Musikalsk retorik

Musikalsk retorik - midler til musikalsk udtryksevne og kompositoriske og tekniske teknikker ( melodiske og harmoniske vendinger, rytmiske formler , musikinstrumenter, klang , tonehøjderegister , tempo , lydskrift , sekvens , endeløs kanon osv.), som blev brugt af komponister analogt med oratoriske taler som emblemer for ikke-musikalsk semantik .

Musikalsk retorik tales oftest om i forhold til vesteuropæisk senrenæssance- og barokmusik . Store komponister, der brugte musikalsk retorik: Josquin , Lasso , Gesualdo , Monteverdi , Schutz , Buxtehude , J.S. Bach . Fremtrædende teoretikere af musikalsk retorik: J. Burmeister (1606), M. Mersenne (1636), A. Kircher (1650), C. Bernhard (ca. 1657) [1] , J. F. Bendeler ("Melopoeticum Aerarium", 1688 ), I. Mattheson (1739), I. I. Kvanz (1752), K. F. D. Schubart (1784) [2] .

Generelle karakteristika

Renæssance- og barokkunst er emblematisk. "Metaforer, sammenligninger, abstrakte begreber får rollen som et tegn, der generelt forstås i forhold til en given type kultur, og omdannes til emblemer." [3] “Det afspejlede sig også i musikken. Bag en række stabile intonationer, poleret af tiden, blev semantiske betydninger fikseret, hvilket gjorde dem til et musikalsk symbol - et udtryk i lyde af et bestemt koncept, idé. [4] Musikalsk retorik er konventionel. Den er kun i stand til at eksistere takket være "kontrakten" mellem komponisten og lytteren. Komponisten skaber ved hjælp af de midler, han har til rådighed, et emblem af lidelse, gråd, had, glæde osv. i forventning om, at lytteren vil være i stand til at tyde det tilstrækkeligt og opleve den tilsvarende affekt . Det følger heraf, at viden (forståelse) af betydningen af ​​musikalske retoriske figurer betydeligt kan forbedre den direkte opfattelse af renæssance- og barokmusikkompositioner. Samtidig er det umuligt at overdrive betydningen af ​​musikalsk retorik (selv inden for de angivne lokal-temporelle grænser). Selvom barokkens retorik og musikteori er tæt beslægtede, er denne sammenhæng kompleks og varierende afhængig af traditionerne for den sociale eksistens og modtagelsen af ​​forskellige typer og genrer af musik.

Musikalske og retoriske figurer

• exordium (indledning, indgang; indledende segment af formularen)
• patopoja
• saltus duriusculus
• passus duriusculus
• udråb
• forhør
• aposiopese
• suspiration
• antitheton
• forstærkning
• multiplikation

• assimilering
• ascensus
• afstamning
• fuga
• tirata
• cirkulation

Modtagelse

Moderne vestlig videnskab vurderer retorik i den sene renæssance- og barokperiode som et "sprogets metasprog" ( engelsk  metalsprog af sprog ), som blev anvendt på alle typer kunstarter, herunder musik, billedkunst, litteratur [5] .

Noter

1. ↑ I Tractatus composisionis augmentatus.
2. ↑ Datoerne for afhandlingerne er angivet i parentes.
3. ↑ Druskin M. S. Johann Sebastian Bach. M., 1982. S. 168.
4. ↑ Nosina V. Om symbolikken i de "franske suiter" af J.S. Bach. M., 2006. S. 88-89.
5. ↑ McCreless, 2002, s.851-852.

Se også

• Figurenlehre (tysk)
• Musica poetica
• Musikalsk lydoptagelse

Litteratur

• Unger H.-H. Die Beziehungen zwischen Musik und Rhetorik im 16.–18. Jahrhundert. Würzburg, 1941.
• Eggebrecht H. H. Zum Figur-Begriff der Musica Poetica // Archiv für Musikwissenschaft 16 (1959), SS. 57-69.
• Palisca C. Ut oratoria musica: det retoriske grundlag for musikalsk mannerisme // The Meaning of Mannerism, red. F. W. Robinson og S. G. Nichols. Hannover (NH), 1972, s. 37-65.
• Zakharova O. Retorik og vesteuropæisk musik fra det 17. - første halvdel af det 18. århundrede. Moskva, 1983.
• Vickers B. Retorikkens figurer – musikkens figurer? // Rhetorica, II (1984), s. 1-44.
• Dahlhaus C. Zur Geschichtlichkeit der musikalischen Figurenlehre // Festschrift Martin Ruhnke zum 65. Geburtstag. Neuhausen-Stuttgart, 1986, SS. 83-93.
• Bartel D. Handbuch der musikalische Figurenlehre. Laaber, 1985; 6te Ausg., 2010, ISBN 978-3-89007-340-8 ; engelsk oversættelse - Musica Poetica. Lincoln: University of Nebraska Press, 1997.
• Niemöller K. W. Die musikalische Rhetorik und ihre Genese in Musik und Musikanschauung der Renaissance // Renaissance-Rhetorik: Essen 1990, hrsg. v. H. F. Plett. Berlin, 1993, SS. 285-315.
• Meister H. Musikalische Rhetorik und ihre Bedeutung für das Verständnis barocker Musik, besonders der Musik JS Bachs (Sonderdruck aus "Musica Sacra"). Regensburg, 1995.
• Krones H. Musik und Rhetorik // Die Musik in Geschichte und Gegenwart. Sachteil, Bd. 6. Kassel, Stuttgart, 1997.
• López Cano R. Música y retórica en el barroco. Barcelona: Amalgama Edicions, 2000. ISBN 978-84-89988-67-5 .
• Wilson B., Buelow G., Hoyt P. Retorik og musik // The New Grove Dictionary of Music and Musicians. London, New York osv. 2001.
• McCreless P. Musik og retorik // The Cambridge History of Western Music Theory. Cambridge: Cambridge University Press, 2002, s. 847-879.
• Brown M. Rhetoric // The Harvard Biographical Dictionary of Music, red. af DMRandel. 4. udg. Cambridge (Mass.), 2003, s. 721-723.
• Vasoli C. La retorica e la musica nella cultura umanistica // Musica e retorica, a cura di N. Bonaccorsi e A. Crea. Messina, 2004, s. 49-72.
• Palisca C. Musik og retorik // Musik og ideer i det sekstende og syttende århundrede, red. af Thomas J. Mathiesen. Urbana (Illinois), 2006, s. 203-232.
• Nasonov R. A. Musikalsk retorik af Johann Joachim Quantz // Scientific Bulletin of the Moscow Conservatory. Moskva, 2013, nr. 1, s. 162-168.

Links

Ordbøger og encyklopædier	Stor russer