Matierisme ( fr. Matiérisme ) er en billedbevægelse relateret til europæisk uformel kunst , der opstod i Frankrig kort efter Anden Verdenskrig . Det spredte sig i Europa i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne . En væsentlig rolle i udbredelsen af bevægelsen blev spillet af den franske kunsthistoriker Michel Tapie [1] .
Det menes, at moderskab blev født i Frankrig , efter at kunstnerne Jean Fautrier og Jean Dubuffets værker dukkede op . Det er dog også karakteristisk for Antoni Tapies ' værker , som i Spanien blev tilskrevet pintura materica- bevægelsen - materialemaleri i 1947-1948. Også i begyndelsen af bevægelsen er værket af Alberto Burri , der beskrev hans stil som "poly-materialisme" og skabte værker i pimpsten, harpiks og jute, og værket af Lucio Fontana , der refererer til spacialisme .
Spanien , Italien og Frankrig er således de lande, hvor materialemaleri har udviklet sig mest, det er her, at fremkomsten af en ny retning afspejler eksisterende bevægelser som COBRA og Gutai .
Hovedtræk ved materisme er abstrakt maleri ved hjælp af forskellige ikke-traditionelle materialer tilføjet til lærredet, bevaret som den vigtigste støtte for værket og behandlet i tykkelse og impasto ved hjælp af zinkoxid , calciumcarbonat eller polymeriseret olie , med urenheder som: sand , grus , gips , voks , tjære , klude , træ , tråd , glasstykker , metalskrot , botaniske genstande og så videre. Ud over at tilføje disse atypiske materialer kunne kunstneren gnide overfladen af det figurative materiale med forskellige værktøjer eller bare hænder, efterlade spor af ridser, snit eller endda aftryk af mønstrede genstande, eller bruge lak, som forårsagede deformation, revner og revner, også overfladen kan blive deformeret eller delvist ødelagt ved brug af snit, punkteringer eller forbrændinger. Lærredernes farver kunne variere, og kompositionsmæssigt kunne lærredet bestå af distinkte områder med eller uden tilsætning af materiale [2] .
Før bevægelsens opståen var der præcedenser i kunsthistorien, når andre kunstnere behandlede lærredet afslappet eller indførte elementer i det, der var fremmede for maleriet.
Kubisterne inkluderede atypiske materialer, sand, avisartikler eller cigaretpakker i deres collager , for eksempel Pablo Picasso i maleriet Head of a Man with a Hat , (1912-13) brugte kul, oliemaleri, blæk, sand og papirpinde eller Georges Braque i Compotier , flaske og glas , (1912), brugt lærred, olie og sand. Dadaisterne havde allerede en særlig måde at bearbejde lærredets overflade på (snit, folder), for eksempel Paul Klee i maleriet Anatomy of Aphrodite , (1915), Jean Arp i maleriet Der Hirsch (1914). I værkerne af det færdiglavede Marcel Duchamp " Cykelhjul" (1913), Raoul Hausman og Ray Man kan man spore en forventning om assemblagekunsten , nogle værker blev udført på andre overflader end lærred (træplader, metal , etc.); mens de kubistiske skulpturer af Picasso og Henry Loren påvirkede russiske avantgardekunstnere som Vladimir Tatlin ("maleriske relieffer" og "modrelieffer" fra 1914) eller Ivan Pugnis " Compositions " (1915).
Endelig begyndte surrealisterne også at anvende forskellige materialer på lærredet, for eksempel Andre Masson i lærredet " Dead Horses" (1927), brugte olie og sand på lærred, Salvador Dalis " Rotten Donkey ", (1928), brugt olie, sand, grus på træ, Joan Miro , i C ollage , (1929), brugt harpikspapir, blyant, sandpapir, tråd, syede stoffer klistret på lagt papir lagt på krydsfiner.
Med hensyn til bearbejdning af billedmateriale begyndte kunstnere, ud over den "ridsning", som Antoine Pevsner brugte i maleriet Woman in Disguise , (1913), dengang af Max Ernst , Paul Klee eller Esteban Frances, at bruge voks, banebrydende af bl.a. Camille Briand i 1936 og Viktor Brauner i 1943. Sidstnævnte vil også være en af de første til at fastgøre genstande direkte til store lærreder og samtidig bevare deres understøttende rolle, såsom celluloiddukker og kunstige planter. Til sidst vil Simon Huntay endda præsentere dyreskeletter.
Informalistiske kunstnere eller dem, der i Amerika lykkes med abstrakt ekspressionisme, bruger de samme metoder, og genvinder også ideen om at kombinere hverdagsgenstande eller affald fra lærredet ( ny realisme , popkunst , COBRA osv.). Men under hensyntagen til størrelsen og materialernes forskellige karakter (træ, metal, plast). De fleste af disse værker er så lettere assimileret med samlinger , der er et resultat af et dadaistisk eller surrealistisk eksempel, eller endda med tredimensionelle værker eller rigtige skulpturer (Lie Bontecou, Martial Rice , Daniel Spoerri , etc.) [3] .
Jean Fautrier ophøjer sine maleriers materialitet og viser dem til "objekter". Til uvirkeligheden af det absolutte "uformelle", som efter hans mening ikke kan fratages en reel del for at fremkalde følelser, tilføjer han en protest mod praksisen med "frigjort konfiguration", hvis formel også gælder for andre kunstnere, såsom Wols eller Henri Michaud .
Jean Paulan skriver om Jean Fautriers teknik, at han lavede sit eget materiale, som indeholder akvarel og fresco, tempera og gouache, hvor knust pastel blandes med olie, blæk og benzin. Alt påføres hurtigt olieagtigt papir, og belægningen klæber til lærredet. Tvetydighed forlader på en måde emnet. [fire]
I en kontekst domineret af eksistentialisme præsenterer Jean Dubuffet sin kunst som en kreativ proces, hvorfra beskueren skal kunne opleve udvikling gennem kunstnerens spor. Han udforsker flere metoder til at bearbejde sine malerier ( Paysage Vineux , (1944); Dhôtel nuancé d'abricot , (1947); La Mer de peau , (1958), serie af malerier Hautes Pâtes (1946), Pâtes battues (1953 år) , Peintures laquées (1954) han bruger forskellige typer assemblage . Den ungarske kunstner Zoltan Kemeny vil bruge de samme teknikker, tilføje stykker af metal, for eksempel arbejdet fra Orient Fair , (1948), han bruger en relief collage på panel, mørtel , olie, gips, metal, klude [5] .
Antoni Tapies , der udstiller sit værk for første gang i 1948 på 1. oktober-salonen i Barcelona, viser en særlig interesse for snit, snit, knaster og ridser i sine kompositioner. Han beskriver sit arbejde som "slagmarker, hvor sår formerer sig uendeligt", blottet for alle anekdotiske træk og "understøtter, som han siger, alle imaginære, ubevidste, anakronistiske impulser ...". Han forsker også i emnet. De grafiske og plastiske elementer, han bruger, er på lærred og danner deres eget univers. Han bearbejder overfladen og bruger også impasto- , skrabe- og collageteknikker . Det er ved at blande lim og farvestof, nogle gange forbundet med sand, støv, jord, marmorpulver, fløjl, halm, papir og genstande som klude, reb eller tæpper, at Tàpies finder et helt originalt medie, et materiale, som han udtrykker dybde med. , former, skygge, lys, arbejde med værktøj, samt med din egen krop. I dette spørgsmål, solidt, tykt, sandet, i denne tekstur, som på samme tid er magma, lava og silt, går kunstneren ind, snitter og skærer. Korset antager forskellige former, pletter, rektangulære former (som ligner lukkede rum, vægge, lukkede skodder), bogstavet T som signatur er tilbagevendende elementer i hans plastiske ordforråd. Af hans værker kan man bemærke ( Collage de riz et cordes , (1949), Le feu intérieur , (1953), Peinture avec croix rouge , (1954), Rideau de fer au violon , (1956). I 1960- I den 1990'erne samarbejdede han med Manolo Millares, Antonio Saura og mange andre kunstnere.
I 1948 udstillede Alberto Burri sine første abstrakte værker på Galería La Margherita i Rom , og derefter i 1949 i Paris på Salon des realités nouvelles. Det er denne gang, at hans serier " Catrami " (tjære) og " Muffe " ( rådden ) er dateret . I 1950 grundlagde han den kunstneriske gruppe Origin sammen med Ettore Kolla. Derefter udvikler han collageteknikken og introducerer i sit maleri brugen af heterogene elementer lånt fra hverdagens virkelighed, samtidig med at han bruger materialer, der nedbrydes ved brug, såsom brændt træ og klude. Hans forskning, som er af direkte interesse for kritikere, giver anledning til refleksioner over "affaldets æstetik", som er afgørende for art brut og nyrealisme . I 1952 begyndte han at lave sin berømte " Sacchi "-serie (tasker), hvori han inkluderede jute-sække, som han malede, skrabede af og dyppede i lim, før han dækkede dem med brugt klud og andre materialer. Siden 1969 har han brugt træstykker i sine værker, rustne metalplader deformeret af høj varme, brændt plastik. Fra 1973 begyndte han at skabe en serie af " Cretti " (revner), værkerne var meget store kompositioner, der brugte harpiks, der minder om revnedannelsen af soltørret mudder. Brugen af revner som en rytmisk proces minder om gammel kinesisk keramik ( Cesare Brandi ). Endelig begyndte Burri i 1970'erne at introducere cellotex (blandet savsmuld og lim) i sit arbejde med meget få farver: sort, hvid og guld.
Allerede i 1949 begyndte Lucio Fontana at male monokrome overflader og "mishandle" dem ved at lave huller eller hak i lærredet. Han kalder den nye type værk for " Space Concept ". I 1950 grundlagde han Spacialism , en bevægelse, hvori andre kunstnere som Roberto Crippa , Enrico Donati og Emilio Scanavino også deltog . Specialkunstnere binder sig ikke længere til lærredets farve og maleri, mere end at skabe en billedkonstruktion af en tredimensionel karakter på det, motiveret af indfangning af bevægelse i rum-tid gennem bevidstheden om de skjulte naturkræfter. elementarpartikler og lys, som virker ukontrolleret på overfladen af lærredet. .
På grund af en ulykke, der beskadigede et af kunstnerens malerier, der var planlagt til en udstilling i Paris , fikser Fontana derefter denne skade med en suveræn gestus af at ridse, stanse og skære maleriets plan med et blad, en barbermaskine, en skærer for at afsløre tre- dimensionelt rum.
Jacques Daucet fra COBRA -gruppen ændrer også overfladen på nogle af hans malerier, såsom " Equilibrists ", (1948), og blandt kunstnermedlemmerne af Gutai- gruppen grundlagt i Japan af Jiro Yoshiharo og vist i Europa af Michel Tapie . Så Kazuo Shiraga maler med bare fødder, lærreder bliver til, når kunstneren holder fast i et reb, der hænger fra loftet, skaber et værk med kun sine fødder, mens Shozo Shimamoto river maleriet fra hinanden, beskadiger lærredet og bruger en kanon, der projicerer emaljeret maling. Gutai- gruppens kunstneriske optrædener vil i høj grad påvirke Fluxus -bevægelsen .