| Phoenix Syndrom | |
|---|---|
| Forfatter | Alexey Slapovsky |
| Genre | ultrafiktionsroman _ |
| Originalsprog | Russisk |
| Original udgivet | 2006 |
| Tidligere | " det " |
| Næste | " chat " |
The Phoenix Syndrome er den tiende roman [K 1] af den russiske forfatter Alexei Slapovsky , udgivet i 2006-2007 . Den fortæller historien om en mand, der mistede sin hukommelse under en brand og lider af en ukendt sygdom kaldet "Phoenix Syndrome" af en lokal psykiater, som et resultat af, at offeret mister sin hukommelse igen, hver gang han kommer i kontakt med ild . Romanen nåede finalen i 2007 Big Book Russian Literary Prize . Baseret på den blev en mini-tv-serie med fire afsnit af samme navn iscenesat .
Romanen blev første gang udgivet i slutningen af 2006 i magasinet Znamya . Den første halvdel af romanen blev inkluderet i det ellevte nummer [3] , hvis koncept var udgivelsen af værker i "ultrafiktion" -genren , hvis essens er anvendelsen af genrelitteraturteknikker på almindelig litteratur [4 ] [5] [6] , slutningen af romanen blev udgivet i det tolvte nummer [7] . En separat bog "Phoenix Syndrome" blev udgivet i 2007 [8] . I 2009 blev romanen inkluderet i Slapovskys forfattersamling "Encoded" [9] .
Bogens handling foregår i en bestemt by nær Moskva, betinget navngivet Chikhov, hvor dens hovedperson kommer - en hjemløs mand , der har mistet sin hukommelse , som ikke ved, hvem han er, og hvor han kom fra, og på mange måder , er faldet ind i barndommen. Han dukker op i Tatyana Lavrinas butik, og kommer så til tærsklen til hendes hus og sidder der, indtil Tatyana af medlidenhed efterlader ham i sit skur og kalder ham Gosha [1] [10] [11] (helten reagerede på dette navn, da hun sorterede mandsnavne fra). Goshas tøj lugter af ild , han er selv bange for ild, og et bundt dollars er syet ind i kraven på hans jakke [12] . Tatyana selv er en attraktiv femogtredive-årig kvinde, mor til to sønner, som smed sin mand ud for fuldskab og snylteri [11] [10] .
Gosha oplever direkte kontakt med ild og mister hver gang sin hukommelse på ny og starter livet fra bunden. Samtidig vokser han op med hvert tab af hukommelse: fra en direkte barnlig opfattelse af verden går han over til en aggressiv teenage , derefter til voksen forsigtighed og bliver til sidst en handlingsmand, en beslutningstager. [1] [11] [10] . Denne mærkelige sygdom, som ikke har nogen analoger blandt sygdomme kendt af videnskaben [10] , blev navngivet af Chikhovs psykiater som "Phoenix syndrom". Heltens fire alderstilstande, der er opstået som følge af dette syndrom, bestemmer kompositionen af romanen, opdelt i fire dele [11] .
I jagten på sig selv og sin virksomhed viser Gosha sig konsekvent som en dygtig tømrer , automekaniker , bliver i nogen tid fodboldholdets stjerne , lykkes som landskabsdesigner , og viser bemærkelsesværdige talenter i alt dette [1] . Samtidig er han orienteret i en verden af kriminelle og fængsels " koncepter " og nogle gange endda viser de tilsvarende tilbøjeligheder, føler trang til gambling . Allerede fra begyndelsen af bogen begynder en efterforskning for at finde ud af Goshas glemte fortid, hvor både politiet og Chikhovite-naboerne er involveret [11] . Tatyana sender et billede af Gosha til fjernsynet [1] [12] . På grundlag af nogle beviser har distriktspolitibetjenten mistanke om, at Gosha er en skjult bandit og morder, men hele opførselen modsiger denne idé [11] , han viser ikke aggression, men nysgerrighed , venlighed og fornuft [10 ] . Og da han på trods af sin frygt for ild redder Tatyanas sønner, der satte ild og legede med nedlagt pyroteknik - sandt heltemod [11] .
På den baggrund udvikler bogens kærlighedshistorie sig. Gosha skiller sig tydeligt ud fra de omkringliggende mænd, hvoraf de fleste er bundet i fuldskab, dovenskab og parasitisme. Tatyana har et helt forståeligt ønske om at opdrage en ærlig, anstændig mand af "hendes drømme" fra Gosha, mens hendes eksmand, der konstant er på jagt efter penge til en anden sprut, stadig spiller vært i hendes hus [11] . På samme tid, indtil slutningen af bogen, forbliver forholdet mellem Gosha og Tatyana kysk [10] . Andre kvinder fra Chikhov viser også interesse for det mystiske rumvæsen, hvoraf Renata, en forretningskvinde, er den nærmeste på succes, hvis gård er arrangeret af bogens helt som landskabsdesigner [11] .
På dette tidspunkt, efter at have identificeret billedet vist i tv-showet, bliver bogens helt fundet af slægtninge - hans kone og hendes bror. Det viser sig, at hans rigtige navn er Viktor, han er en forretningsmand involveret i provinspolitik, og forsvandt med et stort beløb beregnet som bestikkelse [1] . Victor har ganske vist en kriminel fortid, men den viser sig at være relativt uskyldig, han er hverken en bandit eller en morder [11] . Helten (som viste sig at være et børnehjem [13] ) finder spor af sin egen mor og finder ud af, at Tatyana ligner hende udadtil [10] . Victor-George, der er træt af sit tidligere liv, udspiller sig efter endnu en kontakt med ilden et fuldstændigt hukommelsestab (selvom han faktisk huskede alt, hvad han havde glemt tidligere). Han underskriver papirer om overdragelse af sin ejendom til sin kone og flygter fra sit palæ til byen Chikhov til Tatiana [1] .
Navnet på hovedpersonen i Phoenix Syndrome er en åbenlys reference til Pushkins Eugene Onegin , hun er Tatyana Larina [10] hvis efternavn er tilføjet et enkelt bogstav, der antyder laurbærkronen [11] . Denne association er ret organisk til at forstå romanen [14] . Som Olga Mazovskaya skriver, på trods af en så skarp ændring i social identitet, er transformationen af en ung aristokrat , der er opdraget langt fra det " høje samfund " til en moden, provinsiell sælger skuffet over familielykke - Tatyana i Slapovsky er på ingen måde en parodi på Pushkins ideal - men en ægte heltinde i vor tid [10] .
Andrey Nemzer fokuserer på romanens plads i Slapovskys værk som helhed, fremhæver en slags cyklus af romaner om heltens søgen efter sig selv, "hans skjulte jeg ", som begyndte med romanen " Jeg er ikke mig " [15 ] , hvor helten , udmattet af tidløsheden i stagnationens æra , vandrer gennem mærkelige kroppe , liv og skæbner og forsøger at vende tilbage til sig selv, og endte med "Phoenix Syndrome". Nemzer bemærker dette tema som et tværgående tema for Slapovsky, til stede i en eller anden form i alle hans romaner skrevet mellem disse to værker [1] .
Den tyske slaviske filolog, forsker af Gorkys værk Armin Knigge henledte opmærksomheden på en direkte reference til Falkens sang . Fortælleren siger , før han beskriver, hvordan Gosha, på trods af sin pyrofobi , redder Tatyanas børn fra ilden, at "han ikke har elsket bedrifter siden barndommen" og ville ikke beskrive en anden, hvis det ikke var påkrævet af en sand historie, og leder Gorkys digt som et eksempel på den modsatte tilgang. Knigge skriver, at selvom Slapovsky ser ud til at modsætte sig " Petrel " Maxim Gorky, er hans hovedpersoner , som værdsætter deres menneskelige værdighed "folk af russiske klassikere ", ikke for fremmede over for Gorkys romantik [11] .
Natalya Ivanova, i en artikel, der åbnede udgaven af " Banner ", hvor romanen begyndte at blive udgivet, udpegede dens genre som ultrafiktion - og specificerede, at Slapovsky brugte genrelitteraturens teknikker i alle sine romaner, og at samtidig formår han ikke altid at holde fast i mainstreamen. Hun bemærkede, at i denne roman er det den fantastiske antagelse , der er hovedmotoren og "acceleratoren" i dens plot [4] . Tredjepartsobservatører var enige om, at romanen var skrevet på en ret konventionel måde både for forfatteren [6] (hvilket bekræfter forfatterens tøven mellem " genre " og "stor" litteratur [15] ) og for moderne prosa generelt ( Andrey Nemzer sammenlignede det med romaner udgivet på samme tid i andre " tykke tidsskrifter ") [5] . Evgeny Yermolin , vice-chefredaktør for magasinet " Continent ", placerede i en anmeldelse af fiktion i 2006 Slapovskys roman i en række eventyrlige værker om konfrontationen mellem individet og samfundet, der kombinerede sociale overtoner med en fantastisk antagelse [ 16] . Evgenia Shcheglova skrev i en anmeldelse af tidsskrifter på samme kontinent: "Slapovsky er en fremragende romanforfatter . Det er forgæves at forvente dybde fra ham”, dog bemærkede hun bogens ikke-trivielle plot, og hvordan forfatteren med hendes ord “i essayregisteret ” viser et overbevisende panorama af det moderne liv [17] . Vasilina Orlova i " New World " tilskrev romanen, sammen med de fleste af bøgerne fra 2006-2007, som blev genstand for diskussion af litteraturkritikere, til bøger, der foregår i en "make-tro" verden, udadtil realistisk "berygtet fantasi " [18] .
Olga Makhovskaya i " Book Review ", som socialpsykolog , bemærkede den psykologiske pålidelighed af "Phoenix Syndrome" og sammenlignede Andrey Slapovsky med hensyn til nøjagtigheden af at beskrive sociopsykologiske typer med sådanne russiske klassikere som Tolstoy , Dostojevskij , Ostrovsky og Gorky . [10] . Andrey Nemzer satte også stor pris på romanen [1] . Afslutningen på bogen vakte også kontrovers, hvis Nemzer og Makhovskaya betragtede det som et organisk resultat af søgen efter hovedpersonen i deres sande jeg, skriver Armin Knigge også om det samme [11] , en række litteraturkritikere så i den en standard happy end , en hyldest til massekulturen . Så Lev Danilkin , der bemærker romanens "sprudlende vitalisme ", karakterernes livlighed, potentialet for at forvandle byen Chikhov til en Yoknapatofa nær Moskva , klager over, at "Slapovsky har travlt, som om nogen skubber ham ind. bagsiden" (associerer en sådan hast med forfatterens koleriske temperament) og hvad der kunne blive en saga forbliver "en samling anekdoter " [12] . Anastasia Rogova gentager ham og skriver i " Questions of Literature ", at "The Phoenix Syndrome, der begynder som en eftertænksom prosa, rejser dybe indre spørgsmål om ensomhed i mængden, bevidstløshed fra skødesløshed, - efterhånden som plottet udvikler sig, ruller det muntert ind i en actionfyldt roman, ind i de bedste traditioner fra indenlandske sæbeoperaer " [19] .
Romanen blev nomineret til 2007 Big Book Award [20] [21] [22] [23] .
I 2009 lavede instruktør Sergei Sokolyuk en fire-episoders komedie-tv-spillefilm baseret på romanen "Phoenix Syndrome" [24] . Slapovsky kaldte manuskriptet baseret på sin roman "næsten et forfatterværk", hvor han ikke behøvede at tilpasse sig for meget til genrebiografens love [ 25] . Optagelserne fandt sted i Kaluga-regionen , i byen Tarusa [13] [26] . Filmen blev instrueret af Dmitry Mass , og musikken til filmen blev skrevet af Fjodor Chistyakov , hans sang "The Color of My Dreams" lyder i slutningen af hver serie [27] . Pilotafsnittet af filmen blev sendt på Channel One den 19. oktober 2009 [28] . I 2011 blev filmen belønnet med den første Golden Rhino Award for bedste tv-film og bedste instruktør, Galina Polskikh og Roman Madyanov blev tildelt Rhinos for bedste biroller [29] [30] .