| Aften hos Claire | |
|---|---|
| 1930 udgave | |
| Genre | roman |
| Forfatter | Gazdanov Gaito |
| Originalsprog | Russisk |
| skrivedato | 1929 |
| Dato for første udgivelse | 1929 |
Evening at Claire 's er den første roman af den russiske emigrantforfatter Gaito Gazdanov , skrevet i 1929 [1] . Romanen blev modtaget positivt af kritikere og bemærkede Marcel Prousts indflydelse .
Historien fortælles på vegne af den unge russiske emigrant Nikolai. De fleste af begivenhederne beskrevet i romanen er hans minder. Selvom handlingen foregår i fortiden, bringer forfatteren ofte læseren tilbage til nutiden, til den parisiske russiske emigrations verden.
Historien er stort set selvbiografisk. Ved hjælp af den indledende del introducerer forfatteren læseren til hoved plottet [1] [2] .
Romanen er ikke opdelt i kapitler, men kan opdeles i begivenheder forud for mødet med Claire og flashbacks til borgerkrigsperioden .
Hver periode af livet har sit eget tematiske center:
En del af fortællingen er Nicholas' fantasier (f.eks. fantasier om Japan , Borneo , Sumatra ).
"Hele mit liv har været et løfte / en trofast date med dig" - denne epigraf, taget fra et brev fra Tatyana Onegin i romanen af A. S. Pushkin, refererer til Nikolai og Claires kærlighedsaffære. Disse ord er en direkte indikator for heltens sanselige oplevelser, som udgør romanens hovedintrige. En parallel med hovedpersonernes følelser (Tatyanas følelser er dømt til at mislykkes, ligesom Nikolais følelser er dømt til et trist udfald) [1] .
Nikolai er hovedpersonen, en person, der stræber efter viden, forbedring, men samtidig er han optaget af minder fra fortiden uden at have specifikke mål i nutiden. Nikolai lever i sin egen verden, opslugt af sine egne tanker, hvor han søger trøst som svar på tab (sin fars, søstres død). Mødet med Claire forvandler helten. Nicholas forelsker sig i hende. Selv en lang adskillelse (de har ikke set hinanden i 10 år) kunne ikke dræbe følelser [2] .
Temaet for borgerkrigen fremgår tydeligt af romanen , hvor spørgsmålet afgøres, hvilken side man skal gå til: for de røde eller for de hvide . Men Nikolai kæmper for de hvide, da "de er erobrede." Alt viser sig at være unødvendigt, frugtesløst. For helten er denne krig viden, ønsket om at føle smagen af et nyt, ukendt liv for ham. Alt viser sig at være meningsløst, når livet reduceres til drømme, drømme og minder.
N. Otsup bemærker, at Proust havde stor indflydelse på Gazdanov . Han mente, at forfatteren, ligesom Proust, hovedpladsen er optaget af forfatterens sjæl, hans hukommelse af fortiden repræsenterer resultatet af nutidens begivenheder.
M. Osorgin var en ven og kollega af Gazdanov og skrev en anmeldelse i avisen Latest News . Han skrev, at bogen ikke var selvbiografisk, og hævdede også, at Gazdanov var påvirket af Proust, selvom dette ikke er et argument for at kalde forfatteren uoriginal.
G. Adamovich mener, at forfatteren ikke kun blev påvirket af Proust, men også af Bunin . Han forsøger at vise livet, som det er, uden at ty til fiktion.
Tyske Khokhlov nærmer sig romanen fra et kritisk synspunkt og bemærker fraværet af en sammenhængende komposition, fortællingens diskrethed, og også at slutningen på romanen bekræfter arkitekturens ustabilitet og tilfældighed [3] .
M. Slonim opdagede en forskel i skrivemåden fra Proust. Han skrev om tilfældigheden af associationer i ændringen af billeder.
Udenlandske russiske kritikere, der diskuterede emigrantlitteratur, satte Gazdanov og V. Nabokov (som skrev under pseudonymet V. Sirin ) på samme niveau. De argumenterede for, at Sirin ville være den nye Leo Tolstoj og Gazdanov den nye Dostojevskij [4] . V. Weidle skriver allerede i en artikel fra 1930, hvor han sammenligner Gazdanov og Nabokov: "Gazdanov er en meget talentfuld forfatter, og på trods af hans bogs relative umodenhed er der ikke mindre direkte originalitet i den, men mere end den af Sirin” [5] .