Heterofænomenologi ( oldgræsk ἕτερος - andet, φαινόμενον - fænomen og λόγος - undervisning) er et begreb introduceret af Daniel Dennett for at beskrive den videnskabelige tilgang til studiet af fagets mentale tilstand og anden. Essensen af denne tilgang er brugen af antropologiske metoder, sammen med en kombination af selvbeskrivelse af subjektets egen tilstand med alle andre tilgængelige beviser, for at bestemme hans mentale tilstand. Formålet med denne tilgang er at forstå, hvordan subjektet ser verden, at vurdere rigtigheden af hans opfattelse uden at tage hensyn til unøjagtighederne i hans selvbeskrivelse.
Dennett fremsatte teorien om heterofænomenologi og kontrasterede den med traditionel kartesisk fænomenologi , som Dennett selv kalder "ensom-ulv autofænomenologi", og understregede, at i modsætning til hans teori, i den kartesiske fænomenologi, tages selvbeskrivelsen af emnet som grundlag og anses for pålidelig. I heterofænomenologien kan kun fagets syn på tingene, og kun beskrivelser af hvordan disse ting fremstår for subjektet, anses for pålidelige.
Heterofænomenologien kræver med andre ord, at vi på den ene side overvejer subjektets selvfortælling og samtidig tager hensyn til subjektets øvrige egenskaber og reaktioner, herunder dets fysiske reaktioner på omgivelserne. Vi må forstå, at selvfortælling kan være meget forskellig fra vores konklusioner om emnets tilstand. For eksempel kan vi konkludere, at subjektet ser, hans syn fungerer, selvom han hævder det modsatte.
Heterofænomenologi er et nøglebegreb i Dennetts sindfilosofi , hvorigennem vi kan lære alt, hvad man kan vide om menneskets indre verden. Ifølge Dennett kan denne information testes empirisk og kan præsenteres som videnskabelig dokumentation.
"I min bog går jeg meget op i at forklare, at heterofænomenologi ikke er andet end en videnskabelig metode anvendt på bevidsthedsfænomenerne, det er en måde at gemme bevidsthedens fænomenologi til videnskabelig undersøgelse. Jeg opfandt ikke den heterofænomenologiske metode, men systematiserede kun de grundlæggende metoder og regler, der allerede stiltiende er godkendt af førende forskere.
"Caveat Emptor" (svar til Mangan, Toribio, Baars og McGovern), Consciousness and Cognition, 2, (1), 48-57, mar. 1993
Dennetts teori er blevet stærkt kritiseret af mange førende filosoffer og videnskabsmænd med speciale i studiet af bevidsthed. David Chalmers bemærkede, at en åbenlys indvending mod Dennetts metode er, at det centrale emne for bevidsthedsvidenskaben ikke er verbale rapporter eller introspektive domme, men indre oplevelser. Selvom der kan være en vis fordel ved at forklare verbale rapporter og domme, forklarer de ikke indre oplevelse. Ifølge Chalmers har heterofænomenologiens centrale problem intet at gøre med selvbeskrivelsens unøjagtigheder, for selvom selvfortællinger ikke ville indeholde fejl, ville forklaringen af disse selvfortællinger stadig ikke forklare personens indre verden til hvem disse selvfortællinger er dedikeret.
Max Velmans kontrasterede heterofænomenologi med en kritisk fænomenologi, som antager tillid til selvfortællinger i alt undtagen de øjeblikke, der forårsager rimelig tvivl. De fleste videnskabsmænd studerer selvbeskrivelser og bevidsthed fra positionen af kritisk fænomenologi, og ikke fra positionen heterophenomenology [1] . Max Velmans udtrykte i sin artikel "Heterophenomenology and Critical Phenomenology" den opfattelse, at heterophenomenologi sammen med Dennetts afvisning af qualia kun er et forsøg på at forsvare en bevidsthedsfilosofi baseret på eliminativ materialisme [2] .
Christian Benfeldt har i sin artikel "Philosophical Critique of Heterophenomenology" vist, at den korrekte brug af førstepersons introspektive rapporter, som Dennett er imod, ikke går ud over den videnskabelige metode [3] .