| Aftale mellem det russiske og osmanniske rige om armenske reformer | |
|---|---|
| dato for underskrift | 26. januar ( 8. februar ), 1914 [1] |
| Sted for underskrift | Konstantinopel , Osmannerriget |
| Slut på handling | Annulleret af tyrkisk side den 3. december 16, 1914 [2] |
| underskrevet |
Konstantin Nikolaevich Gulkevich sagde Halim Pasha |
| Fester |
Russiske Rige Osmanniske Rige |
Aftale mellem det russiske og osmanniske imperium om armenske reformer [3] [4] [5] , Russian Project of Armenian Reforms [6] [7] [8] [9] [10] ( Yeniköy-aftalen [7] [11] , tur . Yeniköy sözleşmesi ) er en international aftale underskrevet den 26. januar ( 8. februar ), 1914 [12] [1] mellem den autoriserede rådgiver for det russiske imperiums ambassade i Port Konstantin Nikolaevich Gulkevich på den ene side og storvesiren af Det Osmanniske Rige Said Halim Pasha på den anden, om gradvis implementering af de armenske reformer [7] [8] foreslået af Rusland (med støtte fra Frankrig og Storbritannien ), og udviklet gennem fortrolige forhandlinger med Det Osmanniske Rige og dets vigtigste allieret, Tyskland , som udtrykte stærk uenighed med den oprindelige russiske version af aftalen [13] .
Den endelige reformplan sørgede for oprettelsen af to regioner på territoriet af seks armenske vilayets [14] [5] og Trabzon vilayet fra det osmanniske imperium. Begge områder skulle være under direkte tilsyn af to europæiske generalinspektører, udpeget af tyrkisk side efter aftale med de øvrige magter, der deltog i aftalen. Inspektørerne havde til gengæld næsten al magten i området under deres kontrol. Så hurtigt som muligt skulle der organiseres en folketælling, ifølge hvis resultater kristne og muslimer skulle være repræsenteret i lokale myndigheder i forhold til andelen af deres befolkning [7] [15] [11] .
Gennem århundreder var der en massevandring af nomadefolk til de armensk-befolkede områder i det østlige Anatolien og Kilikien , og den lokale armenske befolkning blev gradvist udvandet [16] . Migrationen af tyrkiske nomadestammer til Armenien førte til alvorlige ændringer i den etniske struktur af befolkningen i regionen [17] [18] [19] . Antallet af den armenske kristne befolkning faldt, og islam blev den dominerende religion i regionen [19] [20] [21] [22] [23] .
I 1520 blev en betydelig del af det historiske Armenien en del af Det Osmanniske Rige [24] . I lyset af deres vanskelige situation [25] blev tusinder af armeniere gennem hele det 16. århundrede tvunget til at flytte til andre territorier eller spredes i det Osmanniske Rige [26] . Senere, i løbet af XVII-XVIII århundreder, bidrog de voksende interne og eksterne problemer i den tyrkiske stat til indre spændinger og intolerance over for den kristne befolkning (armeniere, grækere , assyrere ). Samtidig skete der en "genoplivning af den politiske bevidsthed" hos den armenske befolkning. Armenierne bad de osmanniske herskere om selvstyre eller endda autonomi, men sådanne anmodninger forværrede kun deres situation og forårsagede mere mistænksomhed over for den almindelige befolkning [27] . Den armenske kristne befolkning i det osmanniske imperium kunne ikke regne med ligestilling med de tyrkiske og kurdiske . Til gengæld for muligheden for at bekende sig til kristendommen blev armenierne pålagt at betale en særlig skat [28] og følge ret strenge restriktioner [29] .
I slutningen af det 19. århundrede led sultan Abdul-Hamid II 's interne politik , der sigtede på at bevare sin egen magt, herunder ved at undertrykke enhver uenighed og fremkalde sammenstød på religiøse grunde, en fuldstændig fiasko. Samtidig fortsatte protesterne fra den armenske befolkning mod de regelmæssige ødelæggende razziaer af forskellige muslimske stammer, hvilket i sidste ende førte til, at sultanen, herunder under pres fra Rusland og europæiske lande, foreslog at indføre en forfatning, der skulle pacificere alle de folk, der bor i det Osmanniske Rige [30] . Men i virkeligheden ønskede den tyrkiske ledelse ikke forandring, og forfatningen blev aldrig vedtaget [30] . Desuden ændrede den tyrkiske regering regelmæssigt grænserne for vilayets i det østlige Anatolien , og kunstigt reducerede og udvandede den armenske befolkning med tyrkisk eller kurdisk, så armenierne ville være en minoritet eller højst halvdelen i hver af dem. Politikken med genbosættelse af nomadbefolkningen (hovedsageligt kurdere) og muslimske flygtninge fra forskellige lande til det østlige Anatolien (til de armenske vilayets territorium ) [31] [5] [32] [33] blev også gennemført .
Den armenske befolkning blev udsat for systematisk udryddelse, uretfærdig beskatning, undertrykkende administration og plyndring [34] . Efterhånden som armeniernes stilling forværredes, voksede deres kulturelle og nationale identitet, især blandt unge mennesker, som ofte modtager uddannelse i Rusland eller Europa [34] [28] .
Den armenske intelligentsia appellerede gentagne gange til det osmanniske imperiums regering med anmodninger om at stoppe røverier og tyveri af mennesker, forbedre skattesystemet, rapportere om fakta om korruption af osmanniske embedsmænd og ufuldkommenhederne i retssystemet [35] .
Den armenske befolknings jalousi i det 19. århundrede var forårsaget af, at mange Balkan-folk (grækere, serbere , rumænere og bulgarere ), gennem åben kamp og støtte fra Europa og Rusland, allerede modtog fuld eller delvis uafhængighed fra det osmanniske imperium, da de som armeniere var et af imperiets sidste folk, som havde brug for frihed og kun var begrænset til anmodninger og krav til regeringen om reformer [36] [35] [37] [38] [33] . Under Abdul-Hamid II vakte hver sådan behandling af den armenske befolkning mere og mere mistænksomhed og modsætning hos sultanen personligt og hans regering. Sultanen var ekstremt bange for det Osmanniske Riges mulige sammenbrud [35] .
I 1870'erne, i forbindelse med de stadigt hyppigere rapporter om massakrer på kristne på Balkan , begyndte det østlige (Balkan) spørgsmål at vokse , hvilket pressede stormagterne ( Østrig-Ungarn , Storbritannien , Tyskland , Italien , Det Osmanniske Rige, Rusland og Frankrig ) i et kapløb om indflydelse i regionen [39] . En international konference dedikeret til dette problem, hvor repræsentanter for ovennævnte stater deltog, blev indkaldt i december 1876, men bragte ikke de ønskede resultater for de kristne folk. Tværtimod forelagde den osmanniske regering under forhandlingerne til offentlig diskussion et udkast til en ny forfatning, som giver garantier for alle borgeres lighed for loven, religionsfrihed, sikkerhed for liv og ejendom. Proklamationen af denne forfatning tillod ikke europæiske lande at blande sig i Tyrkiets indre anliggender, men snart ændrede sultanen radikalt sine hovedpunkter og øgede derved spændingen, primært i de russisk-tyrkiske forbindelser [39] .
Under den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) betragtede den armenske befolkning i det østlige Anatolien Rusland som "det eneste håb for at komme af med de frygtelige anarkiske livsbetingelser" [39] og så deres befriere i den russiske hær [33] . Russiske generaler bemærkede armeniernes hengivenhed til Rusland under den kaukasiske kampagne [33] .
For første gang på den internationale arena opstod det " armenske spørgsmål " i processen med at udvikle betingelserne for San Stefano-freden , som er resultatet af den russisk-tyrkiske krig, siden de tidligere tyrkiske reformer, som indførte principperne om lighed blandt den kristne og muslimske befolkning i imperiet, forblev fuldstændig urealiseret, tværtimod, hvilket forårsagede alt større mistænksomhed og harme hos det muslimske flertal af imperiet [25] [40] .
I forbindelse med de igangværende regulære masserøverier og razziaer fra kurdiske og cirkassiske bander ledte armenierne efter russisk forbøn. Efter Ruslands sejr i krigen vendte repræsentanter for den armenske intelligentsia og præster sig til Rusland med en anmodning om at inkludere specifikke bestemmelser om selvstyret for de armenske vilayets i det østlige Anatolien på dagsordenen for fredskonferencen. Resultaterne af San Stefano-freden tilfredsstillede kun delvist armenierne [41] .
Ifølge aftalens 16. artikel var Porte forpligtet til at gennemføre reformer i de armenske vilayets og påtog sig også forpligtelsen til at stille sikkerhedsgarantier til den kristne befolkning fra kurdernes, tjerkassernes og syrernes razziaer. Den russiske hær forblev på Erzurum Vilayets territorium, indtil kejser Alexander II var overbevist om tilstrækkeligheden af de foranstaltninger, der blev truffet for at sikre og garantere den kristne befolknings sikkerhed [42] [43] [44] [45] . Rusland modtog Batum , Ardagan , Artvin , Kars , Alashkert , Sarykamysh og Bayazet med tilstødende områder [41] [46] .
Men under stort pres fra Storbritannien, som støtter Det Osmanniske Rige og ikke kommer til at regne med væksten i russisk indflydelse både på Balkan og i Transkaukasus, begyndte en revision af resultaterne af San Stefano-traktaten [47] [ 47] 44] . Østrig-Ungarn ydede også diplomatisk støtte til osmannerne [48] . Efter at have lært om revisionen af resultaterne af aftalen rejste den armenske delegation ledet af Mkrtich Khrimyan og Minas Cheraz til Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland og Italien, hvor de forventede hjælp til at løse det armenske spørgsmål fra de europæiske magter ved at inkludere dette spørgsmål på dagsordenen for den kommende Berlin-kongres , dog var der ingen af staterne, der ikke tog nogen reel handling udover simple løfter til medlemmer af delegationerne [47] [49] . Den eneste rigtige forsvarer af den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige, der tog konkrete skridt til at støtte det, var og forblev Rusland [47] [43] [49] .
I henhold til artikel 60 i Berlin-traktaten var Rusland forpligtet til at returnere to regioner - Alashkert-dalen samt bosættelserne Alashkert, Zivin , Bayazet og Diyadin med tilstødende regioner. Et betydeligt antal armeniere (ifølge nogle skøn, omkring 25.000 mennesker [50] ) blev tvunget til at forlade deres hjem og flytte til det russiske Transkaukasiske territorium [48] ; og reformer, der skulle gennemføres under kontrol af Rusland, blev de europæiske landes "kollektive ansvar" [51] [52] [53] , hvilket fratog sidstnævnte " monopoldeltagelse i løsningen af det armenske spørgsmål i Tyrkiet ". ":
Artikel 61: Den Sublime Porte forpligter sig til uden yderligere forsinkelse at udføre de forbedringer og reformer, der er nødvendiggjort af lokale behov i de områder, der er beboet af armeniere, og at sikre deres sikkerhed mod tjerkasserne og kurderne. Den vil med jævne mellemrum rapportere om de foranstaltninger, den har truffet til dette formål, til magterne, som vil føre tilsyn med deres anvendelse.
— Berlin-afhandlingPå grund af Storbritanniens klart anti-russiske holdning fik den armenske delegation ikke lov til at deltage i kongressen [53] . Langt størstedelen af kravene fra den armenske delegation, der havde til formål at beskytte befolkningen, på samme måde stillet til andre kristne Balkan-folk, blev ignoreret under konferencen [51] [53] . Den russiske hær måtte for anden gang på et halvt århundrede forlade det erobrede område i Erzurum vilayet og Alashkert-dalen [50] . Umiddelbart efter hendes afgang begyndte en ny bølge af pogromer og røverier af den armenske befolkning, som ikke kunne stoppes i flere år [54] .
Efter mordet på Alexander II ændrede hans efterfølger Alexander IIIs politik i forhold til det armenske spørgsmål sig dramatisk. Rusland afviste ethvert krav om at beskytte den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige. De europæiske landes politik har også ændret sig, de er nu fuldt fokuseret på kampen om indflydelsessfærer i Afrika og Fjernøsten. " Det armenske spørgsmål blev udsat i 15 år " [54] .
Armenierne følte sig udenfor og var i stigende grad tilbøjelige til at bruge ulovlige midler for at opnå deres rettigheder, hvilket de anså for naturligt. Som eksempel på Balkan-spørgsmålet begyndte armenierne, efter at have mistet enhver diplomatisk støtte, også at overveje muligheden, herunder væbnet kamp for deres rettigheder og friheder [54] . Et stort antal samfund og kredse af forskellig orientering, såvel som politiske partier, blev oprettet. I deres programmer blev der lagt særlig vægt på uddannelse og oplysning. De fleste af armenierne håbede på fredelige og lovlige metoder, ved hjælp af hvilke de skulle opnå ligestilling med andre folkeslag, primært tyrkerne og kurderne [55] .
I begyndelsen af 1890'erne tiltrak sultan Abdul-Hamid II i stigende grad kurderne (forsynede dem med våben, ammunition og transport, organiserede Hamidiye irregulære kavalerienheder fra dem ) for at "indeholde armenierne", især i regionerne, der grænser op til Rusland [55] . Den tyrkiske stat klassificerede den armenske befolkning som en lavere klasse. De fleste af armenierne frygtede, at der i tilfælde af taler eller ulydighedshandlinger kunne følge massehandlinger af gengældelse fra statens side [55] . Armenierne henvendte sig til de europæiske missioner med anmodninger om at løse spørgsmålet om de reformer, der blev lovet dem i 1878 [56] . Men europæisk intervention forværrede kun situationen for den armenske befolkning [57] .
I 1894 begyndte en massakre på den fredelige armenske befolkning på et stort område i Det Osmanniske Rige, mere end 200.000 armeniere blev ofre for det [57] [44] . De europæiske magter på det tidspunkt vendte sig væk fra den armenske tragedie [57] . Efter disse begivenheder begyndte næsten alle diplomatiske repræsentanter for europæiske lande, der arbejder i vilayets, hvor et betydeligt antal armeniere boede, regelmæssigt at rapportere til ambassadører og konsuler om den forværrede holdning hos lokale embedsmænd og befolkningen til armeniere. Tyrkere og kurdere iscenesatte massakrer på civile [30] . Alt dette fik den armenske intelligentsia til, med støtte fra Rusland, Frankrig og Storbritannien, til at genoplive spørgsmålet om armenske reformer [58] .
Sammen med dette var europæiske lande især interesserede i "stabiliteten" i den osmanniske stat, da deres hovedmål var at begrænse russisk udenrigspolitik i det østlige Anatolien. De frygtede armeniernes forening med Rusland [59] som et redskab til at opnå det vestlige Armeniens uafhængighed . I denne forbindelse forsøgte de europæiske magter at lægge pres på Porto for at give nogle friheder til den armenske befolkning, men alle forsøg var mislykkede [60] . Ifølge Richard Hovhannisyan var det Storbritannien, med sin anti-russiske politik og krav om revision af San Stefano-traktaten i 1878, der var mest ansvarlig for manglen på effektive garantier for beskyttelsen af den armenske befolkning [61] .
Tragedien i Sasun i 1894 førte "modvilligt" de europæiske lande tilbage til forhandlingsbordet om det armenske spørgsmål [61] . Og allerede i maj året efter sendte de russiske, britiske og franske ambassadører i havnen efter langvarige forhandlinger et memorandum til sultan Abdul-Hamid, der mindede ham om hans forpligtelser i henhold til 60. og 61. artikler i Berlin-traktaten, og fremlagde også et nyt program for overvejelser om reformer, der giver [58] [62] :
Det Osmanniske Rige afviste straks alle forslag og forsøgte med alle midler at forhindre selv diskussionen af programmet [62] . Forhandlingerne varede i mere end seks måneder, og i oktober 1895, efter udenlandske ambassadørers hårde protester om den umenneskelige behandling af den armenske befolkning, under den næste massakre, blev Abdul-Hamid II tvunget til at tilslutte sig de europæiske krav. beføjelser og forpligtede sig til at omsætte disse reformer i praksis, idet de annoncerede programreformerne i Armenien, herunder blandt andet etablering af lighed mellem den kristne og muslimske befolkning i imperiet, samt deltagelse af armeniere i lokalregeringen (ifølge andel af befolkningen i hver enkelt vilayet) [64] . Men som før var dette et bedrag [65] [66] og reformerne forblev urealiseret [64] [67] [45] .
Under den ungtyrkiske revolution opfordrede de armenske indflydelsesrige politiske kræfter, repræsenteret ved partiet Dashnaktsutyun, befolkningen til at støtte den nye regering for de unge tyrkere , som væltede Abdul-Hamid [68] . Efter magtskiftet havde armenierne igen håb om eventuelle reformer [67] . En specielt oprettet kommission overvejede spørgsmålet om reformer i seks armenske provinser, især skulle de undersøge misbrug og fakta om undertrykkelse af armeniere af osmanniske embedsmænd, og overvejede også muligheden for at inkludere armeniere i lokale regeringer. Der var dog ingen fremskridt på dette spørgsmål, tværtimod fortsatte udryddelsen af armeniere allerede i Kilikien [68] [64] [67] .
Taner Akçam bemærker, at der var en direkte forbindelse mellem organiseringen af massakrerne på armeniere og forsøg på at gennemføre reformer (herunder når man overvejede spørgsmål i forbindelse med armenieres mulige deltagelse i administrativ ledelse). Så snart spørgsmålet om reformer blev rejst, fulgte reaktionen fra den tyrkiske ledelse hurtigt, ofte udtrykt i massakrerne på civile [64] .
Med udbruddet af den første Balkankrig var mange armenske mænd underlagt værnepligt i den aktive osmanniske hær og forlod deres hjem [59] , hvorefter masseprygning af armeniere, røverier og plyndring begyndte igen [69] [70] [71] . Forskellige armenske offentlige organisationer rundt om i verden begyndte at opfordre europæiske lande til at gribe ind i den håbløse situation. Allerede før deres officielle appeller udtrykte den russiske kejser Nicholas II ekstrem bekymring over, hvad der skete på det Osmanniske Riges område [70] .
Den russiske ledelse var bekymret for, at urolighederne i tilfælde af en forværring af det "armenske spørgsmål" på det vestlige Armeniens territorium og et muligt oprør af den armenske befolkning i grænseområderne kunne sprede sig til det russiske Transkaukasus [72] [73 ] [74] .
S.D. Sazonov sagde i denne forbindelse [75] :
Armeniernes opstand i Lilleasiens vilayets, der grænser op til Transkaukasus, var altid mulig på grund af de uudholdelige livsbetingelser der. Et sådant oprør truede med at sætte ild til vore egne grænseområder ... Disse iagttagelser vil klart vise, at bortset fra en rent menneskelig interesse i det ulykkelige kristne folks skæbne, ønsket om at opretholde orden i de mest urolige af vore grænseprovinser forpligtet den kejserlige regering til at tage initiativet i forhandlingerne til at gennemføre radikale reformer i de armenske vilayets.
Også Rusland var alvorligt bekymret over den voksende ekspansion af Tyskland og Det Osmanniske Rige i Transkaukasus, udtrykt i propagandaen af pan-islamistiske følelser [76] [77] [78] . Ruslands udenrigspolitiske interesser ved dets sydlige grænser blev sikret ved en aftale med Storbritannien om opdelingen af indflydelsessfærer i Persien (1907) [79] , og for at begrænse Det Osmanniske Rige og Tyskland slog Rusland bl.a. skabelsen af et armensk selvstyre på de armenske vilayets territorium , og som en ekstrem og uønsket mulighed, der ikke opfyldte Ruslands nuværende udenrigspolitiske mål på det tidspunkt - annekteringen af disse territorier [76] [80] [81] . Vestarmenien var ekstremt vigtig for Ruslands ekspansionspolitik [79] [82] . Ruslands diplomatiske kurs, rettet mod at støtte den armenske befolkning, havde en yderst positiv effekt på armenieres (både russiske og tyrkiske) holdning til zarregeringen [83] .
Efter alle de begivenheder, der skete med den armenske befolkning i det osmanniske imperium i anden halvdel af XIX - tidligt. XX århundreder indså den armenske intelligentsia, at uden ekstern indgriben har armenierne, der bor i deres historiske lande [16] , som på det tidspunkt var en del af det osmanniske rige, ingen fremtid [84] [85] .
Den 26. november ( 9. december 1912) rapporterede den russiske ambassadør i Det Osmanniske Rige , M. N. Girs, til chefen for det russiske udenrigsministerium , S. D. Sazonov [86] :
Siden de mindeværdige år 1894-1896, hvor armenierne blev udsat for barbariske massakrer i Lilleasien og i selve Konstantinopel, har denne situation ikke ændret sig til det bedre. Dekretet om reformer i de armenske provinser, udstedt af sultan Abdul-Hamid den 20. oktober 1895 under pres fra Rusland, Frankrig og Storbritannien, forblev en død bogstav. Agrarspørgsmålet forværres hver dag: det meste af jorden er blevet beslaglagt og er ved at blive beslaglagt af kurderne, og myndighederne forhindrer ikke blot, men støtter endda disse beslaglæggelser. Vores konsuler vidner enstemmigt om kurdernes uophørlige røverier og røverier, om mordene på armeniere udført af dem og den tvungne konvertering af armenske kvinder til islam, og gerningsmændene til grusomhederne bliver næsten aldrig stillet for retten.
Den osmanniske regering forsøgte systematisk at sprede anti -russiske følelser blandt den kristne befolkning i imperiet [87] , men alle deres forsøg endte forgæves. Lignende propaganda spredte sig også fra Tyskland [87] . Berlin forsøgte at vinde så mange osmanniske armeniere som muligt [88] . Ikke desto mindre observerede ledelsen af det russiske udenrigsministerium tværtimod væksten i russofile følelser blandt den armenske befolkning, men samtidig forstod S. D. Sazonov, at Rusland ikke kunne gå efter den mest "effektive" vej fra sin position til løse det armenske spørgsmål i Anatolien - annektering af territoriet med en kompakt løsning af armeniere. Han så minimumsopgaven i at tvinge den tyrkiske ledelse til presserende reformer med det formål radikalt at ændre levevilkårene og ligestillingen for den armenske befolkning [86] [73] . Tyrkerne så til gengæld i Ruslands politik over for det armenske spørgsmål "et indgreb fra en fremmed magt i Tyrkiets statsuafhængighed" og afviste kategorisk alle selv de mest minimale russiske forslag [89] .
På tærsklen til Første Verdenskrig , desillusioneret over europæisk passivitet, så den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige på Rusland som deres "beskytter" [29] [90] og bad igen om forbøn [91] . Fremtrædende armenske offentlige, politiske og især kulturelle og religiøse personer var trofaste tilhængere af Rusland, og anså det også for det armenske folks eneste rigtige allierede [92] , og argumenterede for, at frelsen af tyrkiske armeniere kun er mulig, hvis initiativet , og også kontrol over de armenske reformer ville udelukkende komme fra Rusland [93] . Nogle af dem opfordrede til et protektorat over det vestlige Armenien [93] . I denne periode blev Det Osmanniske Rige besøgt af to delegationer fra Rusland (den første var St. Petersburg Armenian Society, den anden var politikere som P.N. Milyukov , A.I. Guchkov , M.I. Papadzhanov og N.G. Adonts ). Som et resultat af turen udtrykte begge delegationer støtte til den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige og krævede også mere aktiv russisk intervention, hvilket ifølge de herskende kredse først var muligt efter afslutningen på krisen på Balkan [94 ] .
I efteråret 1912 henvendte de katolikker af alle armeniere , Gevorg V , sig endnu en gang til den kaukasiske guvernør, grev I. I. Vorontsov-Dashkov , med en anmodning om at beskytte den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige [ 95] [96] [7] [97] [63] målet er at gennemføre reformer og muligvis skabe det tyrkiske Armeniens autonomi [98] [99] , hvilket blev fortaleret af mange fremtrædende armenske skikkelser og almindelige mennesker [100] . I denne appel blev det især sagt: "... de har altid set på Rusland med håb, som en protektor og forsvarer af alle de undertrykte kristne i Østen" [101] . Et par dage senere skrev Vorontsov-Dashkov til gengæld et andragende til kejser Nicholas II og udenrigsminister S.D. Sazonov , hvori han opfordrede til at genoplive spørgsmålet om armenske reformer [12] [96] [97] . Den russiske kejser støttede dette initiativ [102] .
Poghos Nubar , egyptisk statsmand og politiker, præsident for den armenske General Benevolent Union [6] leverede også et lignende budskab til de europæiske magter . En væsentlig rolle i spørgsmålet om fremtidige reformer blev også spillet af Armenian National Bureau, som omfattede fremtrædende armenske skikkelser, som mødtes i Tiflis [103] .
Samme år, som en del af et møde mellem lederne af udenrigsafdelingerne i Rusland og Det Osmanniske Rige, udtalte S. D. Sazonov åbent, at der ikke var nogen mulighed for en gentagelse af massakren på civilbefolkningen i 1894-1896 , og advarede også chefen for Det Osmanniske Riges udenrigsministerium om, at dens regerings manglende vilje til at udføre påtagne forpligtelser (artikel 60 og 61 i Berlin-traktaten ) og gennemføre de relevante reformer, kan forårsage en negativ holdning hos den europæiske beføjelser over for den osmanniske regering, op til direkte militær intervention [95] [7] [99] [104] . Som et resultat af dette møde sendte den russiske ambassadør M. N. Girs den 4. december (17) 1912 en officiel appel til det tyrkiske udenrigsministerium, hvori han fokuserede på "uantageligheden af nye udskejelser i Armenien". I samme måned præsenterede tyrkerne deres reformplan [105] . Og den 13. december (26) , efter anmodning fra Giers til de europæiske magter, angående gennemførelsen af den 61. artikel i Berlin-traktaten om "etablering af visse garantier og europæisk kontrol", udtrykte de diplomatiske repræsentanter for Frankrig og Storbritannien. deres støtte til Ruslands forhåbninger om at løse det armenske spørgsmål. Den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige var dog ikke andet end et "forhandlingskort" for britiske udenrigspolitiske mål [106] .
Tyskland, der var bange for Ruslands ekspansionspolitik i det østlige Anatolien, begyndte at interessere sig aktivt for det reformprojekt, der blev udviklet af Rusland [107] . De tyske regerende kredse overvejede muligheden for selvstændigt at gennemføre armenske reformer sammen med Porte for at undgå russisk indblanding i det osmanniske imperiums indre anliggender, hvilket kunne forårsage opdelingen af sidstnævnte såvel som i deres egen zone. økonomiske interesser [108] .
Det osmanniske og tyske imperium var meget tætte partnere, både i militæret (missionen ledet af general Colmar von der Goltz arbejdede fra 1883 til 1896 og fra 1909 til 1912), og på det økonomiske område (inklusive de planlagte store militære ordrer fra det osmanniske rige). Tyskland forsøgte på alle mulige måder at øge sin indflydelse på portens indenrigs- og udenrigspolitik [109] for at modvirke Rusland og bevare dets indflydelse i dets interessezone - Bagdad-jernbanen [108] . Og i 1913 blev den tysk-tyrkiske union indgået - en aftale blev underskrevet om starten på en ny storstilet militær mission under ledelse af general Liman von Sanders [ca. 1] , hvis hovedopgave var at genoprette kampkapaciteten og modernisere den osmanniske hær på tysk manér (tyske chartre blev indført tilbage i 1906-1908) [109] [110] . Den tyske missions ankomst blev af Rusland opfattet yderst negativt og blev af sidstnævnte betragtet som en direkte trussel [78] , dette skyldtes blandt andet Sortehavsstrædets skæbne , som bekymrede Rusland på grund af den stigende Tysklands aktivitet [111] .
I forbindelse med de indkomne oplysninger om tyrkernes og kurdernes fornyede drab på den civile armenske befolkning på det Osmanniske Riges område [90] , samt flygtninge, der flyttede fra Balkans operationsteater til de armenske vilayets, fra begyndelsen af 1913, den 22. marts ( 4. april ), tog lederen af det russiske Udenrigsministeriet Sergei Dmitrievich Sazonov den endelige beslutning om at begynde at udvikle det russiske projekt med armenske reformer, og Andrei Nikolaevich Mandelstam , en russisk diplomat, professor i international lov, orientalist, den første dragomand fra den russiske ambassade i Konstantinopel , blev forfatter og kompilator af dokumentet [112] [113] [11 ] [114] [10] . Dokumentet var baseret på et reformprojekt udviklet noget tidligere af Armeniens nationalforsamling , det styrende organ for den vigtigste offentlige organisation for den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige [84] . Projektet var baseret på artikel 16 i San Stefano-fredstraktaten . Den bestod af 41 tyske officerer, senere omdannet til den 61. artikel i Berlin-traktaten [ca. 2] med tilføjelser og forslag fra den armenske kirkes Konstantinopel-patriarkat [112] .
Det russiske projekt sørgede for oprettelsen af en enkelt armensk region med seks vilayets ( Erzerum , Van , Bitlis , Diyarbekir , Harput og Sivas ) ledet af en europæisk kristen generalguvernør, som blev udnævnt af sultanen udelukkende med magternes samtykke . Guvernøren havde fuld magt (inklusive kontrol over politiet, gendarmeriet, domstolene). De rådgivende organer var et administrativt råd og en regional forsamling, valgt for en periode på 5 år i ligelig sammensætning af kristne og muslimer. Sprogligheden blev etableret (herunder muligheden for at studere i skoler på hvert folks modersmål). Regimenterne af det kurdiske kavaleri (hamidiye) blev opløst og et blandet kristen-muslimsk gendarmeri blev dannet. Domstolene bruger alle nulevende etniske gruppers modersmål. Der blev også indført et forbud mod yderligere genbosættelse af muslimske flygtninge i regionen. Det var hensigten at etablere tættere kontakter med udenlandske armenske samfund, dannelsen af en særlig kommission, der skulle undersøge den armenske befolknings økonomiske tab, herunder tilbagelevering af jorder, der ulovligt blev taget fra dem, osv. Kontrollen med gennemførelsen af reformen lå hos den armenske befolkning. beføjelser, der deltager i aftalen [115] [116] [117] [118] [119] .
Det oprindelige russiske projekt af armenske reformer
jeg
1. En region er dannet af følgende seks vilayets: Erzurum, Van, Bitlis, Diyarbekir, Harput, Sivas, med undtagelse af nogle dele beliggende i udkanten, nemlig: Hekkiari, de sydlige dele af Seert, Bisherik og Malatya og nordvestlige del af Sivas.
2. Regionen består af følgende administrative afdelinger: 1) Sanjak (afdeling), 2) Kaza (distrikt), 3) Nakhie (samfund).
3. Oprettelsen af disse administrative inddelinger vil ske på en sådan måde, at befolkningen i dem så vidt muligt fordeler sig på homogene etnografiske grupper.
II
Generalguvernøren (Vali Umumi) i den armenske region skal være kristen - et osmannisk undersåt eller helst europæer; han udnævnes for en 5-årig periode af Hans Kejserlige Majestæt Sultanen med Magternes samtykke.
III
1. Generalguvernøren er den øverste leder af regionen. Han ansætter og afskediger alle medarbejdere i regionens administration uden undtagelse. Han udpeger også alle regionens dommere.
2. Politiet og gendarmeriet er direkte underlagt generalguvernørens myndighed.
3. På anmodning af generalguvernøren skal militære styrker stilles til hans rådighed for at opretholde orden i regionen.
IV
Under regionens generalguvernør findes der et forvaltningsråd med rådgivende karakter, der består af: a) lederne af de enkelte dele af regionens administration, b) de åndelige ledere af forskellige religiøse samfund, c) europæiske tekniske rådgivere, der er i den kejserlige regerings tjeneste og er assistenter for lederne af administrationsdelene, d ) seks rådmænd (3 muslimer og 3 kristne) udvalgt af Regionsrådet blandt dets medlemmer.
V
1. Regionsforsamlingen består af muslimer og kristne i lige antal.
2. Regionalforsamlingens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning i kasakherne af valgforsamlinger, der er nedsat med det formål.
3. Antallet af pladser, der gives til de forskellige muslimske og kristne folk i regionen, vil blive bestemt specifikt for hver kaza. Dette antal skal være proportionalt med antallet af folk i Kazy, i det omfang dette er i overensstemmelse med reglen indeholdt i første afsnit af denne artikel.
VI
1. Regionsforsamlingen vælges for en periode på fem år og mødes en gang årligt til en to måneders ordinær samling. Denne session kan fortsættes af generalguvernøren.
2. Forsamlingen kan indkaldes til ekstraordinær samling af generalguvernøren eller på eget initiativ eller efter anmodning fra to tredjedele af forsamlingens medlemmer.
3. Generalguvernøren har ret til at opløse regionsforsamlingen. I dette tilfælde skal vælgerne indkaldes inden for 2 måneder, og en ny forsamling skal indkaldes inden for 4 måneder fra datoen for udstedelsen af dekretet om opløsning. 4. Dekreter om indkaldelse og opløsning udstedes på vegne af Hans Majestæt Sultanen.
VII
1. Regionsforsamlingen lovgiver om spørgsmål, der vedrører regionens interesser.
2. Regionalforsamlingens lovgivningsmæssige og budgetmæssige kompetence må i intet tilfælde være snævrere end den, der er fastsat i artikel 82-93 i det udkast, der blev udarbejdet i 1880 af Europa-Kommissionen.
3. Lovene vedtaget af forsamlingen vil blive forelagt til godkendelse af Hans kejserlige Majestæt Sultanen. Denne godkendelse skal følges, eller den skal nægtes, inden for to måneder; efter denne periode vil regeringens tavshed blive fortolket i betydningen af den efterfølgende påstand.
VIII
1. Sanjakernes administrative råd ledes af mutesariferne; disse råd består af lederne af separate dele af administrationen af sanjak, af de åndelige ledere af religiøse samfund og af seks medlemmer (hvoraf 3 er muslimer og 3 er kristne), valgt af de administrative råd i kazy.
2. Kaymakams præsiderer over administrative råd. Disse råd består af lederne af de enkelte dele af administrationen af kazy, af de åndelige ledere af religiøse samfund og af fire medlemmer (2 muslimer og 2 kristne) valgt af Nakhie-rådene.
3. Disse råds kompetence fastlægges i overensstemmelse med art. 115-116 og 139-140 i lovforslaget udarbejdet i 1880 af Europa-Kommissionen.
IX
1. Grænserne for hvert nachi (samfund) vil så vidt muligt blive fastlagt på en sådan måde, at landsbyer, der tilhører samme race, forenes i én nachi.
2. Hver nakhiya vil blive styret af en mudir, som vil omfatte et råd valgt af befolkningen, bestående af mindst 4 og ikke mere end 8 medlemmer. Dette råd vælger en mudir og hans assistent blandt sine medlemmer. Mudiren skal tilhøre den etniske gruppe, der udgør flertallet af indbyggerne, og hans assistent skal tilhøre en anden gruppe.
3. I Nakhia, hvis befolkning er blandet, skal mindretallet være repræsenteret i rådet i forhold til dets størrelse, forudsat at det består af mindst 25 huse.
4. Nakhie-rådenes kompetence vil blive fastlagt i overensstemmelse med bestemmelserne i art. 163-168 i lovudkastet udarbejdet i 1880 af Europa-Kommissionen.
x
1. Hver nahi har en magistrat udpeget af generalguvernøren, som tilhører religionen hos flertallet af indbyggerne i nahi. Derudover er der en dommer i hver hovedby i kazy.
2. Fredsdommerens Kontor er underlagt: a) I straffesager, uden ret til at anke, overtrædelser, for hvilke der er fastsat politistraffe, og, med klageadgang, forseelser, for hvilke en pengestraf på højst end 500 piastrer bestemmes eller fængsel højst 3 måneder. b) I civile retssager, uden klageadgang, alle personlige sager, civile og kommercielle, med en værdi på højst 1000 piastres og, med klageadgang, de samme krav med en værdi på højst 5000 piastres.
3. Det overlades også magistraten til at tilbøje parterne til forlig. Han kan efter parternes ønske udpege voldgiftsmænd til at afgøre sager, hvis værdi ville overstige selv 5.000 piastre. I tilfælde af en voldgiftskendelse skal parterne give afkald på deres ret til enhver appel.
4. Sanjaks domstole består kun af én civil afdeling, sammensat af en formand og to certificerede dommere (hvoraf den ene er muslim og den anden er kristen), udpeget af generalguvernøren. Sanjaks domstole behandler i første instans civile eller kommercielle krav til en værdi af mere end 5.000 piastres, og efter appel, afgørelser truffet af fredsdommere i civile eller kommercielle sager.
5. Sanjak-domstolenes strafferetlige afdelinger erstattes af besøgende straffedomstole. Disse straffedomstole er sammensat af en retspræsident valgt af appelkammeret, som sanjak-domstolen er underlagt, af dens medlemmer og af to medlemmer udpeget af samme kammer blandt dommerne i fredens sanjak, hvoraf den ene vil være muslim og den anden kristen.
6. Straffedomstolen træder på skift i alle kasakherne, hvor dens tilstedeværelse anses for nødvendig.
7. Hver kaza har en retsefterforsker. Ved ankomsten til kazaen kræver formanden for kriminalretten, at efterforskeren fremlægger sager, der er genstand for øjeblikkelig behandling af retten, samt sager, der stadig efterforskes. Konstaterer han uregelmæssigheder eller ulovlige forsinkelser i forhold til disse sidstnævnte, er han straks forpligtet til at afgive beretning herom til klagekammerets formand.
8. Strafferetten behandler på appelklager over afgørelser truffet af dommere om forseelser. I første og sidste instans undersøger han sager om forbrydelser, samt forseelser, for hvilke der er fastsat pengestraffe over 500 piastrer, eller fængsel i mere end 3 måneder.
9. Antallet af appelretter er ikke mindre end seks. Hver appeldomstol skal bestå af en chartret præsident udpeget af generalguvernøren og af et antal kamre, der er tilstrækkelige til at afgøre de civile sager, hvorpå der ankes for den, og til at forsyne præsidenterne for straffedomstolene. Appelrettens tilstedeværelse består af to medlemmer og en formand. Derudover har den en rigsanklager og et tilstrækkeligt antal anklagere og andre anklagere.
10. Der oprettes handelsdomstole i de lokaliteter, hvor der vil være behov for dem. I de lokaliteter, hvor de opererer, vil de civile domstole ikke acceptere kommercielle sager.
11. Sheri (kirkelige) domstoles jurisdiktion vil blive præcist defineret, og generalguvernøren vil sørge for, at de ikke blander sig med de andre domstole i distriktet. Sheri-dommere får ikke lov til at kombinere deres stillinger med stillinger som præsidenter eller medlemmer af andre domstole i regionen.
XI
1. Regionspoliti- og gendarmerikorps oprettes. Disse korps vil blive trukket halvdelen fra de muslimske og halvdelen fra de kristne indbyggere i regionen.
2. Organisationen af disse korps og den højeste kommando over dem vil blive givet til europæiske officerer i den tyrkiske tjeneste.
3. Posten som landsbyvagter indføres i nakhi. Vagterne er udpeget af nakhyas råd og er underordnet mudirs.
XII
1. I fredstid aftjener rekrutter bosat i regionen deres værnepligt der.
2. Regimenter af let kurdisk kavaleri (tidligere Hamidiye) vil blive opløst.
XIII
1. Embedsmænd fra forvaltningen og dommere i regionen udnævnes i lige antal blandt muslimer og kristne.
2. Ved fordeling af stillinger som guvernører for sanjaks (mutesarifs) og kaz (kaymakams) bør der tages hensyn til antallet af forskellige etniske grupper, såvel som vigtigheden af deres økonomiske interesser.
XIV
Nogle fastboende indbyggere vil nyde aktiv og passiv valgret.
XV
1. Love, dekreter, resolutioner, cirkulærer og regeringsbekendtgørelser, der skal offentliggøres i regionen, offentliggøres på de tre hovedsprog i regionen (tyrkisk, armensk og kurdisk).
2. Andragender, andragender og alle dokumenter, der er bestemt til de administrative og retslige myndigheder, udfærdiges på et af de tre hovedsprog efter de berørte personers valg.
3. Parternes debatter ved retten kan, hvis det ønskes, føres på deres modersmål.
4. Dommene er affattet på tyrkisk med oversættelser på parternes sprog vedhæftet.
XVI
1. Enhver nationalitet i regionen har ret til at stifte og lede private skoler af enhver art.
2. Nationaliteten har ret til at opkræve sine medlemmer særlige gebyrer for vedligeholdelse af skoler.
3. Undervisningen i disse privatskoler vil foregå på modersmålet.
4. Det øverste tilsyn med skolerne tilhører generalguvernøren, som udøver det i overensstemmelse med reglerne i regionens organiske statut.
5. Undervisning i tyrkisk er obligatorisk for privatskoler.
XVII
En særlig kommission, ledet af generalguvernøren, vil fastlægge de betingelser, hvorunder de armeniere, hvis land er blevet taget fra dem, vil modtage dem tilbage eller modtage deres tilsvarende i penge eller jord.
XVIII
Ukrænkeligheden af de rettigheder og privilegier, der blev givet det armenske folk af Sakhmanatrutiun (organisk statut) fra 1863 og de berats, som sultanen gav, er formelt bekræftet.
XIX
Muhajirs har forbud mod at bosætte sig på regionens territorium.
XX
Specifikke resolutioner, der er i overensstemmelse med ånden i de ovennævnte begyndelser, vil blive udarbejdet for at forbedre situationen for armeniere, der bor uden for regionen, og især i Kilikien.
XXI
En særlig kommission, sammensat af delegerede fra den osmanniske regering og magterne, vil være engageret i udviklingen af regionens organiske statut, såvel som dem, der er nævnt i art. XX resolutioner, styret af principperne i dette foreløbige udkast.
XXII
Magterne vil sørge for, at alle disse dekreter bliver udført.
— Diplomatisk arkiv // Armeniens fremtidige struktur. Ifølge officielle data. Tredje orange bog . - S.: Befrielse, 1915. - T. 8. - S. 27-34 - 93 s.Aktive diskussioner af projektet gik fra maj til juli 1913 [120] med deltagelse af repræsentanter for Rusland, Frankrig, Storbritannien, Østrig-Ungarn , Italien og Tyskland [116] [11] . Efter anmodning fra Rusland deltog tyrkisk side ikke i udviklingen af reformplanen [118] [117] , og samtidig insisterede Sazonov på deltagelse af armenske repræsentanter [119] . Fra Rusland var forfatteren til projektet A. N. Mandelstam den faste repræsentant ved samtalerne, fra Tyskland - repræsentanten for ambassaden i Det Osmanniske Rige von Schonberg og den tyske ambassadør von Wangenheim [118] [121] [13] . Sommerresidensen for Østrig-Ungarns ambassadør i Det Osmanniske Rige i Yeniköy [13] [7] [122] [123] blev valgt som hovedsted for møderne .
Tyskland (med støtte fra Østrig-Ungarn og Italien) protesterede straks mod Ruslands planer [ca. 3] [119] [124] [125] og lige fra begyndelsen af forhandlingsprocessen, som satte sig til opgave, så vidt muligt, at forstyrre udviklingen af projektet, var stejlt på en række russiske forslag [126 ] [7] [127] , og begrundede sin holdning med, at "... hvis dette program implementeres, vil Det Osmanniske Rige kollapse" [117] . Andre deltagende lande (især Storbritannien) havde lignende synspunkter [122] . Rusland havde dog ingen mål for annekteringen af tyrkisk territorium [119] [128] . Tyskland havde til hensigt at foretage mange ændringer til sin oprindelige version, foreslået af Rusland for at forhindre styrkelsen af sidstnævntes position i Asien: "Tyskland vil ikke gå med til handlinger, der truer Tyrkiets territoriale integritet" [116] [129] [130 ] . Den russiske side formåede heller ikke at finde eksplicit støtte til sine planer fra Storbritannien og Frankrig, som også i hemmelighed var modstandere af enhver transformation i det østlige Anatoliens territorium, og som ikke var tilfredse med den potentielle vækst af indflydelsen fra det russiske imperium i region [131] [7] . Den britiske udenrigsminister Sir Edward Gray sagde ved denne lejlighed: "Englands politik er rettet mod at beskytte Tyrkiets ukrænkelighed, derfor er det tilrådeligt at vogte sig for eventuelle politiske krav i forhold til Tyrkiets østlige vilayets" [132] .
I maj offentliggjorde regeringen i Det Osmanniske Rige sin egen version af reformplanen, som kategorisk ikke passede til den russiske side. Tyrkerne præsenterede deres plan først og fremmest i håbet om at forklejne fremmede staters (primært Ruslands) rolle i spørgsmålet om armenske reformer [133] .
Den 8. juni (21) 1913 blev det russiske projekt sendt til Det Osmanniske Riges regering [115] . Jemal Pasha , den osmanniske marineminister, mente, at hvis den russiske reformplan blev gennemført, så "vil disse vilayets være under Ruslands protektorat ... eller vil blive besat af russiske tropper" [134] . De herskende kredse i det osmanniske imperium betragtede armenieres samarbejde med fremmede stater og den russiske reformplan som et indgreb i deres lands territoriale integritet [135] [59] [136] .
Et kompromis kunne ikke nås på grund af Tysklands og Ruslands uforsonlige stilling [15] . Den russiske side anså resultaterne af måneder lange debatter [122] for uoverskuelige og henvendte sig direkte til Tyskland for at udarbejde en aftale uden deltagelse af andre magter, som sidstnævnte, der har deres egne økonomiske interesser i det østlige Anatolien [118] [137 ] [138] .
Den 26. juni ( 9. juli ) forærede den tyske ambassadør i Rusland, Friedrich von Pourtales , SD Sazonov et memorandum, der skitserede Tysklands holdning til det russiske projekt [130] . Det sagde især: "Det ville være svært at nægte andre dele af Tyrkiet, hvad der blev givet til Armenien. En sådan situation ville faktisk føre til begyndelsen på delingen af Tyrkiet, hvilket den imperiale regering bestemt stræber efter at undgå” [139] . Ifølge de tyske herskende kredse tog projektet foreslået af Rusland slet ikke højde for det osmanniske imperiums mening, og den foreslåede autonome region ville være "ekstremt uafhængig" af den tyrkiske regering, hvilket kunne føre til dens annektering pr. Rusland i fremtiden [134] [130] .
Den tyske side insisterede på, at det tyrkiske udkast, bestående af 17 artikler, hurtigt udarbejdet og ikke koordineret med repræsentanter for det armenske præsteskab [121] [122] [63] skulle tages som grundlag . Det gav [130] [139] [122] :
Den russiske ambassadør M. N. Girs udtrykte følgende bekymringer om det osmanniske projekt: "Imperiet er opdelt i seks sektorer, og de "østlige vilayets" er opdelt i to sektorer uden at angive deres grænser. Man kan frygte, at de armenske vilayets vil blive fordelt mellem disse to sektorer med forventning om at dele armenierne og opløse dem i det muslimske flertal” [123] .
De osmanniske myndigheder ønskede kategorisk ikke, at europæiske lande skulle blande sig i deres indre anliggender uden deres samtykke og tog skridt med det formål fuldstændig at eliminere Ruslands rolle i fremtidige reformer [140] . Også gennem 1913 forsøgte de herskende kredse i det osmanniske imperium at finde forskellige muligheder for at løse problemet uden deltagelse af Rusland og andre europæiske lande. For eksempel henvendte Porte sig i april 1913 selvstændigt til Storbritannien med et forslag om at introducere det britiske gendarmeri og inspektører i forskellige retninger i deres østlige vilayets [141] . Dette blev primært gjort for at bevare modsætningerne mellem Rusland og Storbritannien i det armenske spørgsmål. Efter Londons samtykke fulgte en protest fra Rusland, som ikke ønskede at se britiske tropper nær sine sydlige grænser, og anså sig selv for at være en førende aktør i den fremtidige forhandlingsproces. Russisk pres tvang Storbritannien til at opgive yderligere ensidige skridt [142] [143] . I juli henvendte de sig til Belgien og Sverige for at få hjælp, de forelagde deres forslag til behandling i de andre deltagende lande, og efter at have afvist repræsentanterne for Rusland og Tyskland, holdt de op med at arbejde i denne retning [144] ; og i oktober 1913 blev rådgiverne for indenrigsministeren og den britiske udenrigsminister for økonomiske anliggender bedt om at tjene som to generalinspektører for de østlige vilayets i en periode på fem år. Imidlertid besluttede de britiske herskende kredse at afstå fra dette forslag [145] [146] . Alle sådanne forsøg endte ikke til fordel for tyrkerne [144] . I samme måned blev de første kompromiser indgået mellem Rusland og Tyskland (oprettelse af to regioner og deres ledelse af generalinspektører) [147] .
Russisk-tyske forhandlinger varede indtil begyndelsen af 1914, hvor der blev udarbejdet en endelig aftale [148] [31] , som dog først ikke passede Havnen [144] . Tyrkerne var kategorisk imod udenlandsk kontrol og frygtede en mulig opdeling af Østanatolien af Rusland. SD Sazonov nægtede dog efterfølgende Ruslands parathed til aktive fjendtligheder, da dette kunne indlede endnu en europæisk krig [144] [149] .
Det tog flere måneders forhandlinger at udvikle en endelig version. Sazonov forsøgte at få endnu flere indrømmelser fra tyrkerne. Senere gav de osmanniske myndigheder, af frygt for mulige uroligheder på de historisk armenske vilayets territorium [150] [14] , samt de efterfølgende optøjer, der kunne have en negativ indvirkning på resten af imperiet, også deres samtykke til udnævnelsen af europæere til lederstillinger igen, skabte områder, der samtidig insisterer på, at de vil komme fra små neutrale lande [151] .
Administrativ-territorial opdeling af de armensk-befolkede regioner i det osmanniske imperium ifølge det endelige udkast til de armenske reformer
Zoner med afgrænsning af generalsekretærers ansvar. Orange - Vestenenko, grå - Hoff
En kompromisversion af aftalen blev underskrevet den 26. januar ( 8. februar 1914) [152] mellem den autoriserede rådgiver for den russiske ambassade i Det Osmanniske Rige Konstantin Nikolaevich Gulkevich på den ene side og storvesir Said Halim Pasha på den anden side [148] [12] [7] [153] [11] .
Rusland blev tvunget til at give nogle indrømmelser [154] [155] , især [7] : territoriet med seks armenske vilayets blev opdelt i to regioner (i stedet for en region, der oprindeligt blev foreslået af Rusland, kaldet "armensk"), hver af dem bør ledes af en europæisk generalinspektør (i stedet for den foreslåede generalguvernør), udnævnt efter anbefaling fra stormagterne og med samtykke fra den tyrkiske side med ret til at udpege embedsmænd til forskellige poster (til de højeste - kun med godkendelse af sultanen). I hver region blev der valgt forsamlinger med lige mange deputerede fra kristne og muslimer. Kontrollen med reformerne blev udført af de europæiske magter, både af ambassadører og konsuler direkte på jorden [156] [152] . Klausulen om tilbagelevering af ulovligt taget jord til de tidligere ejere og kompensation til den armenske befolkning var også udelukket fra den endelige version af aftalen [126] .
Ifølge nogle forskere var de vigtigste tvangsindrømmelser til den tysk-tyrkiske union fra Ruslands side først og fremmest oprettelsen af netop to regioner med inddragelse af perifere områder beboet af den muslimske befolkning (hovedsagelig kurdere), hvilket reducerede den samlede andel af armeniere som helhed i disse vilayets [126] (under forhandlingsprocessen blev det besluttet at inkludere den overvejende græske provins Trabzon som den syvende provins, der er omfattet af aftalen [15] ). Også Tyskland insisterede på at beholde dele af det kurdiske kavaleri (Hamidiye), men på Ruslands insisteren blev personalet overført til reservedele og afvæbnet [157] .
Afsluttende reformprojekt [158] :
Aftale mellem Rusland og Tyrkiet om armenske reformerKonstantinopel, 26. januar/8. februar 1914
Mellem Hans Excellence Mr. Konstantin Gulkevich, den kejserlige russiske Chargé d'Affaires, og Hans Nåde Prins Said Halim Pasha, Storvesir og Udenrigsminister i Det Osmanniske Rige, er det aftalt, at samtidig med udnævnelsen af to generalinspektører, som skal placeres i spidsen for to sektorer i det østlige Anatolien, vil Sublime Porta henvende sig til stormagterne med følgende note:
To udenlandske generalinspektører vil blive sat i spidsen for de to sektorer i det østlige Anatolien: Mr. A……. i spidsen for sektoren bestående af vilayets: Erzurum, Trebizond og Sivas, og hr. B….. i spidsen for sektoren bestående af vilayets: Van, Bitlis, Harput og Diyarbakir.
Emnet for generalinspektørerne er kontrol med administration, retsvæsen, politi og gendarmeri i deres sektorer.
I tilfælde af utilstrækkelige styrker fra de offentlige sikkerhedsorganer, stilles de militære styrker på anmodning af generalinspektøren til hans rådighed for at udføre de foranstaltninger, han træffer inden for grænserne af hans kompetence.
Generalinspektørerne afskediger alt efter omstændighederne alle embedsmænd, hvis uegnethed eller dårlig opførsel er fastslået af dem, og stiller de af disse embedsmænd, der har begået en strafbar handling, for retten. Generalinspektørerne erstatter de pensionerede yngre embedsmænd med nye, der opfylder betingelserne for optagelse i tjenesten, som er fastsat i reglerne og lovene.
De har ret til at få regeringen e.v. Sultans ideer om udnævnelse af højtstående embedsmænd.
De underretter straks de relevante ministerier ved kort motiverede telegrammer om alle sager om afskedigelse af embedsmænd, og inden for en uges tid sender de hver af disse embedsmænds sagsmappe til ministeriet med en detaljeret redegørelse for motiverne.
I vigtige sager, der kræver hastetiltag, har generalinspektørerne ret til straks at afsætte uafsættelige embedsmænd fra retsvæsenet, forudsat at sagen straks indberettes til justitsministeriet.
I de tilfælde, hvor valaerne har begået handlinger, der kræver anvendelse af forhastede strenghedsforanstaltninger, skal generalinspektørerne sende en telegrafisk meddelelse til indenrigsministeren, som straks vil forelægge denne sag for ministerrådet. Sidstnævnte skal træffe afgørelse senest fire dage efter modtagelsen af telegrammet fra generalinspektøren.
Jordstridigheder vil blive løst under direkte tilsyn af generalinspektører.
Mere detaljerede instrukser vedrørende generalinspektørers rettigheder og pligter vil blive udarbejdet efter deres udnævnelse og med deres bistand. I de tilfælde, hvor posterne som generalinspektører i 10 år ville være ledige, regner Sublime Porte med stormagternes gunstige bistand ved udvælgelsen af generalinspektører.
Love, dekreter og regeringsmeddelelser skal offentliggøres i hver sektor på lokale sprog. Hver part vil have ret til at bruge sit eget sprog over for forvaltningen og retten, hvis generalinspektøren finder det muligt. Domstolenes domme vil blive redigeret på tyrkisk og vil om muligt blive ledsaget af oversættelse til parternes sprog.
Andelen af hvert etnisk element (unsur) i det offentlige uddannelsesbudget for hver vilayet vil blive bestemt i forhold til den offentlige uddannelsesskat, de betaler. Den kejserlige regering vil ikke lægge nogen hindringer i vejen for, at trosfæller deltager i vedligeholdelsen af fællesskoler.
I fredstid skal enhver osmanner aftjene sin værnepligt i det militærdistrikt, hvor han bor. Imidlertid vil den kejserlige regering, der sender landtropper til de fjerne dele af Yemen, Assir og Nejd, indtil en ny orden rekruttere disse tropper fra alle dele af imperiet i forhold til de nationaliteter, der bor i det. Derudover vil det inkludere i flådestyrkerne rekrutter taget fra alle dele af imperiet.
Hamidie-regimenter vil blive omdannet til reservekavaleri. Deres våben vil blive opbevaret i militære butikker og vil kun blive udstedt til dem i tilfælde af mobilisering eller manøvrer. De vil være underordnet cheferne for de hærkorps, i hvis distrikt de er placeret. I fredstid vil cheferne for regimenter, eskadroner og delinger blive valgt blandt officererne i den aktive osmanniske hær. Soldaterne fra disse regimenter skal aftjene deres militærtjeneste i et år. For at få adgang til disse regimenter skal soldater for egen regning forsyne sig med heste og deres fulde udstyr. Enhver person, uden forskel på race eller religion, bosat i et givet distrikt, underlagt disse krav, kan blive indskrevet i disse regimenter. Samlet under mobilisering og manøvrer vil disse regimenter være underlagt de samme disciplinære foranstaltninger som almindelige tropper.
Kompetencen af vilayets almindelige råd er bestemt på grundlag af principperne i loven af 13. marts 1329 (1913).
Det sande forhold mellem forskellige religioner, nationaliteter og sprog i begge sektorer vil blive bestemt af en endelig folketælling, som vil blive udført under tilsyn af generalinspektører på kortest mulig tid, hvis muligt ikke overstige et år.
Indtil da vil de medlemmer, der er valgt til de generelle råd (mejlisi-umumi) og til udvalgene i Van og Bitlis vilayets, blive valgt halvdelen blandt muslimer og halvdelen fra ikke-muslimer.
Hvis den endelige folketælling ikke er afsluttet i Erzurum vilayet inden for et år, vil medlemmerne af det generelle råd blive valgt på samme lighedsgrundlag som i de to ovennævnte vilayets.
I vilayets Sivas, Harput og Diyarbekir vil medlemmerne af generalrådene fremover blive valgt på grundlag af proportionalitetsprincippet. Til dette formål vil antallet af muslimske vælgere, inden folketællingens afslutning, blive bestemt af de valglister, der tjente som grundlag for de sidste valg; antallet af ikke-muslimer vil blive bestemt i henhold til de lister, der vil blive indsendt af deres lokalsamfund. Hvis imidlertid forskellige praktiske vanskeligheder gjorde dette foreløbige valgsystem ubrugeligt, ville generalinspektørerne have ret til at foreslå en anden andel i generalforsamlingerne i de tre vilayets - Sivas, Harput og Diyarbakir - i overensstemmelse med de nuværende behov og de førnævnte vilayets behov.
I alle vilayets, hvor de generelle råd skal vælges ud fra proportionalitetsprincippet, vil mindretallet være forsynet med repræsentation i udvalgene (enjumen).
Medlemmer valgt til administrationsrådene vil som hidtil blive valgt halvt og halvt blandt muslimer og ikke-muslimer.
Medmindre generalinspektørerne finder dette ubelejligt, vil princippet om lighed mellem muslimer og ikke-muslimer blive anvendt på rekruttering af politi og gendarmeri i begge sektorer, efterhånden som der bliver ledige pladser.
Det samme princip om ligestilling vil så vidt muligt blive anvendt på fordelingen af alle andre stillinger i begge sektorer.
Som følge heraf underskrev de ovennævnte nærværende lov og vedhæftede deres segl til den.
SIGNET :
Gulkevich
Said Halim
Efter to måneders debat blev Rusland og Tyskland enige om en liste med fem kandidater til posterne som generalsekretærer. Disse var repræsentanter for neutrale stater, der ikke var medlemmer af hverken ententen eller Triple Alliance. De osmanniske myndigheder valgte Louis Constant Westenenko, tidligere administrator af Hollandsk Ostindien , og Nicholas Hoff, major i den norske hær og generalsekretær for det norske krigskontor [159] [160] [1] . Den 10. maj 1914 i Konstantinopel underskrev de aftaler med det osmanniske riges indenrigsministerium [161] . Ved begyndelsen af 1. Verdenskrig var N. Hoff allerede ved at overtage forretningen i Van , og L. Vestenenko forberedte sig på at ankomme til Erzerum [162] [163] [160] .
Generalinspektørerne havde følgende opgaver [162] :
Den tyrkiske side forsinkede implementeringen af reformerne på enhver mulig måde, og Jemal Pasha indrømmede [164] :
Med hensyn til spørgsmålet om armenske reformer forsøgte vi at slippe af med de forpligtelser, som russerne pålagde os.
Udbruddet af Første Verdenskrig forhindrede implementeringen af reformplanen [165] [166] , satte en stopper for håbet hos hele den armenske befolkning i Det Osmanniske Rige og gav de osmanniske myndigheder en chance for at realisere deres ideer om at skabe etnisk homogene territorier i den østlige del af imperiet [32] . Den 19. oktober ( 1. november ) begyndte fjendtlighederne på den kaukasiske front , og i december gav sultanen ensidigt afkald på sine forpligtelser og annullerede aftalen [167] . Den 3. december (16) erklærede den tyrkiske regering officielt traktaten om armenske reformer for ugyldig [168] [2] .
Det endelige dokument kunne ikke retfærdiggøre alle ønsker fra den armenske befolkning både i det osmanniske imperium og i udlandet, men denne aftale var den mest "levedygtige" og rejste igen spørgsmålet om det armenske spørgsmål til det paneuropæiske niveau [169] [ 157] [126] . Nyheden om indgåelsen af aftalen blev modtaget af alle lag af det armenske samfund, både i Rusland og i Det Osmanniske Rige, yderst positivt. Mange offentlige og religiøse personer udtrykte taknemmelighed over for Nicholas II, S. D. Sazonov og M. N. Girs [170] .
Aftalen var også yderst gavnlig fra et økonomisk synspunkt, både for Rusland og for det osmanniske riges østlige vilayets. Russiske industrifolk (inklusive dem af armensk oprindelse) planlagde at starte økonomisk ekspansion i de armensk-befolkede regioner [171] .
Der var ingen enkelt vindere. Tyrkerne undgik fuldstændig udenlandsk kontrol over reformerne og en mulig fremtidig deling af Østanatolien. Rusland, der aldrig havde fået fuld kontrol over det vestlige Armenien, øgede alligevel sin indflydelse i regionen og var også i stand til at forpurre Storbritanniens og Tysklands planer om at gennemføre rent europæiske reformer. Tyskland var i stand til at fjerne truslen mod sine interesser vedrørende Bagdad-jernbanen. Resten af de europæiske lande var heller ikke tabere, fordi de, med deres egne interesser, var i stand til at udelukke opdelingen af en del af Det Osmanniske Rige [172] .
Allerede efter underskrivelsen af aftalen sagde chefen for det russiske udenrigsministerium, S. D. Sazonov, [161] [126] :
Selvom reformprogrammet udkom betydeligt indsnævret i forhold til den oprindelige version, var det ikke desto mindre acceptabelt for den russiske regering, da det selv i denne ufuldkomne form gjorde en betydelig forbedring i livet for armenske tyrkiske undersåtter ... på trods af alle dets mangler, Projektet satte stadig en stopper for ukontrolleret fjendtlighed, korrupt administration i de armenske vilayets og den lokale muslimske befolknings uhæmmede vilkårlighed.
K. N. Gulkevich gav følgende vurdering af det underskrevne dokument [173] [174] [1] [175] :
Selvfølgelig skal det indrømmes, at armenierne ikke vil modtage de omfattende rettigheder til selvstyre, som det oprindelige russiske projekt ønskede at sikre dem. I stedet for den foreslåede forbindelse af alle områder beboet af armeniere til én provins med én generalguvernør i spidsen, måtte de nøjes med dannelsen af to sektorer under tilsyn af to generalinspektører og med at inkludere dele i disse sektorer. af vilayets udelukkende beboet af muslimer.
Dokumentet markerer begyndelsen på en ny, lykkeligere epoke i det armenske folks historie... Armenierne kan ikke undgå at indse, at nu er det første skridt taget for at redde dem fra det tyrkiske åg. Handlingen af 26. januar er også af stor betydning for Ruslands internationale position ... Ruslands ledende rolle i det armenske spørgsmål understreges officielt, og den 16. artikel i San Stefano-traktaten bekræftes. Denne omstændighed kan ikke andet end afspejles på den mest gunstige måde på Ruslands internationale prestige.
De osmanniske herskende kredse så tværtimod i betingelserne i denne aftale det første skridt mod imperiets sammenbrud og oprettelsen af en uafhængig armensk stat, idet de trak paralleller med lignende aftaler indgået tidligere og vedrørende Balkan-befolkningen (se Østlige spørgsmål ) [135] [176] [136] . Den amerikanske historiker Michael A. Reynolds indtager den holdning, at "Introduktionen af den russisk-støttede reformplan ... markerede afslutningen på det osmanniske imperiums reelle suverænitet i regionen, og observatører både i og uden for imperiet forventede afslutningen på det nominelle imperium. suverænitet følger snart." Kun begyndelsen af krigen forhindrede gennemførelsen af planen...” [32] .
I forbindelse med den russiske kaukasiske hærs vellykkede offensive operationer og besættelsen af tyrkisk territorium, herunder den del, der er omfattet af aftalen, i foråret 1915 var de herskende kredse i Det Osmanniske Rige i fare for at forny aftalens vilkår. , som faktisk var en varsel om både én og årsager til det fremtidige armenske folkemord , der begyndte i 1915 [177] [64] .
Allerede under krigen, den 13. maj (26), 1915 , karakteriserede den tyrkiske indenrigsminister Talaat Pasha i et brev til det osmanniske riges storvesir Said Halim Pasha , det armenske spørgsmål som et "problem eller bekymring" [178 ] og bemærkede, at der i forbindelse med implementeringsaftalen var en trussel om, at [64] :
... en del af de osmanniske provinser vil nu falde under udenlandsk indflydelse.
Pamela Steiner fra Harvard University bemærker også: "I bund og grund har Rusland forpligtet sig til at forsvare armeniernes situation og samtidig beskytte sine egne geopolitiske interesser" [7] . Den tyrkiske historiker Onur Onol har en lignende holdning [179] .
Bøger
På russiskArtikler
På russiskencyklopædier
På engelsk