Absolut musik

Absolut musik ( tysk  absolute Musik ; engelsk  absolute music ; fransk  musique pure ; italiensk  musica assoluta ) i vesteuropæisk musikæstetik i det 19. århundrede er "ren" instrumentalmusik, det vil sige en, der eksisterer i henhold til de specifikke immanente love for "musikalsk" -smuk ” og er ikke forbundet (i hvert fald eksplicit) med ekstra-musikalske, også kaldet “funktionelle” attributter - først og fremmest med et ord, men også med et program af en art, med en bestemt specifik overskrift osv.

Udtrykket "absolut Musik" blev brugt af R. Wagner som et begreb modsat hans "musikdrama" ( tysk  Musikdrama ) og "holistisk kunstværk" ( tysk  Gesamtkunstwerk ). Absolut musik (for første gang findes udtrykket i programmet til Beethovens niende symfoni ) [1] var efter hans mening en falsk udviklingsretning, hvor musikken blev isoleret fra andre kunstarter og fra livet selv. Wagner betragtede Beethovens niende symfoni som klimakset på denne "falske vej", som Beethoven overvandt ved at inkludere et omkvæd i symfoniens finale. Musik skal ifølge Wagner ikke være "målet" (Zweck) for den kreative handling (i det konkrete tilfælde et nyt musikdrama), men kun forblive dets "midler" (Mittel) [2] .

Begrebet absolut musik blev videreudviklet i værker af musikalsk æstetik  E. Hanslik :

Musik består af skalaer, lydformer. De har ikke andet indhold end dem selv. På trods af at den effekt et musikstykke frembringer, alle vurderer og betegner med ord efter deres individualitet, er der intet indhold af det samme, bortset fra de lydformer, som øret opfatter - det gør musik trods alt. ikke bare tale gennem lyde, det taler kun lyde [3] .

- Om det musikalsk smukke (1854). Kap.7

Former, der bevæger sig i lyd, er musikkens eneste indhold og genstand [4] .

- ibid., kapitel 3

Forestillingen om absolut musik hviler på den antagelse, at alt, hvad der går ud over "fri leg med form" allerede bør erklæres "ekstra-musikalsk" på dette grundlag, og i modsætning til det oprindelige krav om at begrænse musikken til kun en immanent musikalsk, "klingende". "forstand. Ifølge G. G. Eggebrecht undervurderer dette synspunkt, som er lige så fremmed i forhold til musik og Beethoven og Webern , kompleksiteten af ​​musikkens struktur og mekanismen for dens psykologiske virkning, og ignorerer også det faktum, at selv den mest abstrakte musical. struktur har en meningsfuld begyndelse (ein Gehaltliches), som hævder at være en reaktion og forståelse for kenderen af ​​skønhed.

Nu foretrækker videnskabsmænd, i omtrent samme betydning som "absolut musik", at bruge udtrykket autonom musik .

Noter

  1. ↑ Programm zu Beethovens 9. Sinfonie (1846) // Sämtliche Schriften und Dichtungen. bd. 2. Leipzig, [1911-1914], S.61.
  2. ↑ Sagte ich nun zu Anfang, der Irrtum im Kunstgenre der Oper habe darin bestanden, "daß ein Mittel des Ausdrucks (die Musik) zum Zwecke, der Zweck des Ausdrucks (das Drama) aber zum Mittel gemacht war" - so müssen wir nun den Kern des Wahnes und endlich des Wahnsinnes, der den Kunstgenre der Oper in seiner vollsten Unnatürlichkeit, bis zur Lächerlichkeit dargetan hat, dahin bezeichnen, daß jenes Mittel des Ausdruckes aus sich die Absicht des Dramas bedingen wollte. // Oper und Drama I,6 (1852)
  3. ↑ Die Musik bedsteht aus Tonreihen, Tonformen, diese have keinen andern Inhalt als sich selbst. <…> Mag nun die Wirkung eines Tonstücks jeder nach seiner Individualität anschlagen und benennen, der indhold desselber er keiner, som eben die gehörten Tonformen, denn die Musik spricht nicht bloß durch die Töne, sie spricht auch nur Töne.
  4. ↑ Tönend bewegte Fromen sind einzig und allein Inhalt und Gegenstand der Musik.

Litteratur

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
I bibliografiske kataloger