Sidedominant - en funktion i en dur-mol toneart , en akkord , der udfører funktionen som en dominant i forhold til en ikke-tonisk grad af mode , som om det var en tonika . Generelt betegnes det som D p , i et specifikt tilfælde - D / [stadie], hvor "stadie" er nummeret på det stadium, som sidedominanten er bygget til, for eksempel er D / III "sidedominant til tredje fase".
I dur er sidedominanter bygget til følgende trin: II, III, IV, V, VI; i mol - til III, IV, V, VI, VII. Et karakteristisk træk ved enhver dominant er den indledende tone (i "almindelige" dominanter er dette VII-trinet, graviterende i I).
De indledende toner af sidedominanter og deres opløsninger danner en bevægelse langs lydene af en stigende kromatisk skala . I denne forbindelse kan man få det indtryk, at de sekundære dominanter tjener som et middel til at skabe en modulationsbevægelse, det vil sige til at flytte til en anden toneart . Men faktisk er de akkorder af en given tonalitet og hører til dets system, selvom de understreger retningen af den funktionelle bevægelse ikke til tonika , men til andre trin.
Sidedominanter indtager en vigtig plads i udviklingen af harmoni . Deres udseende gjorde det muligt at diversificere mulighederne for at bruge tonalitet og samtidig bevare dens enhed, tilføjede nye muligheder for funktionel bevægelse (til akkorderne i ikke-toniske trin). Brugen af sekundære dominanter tilføjer også variation til den melodiske bevægelse gennem brugen af kromatiske lyde.
De mest almindelige akkorder i klassisk harmoni er D/V (ifølge Hugo Riemanns terminologi, "dobbelt dominanter", betegnelse DD) og D/IV.
1. I A-mol er D-dur treklangen en sekundær dominant i syvende grad (D/VII);
2. I G-dur er A-dur treklangen en sekundær dominant i femte grad (D/V, DD).
| akkorder | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Type |
| ||||||||
| Efter funktion |
| ||||||||
| Som hedder |
| ||||||||