Marchenko, Mikhail Ivanovich

Mikhail Ivanovich Marchenko ( 19. september 1902  - 22. januar 1983 ) - ukrainsk sovjetisk historiker , forfatter til adskillige værker om Ukraines historie i middelalderen, den første sovjetiske rektor ved Lviv Universitet , bedstefar til journalisten og dissidenten Valery Marchenko .

Biografi

Tidlige år

Født 19. september 1902 i landsbyen. Gatnoye , Khotov volost, Kiev-provinsen, i en familie af statsbønder . I 1911 mistede han sin mor, Fjodor Antonovna. I 1918 dimitterede han fra en to-årig zemstvo-skole og arbejdede på sin jord sammen med sin ældre bror Stepan.

I februar 1919 blev M. Marchenko valgt til sekretær for den revolutionære komité og kommandør for sin fødeby.

I 1920-1923. arbejdede på sin egen gård og stod samtidig for landbygningen af ​​en landbrugsfagskole i Boyarka . I 1922 blev han medlem af KSMU.

I 1923 blev han sendt af fattigudvalget med. Gatnoe for at studere på Kyivs militære artilleriskole.

I 1926 var Marchenko i hæren: først var han en Røde Hær-soldat fra den 3. radiobataljon i Kiev, derefter tjente han i en militærenhed i Kharkov , blev valgt til stedfortræder for byrådet (1925-1926).

Efter militærtjeneste, i 1926-1928. arbejdet som bestyrelsesformand for forbrugersamarbejdet i landsbyen. Gatnoe.

I 1927 sluttede M.I. Marchenko sig til CPSU(b)-KP(b)U. I 1927-1928 - medlem af plenum for Budaevsky-distriktsudvalget (Kyiv-distriktet), i 1928-1929 - et plenum af Kyiv-landdistriktsudvalget i CP(b)U.

I 1929 blev M. I. Marchenko smidt ud af partiet, men blev hurtigt genindsat på grund af anklagernes grundløshed.

I 1928-1930. - stod i spidsen for landbrugskommunen. G. I. Petrovsky i landsbyen. Gostomel , Kiev-regionen.

Institut for Røde Professorer og Institut for Historie ved Akademiet for Videnskaber i den ukrainske SSR

I 1932-1937. M. I. Marchenko studerede ved Institut for Røde Professorer ved VUTsIK (Kharkov - Kyiv). Han dimitterede fra Instituttet for Personaleuddannelse (et to-årigt kursus i den forberedende afdeling) og derefter et treårigt kursus i den vigtigste (historiske) afdeling af Institute of Red Professors). Specialiseret i Ukraines historie.

I 1936 indgik han i det lærerhold, der i juli-september 1936 var involveret i undervisningen på omskolingskurser for ledere af kulturafdelinger i CP(b)U's distriktsudvalg.

Ved beslutning fra sekretariatet for CP(b)U's centralkomité dateret den 28. august 1937 blev han sendt til at arbejde ved Institut for Historie ved Videnskabsakademiet i den ukrainske SSR .

Undertrykkelsen af ​​1937 og fjernelsen af ​​mange ansatte ved Institut for Ukraines Historie (især henrettelserne af lederen af ​​afdelingen for feudalismens historie T. T. Skubitsky, seniorforsker N. F. Tregubenko, seniorforsker G. Ya. Slyusarenko ) nødvendiggjorde genopfyldning af instituttets personale . Dette er også grunden til, at en kandidat fra Institut for Røde Professorer, M. I. Marchenko, som endnu ikke havde videnskabelige resultater og ikke forsvarede sin afhandling, straks blev udnævnt til stillingen som leder af sektoren for den feudale æra . På samme tid blev så mere erfarne videnskabsmænd som N. N. Petrovsky og A. P. Ogloblin Marchenkos underordnede.

Rektor for Lviv Universitet

Den 7. september 1939, med udbruddet af Anden Verdenskrig , blev M.I. Marchenko indkaldt til den Røde Hærs rækker til stillingen som seniorinstruktør i propagandaafdelingen i det politiske direktorat i Kievs særlige militærdistrikt.

Den 16. oktober 1939 besluttede Politbureauet for Centralkomitéen for Kommunistpartiet (b) i Ukraine: "At godkende kammerat Mikhail Ivanovich Marchenko som rektor for Lviv Universitet og frigive ham fra arbejdet ved Institut for Historie ved Akademiet for Historie Videnskaber."

M. I. Marchenkos ophold som rektor for Lviv Universitet er måske den mest interessante side i Mikhail Ivanovichs liv, hans fineste time.

Som A.S. Rublev skriver: "Den strategiske kurs for den stalinistiske ledelse af USSR i de nyligt annekterede områder var at forsøge at integrere dem i det totalitære sovjetiske system så hurtigt som muligt ved at udjævne lokale detaljer, "styrke" kadrerne i den lokale intelligentsia. og ledere med talrige repræsentanter og specialister fra østen. Og hvis kvaliteten af ​​sådanne besøgende normalt var lav, så var der glade undtagelser. N. I. Marchenko hørte også til sidstnævnte.