karavane med ti kameler op , som forlod byen dagen før til et slagteri i Beirut , idet de troede, at narkotikaforsendelsen blev sendt af denne karavane. Et grundigt toldsyn af campingvognen giver dog ikke resultater. Burrows, Hadley og deres franske kollega i Libanon , Larezier (Marcel Journet), finder under natstoppet af kamelkaravanen, umærkeligt fra chaufførerne, ved hjælp af særligt udstyr, ud af, at pakkerne med stoffer er i kamelernes maver. Ifølge Burroughs er prisen på medicin i maven på en kamel 10.000 dollars. Når man tager alle mulige campingvogne i betragtning, kan de samlede omkostninger ved en sending lægemidler være omkring en million dollars. I Beirut ser agenterne en campingvogn komme ind på et slagteri, hvorfra en lastbil kører næste morgen med tre baller, som under dække af kamelhår omlastes i havnen på tre skibe med kurs henholdsvis til Athen , Amsterdam og Havana i navnet på en vis Naftali Wrandstadtler. Barrows ankommer til Havana, hvor han med hjælp fra den cubanske narkokommissær fører tilsyn med, hvordan opium raffineres og emballeres i smørkartoner på fabrikken i Wrandstadtler. Dagen efter ser Barrows disse kasser blive læsset ind i et køleskab i kabyssen på en linjefart på vej til New York . På passagerlisterne på dette linjeskib opdager Barrows navnene på Wrandstadtler selv (Ivan Triso), Ann Grant og Shu Peng.

Mindre end en time før ankomsten til havnen i New York satte Wrandstadtlers håndlangere, der arbejdede på kabyssen, ild til skraldespande, hvilket resulterede i kraftig røg. I den generelle forvirring overfører de stoffer fra oliepakker til skraldespande, hvis indhold smides over bord. Lægemidlet er pakket i specielle beholdere med last, der går til bunden. Få minutter senere, da havvandet tærer på de specialbehandlede reb, flyder beholderne op til overfladen. I mellemtiden, for at provokere forbryderne, beder Barrows Shu om at give Wrandstadtler en seddel om, at det lykkedes ham at finde stoffer. Barrows opdager hurtigt, at Wrandstadtler er skudt ihjel. Idet Barrows gætter på, at medicinpakkerne blev smidt over bord, ringer Barrows omgående til kystvagtens skib, hvoraf det ene tager Ann og Shu Peng med sig. Da kystvagten holder en fiskerbåd op, der har samlet de stoffer, der er dukket op efter en skudveksling, overfører Burrows stofferne til sin båd og tager til New Yorks havn med to kvinder. I dette øjeblik trækker Shu Peng en revolver ud af Burroughs' hylster, hvorefter han forlanger at få dirigeret båden til det sted, der er angivet for hende. Hun hævder at arbejde for den japanske regering og er ansvarlig for at sende varerne. Som det viser sig, anede Ann ikke, og hendes mand blev dræbt, efter at han fandt ud af, at han arbejdede for et narkokartel og besluttede at rapportere det til myndighederne. Da Barrows rykker frem mod Shu Peng, skyder hun ham flere gange i brystet uden tøven. Men Barrows fyldte bevidst revolveren med blanks for at få beviser for, at Shu Peng, som han mistænkte ved hendes mistænkelige opførsel under branden, var leder af hele operationen. Han afvæbner Shu Peng, og båden ankommer til New York.

Cast

Historien om filmens tilblivelse

I 1945 sluttede en stor amerikansk forretningsmand, Jay Richard Kennedy sig til det amerikanske finansministerium , hvor Harry J. Anslinger havde stillingen som kommissær for Bureau of Narcotics på det tidspunkt [1] . Anslingers beretninger om hans undersøgelser rundt om i verden mellem 1917 og 1928 inspirerede Kennedy til at skrive en original historie og senere manuskript om den internationale kamp mod narkotikahandel [1] [2] .

Ifølge Los Angeles Times i august 1946 købte Columbia Kennedys historie for $ 100.000 . Projektet blev overtaget af studieproduceren Sidney Bachman , som gik videre til en succesfuld karriere på mindre end et årti efter at have læst manuskripter hos Warner Bros. til formand for Manuskriptforfatterlauget i 1941-42. Bachman var involveret i manuskriptskrivning til film som The Sign of the Cross (1932) af Cecil B. DeMille , Sahara (1943) af Zoltan Korda og Lost Horizon (1937) af Frank Capra , samt Mr. Smith Goes to Washington ( 1939), hvilket gav ham kaldenavnet " Studioboss Larry Cohns kæledyr " i løbet af hans sytten år i Columbia . Som Smith bemærker, "filmen fik fuld opbakning fra US Treasury Bureau of Narcotics og Anslinger personligt, som forsynede filmskaberne med et væld af klassificeret materiale og fik tilladelse til instruktør Robert Stevenson til at filme ved FN's Narcotics Control Board i Lake Success " hvor var vært for FN's hovedkvarter , indtil han flyttede til en bygning på Manhattan i 1952 [2] [3] .

Ifølge Hollywood Reporter den 14. maj 1947 overtog producer Sidney Bachman færdiggørelsen af ​​produktionen, efter at Robert Stevenson først blev syg og derefter rejste til London for at opfylde en tidligere forpligtelse til Alexander Korda [1] . Noget af materialet brugt i baggrunden blev filmet direkte i Shanghai, Cairo, Havana og New York. Ifølge studieoptegnelser blev scenen, hvor 100 kinesiske slaver sendes i døden i Stillehavet, optaget ud for det sydlige Californiens kyst i strædet mellem fastlandet og Catalina Island , mens søens pistolkampscene blev optaget i Los Angeles Harbor [1] .

Som The New York Times bemærker , "selv om filmen kan se almindelig ud, er det en usædvanlig film", da den "krævede to års arbejde og en udgift på $2 millioner" [4] .

Filmen begynder med en pauseskærm med følgende dedikation: "Historien er baseret på virkelige begivenheder fra officielle dokumenter fra det amerikanske finansministerium, til hvem dette billede er taknemmeligt dedikeret" [1] .

Temaet for stoffer i filmen

Ifølge webstedet for American Film Institute var denne film en af ​​de første i Hollywood-biografen under Production Code , som talte så detaljeret om problemet med international narkotikahandel . Koordinering af filmens emne og dens udgivelse på skærmene var ledsaget af betydelige vanskeligheder. I første omgang sikrede skaberne af billedet samtykke fra kommissæren for Office of Narcotics Affairs i det amerikanske finansministerium Harry J. Anslinger (han optræder i dokumentaroptagelserne i begyndelsen af ​​filmen) [1] , som senere ydet betydelig støtte til filmskaberne.

Som Smith bemærkede, var en væsentlig anstødssten i fremstillingen af ​​filmen Hollywood Production Code, som siden dens introduktion i 1934 forbød brug eller handel med stoffer i film [2] . En af dens bestemmelser sagde udtrykkeligt, at "den ulovlige narkotikahandel aldrig må vises på skærmen" [1] . Ifølge Butler blev Columbia "tvunget til at iværksætte en omfattende og i sidste ende succesfuld kampagne for at overbevise filmen om at blive lavet" for at få en lempelse af produktionskoden, som forbød selv omtale af narkotikahandel i film, for ikke at nævne faktum, at for at gøre det til hovedtemaet i hele filmen [5] . Som New York Times - artiklen bemærkede , selv før optagelserne begyndte, " gjorde Motion Picture Association et særligt stykke arbejde for at formilde kvindeorganisationer, kirker og civilsamfundsgrupper, der frygtede det værste, og kom til den konklusion, at repræsentanter for biografen har forsømt deres seriøse samfundsansvar af hensyn til kommercielle interesser” [4] . Ifølge Los Angeles Times overtalte forfatter/producer Jay Richard Kennedy, såvel som andre "seniorfolk i regeringen", Production Code Administration til at ændre de eksisterende restriktioner for at skabe dette billede [1] . Smith bemærker, at reglerne blev løsnet, efter at censorer blev overbevist om, at "fremvisning af stofbrug, misbrug og handel ikke ville være udnyttende i naturen, men opdragende og i sidste ende fordømmende" [2] . I sidste ende tog Production Code Administration det hidtil usete skridt at ændre den nuværende regulering til at tillade "en ulovlig handel med narkotika, forudsat at den ikke vækker lysten til at bruge stoffer eller organisere narkotikahandelen, og at der ikke er en enkelt ikke-godkendt scene i filmen, hvor brugen af ​​ulovlige stoffer eller deres virkninger blev vist i detaljer” [1] .

Udgivelsen af ​​filmen banede vejen for andre kategori B-film dedikeret til narkotikahandel og stofbrug, blandt dem " Port of New York " (1949), " Devil's Dream " (1949), " Wild Grass " (1949), " Customs Agent " (1950), " The Road to Cairo " (1950) og " The Frontier Line " (1950) [6] indtil, ifølge Smith, "i 1955, Otto Preminger , med sin film Manden med den gyldne arm , endelig legaliseret dette beskidte emne" [2] .

Kritisk vurdering af filmen

Samlet vurdering af filmen

Som Smith bemærkede, umiddelbart efter filmens udgivelse, "i februar 1948 var anmeldelser fra kritikere blandede." Især mente nogle af dem, at der i billedet, som burde være kendetegnet ved absolut plausibilitet, er for meget melodrama og "overdrevent mod". Andre frygtede konsekvenserne af filmens fokus på de "helvedes detaljer" i narkotikabranchen [2] . Og S. A. Lejeune i den britiske avis The Observer kritiserede filmen for at være "et uvurderligt værktøj for dem, der ønsker at bedrage toldmyndighederne på en eller anden eksotisk måde" [2] .

Det mest betydningsfulde aspekt ved filmen er ifølge New York Times anmelder , at Production Code Administration overhovedet tillod optagelserne af denne historie om internationalt politisamarbejde i kampen mod den ulovlige narkotikahandel. Forfatteren skriver endvidere, at "Bachman, Kennedy og Stevenson har lavet et melodrama med intelligens og værdighed, og roser den tillid, som det amerikanske finansministerium har vist dem med at levere kildematerialet til filmen." Det lykkedes dog næppe at skabe en underholdning af fuld kvalitet. På trods af den journalistiske stringens i åbningssekvenserne, filmet på finansministeriets Narkotikabureau og på FN's rådsmøde i Lake Success, "er det mest en historie om betjente og tyve." Og et for alvorligt væddemål på vold for at imponere seeren, "forstærker desværre kun billedets kunstige smag, hvilket svækker dets overordnede dramatiske effekt" [4] .

Den samtidige filmkritiker Craig Butler bemærkede, at filmen er vigtig primært, fordi den "blev lavet generelt, og ikke så meget for, hvad den er, på trods af at den er en solid og underholdende, hvis ikke enestående politithriller." Dette billede "var med til at åbne portene for mere kraftfulde krimi-thrillere i fremtiden, der dækker en bredere vifte af emner i denne genre." Samtidig fortjener filmen ifølge kritikeren ikke kun at blive set som en fodnote til produktionskodens historie. Trods det "temmelig strakte manuskript og ikke helt naturlige billeder, blev det alligevel en spændende og tæt lavet lille thriller." Og selvom nogle plottwists måske ikke virker elegante, er seeren alligevel "draget ind af intriger og et ønske om at finde ud af, hvad der vil ske næste gang." Og det "stærke skuespil fra et fantastisk cast" gør det til "en spændende lille film, som fans af genren vil nyde" [5] .

American Film Institutes hjemmeside bemærkede, at "filmen er i en semi-dokumentarisk stil med lejlighedsvise voice-overs" [1] , Smith påpeger også, at filmen "er optaget i en semi-dokumentarisk stil, der har slået rod i kinematografi takket være succesen med film som House on 92nd Street " (1945) og " Naked City " (1948)" [2] . TV Guide- magasinet kaldte filmen "en fængslende, verdensomspændende semi-dokumentar om narkohandlernes ondskab, især dem, der smugler opium ind i USA." Filmens vigtigste succesfaktor er ifølge magasinet, at eventyrfilmen her får en realistisk dokumentarisk tilgang. Som nævnt i magasinet, "med et heftigt (for sin tid) budget på 2 millioner dollars, sparede filmen ingen omkostninger ved at opnå realisme" [3] . Ifølge Dennis Schwartz er det "en solid film med høje underholdningskvaliteter" [7] , mens Specer Selby kaldte den "en af ​​de mest ekstreme lov og orden noir-film" [8] . Michael Keaney, mens han bemærkede, at filmen er belemret med Powells "betydelige fortælling uden for skærmen", kaldte den ikke desto mindre "en tempofyldt og anspændt thriller med en chokerende denouement" [9] .

Evaluering af det kreative teams arbejde

The New York Times anmeldelse bemærkede, at "Kennedy skrev et meget kompliceret og indviklet manuskript", men ujævnt i dramatiske termer, hvilket gav "billedet et ganske almindeligt udseende, selvom det med lidt mere opfindsomhed nemt kunne blive til noget særligt" [4] . På samme tid, ifølge Butler, "leverede Robert Stevenson billedet på en livlig og energisk måde ved at bruge en semi-dokumentarisk stil, der bringer det ønskede resultat" [5] .

Ifølge New York Times anmelder, " er Dick Powell personlig og dygtig som en modig ministeriumsagent, der flyver verden rundt i jagten på en international smuglerring" [4] . Butler mener også, at Powell leverer et meget "solid og umiskendeligt præcist spil" [5] .

Noter

  1. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Til Jordens Ender. Bemærk  (engelsk) . American Film Institute. Hentet 6. februar 2017. Arkiveret fra originalen 5. oktober 2016.
  2. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 9 Richard Harland Smith. Til jordens ende (1948). Artikler (engelsk) . Turner klassiske film. Hentet: 6. februar 2017.  
  3. ↑ 1 2 Til  Jordens Ender . TV Guide. Hentet 6. februar 2017. Arkiveret fra originalen 5. marts 2016.
  4. ↑ 1 2 3 4 5 T. MP På Rivoli . The New York Times (13. februar 1948). Hentet: 6. februar 2017.  
  5. ↑ 1 2 3 4 Craig Butler. Til jordens ende (1948). Anmeldelse  (engelsk) . Allmovie. Hentet 6. februar 2017. Arkiveret fra originalen 9. november 2019.
  6. ↑ Mest populære "Drugs"-titler udgivet 1. januar 1945 til 31. december 1955 . Internet film database. Hentet: 6. februar 2017.  
  7. ↑ Dennis Schwartz. Et eventyrgarn i topklasse, der krydser kloden i midten af  ​​1930'erne . Ozus' World Movie Reviews (28. september 2001). Hentet 24. januar 2020. Arkiveret fra originalen 25. januar 2021.
  8. ↑ Selby, 1997 , s. 189.
  9. ↑ Keaney, 2003 , s. 437.

Litteratur

Links