Agonisme (fra græsk ἀγών agon, "kamp") er en politisk teori, der understreger de potentielt positive aspekter af nogle (men ikke alle) former for politisk konflikt. Teorien tager konstant konflikt for givet, men søger at vise, hvordan folk kan omfavne den og kanalisere den positivt. Af denne grund er agonister særligt bekymrede over diskussioner om demokrati . Denne tradition kaldes også agonistisk pluralisme eller agonistisk demokrati.
Agonisme er imod tendensen i den marxistiske opfattelse af politik kendt som "materialisme" . Marx ville være enig med agonisterne i, at samfundet altid har været fyldt med konflikter, da han skrev: "Historien om alt hidtil eksisterende samfund er historien om klassekampen" [1] . Han mente også, at årsagerne til konflikt er uundgåelige træk ved nutiden, det vil sige det kapitalistiske samfund . Men efter hans mening vil historien udvikle sig på en sådan måde, at den til sidst ødelægger kapitalismen og erstatter den med et harmonisk samfund, som var hans begreb om kommunisme. Især i 1960'erne og 1970'erne abonnerede mange, inklusive videnskabsmænd, på marxistisk analyse. Siden da er nogle af disse mennesker kommet til den konklusion, at det "materialistiske historiesyn" ikke giver tilstrækkeligt grundlag for håb om et harmonisk samfund [2] . Mouffe og Ernesto Laclos er blandt dem, der bevægede sig mod agonisme, med udgangspunkt i begreberne marxisme og sociale bevægelser i midten af forrige århundrede [3] .
Chantal Mouffe siger: ”Jeg bruger begrebet agonistisk pluralisme til at introducere en ny måde at tænke demokrati på, der er anderledes end det traditionelle liberale begreb om demokrati som forhandling mellem interesser, og også forskellig fra den model, som folk som Jurgen Habermas og Rawls er. udvikler sig nu . Selvom de har mange forskelle, er Rawls og Habermas enige om, at målet for et demokratisk samfund er at skabe konsensus, og konsensus er kun mulig, hvis folk kan lægge deres særlige interesser til side og tænke som rationelle væsener. Men mens vi ønsker at afslutte konflikten, hvis vi ønsker, at folk skal være frie, skal vi altid forudse muligheden for konflikt og skabe en arena, hvor forskelle kan støde sammen. Den demokratiske proces skal give denne arena” [3] .