Huqin

Huqin
Klassifikation buet instrument
Relaterede instrumenter erhu , jinghu , matouqin , rabanastr

Huqin ( kinesisk 胡琴, pinyin húqin ) er et kinesisk buet musikinstrument [1] [2] .

Historie

Formentlig begyndte buede strengeinstrumenter at vinde popularitet i Kina fra midten af ​​det 8. århundrede. Sandsynligvis var en af ​​de første varianter af huqin udbredt på det tidspunkt blandt befolkningen i Xi xiqin, som gradvist vandt popularitet blandt Han [2] . Den første omtale af navnet "huqin" refererer til sangimperiets tider ( X-XIII århundreder) [1] . Så allerede i det 11. århundrede beskriver den rejsende Shen Ko i et af sine digte de sørgmodige lyde af huqin, som blev spillet med en sløjfe lavet af hår fra en hestehale af kinesiske krigsfanger fra Centralasien [2] .

I det 17. århundrede blev en sådan variation af huqin som tiqin populær til at ledsage Kunshan-operaen .[2] .

Til dato er de mest populære instrumenter i huqin-familien erhu , jinghu , sihu[1] , gaohu og banhu , mens der er flere dusin varianter af dette instrument i Kina [2] .

Beskrivelse

Typisk består en huqin af en rund, sekskantet eller ottekantet krop og et gribebræt fastgjort til det . De fleste varianter af huqin har to strenge (selvom nogle gange tre eller fire) og to stemmestifter , og klangbunden er lavet af slangeskind eller tyndt træ . Til buen bruges sædvanligvis hestehår fra en hestes hale [1] [2] .

I det 20. århundrede begyndte traditionelle silkestrenge også at blive erstattet af nylonomviklede stålstrenge , hvilket gjorde en ændring i lyden af ​​instrumenter [2] .

Instrumenter, der ligner design, bruges også i Kinas nabolande: Mongoliet , Korea , Japan , Vietnam , Thailand , Laos og Cambodia .

Noter

  1. ↑ 1 2 3 4 Huqin  . _ Encyclopædia Britannica . Hentet: 29. maj 2016.
  2. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Alan R. Thrasher og Jonathan PJ Stock. Huqin  (engelsk) . Grove musik online . Hentet: 29. maj 2016.

Litteratur