Apocalypse (serie af tryk)

Apocalypse ( lat.  Apocalypsis cum Figuris ) er en berømt serie af træsnit af den tyske kunstner, tegner og gravør Albrecht Dürer , skabt af ham i 1496-1498 efter hans første rejse til Italien. En serie på 15 graveringer, der illustrerer Johannes Evangelistens åbenbaring, blev første gang udgivet i 1498 i Nürnberg på latin og tysk. Populariteten af ​​seriens graveringer var forbundet med den udbredte forventning om verdens undergang i 1500 på det tidspunkt. I 1511 udkom anden udgave, hvortil Dürer skabte endnu en gravering til frontispicen . Seriens mest berømte gravering er The Four Horsemen of the Apocalypse.

Da Dürer lavede graveringer, stolede Dürer på sine forgængeres arbejde: Koberger-bibelen og Grüninger-bibelen [1] . Dürer-cyklussen forårsagede et stort antal efterligninger, den mest berømte blandt dem var en serie på 28 graveringer til Apokalypsen af ​​Jean Duve (1546-1555).

"Fyldt med voldsomt drama, intellektuelt en af ​​de mest betydningsfulde billedcyklusser i europæisk kunst og måske den vigtigste i Dürers arv, markerede Apokalypsen begyndelsen på en ny milepæl i kunstnerens arbejde og bragte ham verdensomspændende berømmelse" [2] .

Frontispice af 1511-udgaven

Indgraveringen forestiller Guds Moder med Barnet og Johannes Evangelisten . Guds Moder læner sig op af en halvmåne og bærer en krone af stjerner i overensstemmelse med Åbenbaringens tekst (kapitel 12):

1 Og et stort tegn viste sig i himlen: en kvinde klædt i solen; under hendes fødder er månen, og på hendes hoved er en krone af tolv stjerner.

John, som er placeret i nærheden, med en kuglepen i hånden, holder en bog på knæene, foran ham er der et blækhus og en æske med kuglepenne. Til venstre ses en ørn, et ikonografisk tegn på Johannes teologen. I denne og andre graveringer i serien adskiller Dürer himlen fra jorden med skyer.

1. Johannes teologens martyrium

Den første gravering er dedikeret til at illustrere ikke Åbenbaringen, men helgenens liv. Ifølge legenden blev Johannes dømt til døden for at nægte at tilbede de hedenske guder – han blev kogt i kogende olie. Han slap dog uskadt og blev forvist til øen Patmos , hvor han skrev Åbenbaringen.

Til højre viser graveringen en kedel, hvori John befinder sig, han beder med koncentration. En af plageånderne blæser ild med pelse, den anden hælder kogende olie på John. Til venstre kejser Domitian , siddende på tronen, og hans hofmand med et sværd, begge klædt som tyrkere - den sædvanlige måde at skildre Kristi fjender på dengang . I venstre hjørne, i en regnfrakke, en opmærksom observatør (nogle ser en lighed med Dürer selv). Bag balustraden kan du se et lille område af en typisk tysk by. I mængden, soldater og borgere, der reagerer forskelligt på det, der sker, sympatiserer nogle med John, andre ser fordømmende ud.

2. Johannes' syn af de syv lysestager

På graveringen illustrerer Dürer kapitel 1 i Åbenbaringen:

12 Jeg vendte mig om for at se, hvis Røst, som talte til mig; og vendte sig om og så syv gyldne lysestager

13 og midt iblandt de syv Lysestager, som Menneskesønnen, iklædt en Kjortel og omspændt om sit Bryst med et Guldbælte.

14 Hans Hoved og Haar er hvide, som en hvid Bølge, som Sne; og hans øjne er som en flamme;

15 Og hans Fødder ere som Kalkoleban, som rødglødende i en Ovn, og hans Røst er som Lyden af ​​mange Vand.

16 Han holdt syv Stjerner i sin højre Haand, og ud af hans Mund udgik et skarpt Sværd paa begge Sider; og hans ansigt er som solen, der skinner i dens kraft.

Kristus sidder i midten på en dobbelt regnbue. I sin højre hånd har han syv stjerner, et sværd kommer ud af hans mund. John knæler på en sky nederst til venstre. Omkring Kristus på skyerne er syv enorme lamper. Alle er de forskellige og meget raffinerede (der er to versioner - enten er det Dürers minde om sine oplevelser med guld, eller indtryk hentet fra Italien). Flammen fra en af ​​lamperne afbøjede. Ifølge kapitel 1, 20, "er de syv stjerner de syv menigheders engle; og de syv lysestager … er de syv menigheder.”

3. Johannes foran Gud og fireogtyve ældste

I graveringen illustrerer Dürer kapitel 4 og 5 i Åbenbaringen:

1 Derefter så jeg, og se, en dør blev åbnet i himlen, og den første røst, som jeg hørte, som en basuns lyd, tale til mig, sagde: "Kom op hertil, så vil jeg vise dig, hvad skal være efter dette.

2 Og straks var jeg i Aanden; og se, en trone var sat i himlen, og en sad på tronen;

3 og denne siddende så ud som en Jaspissten og en Sardinsten; og en regnbue omkring tronen, i udseende som en smaragd.

4 Og rundt om tronen var der fireogtyve troner; og på tronerne så jeg fireogtyve ældste sidde, iklædt hvide klæder og med guldkroner på hovedet.

5 Og fra tronen udgik lyn og torden og røster, og syv ildlamper brændte foran tronen, som er Guds syv ånder;

6 og foran tronen var der et hav af glas som krystal; og midt på tronen og omkring tronen var fire levende væsener fulde af øjne foran og bagved.

7 Og det første dyr var som en løve, og det andet dyr var som en kalv, og det tredje dyr havde et ansigt som et menneske, og det fjerde dyr var som en flyvende ørn.

8 Og hvert af de fire dyr havde seks vinger rundt om, og indvendigt var de fulde af øjne; og hverken dag eller nat har de ro og råber: hellig, hellig, hellig er Herren Gud den Almægtige, som var, er og kommer.

…

1 Og jeg så i hans højre hånd, som sad på tronen, en bog skrevet inde og ude, forseglet med syv segl.

2 Og jeg så en mægtig engel, som med høj røst udråbte: Hvem er værdig til at åbne denne bog og bryde dens segl?

3 Og ingen kunde, hverken i Himmelen eller paa Jorden eller under Jorden, aabne denne Bog eller se i den.

4 Og jeg græd meget, fordi ingen blev fundet værdig til at åbne og læse denne bog og endda til at se i den.

5 Og en af ​​de Ældste sagde til mig: Græd ikke; se, løven af ​​Judas stamme, Davids rod, har sejret og er i stand til at åbne denne bog og bryde dens syv segl.

6 Og jeg så, og se, midt på tronen og de fire levende skabninger og midt iblandt de ældste stod et lam, som det var slagtet, med syv horn og syv øjne, som er de syv ånder Gud sendte ud over hele jorden.

7 Og han kom og tog bogen fra den højre hånd af ham, som sad på tronen.

I den øverste del af indgraveringen er de himmelske porte åbne, og man kan se Gud sidde på tronen med Livets Bog. Over den er der syv lamper. Ved siden af ​​ham er Lammet med syv horn og syv øjne. Omkring dem er fire seksvingede dyr. John, på knæ, bliver tiltalt af en af ​​de fireogtyve ældste. Alle af dem adskiller sig i ansigt og tøj.

I den nederste del af graveringen, adskilt fra den øverste del af skyer, er der et stille fredfyldt landskab med et slot - broen er sænket, portene er åbne. Intet varsler katastrofer, der snart vil falde på Jorden.

4. Apokalypsens fire ryttere

Seriens mesterværk illustrerer kapitel 6 i Åbenbaringen:

1 Og jeg så Lammet bryde det første af de syv Segl, og jeg hørte et af de fire Væsener sige som det var med en Tordenrøst: Kom og se!

2 Jeg så, og se, en hvid Hest, og på den en Rytter, som havde en Bue, og en Krone blev givet ham; og han drog ud sejrrig og for at sejre.

3 Og der det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Dyr sige: Kom og se!

4 Og en anden Hest kom ud, en rød; og det blev givet til ham, som sad på den, at tage fred fra jorden, og at de skulle slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.

5 Og da det aabnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Dyr sige: Kom og se! Jeg så, og se, en sort hest og en rytter på den med et mål i hånden.

6 Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Væsener, som sagde: En Hvede for en Denar og tre Hvede Byg for en Denar; men skader ikke olien og vinen.

7 Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg det fjerde Dyrs Røst, som sagde: Kom og se!

8 Og jeg så, og se, en bleg Hest, og på den var en Rytter, hvis Navn var Døden; og helvede fulgte ham; Og det blev givet ham magt over den fjerde del af jorden til at dræbe med sværd og med hungersnød og med pest og med jordens dyr.

Fire ryttere er afbildet (fra højre mod venstre): den første er Erobringen med en krone og en bue; den anden er Krig med sværdet; tredje - Sult med skæl; den fjerde er Døden, i modsætning til andre ryttere på en uskoet, barrygget mager hest. Durer bevægede sig væk fra den sædvanlige fremstilling af Døden i form af et grinende skelet med en le, han skildrede Døden som en tynd, skægget gammel mand med en trefork.

Durer præsenterede i det nederste venstre hjørne af graveringen et monster med en vid åben mund. Folk fra forskellige lag af befolkningen forsøger forgæves at undgå dette monster: dette er herskeren, hvis hovedbeklædning er en blanding af den kongelige krone og biskoppens miter , en velklædt bykvinde, en borger, en bonde og andre.

5. Åbning af det femte og sjette segl

På graveringen fortsætter Dürer med at illustrere kapitel 6 i Åbenbaringen:

9 Og da han åbnede det femte segl, så jeg under alteret sjæle af dem, som var blevet dræbt for Guds ords skyld og for det vidnesbyrd, de havde.

10 Og de raabte med høj Røst og sagde: Hvor længe, ​​Herre, hellige og sanddru, vil du ikke dømme og hævne vort Blod paa dem, som bo paa Jorden?

11 Og der blev givet hvide Klæder til hver af dem, og det blev sagt til dem, at de skulde hvile lidt endnu, indtil baade deres Medarbejdere og deres Brødre, som vilde blive dræbt ligesom dem, vilde fuldende Tallet.

12 Og da han havde åbnet det sjette segl, så jeg, og se, der var et stort jordskælv, og solen blev sort som sæk, og månen blev som blod.

13 Og Himmelens Stjerner faldt til Jorden, som et Figentræ, rystet af en stærk Vind, taber sine umodne Figner.

14 Og Himlen var skjult, sammenrullet som en Bogrulle; og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra sin plads.

15 Og Jordens Konger og de adelige og de rige og Tusindernes Anførere og de Mægtige og hver Træl og hver fri Mand skjulte sig i Huler og i Bjergenes Slugter,

16 Og de sagde til Bjergene og Stene: Fald over os og skjul os for hans Ansigt, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede;

17 Thi hans Vredes store Dag er kommen, og hvem kan bestå?

I den øverste del af graveringen er et alter afbildet, englene der omgiver det deler hvidt tøj ud til de retfærdige. Til venstre er Solen, "dyster som sæk", til højre er Månen "som blod" med menneskeansigter.

I bunden af ​​indgraveringen ses en regn af himmelske stjerner, der falder på de uskyldige til venstre og de skyldige til højre. Blandt de skyldige er "jordens konger, og de adelige og de rige og de øverstbefalende": Paven med et diadem , kongen med en krone, biskoppen med en miter og andre adelige.

6. Fire engle holder vinden tilbage og 144.000 forseglede

På graveringen illustrerer Dürer kapitel 7 i Åbenbaringen:

1 Og herefter så jeg fire engle stå ved jordens fire hjørner og holde jordens fire vinde tilbage, for at vinden ikke skulle blæse på jorden eller på havet eller på noget træ.

2 Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Og han råbte med høj røst til de fire engle, til hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde:

3 Gør intet ondt på jorden eller havet eller træerne, før vi har forseglet vor Guds tjeneres pander.

4 Og jeg hørte tallet på de beseglede: der var hundrede og fireogfyrre tusinde beseglede af alle Israels børns stammer.

Vindene er traditionelt afbildet som fire blæsende hoveder. To engle med sværd, og en af ​​dem med et skjold, holder vinden tilbage, mens de to andre blot holder øje med deres vinde. Til højre sætter en engel kors på de retfærdiges pander. Øverst hilser en engel med et T-formet kors på Livets Træ .

7. Tilbe Gud og Lammet

På graveringen fortsætter Dürer med at illustrere kapitel 7 i Åbenbaringen:

9 Efter dette så jeg, og se, en stor skare af folk, som ingen kunne tælle, fra alle stammer og stammer og folk og sprog, stod foran tronen og foran Lammet i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.

10 Og de raabte med høj Røst og sagde: Frelse vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet!

11 Og alle Englene stod omkring Tronen og de Ældste og de fire Væsener, og de faldt ned paa deres Ansigter for Tronen og tilbade Gud,

12 og sagde: Amen! velsignelse og ære og visdom og taksigelse og ære og magt og styrke til vor Gud i evighed! Amen.

13 Og da en af ​​de Ældste begyndte at tale, spurgte mig: Hvem er disse iklædt hvide Klæder, og hvor kom de fra?

14 Jeg sagde til ham: Du ved det, Herre. Og han sagde til mig: Det er dem, der er kommet ud af den store trængsel; de vaskede deres tøj og gjorde deres klæder hvide med Lammets blod.

15 Derfor ere de nu foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel, og den, som sidder paa Tronen, skal bo i dem.

16 De skal ikke længere hungre eller tørste, og solen skal ikke brænde på dem, ej heller nogen varme;

17 Thi Lammet, som er midt paa Tronen, skal vogte dem og føre dem til levende Vandkilder; og Gud vil tørre enhver tåre af deres øjne.

Øverst på graveringen står et Lam på en dobbelt regnbue. Omkring ham er fire seksvingede dyr og 24 ældste, hvoraf den ene samler Lammets blod i en skål, så de retfærdige kan vaske deres tøj.

I midten tilbeder de retfærdige i hvide klæder med palmegrene i hænderne Gud og Lammet.

I den nederste del af graveringen kommunikerer en af ​​de ældste med John, der i modsætning til den tredje gravering af cyklussen er placeret på Patmos; nedenfor malede Dürer et landskab på øen.

8. Åbning af det syvende segl, første fire trompeter

På graveringen illustrerer Dürer kapitel 8 i Åbenbaringen:

1 Og da han åbnede det syvende segl, blev der ligesom stille i himlen i en halv time.

2 Og jeg så syv engle stå for Gud; og syv basuner blev givet dem.

3 Og en anden engel kom og stod foran alteret med et gyldent røgelseskar; og der blev givet ham meget Røgelse, at han med alle de helliges Bønner ofrede det paa Guldalteret foran tronen.

4 Og røgelsen af ​​røgelse steg op med de helliges bønner ved englens hånd for Gud.

5 Og Englen tog Røgelseskaret og fyldte det med Ild fra Alteret og kastede det til Jorden, og der lød Røster og Torden og Lyn og et Jordskælv.

6 Og de syv Engle, som havde syv Trompeter, rede til at blæse.

7 Den første engel blæste i sin basun, og der kom hagl og ild blandet med blod og faldt til jorden; og en tredjedel af træerne blev brændt op, og alt det grønne græs blev brændt op.

8 Den anden engel blæste i sin basun, og det var, som om et stort bjerg, brændende i ild, faldt i havet; og en tredjedel af havet blev til blod,

9 Og en tredjedel af de levende væsener, som boede i havet, døde, og en tredjedel af skibene omkom.

10 Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne faldt fra himlen, brændende som en lampe, og faldt på en tredjedel af floderne og på vandkilderne.

11 Navnet på denne stjerne er "malurt"; og en tredjedel af vandet blev til malurt, og mange af folket døde af vandet, fordi de blev bitre.

12 Den fjerde engel blæste, og den tredje del af solen og den tredje del af månen og den tredje del af stjernerne blev ramt, så at en tredjedel af dem blev formørket, og den tredje del af dagen var ikke lysende , ligesom nætterne.

13 Og jeg så og hørte en engel flyve midt i himlen og sige med høj røst: Ve, ve, ve dem, som bo på jorden, fra resten af ​​de tre engles basunstemmer, som vil blæse!

I den øverste del af graveringen er en trone afbildet, en engel bagved kaster ild til jorden. Omkring tronen er syv engle med trompeter, fire af dem har allerede blæst. Dürer afbildede en engel midt på himlen i form af en ørn [3] , "taler med høj røst: ve, ve, ve." [fire]

I den nederste del af graveringen til højre falder hagl og ild til jorden, i midten falder et stort bjerg i havet, hvor skibe omkommer, til venstre falder en stor stjerne ned i en brønd. Solen og månen er afbildet på en mørk baggrund, det vil sige, at de har modereret deres glans.

9. Dødens fire engle

Dürer illustrerer kapitel 9 i Åbenbaringen:

13 Den sjette engel blæste i sin basun, og jeg hørte én røst fra de fire horn på det gyldne alter, som står foran Gud,

14 Han sagde til den sjette Engel, som havde Trompeten: Slip de fire Engle fri, som ere bundne ved den store Flod Eufrat.

15 Og fire engle blev sat fri, rede til en time og en dag og en måned og et år til at dræbe en tredjedel af folket.

16 Antallet af Ryttertropper var to Tusinde af dem; og jeg hørte nummeret på den.

17 Saa saa jeg i et Syn Hestene og Rytterne paa dem, som havde Ildrustning, Hyacint og Svovl paa dem; Hestenes hoveder var som løvehoveder, og der kom ild, røg og svovl ud af deres mund.

18 Af disse tre Plager, af Ild, Røg og Svovl, der gik ud af deres Mund, døde en Tredjedel af Folket;

19 Thi Hestenes Kraft var i deres Mund og i deres Haler; og deres haler var som slanger og havde hoveder, og med dem gjorde de skade.

20 Men resten af ​​folket, som ikke døde af disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders gerninger, for at de ikke skulle tilbede dæmoner og guld, sølv, bronze, sten og træafguder, som hverken kunne se hverken høre eller gå.

21 Og de omvendte sig ikke fra deres mord eller deres trolddom eller deres utugt eller deres tyverier.

I den øverste del af graveringen ses Gud med fire trompeter, foran ham er der et gyldent alter. Til højre trompeterer den sjette engel. Under alteret er ryttere, "hestenes hoveder er som løvehoveder."

I den nederste del af graveringen dræber fire engle mennesker med sværd. En af dem løftede et sværd over en kvinde, der holder i håret, en anden gør sig klar til at slå en ridder, der er faldet fra en hest, en tredje dræber en pave, en fjerde en skægget gammel mand.

10. John spiser en bog

På graveringen illustrerer Dürer kapitel 10 i Åbenbaringen:

1 Og jeg så en anden stærk engel stige ned fra himlen, klædt i en sky; over hans hoved var en regnbue, og hans ansigt var som solen, og hans fødder var som ildsøjler,

Han havde en åben bog i hånden. Og han satte sin højre fod på havet og sin venstre på landet,

3 og råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han råbte, da talte syv torden med deres stemmer.

4 Og da de syv tordener talte med deres røster, var jeg ved at skrive; men jeg hørte en Røst fra Himlen sige til mig: Skjul, hvad de syv Torden sagde, og skriv det ikke.

5 Og Engelen, som jeg saa stå paa Havet og paa Jorden, løftede sin Haand mod Himmelen

6 Og han svor ved ham, som lever i al evighed, som har skabt himlen og alt, hvad der er i den, jorden og alt, hvad der er i den, og havet og alt, hvad der er i det, at der ikke mere ville være tid;

7 men i de Dage, da den syvende Engel kalder, naar han blæser i Trompeten, vil Guds Hemmelighed blive fuldbyrdet, idet han forkyndte for sine Tjenere, Profeterne.

8 Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: Gak hen, tag den aabnede Bog af Engelens Haand, som staar paa Havet og paa Jorden.

9 Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: Giv mig Bogen! Han sagde til mig: tag det og spis det; det vil være bittert i din mave, men i din mund vil det være sødt som honning.

10 Og jeg tog Bogen af ​​Englens Haand og spiste den; og hun var sød som honning i min mund; og da jeg havde spist det, blev det bittert i min mave.

11 Og han sagde til mig: Du skal atter profetere om Folkeslag og Stammer og Tungemål og mange Konger.

Dürer forsøger nøjagtigt at gengive Åbenbaringsteksten på indgraveringen. Han afbildede en engel med en åben bog, som Johannes spiser. John er på Patmos, svaner, en delfin og sejlskibe svømmer rundt på øen. Fjeller og en blækpotte er synlige ved siden af ​​Johannes Åbenbaringen, som han skriver ned.

11. En kvinde klædt i solen og en syvhovedet drage

Dürer illustrerer kapitel 12 i Åbenbaringen:

1 Og et stort tegn viste sig i himlen: en kvinde klædt i solen; under hendes fødder er månen, og på hendes hoved er en krone af tolv stjerner.

2 Hun var i maven og skreg af fødslens smerter og veer.

3 Og et andet tegn viste sig i himlen: se, en stor rød drage med syv hoveder og ti horn, og på hans hoveder var der syv diademer.

4 Hans hale bar en tredjedel af stjernerne fra himlen og kastede dem til jorden. Denne drage stod foran kvinden, der skulle føde, for at når hun fødte, ville han fortære hendes baby.

5 Og hun fødte et drengebarn, som skal regere alle folkeslag med en jernstav; og hendes barn blev ført op til Gud og hans trone.

…

14 Og kvinden fik to vinger af en stor ørn, for at hun kunne flyve ud i ørkenen til sit eget sted fra slangens ansigt, og der skulle hun spise en tid og tider og en halv tid.

15 Og Slangen sendte Vand ud af sin Mund efter Kvinden som en Flod for at føre hende bort med Floden.

Til venstre viser graveringen en kone klædt i solen, som i frontispicen fra 1511 - dette er Guds Moder. Barnet født af hende bæres af to engle til Gud. Til højre er en drage med syv hoveder, et af dem udspyder vand. På dragens billede demonstrerede Durer sin fantasi: alle hoveder er forskellige, der ligner en kamel, en orne, et får ...

12. Ærkeenglen Michaels kamp med dragen

På graveringen fortsætter Dürer med at illustrere kapitel 12 i Åbenbaringen:

7 Og der blev krig i Himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og hans engle kæmpede mod dem ,

8 Men de stod ikke, og der var ikke længere Plads for dem i Himmelen.

9 Og den store drage blev kastet ud, den gamle slange, kaldet Djævelen og Satan, som forfører hele verden; han blev kastet ud til jorden, og hans engle blev kastet ud sammen med ham.

I den øverste del af graveringen spiller ærkeenglen Michael den dominerende rolle, idet han slår dragen med et spyd. Tre andre engle kæmper mod monstre.

I bunden af ​​graveringen afbildede Dürer et fredeligt landskab svarende til landskabet fra den tredje gravering, de samme veltalende detaljer - et slot med åbne porte og en sænket bro.

13. Dyret med syv hoveder og udyret med et lams horn

På graveringen illustrerer Dürer to fragmenter af Åbenbaringen. Først fra kapitel 13:

1 Og jeg stod på havets sand og så et dyr komme op af havet med syv hoveder og ti horn; på dets horn var der ti diademer, og på dets hoveder var blasfemiske navne.

2 Dyret, jeg så, var som en leopard; hans fødder er som en bjørns, og hans mund er som en løves mund; og dragen gav ham sin styrke og sin trone og stor magt.

3 Og jeg så, at et af hans hoveder ligesom var dødeligt såret, men dette dødelige sår var helet. Og hele jorden undrede sig efter dyret og bøjede sig for dragen, som gav magten til dyret,

4 Og de tilbad Dyret og sagde: hvo er som dette Dyr? og hvem kan bekæmpe ham?

5 Og der blev givet ham en mund, der talte store ting og bespottelser, og der blev givet ham magt til at blive ved i toogfyrre måneder.

6 Og han oplod sin Mund for at spotte Gud, for at spotte hans Navn og hans Bolig og dem, som bo i Himmelen.

7 Og det blev givet ham at føre krig mod de hellige og overvinde dem; og der blev givet ham magt over alle slægter og folk og tungemål og nationer.

8 Og alle, som bo på jorden, skulle tilbede ham, hvis navne ikke er skrevet i livets bog om det slagtede Lamm fra verdens grundlæggelse.

9 Den, som har Øre, han høre.

10 Den, som fører i fangenskab, skal selv gå i fangenskab; den, der dræber med sværdet, skal dræbes med sværdet. Her er de helliges tålmodighed og tro.

11 Og jeg så et andet dyr komme ud af jorden; han havde to horn som et lam og talte som en drage.

12 Det virker foran det med al det første Dyrs Magt og lader hele Jorden og dem, som bor på den, tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar var lægt;

Til højre forestiller graveringen et udyr med syv hoveder, hvoraf det ene er stærkt buet, som repræsenterer et helet sår. Til venstre er et udyr i form af en løve med vædderhorn. Folk myldrer nedenunder.

Ovenfor er Gud med en segl. Ved siden af ​​ham er tre engle: den ene også med en segl, den anden med et T-formet kors. Dürer illustrerer kapitel 14 i Åbenbaringen:

14 Og jeg så, og se, en lysende sky, og på skyen sad en som Menneskesønnen; på hans hoved er en gylden krone, og i hans hånd er en skarp segl.

15 Og en anden Engel gik ud af Templet og raabte med høi Røst til ham, som sad paa Skyen: Sæt din Segl i og høst, thi Høsten er kommen, thi Høsten paa Jorden er moden.

16 Og han kastede sin segl, som sad på skyen, ned, og jorden blev høstet.

17 Og en anden Engel kom ud af Templet, som er i Himmelen, ogsaa med en skarp Segl.

18Og en anden Engel, som havde Magt over Ilden, gik ud fra Alteret, og med et stort Skrig raabte han til den, som havde den skarpe Segl, og sagde: Sæt din skarpe Segl i og hug Druerne paa Jorden! bær er modne på det.

19 Og Englen kastede sin Segl til Jorden og huggede Druerne paa Jorden og kastede dem i Guds Vredes store Vinperse.

20 Og Bærene blev trampede i Vinpersen udenfor Staden, og Blod flød fra Vinpressen til Hestetøjlerne, tusind og seks hundrede Stadier.

14. Hore of Babylon

På graveringen illustrerer Dürer fire fragmenter af Åbenbaringen. Første uddrag fra kapitel 17:

1 Og en af ​​de syv engle, som havde syv skåle, kom og talte til mig og sagde til mig: "Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, der sad på mange vande;

2 Jordens Konger drev utugt med hende, og Jordens Indbyggere bleve fulde af hendes Utugts Vin.

3 Og han førte mig i Ånden ud i Ørkenen; og jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuld af blasfemiske navne, med syv hoveder og ti horn.

4 Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen, smykket med Guld, Ædelstene og Perler, og hun holdt et Guldbæger i sin Haand, fyldt med Vederstyggeligheder og Urenheden af ​​hendes Utugt;

Til højre er en elegant ung kvinde afbildet i venetianske klæder - en babylonsk skøge, der sidder på et udyr med syv hoveder. I hånden holder hun en guldkop lavet af en Nürnberg-juveler. Til venstre placerede Dürer personerne fra den første indgravering af serien.

Øverst på indgraveringen til højre er en ild, sådan er et fragment af kapitel 18 i Åbenbaringen illustreret:

8 Derfor skal der på én dag komme plager over hende, død og gråd og hungersnød, og hun skal brændes med ild, fordi Herren Gud er mægtig, som dømmer hende.

Øverst på graveringen i midten er en engel, der illustrerer et fragment af kapitel 18 i Åbenbaringen:

21 Og en mægtig Engel tog en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Med saadan Iver skal Babylon, den store Stad, blive nedstyrtet, og den skal ikke være mere.

I det øverste venstre hjørne af graveringen, indrammet af skyer, er et fragment af kapitel 19 i Åbenbaringen illustreret:

11 Og jeg så himlen åbnet, og se, en hvid hest, og den, som sad på den, kaldes trofast og sand, som dømmer retfærdigt og kæmper.

12 Hans Øjne ere som en Ildflamme, og paa hans Hoved er der mange Diademer. Han fik skrevet et navn, som ingen kendte undtagen ham selv.

13 Han var iklædt tøj plettet med blod. Hans navn er "Guds ord".

14 Og himlens hære fulgte ham på hvide heste, klædt i hvidt og rent linned.

De fleste forskere mener, at Rom blev ment med den babylonske skøge . De baserer deres konklusion på følgende citater: "De syv hoveder er de syv bjerge, som kvinden sidder på" (kapitel 17, 9); "Kvinden, som du så, er en stor by, der hersker over jordens konger." (Kapitel 17, 18)

15. Satans undergang og det nye Jerusalem

På graveringen illustrerer Dürer to fragmenter af Åbenbaringen. Første uddrag fra kapitel 20:

1 Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd.

2 Han tog dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham i tusind år,

3 Og kast ham i afgrunden og lukke ham inde, og sæt et segl over ham, at han ikke længere skulle forføre folkeslagene, indtil de tusinde år var til ende; herefter skal han befries en kort tid.

I midten af ​​graveringen er en engel med et stort nøglebundt, blandt hvilke nøglen til afgrunden skiller sig ud. Med sin venstre hånd holder englen en kæde fastgjort til halsen på en skællende drage med tungen stikker ud. Om et øjeblik vil dragen blive kastet ned i afgrunden, og passagen ind i den vil blive lukket med et jernlåg.

Den øverste del af graveringen illustrerer et fragment fra kapitel 21:

1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord, for den tidligere himmel og den tidligere jord var forsvundet, og havet var ikke mere.

2 Og jeg, Johannes, så den hellige Stad, det nye Jerusalem, komme ned fra Gud fra Himmelen, beredt som en Brud, smykket for sin Mand.

3 Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Bolig er hos Menneskene, og han vil bo hos dem; de vil være hans folk, og Gud selv med dem vil være deres Gud.

4 Og Gud skal tørre enhver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere; der vil ikke være mere sorg, intet skrig, ingen sygdom, for den første er gået bort.

På toppen af ​​bakken viser en engel Johannes det Nye Jerusalem, hvis indgang er bevogtet af en anden engel. Som det nye Jerusalem skildrede Dürer en moderne tysk by.

Bibliografi

• Bartrum, G., Grass, G., Koerner, JL, & Kuhlemann, U. (2002). Albrecht Dürer og hans arv: Det grafiske værk af en renæssancekunstner . London: British Museum.

• Bagdasarova S.A. Apokalypse i kunsten. Rejsen til Harmagedon. — M.: Eksmo, Bombora, 2018. ISBN 978-5-04-097010-0
• Dürers apokalypse: Den store bog om endetiden. Gengivelse af 1511-udgaven. Oversættelse af Johannes Evangelistens åbenbaring. Artikler og kommentarer / comp. og videnskabelige udg. A. A. Rossomahin. M., Art-Volkhonka, 2022. ISBN 978-5-907387-10-2

Noter

1. ↑ Panofsky, Erwin . Albrecht Dürers liv og kunst. — Princeton Classic Editions, 2005.
2. ↑ Wolf Norbert. Durer. – Taschen, 2008.
3. ↑ Ifølge den almindeligt accepterede latinske oversættelse, Vulgata , er vers 13 givet som "et vidi ... aquilae", "og så ... en ørn." Synodale oversættelsen bruger tværtimod ordet "engel" her.
4. ↑ Almindelig latinsk bibel, Vulgata : "vae vae vae".

Links

• http://znichk-a.livejournal.com/tag/Apocalypse

Ordbøger og encyklopædier	Universalis
I bibliografiske kataloger	GND : 4194713-7