Et finansielt konglomerat er en deltager på det finansielle marked, hvis virksomhed dækker mindst to af de fem hovedområder for finansielle tjenesteydelser:
Når man klassificerer en finansiel institution som et finansielt konglomerat, bør man ikke lade sig styre af størrelsen af dets aktiver, men af dets tilstedeværelse på forskellige områder af det finansielle marked. Bank of England bruger begrebet "store komplekse finansielle institutioner" i forhold til finansielle konglomerater, og for at klassificere en virksomhed i denne kategori anvender den en metode til at bestemme størrelsen af denne virksomheds andel i følgende finansielle sektorer:
Finansielle konglomerater dannes aktivt på alle nøgleområder på det finansielle marked i hele verden. Årsagen til væksten i antallet af finansielle konglomerater fra slutningen af det 20. århundrede til i dag har været finansielle reformer, der eliminerede segmenteringen af den finansielle sektor og stimulerede konsolideringen af finansielle virksomheder til konglomerater. Et slående eksempel på sådanne reformer er den amerikanske kongres vedtagelse i slutningen af 1999 af Financial Modernization Act (Gramm-Leach-Bliley Act) . På det makroøkonomiske niveau øger finansielle konglomerater på kort sigt effektiviteten af det finansielle system, på den anden side medfører de den negative effekt af markedsmonopolisering. Oprettelsen af finansielle konglomerater er ledsaget af et fald i antallet af deltagere på hele det finansielle marked eller flere af dets sektorer, hvilket fører til en rentestigning for den endelige forbruger af finansielle tjenesteydelser. Som et resultat af alt dette afskrækker reduktionen af konkurrencen på længere sigt effektiviteten af det finansielle system.
Indtrængen af finansielle konglomerater på udviklingslandenes finansielle markeder bidrager på den ene side til deres tidlige etablering, indførelse af nye teknologier og ledelse og udvikling af bånd til det internationale marked. På den anden side, efter at være kommet ind på det lokale marked, tvinger konglomerater lokale finansielle institutioner ud af det, hvilket fører til tab af økonomisk suverænitet (mange af disse lande er allerede tvunget til udelukkende at bruge finansielle tjenester fra finansielle konglomerater). Inddragelsen af de enkelte landes økonomier i det globale marked fører til synkronisering af nationale økonomiske cyklusser med det globale. Dette har en stabiliserende effekt på den nationale økonomi og minimerer de negative effekter af lokale chok. På den anden side bidrager globale finansielle konglomerater til den internationale spredning af kriser, eftersom et sådant konglomerats sammenbrud bringer en krise til alle lande og markeder, hvor det er til stede. Kort sagt reducerer finansielle konglomerater nationale risici og øger de globale.