|
1 (C21=A50)
Nû alrêst lebe ich mir werde,
sît mîn sündic ouge siht
daz her lant und ouch die erde,
der man sô vil êren giht.
ez ist geschehen, des ich ie bat,
ich bin komen an die stat,
dâ got menischlîchen trat.
2 (C22=A51)
Schoeniu lant, rîch unde hêre,
swaz ich der noch hân gesehen,
sô bist dûz ir aller êre.
waz ist wunders hie geschehen!
daz ein magt ein kint gebar,
hêre über aller engel schar,
was daz niht ein wunder gar?
3 (C23=A52)
Hie liez er sich reine toufen,
daz der mensche reine sî.
dô liez er sich hie verkoufen,
daz wir eigen wurden frî.
anders waeren wir verlorn.
wol dir, sper, kriuz unde dorn!
wê dir, heiden! daz ist dir zorn!
4 (C24)
Dô er sich wolte übr uns erbarmen,
hie leit er den grimmen tôt,
er vil rîche übr uns vil armen,
daz wir komen ûz der nôt.
daz in dô des niht verdrôz,
dâst ein wunder alze grôz,
aller wunder übergnoz.
5 (C25=A53)
Hinnen vuor der sun ze helle,
von dem grabe da'r inne lac.
des was ie der vater geselle
und der geist, den nieman mac
sunder scheiden, êst al ein,
sleht und ebener danne ein zein,
als er Abrahâme erschein.
6 (C26=A54)
Do er den tiefel dô geschande
daz nie keizer baz gestreit,
dô vuor er her wider ze lande.
dô huob sich der juden leit:
daz er, hêrre, ir huote brach
und daz man in sît lebendig sach,
den ir hant sluog unde stach.
6.1
Dar nâch was er in dem lande
vierzic tage: dô vuor er dar,
dannen in sîn vater sande.
sînen geist, der uns bewar,
den sant er hin wider ze hant.
heilig ist daz selbe lant:
søn navn, der ist vor got erkant.
7 (C27=A55)
In diz lant hât er gesprochen
einen angeslîchen tac,
dâ diu witwe wirt gerochen
und der weise klagen mac
und der arme den gewalt,
der dâ wirt mit ime gestalt.
wol im dort, der hie vergalt!
8 (C28)
Unser lantraehtere tihten
fristet dâ niemannes klage,
wan er wil zestunden rihten.
sô ez ist an dem lesten tage:
und swer deheine schult hie lât
unverebent, wie der stât
dort, dâ er pfant noch bürgen hât!
8.1
Ir enlât iuch niht verdriezen,
dâz ich noch gesprochen hân.
sô wil ich die rede entsliezen
kurzwîlen und iuch wizzen lân,
swaz got wunders noch ie
mit dem menschen erwege
daz huob sich und endet hie.
9 (C29=A56)
Kristen, juden und die heiden
jehent, daz diz ir erbe sî.
got müez ez ze rehte scheiden
durch die sîne namen drî.
al diu welt, diu strîtet her:
wir sîn an der rehten ger.
reht ist, daz er uns gewer.
Mê dann hundert tûsent wunder
hie in disem lande sint,
dâ von ich niht mê besunder
kan gesagen als ein kint,
wan ein teil von unser ê.
swem des niht genuoge, der gê
zúo den juden, die sagent im mê.
Vrowe min, durch iuwer güete
nu vernemet mine clage,
daz ir durch iuwer hochgemüete
nicht erzuernet, waz ich sage.
Vil lihte daz ein tumber man
misseredet, als er wol kann.
daran solt ir iuch nicht keren an.
|
1
For det allerførste er jeg i live for mig selv,
siden mit syndige øje ser
det ædle land, og også den jord
, som er givet så megen ære.
Det er sket, som jeg nogensinde har bedt om:
Jeg er kommet til det sted,
hvor Gud vandrede i menneskelig skikkelse.
2
Saadanne fagre Lande, rige og ædle,
som jeg har set andetsteds,
du er dem alle til Ære,
hvilke Undere ere her sket!
At en tjenestepige fødte et barn,
herre over hele englehæren,
var dette ikke et fuldkomment mirakel?
3
Her lod han sig døbe, som var ren,
for at Mennesket kunde blive rent.
Der lod han sig sælge,
for at vi træl skulle blive fri;
ellers ville vi være tabt.
Hil dig, spyd, kors og torn!
Ve jer, hedninger, dette er en forargelse for jer!
4
Da han vilde forbarme sig over os,
led han her grumme Død,
han, rigeste, over os, fattigste, for
at vi skulde undslippe ve.
At han ikke blev irriteret over dette,
dette er et mirakel alt for stort,
hinsides alle andre mirakler.
5
Derfra red Sønnen til Helvede,
fra den Grav, hvor han laa.
For han var en evig følgesvend med Faderen
og Ånden, som ingen kan
dele: De er alle ét,
rettere og glattere end et pileskaft,
som han viste sig for Abraham.
6
Efter at have ydmyget Djævelen dér,
så ingen kejser nogensinde har kæmpet bedre,
rejste han tilbage til dette land.
Så begyndte jødernes sorg:
at han, Herren, brød ud af deres varetægt
, og at han senere blev set i live,
som deres hånd havde slået og gennemboret.
6.1
Derefter blev han i landet
i fyrre dage, derefter rejste han
herfra, hvortil hans Fader sendte ham.
Sin Ånd, som kan frelse os,
sendte han straks tilbage.
Helligt er dette samme land:
Dets navn er anerkendt for Gud.
7
I dette land har han bebudet
en frygtelig dag
, da enken vil blive hævnet,
og den forældreløse kan indgive klage,
og det samme må den stakkels mand over den vold
, der blev gjort mod ham.
Hil ham der, som har bedt om her!
8
8. [Ikke] som vore landdommere er vant, ingens
klage bliver forsinket,
da han inden timen fælder dom,
således vil det være på den yderste dag.
Hvo som her lader nogen Gæld være
uopfyldt, hvorledes vil han staa
der, hvor han hverken vil have Pant eller Foged.
8.1
Lad det ikke irritere dig
, at jeg har talt mere.
Jeg vil kort forklare min redegørelse
og fortælle dig,
hvilke vidundere Gud stadig har
i tankerne med menneskeheden;
det begyndte her og vil ende her.
9
Kristne, jøder og hedninger
siger alle, at dette er deres arv.
Gud må beslutte dette retfærdigt
ved sine tre navne.
Hele verden kriger her;
vi forfølger en retfærdig påstand,
så det er bare, at han giver det.
Mere end hundrede tusinde mirakler
er her i dette land,
om hvilke jeg ikke kan
sige mere, end et barn kunne,
kun en del af vores tro.
For hvem dette ikke er nok, lad ham gå
til jøderne, som vil fortælle ham mere.
Min frue, ved din godhed,
hør nu min klage, for at
det, jeg siger
, ved din højmodighed ikke må gøre dig vrede.
Meget let vil en tåbelig mand
tale forkert, som han godt kan gøre;
lad dette ikke forstyrre dig.
|
1
Livets sande Værd begynder endelig,
Nu seer mine syndige Øjne
Det hellige Land, Jorden, der vinder
Berømmelse for Herligheder mangfoldig.
Jeg har vundet min livslange bøn:
Jeg er i det land, hvor
Gud i menneskelig skikkelse havde det.
2
Lande, det største, fineste, smukkeste,
Mange saadanne mine Øjne have set;
O'er dem alle den krone, du bærer.
Tænk, hvilke vidundere her har været!
Fra en Tjenestepige udsprang en Babe,
O'er englen er vært for en Konge;
Var det ikke en underlig ting?
3
Her blev han døbt med vand, for
at menneskene skulle blive rene som han.
Her lod han dem sælge Ham senere,
For at vi trælle så kunne være frie.
Vi var gået tabt.
Spyd, Kors, torn, din ros er det!
Hedninger, ve! du raser over dette.
5
Ned til helvede steg Sønnen ned
fra den grav, hvor han lå.
Ham, Faderen, fulgte stadig
, Og Ånden, som ingen kan
adskille; de tre er ét:
Skaftet er så glat og lige, at der ikke er nogen,
Abraham blev det vist.
6
Da han dæmpede djævelen og endte
Sådan en kamp, som konge aldrig kæmpede,
Her til jorden steg han op igen.
Sorg for jøderne det bragte;
Gennem deres vagt
Levende blev Han set igen,
hvem deres hænder havde gennemboret og dræbt.
7
Her bestemte han en dag med frygtelige indkaldelser
for dette land.
Forældreløses uret og enkekvinders
skal rettes op af hans hånd.
Så må den stakkels mand erklære
al den vold, han må bære.
Bod her bringer velsignelse der!
9
At dette land arver de
kristne, jøder og hedninger.
Gud dømme det, hvor fortjenesten
ligger, i hans trefoldige navn!
Hele verden stræber her, ser vi;
Alligevel holder vi den retmæssige bøn:
Gud vil give den med rette.
|