| Jeg tager det selv | |
|---|---|
| Genre | Skønlitteratur |
| Forfatter | Henry Lyon Oldie |
| Originalsprog | Russisk |
| skrivedato | 1998 |
"I'll Take It Myself" er en roman af Kharkiv-forfatterne Dmitry Gromov og Oleg Ladyzhensky , der skriver under pseudonymet Henry Lion Oldie .
Romanen er en del af "Cabir Cycle" og er en prequel til romanen " The Way of the Sword ".
Romanen bruger islamiske [1] og iranske motiver [2] [3] , der er en del af de orientalske motiver, der ofte findes i forfatternes værker [2] . Skriftemaet kommer også tydeligt til udtryk i romanen, som er et af hovedtemaerne i Oldies værk [2] . Derudover er værkets hovedtema den mystiske komponent, som afspejler et sammenstød med en anden – højere virkelighed, forfatterens spirituelle søgen, søgen efter Gud, selvbestemmelse i forhold til det overnaturlige og et forsøg på at gå ud over stregen og samtidig bevare en person [1] . Dette tema i romanen ligner andre værker af forfatteren " Odysseus, søn af Laertes ", " Stifbørn af det ottende bud ", " Der skal være én helt " [1] .
Romanen bruger "tekst i teksten"-teknikken, som forstærker funktionen af sekundære beviser og bidrager til fremkomsten af en følelse af en eller anden ekstratekstuel virkelighed. Som epigraf , der åbner romanen, bruges et fragment af "Kongens ballade" af Joseph Brodsky , derefter er der i teksten et uddrag fra en sekundær historisk krønike om byen Kabirs fald. Denne teknik, ved hjælp af rigtige digte, giver læseren mulighed for at mærke den særlige virkelighed i den skabte fantasiverden [4] .
Romanen indeholder forfatterens fortolkning af "Gumilyovs myte" [5] , ved at bruge "Poeten" som et centralt mytologem [6] . Gumilyovs myte findes også i en række andre værker af Oldie, som er inkluderet i " Abyss of Hungry Eyes "-cyklussen: " Road ", " Twilight of the World ", " Living for the Last Time ", " Frygt ", " Venter ved korsvejen ", " Patriarkernes farvede glas ", " Gå ind i billedet ", " Opstået fra paradiset ", " Din vej ud, eller Nøglere er begravet bag hegnet " [5] .
Handlingen foregår i en verden, der ligner det sene sassaniske Iran , hvor islams fremmarch allerede er håndgribelig, og med semi-ørken beduinstepper omkring landets kerne.
I denne verden, seks hundrede år senere, fandt begivenhederne i bogen " The Way of the Sword " sted. Under begivenhederne i romanen "I'll Take It Myself" i de fleste af de beskrevne lande i denne verden (svarende til nogle asiatiske, afrikanske og europæiske lande), gælder farrernes love - overnaturlige væsener-mæcener. Farr vælger sin transportør, som bliver statsoverhoved – og hans levende symbol.
Tilstedeværelsen af ejeren af farr har en ejendommelig effekt på næsten alle menneskers psyke. De fleste mennesker tilbeder oprigtigt dens bærer som en elsket og respekteret øverste hersker. Et mindretal af mennesker - "himmeløjede", mennesker med blå øjne , bevarer den frie vilje, men sådan ufølsomhed over for farr har sin bagside, og en meget alvorlig sådan.
Ejeren af farr er genkendelig af alle undtagen de himmeløjede på grund af udstrålingen omkring hovedet. Han kan ikke selv se sin egen udstråling, men han kan se glorier fra andre farr-ejere såvel som sine egne inkarnationer af farrs: Farr-la-Kabirs gyldne vædder, Farr-la-Kharzas månehare, duen -Miao fra Meilan farren og andre.
Romanens hovedperson, en digter ved navn Abu-t-Tayyib al-Mutanabbi , passerer ved en tilfældighed og i det store og hele ved en fejl ritualet med at finde farr i en bjerghule, kun beregnet til shaherne i Kabir-staten. Således indtager al-Mutannabi, der ikke har noget med det regerende dynasti at gøre, shahens trone (med tronnavnet Kay -Bahram). Han har mistanke om, at han befandt sig i en eller anden mærkelig intriger, fordi han ikke tror på den oprigtige tilbedelse af en fremmed af alle indbyggerne i Kabir, inklusive højtstående.
Abu-t-Tayib bringer to himmeløjede mennesker tættere på sig - præsten-khirbeden Gurgin, som mødte ham, som havde fundet farr, nær den hule, og den unge røver Hudaibeg, med tilnavnet Dev. Blandt dem, der er tæt på ham, er den tidligere tronkandidat, Surishar, som digteren af indlysende grunde ikke stoler på, men som det viser sig, helt forgæves - den unge shah-zade er ikke sky-eyed og er oprigtigt hengiven til Kay-Bahram. Khirbadi-præstinden Nahid, som han mødte under samme omstændigheder som med Gurgin, mod en fremmeds tiltrædelse af tronen, er måske den eneste i hele Kabir.
Efter nogen tid begynder al-Mutannabi at være træt af tankeløs tilbedelse af sig selv, hvilket i virkeligheden er resultatet af farrs mentale pres på folk omkring ham. Det viser sig, at de himmeløjede, når de handler mod farr, bliver til monstre, devaer. Digteren vil ikke være, hvad Farr-la-Kabir, Den Gyldne Vædder, gør ham til, han vil være sig selv, men fra nu af er dette ikke givet ham.
Søgningen efter sig selv fører al-Mutannabi til landet Mazanderan , som længe har været betragtet som devaernes bolig. Det viser sig, at devaerne - frygtelige behårede halv -mennesker, halv-dyr - ikke er onde, selvom de for det meste er dumme, og det er sagtens muligt at være venner med dem. Det viser sig også, at det at blive til en deva er en ret almindelig skæbne for de "exceptionelle" mennesker, der ikke bukker under for farrs handlinger (inklusive præster). Det mest forfærdelige er, at i devaernes land opnår digteren ikke den ønskede frihed fra langt væk, tværtimod, devaerne , selv om de er sky-eyed, elsker og ærer ham lige så inderligt som almindelige beboere i Shahen. - fordi farr påvirker devaerne på den modsatte måde - genopretter og forbedrer gradvist deres sind. Blandt devaerne er Nahid, den Khirbadi, der hadede den fremmede - og nu elsker hun, som alle monstre, ham oprigtigt, da han er shahen.
Således befinder al-Mutannabi sig selv i positionen som en æresfange af devaerne.
Efter at have forladt devaernes land under tragiske omstændigheder udfordrer al-Mutannabi fareren og vinder i sidste ende. Men da han vender tilbage til Kabir, opdager han, at den magtfulde Shah Kay-Bahram, al-Mutannabi selv, er begravet i en luksuriøs grav, og statens historie svarer slet ikke til hans minder. Især ved alle, at "den afdøde shah" var "den største digter", men ikke en eneste lokkemad af hans digte er bevaret.
Således er al-Mutannabis vilje igen imod den besejrede farr ...
| Værker af Henry Lyon Oldie | |
|---|---|
| Afgrund af sultne øjne : |
|
| Kabir cyklus: | |
| Achaean cyklus: | |
| Høning cyklus: |
|
| Cyklus "Fantasy": |
|
| Rumcyklus: | økumen Dukkefører chrysalis dukkefører Urbi et Orbi, eller Til byen og verden Økumenens barn Dronning af Ocumene Ekumenens eksil Savages Oikoumene ulveunge Ulv Leder streg flugt Blade af Ocumene Spøgelser fra Ocumene Økumenens engle Den fortabte søn eller økumenen: tyve år senere Renegade Flygtning Vindens Søn |
| Andre værker: |
|