Børn af Hiroshima
| Børn af Hiroshima | |
|---|---|
| 原 爆の子 ( genbaku no ko ) Atombombens børn | |
| Bulgarsk filmplakat | |
| Genre | drama |
| Producent | Kaneto Shindo |
| Producent | Kozaburo Yoshimura |
| Manuskriptforfatter _ |
Kaneto Shindo |
| Medvirkende _ |
Nobuko Otova , Osamu Takizawa , Jukichi Uno |
| Operatør | Takeo Ito |
| Komponist | Akira Ifukube |
| Filmselskab |
"Kindai eiga kyokai" "Mingei" |
| Varighed | 97 min. |
| Land | Japan |
| Sprog | japansk |
| År | 1952 |
| IMDb | ID 0044497 |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
"Børn af Hiroshima" / Børn af atombomben [komm. 1] (原 爆の子: genbaku no ko ; engelske børn i Hiroshima ) er en japansk dramafilm fra 1952 instrueret af Kaneto Shindō baseret på en bog af professor Arata Siege på Hiroshima Universitet. Filmen består af en række fortalte historier om skæbnen for børn, der overlevede en atomkatastrofe.
Plot
Lærer Takako Ishikawa bor og arbejder på en af Inlandshavets øer . Men hun kommer selv fra Hiroshima , derfor, efter at have modtaget en ferie om sommeren, tager pigen til sin hjemby, selvom hun ikke havde nogen af sine slægtninge tilbage der - alle døde under atombomben. Takako håber dog at finde og besøge sine tidligere elever, for her i Hiroshima arbejdede hun engang som børnehavelærer før bombningen.
I en tigger, der blev mødt umiddelbart efter ankomsten til Hiroshima, genkender Takako Iwakichi, der plejede at arbejde som tjener i hendes forældres hus. Nu har han et forbrændt ansigt og kan ikke se godt. Takako tigger om at besøge ham, og han bringer hende til sin hytte, slået sammen af krydsfiner et sted bagerst i byen. Efter at have spurgt om sin familie, finder Takako ud af, at hans børn døde under eksplosionen af atombomben, og den gamle mand sendte det eneste barnebarn, der overlevede den frygtelige dag, til en kostskole, da han ikke selv var i stand til at tage sig af ham. Takako besøger kostskolen, og efter at være kommet igen til den gamle mand Iwakichi, beder han ham om at tillade hende at tage drengen med sig, når hun vender tilbage til øen. Den gamle mand afviser hende med tårer i øjnene, da barnebarnet er det eneste han har tilbage, og han vil ikke skilles med ham af frygt for at han ikke skal se ham igen. Takako overbeviser den gamle mand om, at det vil være bedre for drengen og beder ham tænke over hendes frieri, mens hun forlader ham for nu og går til sin ven og tidligere kollega Natsue. Hun arbejder nu som jordemoder, hun selv og hendes mand drømmer om at adoptere et barn, da hun efter bombningen blev ufrugtbar.
Pigerne går sammen i børnehaven, hvor de engang arbejdede, men finder kun ruiner, hvorefter Takako beslutter sig for at besøge sine elever. Kun tre overlevede dog bombardementet, og deres liv blev anderledes. Sanpei bor hos en hel familie, men samme dag som Takako kommer på besøg, dør hans far af strålesyge, som får Sanpei til at arbejde sammen med voksne for at forsørge sig selv. Og selv om han indrømmer, at han husker Takako, men i hans nuværende liv er der ikke længere et sted for sentimentale minder fra fortiden. Toshiko er fuldstændig forældreløs, så hun bor på et børnehjem i en katalytisk kirke, men hun er ligeledes syg af blodkræft og vil snart dø. Takako forsøger at muntre hende op og sige, at hun helt sikkert vil få det bedre, men Toshiko gør det klart, at hun ved, at hun er dømt, men indrømmer, at hun endda er glad for, at hun vil dø: for så vil hun endelig møde sine forældre. Det går bedst med den tredje elev, Heita - selvom hans forældre døde, overlevede hans to ældre brødre og søster. Men allerede på dagen for Takakos besøg må hans søster, som har et dårligt ben og halter (hvilket også var resultatet af bombningen), gifte sig og forlade deres hus og bo hos sin mand. Takako går gennem ruinbyen med Heitas storebror og taler med ham om de mennesker, der døde eller blev såret under og efter atomeksplosionen.
Vender tilbage til den gamle mand Iwakachi, Takako beder ham igen om at give hendes barnebarn Taro at opdrage. Først nægter han igen, men så, da pigen allerede er gået, beslutter han efter at have tænkt sig om at gå med til hendes forslag og sender sit barnebarn med en seddel. Efter at have drukket sake selv, vil han næsten brænde i sin slumkvarter - en nabo, den samme nødlidende gamle kvinde, vil trække ham ud af den flammende hytte. Men den gamle mand dør stadig, og hans barnebarn Taro tager afsted med Takako.
Filmen og problemerne forbundet med den var dikteret af virkeligheden, mit folks liv, en tragedie, der ikke kan passe ind i det menneskelige hjerte. Som mange filmarbejdere i forskellige lande i verden kunne jeg ikke forblive ligeglad med vor tids vigtigste emne, fredsproblemet. Efter min mening er hovedsagen i kunsten humanisme, kampen for fred, for menneskers lykke...
– Kaneto Shindo [1]Cast
- Nobuko Otova - Takako Ishikawa
- Osamu Takizawa - Iwakichi
- Masao Shimizu som Toshiaki, Takakos far
- Jukichi Uno som Kouji, Heitas ældre bror
- Tsutomu Shimomoto - Natsues mand
- Miwa Saito som Natsue Morikawa
- Chikako Hosokawa som Setsu, Takakos mor
- Tanie Kitabayashi som den gamle kvinde Otoyo
- Eijiro Tohno - Bakuro
- Taiji Tonoyama som bådejer
Premierer
- - den nationale premiere på filmen fandt sted den 6. august 1952 [2] .
- - i Europa blev filmen første gang vist som en del af filmfestivalen i Cannes i april 1953 [3] .
- - blev første gang vist for det russiske publikum den 28. september 2011 som en del af et retrospektiv af Kaneto Shindo-film i Moskva (Central House of Artists Concert Hall) [4] .
Om filmen
Kaneto Shindō var en af de første instruktører af store selskaber, der i begyndelsen af 1950'erne forsøgte at producere film uafhængigt af de såkaldte "Big Five" (på det tidspunkt omfattede Japans fem største filmselskaber Shochiku, Nikkatsu, "," Toho ”og“ ShinToho ”). Indtil da arbejdede Shindo for Shotika, men efter studieledelsen nægtede at sætte filmen "Fake Outfit" på hans manuskript sammen med sin ven og ligesindede instruktør Kozaburo Yoshimura , forlod han firmaet. Shindo og Yoshimura annoncerede oprettelsen af deres uafhængige studie, Kindai Eiga Kyokai. Men da vennerne ikke havde penge til selvstændige produktioner, henvendte de sig i første omgang til filmselskabet Daiei med et tilbud om at arbejde sammen. Yoshimura vil sætte "Daiei" på i henhold til manuskriptet til Shindo "Fake Outfit", der blev afvist af Shochiku-cheferne (filmen viste sig i øvrigt at være ret vellykket både fra et kunstnerisk synspunkt og kommercielt). Succesen med Shindos første to instruktørværker om Daiei (The Tale of the Loved Wife and The Avalanche) gjorde det muligt for deres forfatter at spare penge op til det første fuldt uafhængige billede - Children of the Atomic Bomb (engelsk titel i det internationale billetkontor " Children fra Hiroshima). Denne film blev lavet på initiativ og med støtte fra Hiroshima Peace Fighters Organisation på Kindai Eiga Kyokai-studiet, med inddragelse af den japanske lærerforening. Den ledende skuespillerinde Nobuko Otova brød kontrakten med det store filmselskab Daiei af hensyn til at deltage i dette projekt af et lille uafhængigt studie, hvor hun var en af de begyndende skærmstjerner.
At Sindo var den første til at lave en film om atombombens tragedie er meget symbolsk, for emnet lå ham tæt på som ingen anden. Han kommer selv fra Hiroshima, og den dag mistede han hele sin familie. Manuskriptet var baseret på noter fra børn, der overlevede atomkatastrofen og indsamlet af professoren fra University of Hiroshima Arata Osada i bogen "Atombombens børn". Af de 2000 breve fra børn valgte kompilatoren af bogen The Siege 105. Shindo valgte kun fire skæbner til sit manuskript. I sin film viste Shindo byen og dens indbyggere syv år efter katastrofen. Filmen Shindo havde en god rullende skæbne. Det bragte et lille uafhængigt distributionsselskab, Hokusei Eiga, en hidtil uset indkomst - 80 millioner yen [5] - og gik rundt på skærmene i mange lande rundt om i verden.
Syv år senere ville den franske instruktør Alain Resnais lave endnu en - nok den mest berømte film om tragedien: " Hiroshima, my love " ( 1959 ), hvor uddrag fra "Børn i Hiroshima" optræder som citater [4] .
Filmen havde en bred verdensomspændende resonans, men den blev aldrig vist i USA. Først i 2011 , efter den tragiske ulykke på atomkraftværket i Fukushima , arrangerede Harvard University Film Archive et retrospektiv af instruktøren med premierevisningen af Children of Hiroshima i USA [4] .
Kritik
Filmen blev mødt med kritik temmelig varmt, med mulig undtagelse af klager over nogle melodramatiske plot. Følgende uddrag fra kritiske anmeldelser giver en række meninger fra kendte filmkritikere i Japan, Frankrig og USSR:
... Den første japanske film, som for alvor indeholdt skarp kritik af de amerikanske bombeattentater, var filmen "Atombombens børn" ("Genbaku no Ko", 1952), hvor japanernes selv skyld endelig blev overvundet, og instruktør Kaneto Shindo - ved hjælp af en retrospektiv visning af begivenheder før og efter bombningen af Hiroshima - skabte et lyrisk billede af et liv fyldt med rolig udholdenhed, uden at falde i hverken anger eller romantisk melodrama. For første gang rejste Shindo det meget vigtige spørgsmål om Japans ansvar over for de glemte overlevende fra en atomkatastrofe...
— Tadao Sato (f. 1930), japansk filmforsker og kritiker, medlem af bestyrelsen for FIPRESCI og Film PEN [6]
... Denne tilpasning af Aratas bestseller The Siege er den første bemærkelsesværdige film om Hiroshimas tragedie. Den hører til den indledende periode af Kaneto Shindos værk, og instruktøren forsøger ikke at gøre den til en fordømmende politisk pjece eller en historisk undersøgelse af, hvad der skete. Han ønskede at skyde et pålideligt melodrama, bygget på halvtoner, hvis handling foregår i nutid (deraf det neorealistiske aspekt af billedet), for nøgternt at vurdere en persons sejre over hende og de nederlag, han fortsat lider. på grund af hende 7 år efter katastrofen ...
— Jacques Lourcelle (f. 1940), fransk filmkritiker og manuskriptforfatter [7]
... I denne tredje forfatters værk af Kaneto Shindo begyndte hans instruktørstil at tage form. Trangen til enkelhed og klarhed i billedet, som var karakteristisk for hans første værker - "Historien om en elsket hustru" og "Avalanche" (begge 1951), - fik her træk af streng dokumentar. Sindo og søgte at iscenesætte en dokumentarfilm. Han forlod pavillonens vægge og forsøgte at vise byens levende virkelighed, som bærer præg af en katastrofe. For det meste lykkedes det ham. Alligevel mangler billedet sammenhæng. Ved siden af den barske dokumentar i "Children of the Atomic Bomb" støder op til ømhed, følsomhed af melodrama...
- Inna Yuliusovna Gens (1929-2014), sovjetisk filmkritiker og kritiker, kandidat for kunstkritik, polyglot, orientalist, forfatter til mange bøger om japansk film [5] .Priser og nomineringer
British Academy Film Award (BAFTA Awards) (1956)- Filmen blev tildelt De Forenede Nationers pris [8] .
- Festivalens særlige diplom [5] .
- Filmen blev tildelt fredsprisen [9] .
- Nomineret til Palme d'Or Grand Prize ved filmfestivalen i Cannes [3]
- Filmen blev nomineret til Kinema Junpo Award (i 1953 - for værket i 1952), men ifølge afstemningsresultaterne indtog den kun en 13. plads [10] .
Kommentarer
- ↑ "Children of Hiroshima" - under dette navn er filmen bedst kendt over hele verden (også i vores land), da det er en oversættelse fra den engelske titel i det internationale billetkontor, på den originale japansk hedder filmen " Børn af atombomben".
Noter
- ↑ Journal of Friendship of Peoples, 1961, nr. 11, s. 211.
- ↑ Genbaku no ko (1952) Arkiveret 15. april 2016 på Wayback Machine på IMDb-udgivelsesoplysninger
- ↑ 1 2 Bulletin fra USSR's statslige filmfond "Cinema and Time". Nummer to (Håndbog over internationale filmfestivaler (1932-1960) (bog 1). - M .: 1962, s. 414-423.
- ↑ 1 2 3 Shindo Kaneto. Film Retrospective Arkiveret 4. marts 2016 på Wayback Machine on Japan Foundation (Department of Japanese Culture på VGBIL) (russisk)
- ↑ 1 2 3 Gens, Inna Yuliusovna. "Sværdet og Hiroshima" (Krigstemaet i japansk biografkunst), M .: Kunst, 1972. (168 s.) S. 60-61
- ↑ Sato, Tadao. "Cinema of Japan": Oversættelse fra engelsk - M., "Rainbow", 1988. - S. 141. - 224 s. ISBN 5-05-002303-3
- ↑ Lurcelle, Jacques. "Author's Encyclopedia of Films" (Oversat fra fransk af Sergei Kozin). - S. P. - M .: Rosebud Publishing, 2009. - T. 1. - S. 610. - ISBN 978-5-904175-02-3
- ↑ BAFTA Awards på IMDb.com
- ↑ Bulletin fra USSR's statslige filmfond "Cinema and Time". Nummer to (Håndbog over internationale filmfestivaler (1932-1960) (bog 1). - M .: 1962, s. 480.
- ↑ Kinema Junpo Top YBY Arkiveret 29. september 2018 på Wayback Machine på Rinkworks.com
Litteratur
- Gens, Inna Juliusovna . "Sværdet og Hiroshima" (Krigstemaet i japansk biografkunst), M .: Kunst, 1972. - S. 168.
- Iwasaki, Akira . "Modern Japanese Cinema", 1958, (russisk oversættelse 1962, Oversættere: Vladimir Grivnin, L. Levin), - M .: Art, 1962.
- Sato, Tadao . "Cinema of Japan": Oversættelse fra engelsk - M., "Rainbow", 1988. - S. 224. ISBN 5-05-002303-3
- Lurcelle, Jacques . "Author's Encyclopedia of Films" (Oversat fra fransk af Sergei Kozin). - S. P. - M .: Rosebud Publishing, 2009. - T. 1. - ISBN 978-5-904175-02-3
- Belejring, Arata . "Børn af Hiroshima" (Oversat fra japansk af M. Kirichenko). - udg.: Trykte traditioner, 2010. - S. 336. - ISBN 978-5-91561-040-7
Links
 Tematiske steder |
|---|
| Kaneto Shindō film | |
|---|---|
| |