"Denne stakkels fem-årige pige blev udsat for alle mulige former for tortur af disse uddannede forældre. De slog, piskede, sparkede hende, uden at vide hvorfor, forvandlede hele hendes krop til blå mærker; endelig nåede de den højeste raffinement: i kulden, i frosten låste de hende inde i et latrin hele natten, og fordi hun ikke spurgte om natten (som om et femårigt barn, sov med sin englesunde søvn, kan stadig lære at spørge i disse somre) , - hertil smurte de hele hendes ansigt med afføring og tvang hende til at spise denne afføring, og det er hendes mor, hendes mor tvang hende! Og denne mor kunne sove, når det stakkels barns støn blev hørt om natten, låst inde på et sjofel sted! Forstår du det, når et lille væsen, som stadig ikke engang ved, hvordan det skal forstå, hvad der sker med ham, slår sig selv på et sjofel sted, i mørke og i kulde, med sin lille knytnæve i sit afrevne bryst og græder med hans blodige, milde, sagtmodige tårer til "Gud", for at han ville beskytte ham - forstår du dette sludder, min ven og min bror, du er min gudfrygtige og ydmyge lydige, forstår du hvorfor dette sludder er så nødvendigt og skabt ! Uden det, siger de, kunne en person ikke blive på jorden, fordi han ikke ville kende godt og ondt. Hvorfor kende det her forbandede godt og ondt, når det koster så meget? Ja, hele vidensverdenen er da ikke disse barns tårer værd for "guden" ... Foreløbig skynder jeg mig at beskytte mig selv, og derfor nægter jeg fuldstændig den højeste harmoni. Det er ikke værd at tåre fra selv et tortureret barn, der slog sig på brystet med sin lille knytnæve og bad i en stinkende kennel med sine uforløste tårer til "Gud"!
F. M. Dostojevskij . " Brødrene Karamazov "En tåre af et barn er en fangstsætning fra F. M. Dostojevskijs roman " Brødrene Karamazov ", hvor Ivan Karamazov , der taler med sin bror Alyosha ( en nybegynder i et ortodoks kloster ), taler om sin afvisning af Gud , som tillader lidelsen. af uskyldige børn, der kontrasterer "et barns tåre" med den kommende verdensharmoni og afviser den harmoni, der opnås til en sådan pris (altså, i en situation med moralsk dilemma , indtager en kategorisk rigoristisk holdning) [1] .
Udtrykket bruges normalt, når det kommer til forholdet mellem mål og midler , for at benægte forsøg på at retfærdiggøre uskyldige menneskers lidelse i visse høje måls navn [1] .
Det moralske dilemma, som dette populære udtryk introducerer, kan løses i det praktiske liv på en af de måder , moralske dilemmaer løses på [2] .
Emnet for diskussionen er spørgsmålet om, hvorvidt Fjodor Mikhailovich selv delte kategorisk moralsk strenghed, om forfatteren mente, at "verdens harmoni ikke er et tortureret barns tårer værd ." Hvorom alting er, er disse ord i romanen ikke udtalt på vegne af forfatteren, men på vegne af Ivan Karamazov , som med dette dilemma forsøger at bevise umuligheden af eksistensen af en god gud, og ifølge teolog V. A. Tsypin , sådan en teomachisk patos er en trofast ortodoks Christian Dostojevskij ikke kunne dele [3] .