| sult krig | |||
|---|---|---|---|
| Hovedkonflikt: Polsk-Teutonske krige | |||
| datoen | Sommeren 1414 | ||
| Placere | Den Tyske Ordens tilstand | ||
| årsag | Gensidige territoriale krav | ||
| Resultat | Mægling ved Konciliet i Konstanz | ||
| Modstandere | |||
|
|
|||
| Kommandører | |||
|
|
|||
| Polsk-Teutonske krige | |
|---|---|
Sultekrigen ( polsk Wojna głodowa ; tysk Hungerkrieg ) er en militær konflikt mellem Kongeriget Polen og Storhertugdømmet Litauen på den ene side og Den Tyske Orden på den anden, som fandt sted i sommeren 1414 . Konflikten blev kaldt "Sultkrigen" på grund af brugen af den brændte jords taktik fra begge sider , som i middelalderen blev reduceret til at brænde afgrøder på markerne for at ødelægge kilderne til fjendens føde. Hungersnød og pest spredte sig over hele Preussen . Ifølge Johann von Posilge døde efter krigen 86 riddere af Den Tyske Orden af pesten [1] .
Resultaterne af den store krig 1409-1411 løste ikke alle modsætningerne mellem Storhertugdømmet Litauen og Den Tyske Orden. Storhertug Vytautas gjorde krav på hele Nemans højre bred , inklusive Memel (Klaipeda). Til gengæld krævede korsfarerne, at Samogitia efter Vytautas og den polske kong Jagiellos død skulle overføres til ordenen [2] . Kejseren af Det Hellige Romerske Rige Sigismund indvilligede i at fungere som mellemmand i løsningen af problemet . For at overveje parternes argumenter blev Benedict Makra udpeget af Sigismund, som den 3. maj 1413 regerede til fordel for Storhertugdømmet Litauen [2] .
Ordenens stormester , Heinrich von Plauen , nægtede at efterkomme beslutningen og besluttede at starte en militær kampagne. Tropperne gik ind i det nordlige Polen, men der opstod hurtigt et oprør: ridderne troede ikke på succes, idet de mente, at ordenen ikke var kommet sig nok efter nederlaget nær Tannenberg i 1410 . Marskal Michael Kühmeister beordrede en tilbagetrækning til Preussen: kampagnen varede kun 16 dage. Den syge von Plauen samlede et kapitel, hvor han anklagede ordenscheferne for forræderi. Medlemmerne af kapitlet adlød dog ikke mesteren, som følge heraf blev Henry dømt, frataget seglet og alle mesterens tegn og smidt i fængsel. Den 9. januar 1414 blev Michael Kühmeister ny mester. I maj forsøgte han at genoptage forhandlingerne, men kong Jagiello nægtede at forhandle og krævede genindsættelse af von Plauen [3] .
I juni 1414 erklærede Jagiello krig mod ordenen i Lenchitsy Castle . Den polsk-litauiske hær invaderede Preussen, men korsfarerne, der ikke ønskede at deltage i åben kamp, søgte tilflugt bag borgmurene. Med hjælp fra den preussiske union lykkedes det for den forenede hærs firben at indtage Neidenburg , Marangen , Osterode , Allenstein, Gonestein, Crisburg , Biskupice , Risenburg og den 26. december Kuzentnik. Inden for få uger var hele Warmia så langt som til Elbing og Braunsberg besat .
Efter den polsk-litauiske hærs belejring af det stærkt befæstede Brodnitsky-slot tilbød Mester Kühmeister fred i bytte for Kulmerland , Kuyavia , den sydlige del af Gdansk Pommern og Samogitia , som skulle gå til Storhertugdømmet Litauen. Jagiello nægtede.
Efter et brev sendt af korsfarerne til paven , kom en pavelig legat , biskop William (Jan) af Lausanne , frem med et forslag om at løse konflikten gennem diplomati . Den 8. oktober blev der indgået en to-årig våbenhvile i Strasbourg (Brodnica). Jagiello og Vitovt blev enige om at fremlægge deres krav til ordenen ved Constance of Constance [2] . Våbenhvilen blev senere forlænget til 1418. Det ugunstige forhandlingsforløb for Jagiello og Vitovt førte til en ny krig (1419).
| Kronologi af kampen for Samogitia mellem Den Tyske Orden og Storhertugdømmet Litauen | |
|---|---|
| |