Monumenter til ofrene for Holocaust

Monumenter til ofrene for Holocaust  - mindestrukturer opført til minde om ofrene for Holocaust  - jøder , sigøjnere og andre minoriteter, der blev forfulgt og ødelagt af nazisterne, deres allierede og samarbejdspartnere under Anden Verdenskrig .

Der er tusindvis af monumenter dedikeret til ofrene for nazisternes forfølgelse og massakrer. Nye monumenter dukker op hvert år [1] . Forskere har opsummeret information om monumenterne for ofrene for Holocaust siden slutningen af ​​1960'erne [2] .

Historie

De allerførste monumenter (for eksempel i Majdanek i 1953 og til minde om opstanden i Warszawas ghetto i 1948) symboliserede modstand mod folkedrab. Den anden bølge af mindesmærker var dedikeret til ofrene fra koncentrationslejre, for eksempel i Polen ved Auschwitz , i Belgien ved Breendonk og i Tjekkoslovakiet ved Theresienstadt . I dette tilfælde stod initiativtagerne over for problemet med at bevare autentiske genstande, da mange lejre blev ødelagt eller genopbygget [3] .

Den nye scene, som et eksempel er Dachau -mindesmærket , skabt i 1950'erne, er kendetegnet ved, at de overlevende arbejdede i tæt kontakt med statslige organisationer og gennem internationale konkurrencer søgte de bedste former for legemliggørelse. Faktisk var det i denne periode, at grundlaget for tilgangen til at vise Holocaust i mindesmærker blev lagt [3] .

Det første Holocaust-mindesmærke blev oprettet i maj 1943 på koncentrationslejren Majdanek [4] . Jødiske symboler blev næppe brugt i koncentrationslejr-mindesmærker indtil 1960, hvor omfanget af folkedrabet begyndte at blive offentligt diskuteret [5] . De første symboler blev taget fra de betegnelser, der blev brugt i koncentrationslejre: pigtråd , vagttårne, fangeadskillelsesskilte . Efterfølgende blev symboler mere specifikt relateret til Holocaust tilføjet: for eksempel vogne og skinner, der indikerer deportation, en gul stjerne , en menorah og andre [6] . Der bruges også tal (for eksempel 6 millioner døde) eller elementer, der symboliserer massedød.

Noter

  1. Marcuse, 2010 , s. 53.
  2. Marcuse, 2010 , s. 54.
  3. 12 Marcuse , 2010 , s. 55.
  4. Marcuse, 2010 , s. 56.
  5. Marcuse, 2010 , s. 56-57.
  6. Marcuse, 2010 , s. 57.

Litteratur