Jofre Rudel

Lanquan li jorn son lonc en may,
m'es belhs dous chans d'auzelhs de lonh,
e quan mi suy partitz de lay
remembram d'un'amor de lonh:
vau de talan embroncx e clis
si que chans ni flors d'alberpis
no m platz plus que l'yverns gelatz.

Vær tenc lo senhor per veray:
per qu'ieu veirai l'amor de lonh;
mas per un ben que m'en eschay,
n'ai dos mals, quar tant m'es de lonh.
AI! car me fos lai pelegris,
si que mos fustz e mos tapis
fos pels sieus belhs huelhs remiratz!

Be m parra joys quan li querray,
per amor Dieu, l'alberc de lonh;
e, s'a lieys platz, alberguarai
pres de lieys, si be m suy de lonh;
adoncs parra l parlamens fis
quan drutz lonhdas er tan vezis,
qu'ab bels digz jauzira solatz.

Iratz e gauzens m'en partray,
s'ieu ja la vey, l'amor de lonh;
mas non sai quoras la veyrai,
car trop son nostras terras lonh:
assatz hi a pas e camis,
e per aisso no n suy devis…
Mas tot sia cum a Dieu platz!

Ja mais d'amor no m jauziray
si no m jau d'est'amor de lonh,
que gensor ni melhor no n sai
ves nulha part, ni pres ni lonh;
tant es sos pretz verais e fis,
que lay el reng dels sarrazis
fos hieu per lieys chaitius clamatz!

Dieus que fetz tot quant ve ni vai
e formet sest'amor de lonh,
mi don poder, que cor ieu n'ai,
qu'ieu veya sest'amor de lonh,
veraayamen, en tals aizis,
si que la cambra e l jardis
mi ligner tos temps palatz!

Ver ditz qui m'apella lechay
ni deziron d'amor de lonh,
car nulhs autres joys tan no m play
cum jauzimens d'amor de lonh.
Mas so qu'ieu vuelh m'es atahis.
Qu'enaissi m fadet mos pairis
qu'ieu ames e no fos amatz.

Mas so q[u]'ieu vuoill m'es atahis.
Totz sia mauditz lo pairis
que m fadet q[u]'ieu non fos amatz!

Stavning af teksten af ​​Serra-Baldó, Alfons [4] .

Dagene er længere, daggry lysere,
en fjern fugls milde sang,
maj er kommet - jeg skynder mig efter den
søde fjerne kærlighed.
Jeg er knust og sammenkrøllet af lyst,
Og vinterkulden er mig kærere,
end fuglesang og valmuer på marken.

Jeg bliver varmet af troen på Herren –
Og jeg vil mødes med fjern kærlighed.
Men efter godt forventer jeg problemer,
jo godt er et fjernt spøgelse.
Jeg vil være glad for at blive en pilgrim,
At få et blik kastet på mig, Den
smukkeste i den jordiske dal.

For at høre en bøn som svar
forventer jeg, at et fjernt ly er klar til mig;
Jeg kunde, hvis 6 ikke er forbud,
At være hende nær og langt borte;
Vores taler vil flyde i harmoni
Og nær og fjern vil forene,
Giver glæde efter smerte.

Sorgen og glæden ved disse samtaler
holder jeg adskilt fra Damen i det fjerne,
Skønt der ikke er sådanne tegn,
at jeg vil gå til det fjerne land:
Mellem os er der tusindvis
af trin, veje, lande, barrierer ...
Må alt ske efter Guds vilje!

Jeg giver et cølibatløfte,
hvis jeg ikke ser en fjern Dame,
Hendes mil og smukkere er
ikke i vores nære land, heller ikke i et fjernt.
Høviske skattes fortjenester
skjult i hende - til hendes ære er jeg glad
for at leve i fangenskab blandt saracenerne.

Med Skaberen, som skabte mørke og lys,
Som ikke glemte den fjerne kærlighed,
jeg sluttede en pagt i mit hjerte,
at give et møde med den fjerne Dame,
at gøre værelse og have
frodige end stenkamrene hos
den, som er nu på tronen.

Mit eneste sande portræt,
hvor jeg stræber efter fjern kærlighed.
Kan jeg sammenligne glæden ved alle sejre
med glæden ved fjern kærlighed?
Men for at blive det bitreste af tab -
For jeg blev svoret af min gudfar -
det bliver hun nødt til. O onde skæbne!

O tabets bitter sødme!
Vær min gudfar forbandet af fjenden!
Passion uden svar - hvilken andel!

Oversættelse af A. G. Naiman [5]