Skønlitteraturens sandhed er fiktionens " lighed med livet" . Sprogfilosof Stephen Neal skelner mellem to typer af plausibilitet af fiktion: kulturel plausibilitet , der betyder ægtheden af et værk i den kulturelle eller historiske kontekst af det virkelige, eksternt til værket, verden og genrens plausibilitet , hvilket betyder ægtheden af et værk. inden for dens genre (for eksempel er en karakter, der konstant synger om deres følelser, en plausibel handling inden for musicalens fiktive univers , men en usandsynlig handling i den virkelige verden). [en]
Plausibiliteten kom fra de platoniske og aristoteliske dramatiske teorier om mimesis , efterligningen eller afbildningen af naturen. For at et kunstværk skal betyde noget for et publikum og have overtalelseskraft, skal det ifølge Platon og Aristoteles have basis i virkeligheden.
I løbet af middelalderen udviklede ideen om mimesis sig til det moderne begreb om plausibilitet, især i italiensk heroisk poesi .Uanset hvor fiktionaliseret et digt måtte være, gjorde verisimilitude digtere i stand til at præsentere deres værker på en måde, der kunne troes i den virkelige verden. Plausibilitet begyndte derefter at blive forbundet med et andet dramatisk aristotelisk princip, anstændighed (decorum): en realistisk enhed af stil og plot. Det poetiske sprog for personerne i værket skulle svare til karakterens alder, køn eller race. [2]
Denne klassiske forståelse af troværdighed fokuserede på læserens rolle i at engagere ham i et fiktionsværk. Derfor var formålet med romanen, da den voksede i popularitet som en plausibel form, at uddanne læseren og give ham et behageligt tidsfordriv. Romanen skulle gøre det lettere for læseren at være villig til at suspendere sin vantro ( Samuel Coleridges udtryk [3] ). Dette kunne opnås ved hjælp af plausibilitet. For at lette den frivillige suspension af vantro skal den litterære tekst være plausibel. Alt, hvad der var fysisk muligt i læserens billede af verden eller i almenmenneskelig erfaring, blev defineret som pålideligt. Ved hjælp af plausibilitet kunne læseren tegne sandheden selv i fiktion, da den stadig afspejlede de realistiske aspekter af menneskelivet.
Tanken om, at troværdighed, og til gengæld troværdighed, hviler på læserens sans for verden, er blevet indvendt på grund af det dilemma, det skaber: viden om verden er ikke den samme for enhver læser, som for enhver person. For at undgå dette dilemma tilføjede de originale forfattere af romaner et forord til teksten, der definerede grænserne for dens pålidelighed, eller inkluderede flere referencer til den generelle historie i teksten.
Med udviklingen af kritikken er kun et forord eller spredte historiske referencer gennem teksten blevet utilstrækkelige til at engagere læseren. Den franske teoretiker Pierre Nicolas Desmolet mener, at forfatteren var nødt til at sløre romanen for at undgå ødelæggelsen af illusioner. Tidligere blev romanen opfattet som en samling af separate dele, hvis pålidelighed varierede for forskellige læsere. Nu var det tænkt som et mere komplet værk. Romanen er blevet en total illusion af livet, en lukket fiktiv verden, der kan etablere sine egne regler og love. Plausibiliteten er dybt forankret i dens struktur. Troværdighed har ikke kun fokuseret på læserens ydre verden; det kan betragtes ud fra romanens indre logik . [fire]
Plausibilitet blev et teknisk problem, der skulle løses inden for rammerne af romanens fiktive verden. Der blev lagt særlig vægt på skabelsen af et logisk netværk af årsager i teksten, som styrkede plottets overordnede strukturelle logik. [5]
Under den postmoderne romans storhedstid begyndte nogle kritikere at hævde, at romanens sandhed eller betydning lå hinsides plausibilitet. Plausibilitet er ikke det første aspekt af en tekst, som læseren opfatter. I stedet forsøger han først at se, om romanen er en sammenhængende fortælling. Plausibilitetsforstørrelsesglasset anvendes først, efter at læseren har fastslået, om romanen giver mening.
Læseren forstår måske romanen som et kunstværk, men ikke nødvendigvis som en kulturel konstruktion. Romanen skal trodse virkeligheden. I denne forstand kan kunst gå forud for virkeligheden. Ikke teksten skal svare til virkeligheden, men virkeligheden skal trækkes op til teksten. Der er en grænse, der adskiller teksten fra det aktuelle tidspunkt eller sted. I en postmoderne kontekst angår plausibiliteten derfor ikke romanforfatteren særligt. [6]