| Hviderussisk primer, eller den første videnskab om at læse | |
|---|---|
| Biełaruski lementar abo Pierszaja nawuka czytańnia | |
| Genre | primer |
| Forfatter | Karus Kaganets , Aloiza Pashkevich , Vatslav Ivanovsky |
| Originalsprog | hviderussisk sprog |
| Dato for første udgivelse | juli 1906 |
| Forlag | Solen vil kigge ind i vores vindue |
Den hviderussiske grundbog, eller den første læsevidenskab ( hviderussisk hviderussisk lemantar , eller den første læsevidenskab [1] , i originalen: "Biełaruski lementar abo Pierszaja nawuka czytańnia" , "hviderussisk lementar eller den første læsningsvidenskab" ) er den første primer i det hviderussiske sprog . Udgivet i 1906 i St. Petersborg i forlagssamfundet " Solen vil kigge ind i vores vindue ."
Blandt de mulige forfattere til primeren er Kazimir Kastravitsky ( Karus Kaganets ) [2] [3] , tante (Aloiza Pashkevich) [4] , Vatslav Ivanovsky [5] . Forbilledet for ham var den polske primer Konrad Prushinsky [6] . Lærebogen udgives både på latin og på kyrillisk . Her bruges hviderussisk sprogterminologi for første gang.
I anden halvdel af det 19. århundrede udkom en række værker af hviderussisk litteratur . Men deres forfattere har endnu ikke kunnet udgive en lærebog til praktiske øvelser. Sproglig forskning af Ivan Nosovich , Evfimy Karsky og andre førte ikke til indførelsen af det hviderussiske sprog i undervisningen. Først og fremmest skyldes dette tsarismens restriktive politik i det russiske imperium , den officielle fortolkning af det hviderussiske sprog som en dialekt af det russiske sprog [7] .
Ideen om de første hviderussiske skolebøger opstod i begyndelsen af det 20. århundrede blandt det hviderussiske revolutionære parti, skabt på initiativ af en studerende fra St. Petersburg Institute of Technology Vaclav Ivanovsky . Dette bevises af appellen "To the Intelligentsia" i efteråret 1902, hvor programmet for belarussisk offentlig uddannelse og udgivelse blev formuleret. Det første punkt her var oprettelsen af værker om at forbedre det hviderussiske sprog og udgivelsen af grammatik, for hvis udvikling det var planlagt at henvende sig til specialister. Det vides ikke, om BRP's aktivister henvendte sig, og hvem de henvendte sig til med dette spørgsmål, da faktisk ingen af datidens berømte sprogforskere var involveret i udviklingen af grammatik.
I mellemtiden var behovet for at oprette en lærebog forårsaget af behovet for at udvikle ensartede principper for hviderussisk stavning, da det var planlagt at åbne et permanent forlag. Primeren kunne skabes uafhængigt på relativt kort tid.
Mens hun ventede på, at lærebogen skulle udkomme, skrev tante (Aloiza Pashkevich) den 28. juni 1906 fra Lvov til Bronislav Epimakh-Shipilo i Skt. Petersborg : " Jeg vil gerne vide fra dig, hvad jeg hører om primeren, er den klar, vil vi har vores hviderussiske fonetik. Dette er meget vigtigt, for nu vil jeg poste ting, der er populære for folk, men jeg ved ikke, hvad jeg skal holde mig til” [8] .
Grundbogens manuskript blev tydeligvis redigeret i 1904-1905. Vatslav Ivanovsky informerede Alexander Yelsky i et brev dateret den 17. april 1906: “ Adskillige 'tutey' [9] beboere i Skt. Petersborg har skabt et forlagsfællesskab, en grundbog er allerede ved at blive trykt, der vil være dobbelttegn, det vil sige simpelthen talt vil der være to primere ” [10 ] .
I løbet af det 19. århundrede blev praksis med at udgive hviderussiske bøger og andre publikationer i alternativt latinske eller kyrilliske alfabet dannet . Dette afspejlede både de særlige forhold ved den religiøse situation i Hviderusland og individuelle forfatteres motivation. Beslutningen om at udgive en primer i to alfabeter, i modsætning til praksis i det 19. århundrede, favoriserede eller forudbestemte ikke fremtiden for nogen af alfabeterne. Dette fordoblede omkostningerne ved trykning, men de var ikke så høje i forhold til det forventede resultat, det vil sige udviklingen af national identitet og integrationen af det hviderussiske samfund på grundlag af en national kultur. Grigory Semashkevich , for eksempel, hævder, at det på det tidspunkt var den eneste rigtige beslutning [11] .
Af de to planlagte versioner af grundbogen blev den latinske version først udgivet på Pyantkovskys trykkeri i Sankt Petersborg (juli 1906), hvor den kyrilliske version udkom et par uger senere.
Spørgsmålet om lærebogens anonymitet har længe tiltrukket sig forskernes opmærksomhed. I 1920'erne Nikolai KaspyarovichBaseret på en undersøgelse af Kazimir Kostrovitskys manuskripter (pseud. Karus Kaganets) og hans korrespondance med formanden for forlagsfællesskabet "Solen vil se ind i vores vindue" Vaclav Ivanovsky, udtrykte han den opfattelse, at K. Kostrovitsky var forfatter til primeren [12] . Denne opfattelse blev også delt af senere forskere [13] [14] . Yakub Kolas og Pavlina Myadelka mente, at forfatteren var tante (Aloiza Pashkevich) [15] , senere hævdede Lydia Orobey [4] det samme .
Yury Turonok undersøgte i 1980'erne oprindelsen af den "hviderussiske primer" på grundlag af tidligere ubrugte polske kilder. Forskeren citerer fakta om, at Vaclav Ivanovsky begyndte at arbejde på den latinske version af primeren i efteråret 1904, da han lavede postgraduate studier på en sukkerfabrik i Borovichi nær Plock . I et brev til A. Yelsky dateret 24. februar 1905 sagde Ivanovsky, at arbejdet med primeren var ved at være afsluttet ( "den vil være klar til tryk om en måned" ). Det kan således antages, at den latinske udgave af Ivanovskys grundbog blev afsluttet senest i foråret 1905. Det citerede brev indeholder oplysninger om, at den polske primer Kazimierz Promyk (et pseudonym af Konrad Prushinsky ) [6] var ulovlig på det russiske imperiums territorium . På grund af forbuddet mod at undervise i polsk i det russiske imperiums skoler var denne lærebog beregnet til hjemmebrug og var mere i overensstemmelse med hviderussiske forhold end russiske grundbøger brugt i statsskoler [5] .
I grafikken foreslås det at bruge de latinske tegn " č ", " š ", " ž " i stedet for de traditionelle "cz", "sz", " ż ", som sandsynligvis havde til formål at skelne hviderussisk latin fra Polsk alfabet [16] .
Yuri Turonok beviser, at den latinske version af primeren var grundlaget for skabelsen af den kyrilliske version, hvis skabelse V. Ivanovsky betroede til K. Kostrovitsky [17] . Der var 19 tegninger i primeren af Kostrovitsky, det antages, at de tilhørte forfatteren selv. Tegningerne var enkle - en ko, en kvinde, en støvle, en mor, wattle, hør, en fisk, en hare - men de blev det første eksempel på et børnebogdesign i Hviderusland. "Primer" er en rigtig forfatterbog [2] .
Konceptet fra K. Kostrovitsky om at bruge den sydvestlige dialekt som grundlag for at skabe det hviderussiske nationalsprog fandt ikke støtte fra forlaget [3] . V. Ivanovsky foretrak centrale hviderussiske dialekter , så teksten udarbejdet af K. Kostrovitsky blev rettet. Men ikke alle sydvestlige dialektismer blev fjernet ; _ K. Kostrovitsky brugte ikke nogle af de leksemer, der blev fundet i den latinske version, han bebrejdede også V. Ivanovsky for at bruge polonismer og indførte i sin tekst mange ord, der adskilte sig med hensyn til fonetik , morfologi og nogle gange betydning (" tidligere " i stedet for " dauniej ", " abodva " i stedet for " aboja "). Disse uoverensstemmelser bekræfter, at de to versioner af lærebogen var forskellige forfatteres arbejde [3] .
De mindste vanskeligheder opstod ved tilpasning af det latinske alfabet til behovene i det hviderussiske sprog, hvis brug var baseret på normerne for polsk stavning. I brugen af det kyrilliske alfabet allerede ved overgangen til XIX-XX århundreder. Der opstod innovative tendenser, der havde til formål at tilpasse det daværende russiske alfabet til kravene i den hviderussiske fonetik. Derfor opstod der i de første år af det 20. århundrede mange uoverensstemmelser, hvis forening blev et betydeligt problem.
Det vigtigste problem, der skulle løses under arbejdet med den anden version, var, hvordan man undgår de eksisterende uoverensstemmelser i brugen af det hviderussiske kyrilliske alfabet. Det følger af K. Kostrovitskys manuskripter , at han ikke havde en konsekvent mening om dette [18] [19] . For eksempel brugte han forskellige afhjælpningstegn - en apostrof og et blødt tegn ( tanke ' , smerte ), den ikke-stavelse "og" udtrykte både bogstavet " th " og "ǐ" (paradis, maǐ) og "o" efter en blød konsonant - eller ved hjælp af " yo ", eller "io", eller endda "ǐo" (yon, yon, ǐon). I K. Kostrovitskys manuskripter findes bogstavet " u " ikke, som han konsekvent erstattede med kombinationen "sh".
Det vides ikke, hvilke af hans stavebegreber han holdt sig til i den udarbejdede grundtekst. Tilsyneladende tilhørte det sidste ord i dette forlaget, mere præcist - til V. Ivanovsky , og udseendet i den trykte tekst af kombinationen "yo" i stedet for " yo " eller "io", som ikke var i manuskripterne af K. Kostrovitsky, vidnede om, at ikke alle hans ideer blev accepteret. Men den utvivlsomme opfindelse af K. Kostrovitsky var et nyt tegn "shh", som blev accepteret af forlaget og for altid kom ind i det hviderussiske alfabet [20] .
Et interessant træk ved primeren i det sproglige aspekt er, at hviderussisk sprogterminologi bruges her for første gang. Disse var generelle udtryk, deres dækning falder sammen med de udtryk, der blev brugt i lærebogen af K. Promyka, det vil sige, at sidstnævnte blev brugt som grundlag for hviderussiske begreber. Det skal bemærkes, at nogle af dem (" zastanovochnye tegn ", " pratsyazhka ") afspejlede betydningen mere præcist end de udtryk, der blev foreslået af K. Promyka [3] .
Lærebogen blev udgivet på både latin og kyrillisk, hvoraf det fulgte, at grundbogen var beregnet til både katolikker og ortodokse . Forlagene søgte at neutralisere konsekvenserne af samfundets religiøse splittelse ved at vække en national bevidsthed:
Vi ved alle, at mellem os poleshchuks, hviderussere, eller som vi også kalder os selv - Tuteys, der er katolikker og ortodokse, katolikker er mere vant til latinske bogstaver, som de uretfærdigt kalder "polske"; de ortodokse er vant til det slaviske, eller, som de siger, til "russerne". Disse russere er vores oprindelige hviderussere, og nu skriver hele verden på latin. Eller når vi først har et skænderi: en katolik og en ortodoks vil mødes og skændes: "Åh, du, vil han sige, er en polak, og du er en moskovit." Og begge ved ikke, hvad de siger: hverken den polak eller denne moskovit, de begge er i det mindste af en anden tro, men til det samme folk, for begge voksede op på den lokale Polesskayas jord - hviderussiske og hviderussiske. hørt det første ord på vores modersmål fra deres forældre, men skændes kun for sig selv for fornærmelse og skam, for at folk skal grine. Så vi udgiver bevidst grundbogen i dobbelttegn, vælg hvad du kan lide, så alle ved at der er sådanne og sådanne tegn, men lydene, stavelserne og ordene er de samme, sproget er det samme, og folk der taler det samme sprog er brødre slægtninge [21] .
Originaltekst (hviderussisk)[ Visskjule] Vi ved alt det, som mellem os Paleshuks, hviderussere, qi yak vi kalder os yashche - tuteish yosts kataliki og pravoslavnye, kataliki med store latsinske bogstaver - som de uretfærdigt kaldes "polske", de er vant til; højreslavisk - ja slavisk - chi ser ud til at have vænnet sig til "russerne". Disse russere er gulvet i vores hviderussiske bryllup, og latsinernes tsyaper hænger let og skriver. Qi gange har vi svejsning: zydutstsa katalik z pravoslavnym og svaruzza "Åh, du, kazhe, palyak, - og du er en maske." Og i hvert fald, jeg ved ikke, hvad det ser ud: ani that palyak, ani gety maskal, abodva yans, selvom de kender forskellige trosretninger, og befolkningen i adnago, bo abodva voksede op på godsejerne tuteyshay paleskay - hviderussiske og persha ord til taget og at strø, til folk at grine. Otte og tegn vi udsteder en lementar med to tegn, vælg hvad der er spanarauna, hvad er tegnene, hvad er disse, qi og disse tegn, og sprog, varehuse og ord tyezh, mova - tayazh og lyudzi stowai helvedes snak - brødre.Et eksempel på at lave en lærebog var den polske grundbog af K. Promyki. Ud fra den blev undervisningsmetoden overtaget, instruktioner til læreren om, hvordan man genkender bogstaver og stavelser, indledende øvelser, alfabetet, fortolkning af vokaler og konsonanter, stavning af egennavne og tal, navne på tegnsætningstegn. Selv en del af det illustrative materiale blev tilpasset. Nogle elementer i denne lærebog er blevet oversat til hviderussisk ordret eller med mindre ændringer, for eksempel et forord med tips til, hvordan man bedre lærer at læse:
Læs, bror. Hvis du vil lære nogen at læse, så undervis som jeg rådgiver dig og som vist i denne grundbog. Indtil nu bliver de nogle gange undervist på den måde, at det tager et år eller to at lære dem at læse; i mellemtiden er der en meget bedre ny måde, der kan undervises om 8 eller endda 5 uger ... Begynd ikke at lære hele alfabetet på én gang, men vis kun nogle få bogstaver, der er i begyndelsen af denne primer, og lær fra start til slut, hvordan skrevet i denne primer. Inden du begynder at undervise et nyt sted, skal du først læse de råd, der er trykt til dig med små bogstaver, og undervis som der står [22] .
Originaltekst (polsk)[ Visskjule] Przeczytaj, bracie, jeżeli zechcesz kogo uczyć czytać, at ucz koniecznie tak, jak ci poradzę i jak w tym elementarzu pokazano. Dotąd jeszcze uczą nieraz tak, że potrzeba roku albo dwóch lat, żeby czytać nauczyć; a tymczasem jest daleko lepszy nowy sposób, że można nauczyć w 8, a nawet w 5 tygodni... końca tak, jak w tymże elementarzu napisano. Zanim zaczniesz uczyć w nowem miejscu, to wpierw przeczytaj radę, która jest wydrukowana dla ciebie drobnemi literami i ucz zapełnię tak, jak tam powiedziano.Læs! Når du lærer nogen at læse fra denne primer, så undervis som det anbefales her, og som det er skrevet i primeren. Tidligere underviste de i at læse i et år eller to, og nu underviser de på to måneder. Vis ikke alle tegnene på én gang, men som der står her: bogstav for bogstav og lær straks at læse hele stavelsen eller ordene, stavelse for stavelse ... Når du begynder at lære at læse et nyt sted, så læs rådene skrevet med småt [23] .
Originaltekst (hviderussisk)[ Visskjule] Praczytajcie! Kali budziecie wuczyć kaho czytać na hetym lemantaru, wuczycie tak, jak tut radżu i jak u lemantaru napisana. Daŭniej wuczyli czytać hod abo i dwa, a ciapier iu dwa miesiacy nawuczysz. Ikke pakazuj zaraz usich znakaŭ, en tak, jak tut napisana: literu za literaj i adrazu wuczy czytać ceły skład i słowa, skład pa składzi...Efter at have stiftet bekendtskab med en bestemt lyd, blev det foreslået at læse først åbne stavelser, enstavelses- og tostavelsesord opdelt i stavelser, derefter sætninger og korte tekster. Bekendtskab med trykte (forskellige skrifttyper) og håndskrevne (små og store) bogstaver blev udført parallelt med isoleringen af lyd. Rækkefølgen af at studere lyde og bogstaver var som følger: a, e, p, o, y, s, m, b, t, i, e, u, yo, c, n, l, c, k, p, h , e, s, g, x, f, ja, j, p, w, h, ў, b .
Med hensyn til dets ordforråd lå primeren tæt på det levende folkesprog - centrale hviderussiske dialekter. Den brugte mange ordsprog, vittige folkeord og sammenligninger som undervisningsmateriale. Teksternes indhold var forbundet med børns livserfaring (hovedsageligt med deres oprindelige natur).
Fagtegninger blev brugt til didaktiske formål. Som Grigory Semashkevich bemærkede , var alle illustrationer, ord eller forklaringer af lyde baseret på eksempler fra livet i den hviderussiske landsby, hvilket skulle bidrage til en bedre assimilering af indholdet af eleverne [24] . Disse mål blev også tjent med tre noveller, som ikke var i K. Promykas lærebog, for eksempel "Bedstefar og kvinde" - en ændring af det populære digt af Jozef Kraszewski .
I slutningen af bogen blev der givet elementær information fra forskellige grene af lingvistik: fra fonetik - et ord, en stavelse, en lyd (" sprog "), vokaler (" samagalosny "), konsonanter (" sagalosny ") lyde; fra grafik - et bogstav, et tegn på korthed i bogstaverne d, ў , et accentmærke, bogstaverne b, b ; fra tegnsætning - tegnsætningstegn blev kaldt (" zastanovochnyya-tegn ") og eksempler på deres grafiske betegnelse blev givet: punktum, kolon, komma " citat ", semikolon " beskær z anførselstegn ", udråbstegn, spørgsmålstegn " pytannіk ", bindestreg " zluch ” , tankestreg " pratsyazhka ", anførselstegn " alien ", ellipse " insinuation "; fra ortografi - at skrive et stort bogstav i begyndelsen af en sætning, efter et punktum, i navne og efternavne på personer, navnene på byer, byer , landsbyer, floder, søer. Der blev også givet tallene fra 1 til 10. Til sidst blev alfabetet trykt på latin og kyrillisk.
Nogle tips var på separate sider.
Nyheden om udgivelsen af lærebogen blev først udgivet af Vilna - avisen Nasha Dolita i begyndelsen af september 1906. Den hviderussiske primer mødte forbrugernes interesse, som det fremgår af det faktum, at den hurtigt forsvandt fra de offentlige meddelelser fra forlagssamfundet “ The sun vil kigge ind i vores vindue ” [25] .
Udgivelsen af den første ABC-bog om det moderne hviderussiske sprog blev af interesserede polske og russiske kredse opfattet som et hidtil uset opkald fra det hviderussiske folk til genoplivning af deres kultur som et forsøg på at vende historiens cirkel. De første anmeldelser i pressen afspejlede disse kredses overraskelse og bekymring over den hviderussiske nationale faktors uventede optræden i arenaen, hvor polske og russiske kulturelle påvirkninger indtil nu havde domineret og stødt sammen.
På forfølgelsesområdet placerede Vilna " Kurjer Litewski " en kommentar på forsiden, underskrevet med et kryptonym , hvorunder tilsyneladende redaktøren af avisen Cheslav Yankovsky talte . Udseendet af primeren "Kurjer Litewski" blev positivt vurderet. " Hvorfor kan hviderussere, i det mindste i begyndelsen af det 20. århundrede, ikke synge deres "Theotokos" eller vente på deres Chelakovskys , Kolars og Shafarikers , deres Daukants og Volonchevskis ? Bedre sent end nogensinde. Egen, indfødt, national primer! Dette er kort sagt en stråle af vores egen kultur. Betyder det, at hviderussisk kultur også eksisterer? Naturligvis er det så meget desto mere, hvis vi af kultur forstår det unikke ved den nationale essens ... at lære at læse og skrive på hviderussisk er den første, hellige nationale pligt for enhver hviderusser , ”konkluderede forfatteren. Ikke desto mindre efterlod journalisten ikke frygt for, hvor den videre udvikling af den hviderussiske bevægelse ville blive rettet [10] .
Udgivelsen af den hviderussiske primer kom på et tidspunkt, hvor samfundets efterspørgsel efter hviderussiske bøger blev vækket af revolutionære begivenheder. Men håbet om tilladelse fra de tsaristiske myndigheder til at åbne officielle hviderussiske skoler gik ikke i opfyldelse, så der blev organiseret underjordisk undervisning i nogle områder. Samtidig havde forfatterne en resolut hensigt at udgive en grundbog selv under ulovlige forhold og vække offentlighedens interesse for deres initiativ. Blandt de historier, der tjente som materiale til at lære at læse, var der en, der udtrykte dens skabers holdning til den realiserede opgave: " De tager denne virksomhed op og tror, at de vil lykkes ." Denne "sag" var skabelsen af et nationalt hviderussisk sprog og dets popularisering [26] .
Udgivelsen af primeren var et årti forud for fremkomsten af de første hviderussiske offentlige skoler, så brugen var begrænset til husholdningsbrug såvel som underjordiske hviderussiske skoler [7] . For første gang i historien var denne lærebog et forsøg på at skitsere de grundlæggende principper for stavning af det moderne hviderussiske sprog, der tilbyder nogle sproglige udtryk såvel som specifik grafik. Derfor tjente den "hviderussiske primer" for forfattere og forlag, selvom det ikke var obligatorisk, men den eneste form for praktisk guide til Første Verdenskrig . I denne situation kan lærebogens betydning betragtes ikke kun på det sociale og pædagogiske plan, men også i sammenhæng med udviklingen af hviderussisk lingvistik [27] .
Oprettet i slutningen af 1904-begyndelsen af 1905, blev de første hviderussiske sproglige termer efterfølgende færdiggjort. Nogle af dem er blevet meget ændret (f.eks. kommaet "koska" i stedet for "anførselstegn" ), men de fleste er blevet en varig egenskab ved hviderussisk lingvistik og er blevet adopteret i samme lyd (stavelsen " sklad" , den vokal "galosny" , udråbstegn "klichnik" og etc.) eller kun med fonetiske og morfologiske ændringer, såsom spørgsmålstegnet "pytannik" - "pytalnik" , bindestreg "pratsyazhka" - "pratsyazhnik" . Euphemia Karsky kaldte principperne formuleret i lærebogen begyndelsen på en specifik hviderussisk stavemåde. Over tid er de blevet udviklet og forbedret.