Meshchersky, Vladimir Petrovich

Vladimir Petrovich Meshchersky
Fødselsdato 14. Januar (26), 1839( 26-01-1839 )
Fødselssted
Dødsdato 10. juli (23), 1914 [1] (75 år)
Et dødssted Tsarskoje Selo
Statsborgerskab (borgerskab)
Beskæftigelse journalist , forfatter , essayist , romanforfatter
Værkernes sprog Russisk
Priser
Ordenen af ​​Sankt Vladimir 3. klasse Sankt Annes orden 3. klasse
RUS Imperial Order of Saint Alexander Nevsky ribbon.svg RUS Imperial Hvid-Gul-Sort bånd.svg
Wikisource logo Arbejder hos Wikisource
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Prins Vladimir Petrovich Meshchersky ( 14. januar  ( 26. ),  1839 , Skt. Petersborg  - 10. juli  ( 23. ),  1914 , Tsarskoje Selo ) - russisk forfatter og publicist af ekstreme højre synspunkter , udgiver - redaktør af magasinet (siden 1. oktober 1887) - aviser) " Borger ". Fungerende etatsråd med rang af kammerherre .

Biografi

Født i Sankt Petersborg, døbt den 4. februar i den hellige store martyr Panteleimons kirke. Hans faddere var senator S. S. Kushnikov og bedstemor E. A. Karamzina [3] . Repræsentant for den fyrstelige familie Meshchersky . Barnebarn af N. M. Karamzin , som han modtog en særlig lønforhøjelse for: Karamzin var statshistoriograf, og retten udbetalte pension til hans familie. Meshcherskys forældre, Pyotr Ivanovich og Ekaterina Nikolaevna , tilhørte Pushkins inderkreds, hans bedstemor var S. S. Meshcherskaya , som oversatte fra fransk.

I 1857 dimitterede han fra Imperial School of Law . V.P. Meshchersky trådte i tjeneste den 11. maj 1857. Siden 1861 - i rang af kammerjunker ; siden 1872 - i rang af kammerherre.

I sin ungdom, som embedsmand for særlige opgaver i indenrigsministeriet, rejste han meget rundt i Rusland. Han beskrev sine rejser i breve til storhertug Alexander Alexandrovich (senere Alexander III ), samt i Essays on Current Public Life in Russia (St. Petersburg, 1868).

Meshchersky var bedst kendt som en indflydelsesrig konservativ publicist og konsulent for regeringen (først for Alexander III , derefter, efter en kort skændsel, for Nicholas II ), berømt for sit forslag om at "sætte en stopper for" Alexander II's reformer.

Avisen Grazhdanin, som han udgav, blev støttet af regeringen. General A. A. Mosolov , som var chef for ministeriet for det kejserlige hof (1900-1916), vidnede i sine erindringer om, at Meshchersky modtog et årligt tilskud fra en fond på ti millioner; skrev også om ham: "Under min tjeneste ved retten husker jeg ikke et eneste tilfælde, hvor Meshchersky ikke fik den nåde, han bad om for nogen fra suverænen. Han skrev direkte til majestæten, og jeg havde en del breve i hænderne, skrevet med prinsens morderiske håndskrift med kejserens ufravigelige beslutning: "Udfør". [4] . I nogen tid samarbejdede forfatteren F. M. Dostojevskij med ham , som tidligere, siden 1. januar 1873, var redaktør-udgiver af ugebladet.

Siden 10. juli 1873 - en rigtig etatsråd.

Før sin død, i 1913-1914, besatte Meshchersky den højeste position blandt alle faktiske statsrådsmedlemmer med hensyn til ancienniteten af ​​prisen til rangen. Han døde af lobar lungebetændelse i juli 1914, og blev begravet i Alexander Nevsky Lavra [5] .

Kreativitet

Succes blev hovedsagelig nydt af hans satiriske romaner fra det høje samfundsliv, nogle gange udgivet under initialerne "K. V. M. ":" Kvinder fra Sankt Petersborgs højsamfund", "En af vores Bismarcks", "Lord Apostel i Sankt Petersborgs højsamfund", "Jeg vil være russisk", "Det moderne Petersborgs hemmeligheder", "Forfærdelige kvinde", "Realister af det store lys", "Prins Noni", "Grev Obezyaninov", "En frygtelig nat" osv. Prins Mesjcherskij, hans dagbog og skrifter bliver gentagne gange ironisk nævnt i A.P. Chekhovs tidlige humoresker .

Meshchersky ejer også: "Speeches of a Conservative" (1876), "In the Street of Time" (1879) osv. I hans levetid blev hans "Memoirs" [6] udgivet i 3 dele (St. Petersburg, 1897- 1912), der beskriver nogle begivenheder i det politiske og verdslige liv i 1880-1890'erne.

Personligt liv

Historikerne V. V. Bersenev (Russian State Historical Archive) og A. R. Markov (St. Petersburg State Academy of Culture) udgav et arkivdokument, hvoraf det følger, at en uanstændig historie fandt sted mellem Meshchersky og grev Keller omkring en ung trompetist fra en underordnet grev Leib - riffelbataljon af hovedstadens garnison. Prinsen opnåede militærlederens tilbagetræden, som forhindrede ham i at se sin elsker. Men en senere undersøgelse bekræftede grev Kellers rigtighed, og rygter om sagen spredte sig hurtigt over hele St. Petersborg [7] .

Vladimir Sergeevich Solovyov kaldte ham "Prins af Sodoma og borger af Gomorra", gennemsigtige hentydninger til dette dukkede op i franske og russiske aviser. Filosoffens holdning til det patriotiske tidsskrift "Citizen" udgivet af Meshchersky var skarpt negativ. Prinsens elsker (ifølge andre kilder, en ulovlig bror) var en regeringsagent og eventyrer Ivan Manasevich-Manuilov , dengang journalisten, som han formyndede Joseph Kolyshko, var i forbindelse med Meshchersky . I Risk-magasinet, baseret på et anonymt notat tilskrevet Ostrovskys arkiv [7] , står der: ”Han bruger unge mennesker, skuespillere og kadetter, og for dette støtter han dem. Apollonsky og Korvin-Krukovsky er navngivet blandt hans elskere. Junkere og unge mennesker matches til ham af K. Iv. Chekhovich [8] og Depari [9] . For at afgøre, hvem der er værdig til sine ofres æsler, har han en billard.

S. Yu. Witte påpeger i sine erindringer: "Meshcherskys mest elskede unge mand er Burdukov, en pensioneret kornet, der ikke har nogen uddannelse og opdragelse, er en kammerherre ved Hans Majestæts hof, en embedsmand for særlige opgaver under ministeren for Interiør, modtager forbedret vedligeholdelse. Og selv, ser det ud til, at i tilfælde af Meshcherskys død, når han, Burdukov, efterlades uden protektion, er der på forhånd fastsat en pension, et relativt stort beløb, hvis bare Burdukov forlader tjenesten. Nikolai Fedorovich Burdukov (siden 1911 - en rigtig statsrådsmedlem, som har været knyttet til indenrigsministeren) [10] boede i Meshcherskys hus på Spasskaya Street , 27. Efter Meshcherskys død blev N.F. Burdukov hans arving ved testamente og modtog begge huse ejet af prinsen - på Spasskaya og i Grodnensky lane , hus 6 [11] . V. P. Meshchersky og N. F. Burdukov bidrog med penge til en plads i Isidore-kirken i Alexander Nevsky Lavra: "29. december 1907. Til tilvejebringelse af en to-etages gravplads i Isidore-kirken til prins Vladimir Petrovich Meshchersky og Nikolai Fedorovich Burdukov, 1000 rubler." [12] .

Der er andre synspunkter om prins Meshcherskys homoseksualitet.

Meshcherskys ry, afskyeligt blandt liberale og venstreorienterede, var ikke det bedste blandt konservative, hvoraf mange forsøgte at tage afstand fra ham. Dette var ikke kun forbundet med Meshcherskys aktiviteter som regeringens "grå eminence", men også med de skandaløse historier, der opstod i forbindelse med prinsens påståede homoseksuelle orientering [13] . Nedenfor er en beskrivelse givet af historikeren Nikolai Troitsky i 2000. Troitsky er enig i V. I. Lenins vurderinger og er ekstremt negativ over for kejser Alexander III og hans følges regeringstid, ikke flov over hårde udtryk [14] :

Endnu mere modbydeligt var rygtet for en anden trubadur af reaktionen i 1980'erne og 1990'erne, prins Vladimir Petrovitj Meshchersky. Denne herre, som glorificerede det nationale behov for stænger ("som en russisk person har brug for salt, så har han brug for stænger" [15] ), "en foragtelig repræsentant for verandaen" [16] , "en slyngel, en uforskammet mand, en mand uden samvittighed" [17] , for desuden blev han "tre gange dømt for sodomi" [18] og var personlig ven med Alexander III. Hans blad "Borgeren" blev støttet af zaren og blev derfor i oplyste kredse betragtet som "zarens organ", "tsarernes opslagsbog" [19] . I. S. Turgenev skrev om ham i 1872, altså selv da The Citizen ikke var så reaktionær som i 80'erne: "Dette er uden tvivl det mest stinkende blad af alle dem, der nu er udgivet i Rusland" [20] .

Med henvisning til Meshcherskys anklager om homoseksualitet, henviser Troitsky til Polovtsovs dagbog [18] . Polovtsov refererer selv i sin dagbog til historierne om Ignatiev og Vannovsky og karakteriserer dem samtidig som mennesker, der ikke er helt ærlige [21] .

Den moderne forsker N. V. Chernikova forsøgte ved hjælp af arkivmateriale at bevise, at rygterne om prins V. P. Meshcherskys sodomi ikke var andet end sladder [21] . Efter hendes mening blev historien med Rubin ikke kun grundlaget for sladder om Meshcherskys påståede homoseksualitet. Denne historie viste sig at være den eneste begivenhed, der gav næring til denne sladder i årtier. Også efter hendes mening, siden 1887, er ikke en eneste specifik episode blevet beskyldt for prinsen, og gæt om Meshcherskys særlige forhold til de unge mennesker, han formynder, er ikke blevet understøttet af noget. Forskeren fremfører teorien om, at rygterne, der miskrediterede Meshchersky, blev vedtaget af politiske modstandere af prinsen [21] .

Priser

Noter

  1. ↑ 1 2 Meshchersky // Kort litterær encyklopædi - M .: Soviet encyclopedia , 1962.
  2. ↑ Meshchersky Vladimir Petrovich // Great Soviet Encyclopedia : [i 30 bind] / red. A. M. Prokhorov - 3. udg. — M .: Soviet Encyclopedia , 1969.
  3. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.111. d. 303b. Med. 740. Metriske bøger af kirken St. Store Martyr Panteleimon.
  4. ↑ Gen. A. Mosolov. Ved kejserens hof . Riga, [1938], s. 109 [udgivelsesår ikke oplyst].
  5. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.127. d.3002. Med. 133. Fødselsregistre af St. Catherines katedral i Tsarskoye Selo
  6. ↑ se moderne udgave: Prins Vladimir Petrovich Meshchersky. Mine minder . - M . : "Zakharov", 2003. - 864 s. — ISBN 5-8159-0326-4 .
  7. ↑ 1 2 Bersenyev V.V., Markov A.R. Politi og homoseksuelle: En episode fra Alexander III's æra  (russisk)  // RISIKO: Almanak: journal. - 1998. - Nr. 3 . - S. 105-116 . Arkiveret fra originalen den 28. juni 2011.
  8. ↑ Kazimir Ivanovich Chekhovich (1847 -?) - Russisk officer fra Chekhovich- familien
  9. ↑ Grigory Ivanovich Depari
  10. ↑ Burdukov Nikolai Fedorovich // Liste over civile rækker af fjerde klasse. Rettet 1. september 1913. - Sankt Petersborg. : Udgivelse af Inspektionsafdelingen for Hans Kejserlige Majestæts eget Kancelli . Senatets trykkeri, 1913. - S. 1610.
  11. ↑ A. S. Dubin. Ryleeva gaden. M., Tsentrpoligraf, 2008, s. 139-140.
  12. ↑ Golovnin P. A. Salomons adelige familie i Ruslands historie Arkivkopi af 25. september 2013 på Wayback Machine
  13. ↑ Bersenyev V.V., Markov A.R.: Politi og homoseksuelle: En episode fra Alexander III's æra Arkivkopi dateret 28. juni 2011 på Wayback Machine // "RISK", nr. 3 (1998).
  14. ↑ Nikolay Troitsky. "En kommode står på jorden ..." Alexander III: Tid, bestyrelse, personlighed . Hentet 13. juli 2011. Arkiveret fra originalen 12. august 2011.
  15. ↑ Borgeren, 16. december 1888.
  16. ↑ A.F. Koni. Sobr. op. T. 2. s. 318.
  17. ↑ E. M. Feoktistov. Bag kulisserne for politik og litteratur, s. 236.
  18. ↑ 1 2 A. A. Polovtsov. Dagbog for en udenrigsminister, bind 2, s. 197.
  19. ↑ P. N. Milyukov. Minder. T. 1. M., 1990, s. 324.
  20. ↑ I. S. Turgenev. Fuld saml. op. og bogstaver. Breve. T. 9. s. 236-237.
  21. ↑ 1 2 3 Chernikova N. Denne umulige prins ... Mytologi om Vladimir Meshchersky // Fædrelandet. 2014. nr. 9. S. 84-86.

Kompositioner

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier