Licinia Crassa

Crasses  er navnet på en af ​​linjerne i den romerske slægt Licinii .

Slægtshistorie

Den første bærer af kognomenet Crassus nævnt i kilderne er Publius Licinius Crassus Div , den øverste pave fra 212 f.Kr. e. og konsul 205 f.Kr. e. . Folkets tribune Gaius Licinius Crassus var den første, der i sine taler henvendte sig ikke til kurien , men til folket.

En berømt taler var Lucius Licinius Crassus (140-91 f.Kr.); tilhørte optimaternes tilhængere; i 119 f.Kr. e. fremsatte en anklage mod Gaius Papirius Carbon , en tilhænger af Gracchi, som reagerede med selvmord på en opfordring til retssag. Som kvæstor i Asien lyttede han til filosoffen Metrodorus af Skepsis oplæsninger og på vej tilbage til akademikerne i Athen. I 100 f.Kr. e. han deltog i kampen mod den oprørske tribune Saturninus. I 92 f.Kr. e., idet han var censor , udstedte han et påbud mod latinske retorskoler. Hans slægtning Publius Licinius Crassus i 97 f.Kr. e. var konsul; i hans magistrat blev der udstedt et dekret fra Senatet om at afskaffe menneskeofring. Faldt under Marys og Cinnas proskriptioner i 87 f.Kr. e.; da han fik at vide, at en af ​​hans sønner var blevet dræbt af Fimbrias ryttere, gennemborede han sig selv med et sværd.

En anden søn af ham - den mest berømte af Crassus-familien - Mark Licinius Crassus (født omkring 115 f.Kr.) undslap med nød og næppe sin fars og brors skæbne. Han søgte tilflugt i Spanien, men her var frygten for Marius så stor, at han måtte gemme sig i en hule ved havet. Mark Licinius Crassus blev her i otte måneder, indtil Cinna døde, hvorefter han krydsede til Afrika med en afdeling af tropper, og da Sulla i 83 f.Kr. e. ankom til Italien, tilbød ham sine tjenester. Sammen med Pompejus besejrede han Albius Carrina, tog Tuder med storm og tilegnede sig, som de sagde, det meste af byttet, og den 1. november, før Rom, som chef for højrefløjen, bidrog mest af alt til sejren for Sulla. I de forbud , der fulgte, blev han vanærende beriget.

I 71 f.Kr. e. besejrede Spartacus og afsluttede slaveoprøret . Det næste år søgte Marcus Licinius Crassus sammen med Pompejus konsulatet, hvilket begge opnåede, skønt de stod foran Rom i spidsen for tropperne. Marcus Licinius Crassus hjalp efter aftale sin kollega i hans demokratiske virksomheder, men han forsøgte selv at vinde folket til sin side med rige pengeuddelinger. Efter konsulatet blev han i Rom og beskæftigede sig med juridiske forsvar. I 65 f.Kr. e. han var censor. Med Pompejus' Deltagelse voksede ogsaa K.s Modvilje mod ham; men at han på grund heraf deltog i Catilinas sammensværgelse  er utroligt, og K. selv så på anklagen herom som en intrige af Cicero, som han inderligt hadede. Men fra 61 f.v.t. e. Mark Licinius Crassus begyndte at støtte Cicero i Senatet for at imødegå Pompejus. Til samme formål kom han tæt på Cæsar og stod inde for sin gæld, da han skulle gå guvernør til Spanien. I 59 f.Kr. e. Caesar formåede at forsone modstanderne, og sammen grundlagde de det første triumvirat .

Under Cæsars Ophold i Gallien udbrød der atter Fjendskab mellem Crassus og Pompejus, men Cæsar, for hvem K. viste sig i Ravenna, forsonede dem i Lucca; det blev besluttet, at de var for de næste 55 f.Kr. e. igen vil begge blive valgt af konsulerne. I slutningen af ​​konsulatet modtog Crassus Syrien i 5 år, med ret til krig og fred. Motiveret af grådighed og en tørst efter at overgå sine kolleger i militær herlighed, planlagde Crassus at rejse gennem parthernes land langt mod øst, til Indien; hans eneste frygt var, at fjenden ikke ville være så svag, at hans bedrifter ikke ville være strålende nok. Bortset fra ham var der dog ingen i Rom, der var sikre på udfaldet af krigen i det fjerne østen mod en lidet kendt fjende og under kommando af en gammel general. De talte om krigens uretfærdighed, forsøgte at forhindre rekruttering af tropper, rapporterede ugunstige varsler; endelig udsatte folketribunen Atei Crassus for en religiøs forbandelse [1] [2]  – og dette fratog både folket og hæren kraften, som nu så ildevarslende forudsigelser i alt.

Efter at have forsonet sig med Cicero, Crassus i slutningen af ​​november 55 f.Kr. e. forlod Italien. Han besejrede guvernøren i Mesopotamien, erobrede Zenodotius; hæren udråbte ham til kejser . Han plyndrede derefter templerne i Hierapolis og Jerusalem og marcherede gennem Mesopotamien mod Seleucia. Med 7 legioner og 8000 ryttere og let bevæbnet i juni 53 f.Kr. e. han krydsede Eufrat . Skræmt over historierne om partherne forventede hans hær ikke noget godt. Uden at lytte til Cassius' råd, flyttede Crassus efter forslag fra forræderen Ariamnes, herskeren over Arabien, ind i ørkenen, hvor han nær Ikhn ved Bilekh-floden løb ind i kong Orods vesir, Surena, og under frygtens indflydelse, i stedet for lilla, tog han sørgetøj på. Snart besluttede han dog selv at angribe; under forfølgelsen af ​​de tilbagetrukne parthere blev hans søn Publius omringet af fjender og faldt efter et modigt forsvar på egen ordre i hænderne på sin livvagt. Partherne sendte hans hoved til hans fars hær, hvori de kastede deres granater på sikker afstand; om aftenen gik de på pension. Da Crassus selv mistede hovedet, besluttede hans legater, Cassius og Octavius, at trække sig tilbage og overlade de sårede til deres skæbne; de nåede byen Carr. Den følgende nat ønskede Crassus at fortsætte sit tilbagetog, men blev ført af en indfødt ad den forkerte vej. Om morgenen blev romerne atter angrebet; hvis de havde holdt ud til aften, kunne de have trukket sig tilbage til bjergene og blevet frelst; men den udmattede hær tvang Crassus til at indlede forhandlinger. Da han til dette formål flyttede væk fra hæren, blev han forræderisk dræbt af partherne (8. juni 53 f.Kr.). Hovedet af Crassus blev bragt til Orodes, som ifølge legenden beordrede at hælde smeltet guld i hans mund; denne historie karakteriserer den mening, de havde i Asien om Crassus. Efter den frygtelige fjendes nederlag, som man siger, ved det kongelige hof i Ctesiphon, blev Euripides' "Bacchantes" præsenteret, og i slutscenerne blev hovedet af Pentheus, revet i stykker af maenader, repræsenteret af hovedet af Crassus. En biografi om Crassus blev skrevet af Plutarch . Crassus' død blev hævnet på partherne af Ventidius Bassus .

Slægtsforskning

Noter

1. ↑ Appian, 2002 , Civil Wars II, 91.
2. ↑ Plutarch, 1994 , Crassus, 16.
3. ↑ 1 2 Hans efterkommere er kendte - repræsentanter for andre grene af Licinius Crassus.

Litteratur

• Appian af Alexandria . romersk historie. - M . : Ladomir, 2002. - 880 s. — ISBN 5-86218-174-1 .
• Plutarch . Sammenlignende biografier. - M. , 1994. - ISBN 5-02-011570-3 , 5-02-011568-1.
• Krass // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
• Licinia // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.