Airfoil

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 2. februar 2022; checks kræver 5 redigeringer .

I aerodynamik er en profil  tværsnitsformen af ​​en vinge , vinge ( propel , rotor eller turbine ), sejl eller anden hydroaerodynamisk struktur.

Et legeme i form af en vingeprofil, der bevæger sig i en gas- eller væskestrøm , skaber en løftekraft vinkelret på strømningsretningen ( Zhukovskys sætning ). Aerofoils til subsoniske hastigheder har en karakteristisk form med afrundede forreste og skarpe bagkanter, ofte med asymmetrisk krumning. Profiler for supersoniske strømningshastigheder har skarpe kanter for at reducere vingemodstanden og en lille relativ tykkelse (forholdet mellem bærefladetykkelse og korde, udtrykt i procent). Det er bemærkelsesværdigt, at ved subsoniske strømningshastigheder skabes hovedparten af ​​løftekraften på grund af sjældenhed over bærefladen, og ved supersoniske strømningshastigheder er det kun på grund af en stigning i trykket under bærefladen (dette skyldes hovedsagelig f.eks. en forskel i profilformerne for subsoniske og supersoniske hastigheder).

Klassisk profil

En klassisk vingeprofil er en vinge, hvor oversiden af ​​profilen er konveks, og undersiden er næsten lige.

Vingens løftekraft kan beregnes med formlen

hvor:

- løftekraft (N), - løftekoefficient afhængig af angrebsvinklen (opnået empirisk for forskellige vingeprofiler), — lufttæthed i flyvehøjde (kg/m³) — hastigheden af ​​den modkørende strøm (m/s), er det karakteristiske areal (m²).

Formlen til beregning af luftmodstand ligner den ovenfor, bortset fra at luftmodstandskoefficienten bruges i stedet for løftekoefficienten .

Superkritisk (superkritisk) profil

Dette er en speciel form for profil, når dens form er tæt på den ideelle angrebsvinkel.

Relaterede definitioner

Se også

Noter

    • Militær luftfart ordbog. - M .  : Militært Forlag, 1966. - 472 s.