Penin, Jean-Paul

Jean-Paul Penin
fr.  Jean-Paul Penin
grundlæggende oplysninger
Fødselsdato 31. december 1949( 1949-12-31 ) [1] (72 år)
Fødselssted
Land
Erhverv leder
Års aktivitet 1972 - nu. tid
Genrer klassisk musik
jeanpaulpenin.com
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Jean-Paul Penin ( fr.  Jean-Paul Penin ; født 31. december 1949 , Saint-Dizier ) er en fransk dirigent .

Biografi

Jean-Paul Penin blev uddannet biofysiker med et speciale ved universitetet i Strasbourg ( 1974 ), hvorefter han besluttede sig for helt at hellige sig musikken. På samme universitet modtog han en kandidatgrad i musikvidenskab ( 1978 ), mens han tog eksamen fra Strasbourgs konservatorium i kontrabas og kammerensemble. Derudover studerede Penen musikhistorie på Paris Conservatoire med Yves Gerard , derefter studerede han på San Francisco Conservatory , herunder John Coolidge Adams , som Fulbright Scholar [2] .

I 1980 - 1981 _ Penin var assistent for Alain Lombard i Strasbourg Philharmonic Orchestra , dengang i 1982-1984 . assistent for Lorin Maazel ved Wiens Statsopera . I 1990 - 1994 _ chefgæstedirigent for Krakow Philharmonic Orchestra .

Nøglepræstationer

En betydningsfuld uropførelse er forbundet med navnet Penen: den første opførelse i Frankrig af " Højtidelig messe " af Hector Berlioz  , et ungdommeligt ( 1824 ) værk af den berømte komponist, som blev betragtet som tabt og fundet i 1991 ; Penen fremførte den med Krakow Philharmonic orkester og kor den 7. oktober 1993 i Basilica of St. Mary Magdalene i Vezela , 4 dage efter verdenspremieren (i Bremen , dirigeret af John Eliot Gardiner ). Live-optagelsen lavet i Vézelay betragtes som den første, siden Gardiner indspillede hans optræden ved den næste koncert, den 12. oktober i London [3] . Rapporter i nogle kilder om, at Penen dirigerede verdenspremieren på Olivier Messiaens anden klaverkoncert i Holland [4] er ikke sande: Messiaen har ikke et værk med den titel; tilsyneladende er disse unøjagtige ekkoer af budskabet om den hollandske premiere på den messianske "City on high" ( fr.  La ville d'en-haut , for klaver og orkester), som virkelig fandt sted i 1990 under ledelse af Penen [ 5] , dog fandt verdenspremieren på dette værk sted et år tidligere i New York under ledelse af Pierre Boulez [6] .

Indlæg

Blandt Penens indspilninger er operaer de mest berømte, herunder Mozarts " Alle gør det " og " Don Giovanni ", men frem for alt - sjældent opført og indspillet: "Fernand Cortes" af Gaspare Spontini , "Ødipus i tyktarmen" af Antonio Sacchini (en opera skrevet af bestilt af Louis XVI til åbningen af ​​et nyt operahus i Versailles), Emanuel Chabriers Gwendoline , samt Webers Free Gun, redigeret af Berlioz, med tolv Berlioz yderligere recitativer.

Kompositioner

Penen ejer bogen "Baroque, or Musical Accuracy" ( fr.  Les Baroqueux ou le Musicalement Correct ; 2000 ) - en lang pamflet om historisk optræden og dens tilhængere; en forkortet fremstilling af Penens holdning er indeholdt i foredraget "Musiker før et valg: Museografi eller tilegnelse?" ( Fransk  L'interprète face à la partition. Muséographie ou appropriation? ) [7] , hvor Penin opsummerer sin holdning med ordene: ”Musikere kan ikke acceptere den følelsesmæssige forvrængning, og derfor den forfalskning af værket, som er pålagt af barokkens ideologi. <…> At insistere på et mesterværks alder er at fratage lytteren den grundlæggende frihed til at gå under koncerten på det tidspunkt og det sted, han kan lide” [8] .

Penens skarpeste modstander var kritikeren Jean Baptiste Ajamet, ifølge hvem Penens bog er et værk fyldt med "skandaleretorik, vaklende argumenter og upassende kausticitet" [9] , hvor en meningsfuld diskussion af autenticitetens problemer erstattes af usympatiske angreb med en ufravigelig omtale af national identitet [10] . Mere tilbageholdne anmeldere mener, at "Jean Paul Penin bevidst antager en hård, jævn pamflet-tone, der annoncerer sin modstand mod den bevægelse, der blev lanceret af Harnoncourts og andre Leonhardts " [11] , og at "bevidst ukorrekt griber Jean Paul Penin til våben mod barokker <...> med iver, hvori der er en del af uretfærdigheden" [12] . Musikforsker Elisabeth Giuliani fra Bibliothèque nationale de France betragter succesen for propagandister og popularisatorer af barokmusik som uigenkaldelig i en artikel med den karakteristiske titel "Barokmusik: aftagende stridigheder" ( fransk:  La musique baroque: querelles apaisées ) [13] , nævner Penens bog som et eksempel på, at "nøglefigurerne i <barokforestillingen> blev udsat for dødsdømt kritik, nu og da udråbte forbandelser og brugte et aggressivt ordforråd" [14] . Anmelderen af ​​den tyske "Neue Musikzeitung" var enig med Penen og bemærkede i hendes anmeldelse, at autentikernes spil ofte er "elendig kvidren" ( tysk:  kümmerliche Gezirpe ), og Penens bog er "fascinerende, vittig og fremmed for støvet kedsomhed" [ 15] . Til støtte for Penen talte også forfatteren og publicisten Benoît Dutertre , hvis skarpt kritiske bog om tingenes tilstand i nutidig musik, Requiem for the Avant-Garde fem år tidligere, også havde forårsaget en bølge af protester: i en artikel med titlen " Ned med barokkens fundamentalistiske diktatur!" ( Fransk  Ras le bol de la dictature des intégristes du baroque! ) Dutertre hævder, at fortalere for autenticisme har udgjort et nyt etablissement og på deres side udøver lige så vedvarende pres på hele det musikalske samfund som Pierre Boulez (den største anti -modstander). -helten i Dutertres bog) og hans medarbejdere fra avantgarden [16] ; Dutertre, ligesom Giuliani, mener dog, at konfliktens hovedakut er overstået, de mest interessante repræsentanter for de modstridende parter begyndte at udveksle kunstneriske ideer, og et tegn på mulige ændringer til det bedre kan være udnævnelsen af ​​Simon Rattle , der sympatiserer med barokmusik og autenticitet, som leder af Berlin Philharmonic Orchestra .

Penen skrev også orkestersuiten Parisian Nights ( fr.  Nuits Parisiennes ; 2004 ), der senere blev opført som ballet.

Noter

  1. ↑ Bibliothèque nationale de France identifikator BNF  (fr.) : Open Data Platform - 2011.
  2. ↑ Une communauté active Arkiveret 5. april 2008 på Wayback Machine // Fulbright-France Quarterly Nesletter . - Numero 2. Hiver 2001-2002. (fr.)
  3. ↑ La Messe Solennelle Arkiveret 13. januar 2010 på Wayback Machine // Berlioz - 2003.
  4. ↑ Biografi om J. P. Penen på hjemmesiden for produktionsbureauet Raab & Böhm Arkiveret 13. oktober 2006 på Wayback Machine  (tysk)  (engelsk)
  5. ↑ Olivier Messiaen voegt nawoord~ toe aan zijn imposante oeuvre // Volkskrant, 12. november 1990.  (n.d.)
  6. ↑ Robert Fallon. Forskellige Messiaen-udgaver // Noter. - Bind 60, nummer 3, marts 2004. - S. 795-801.
  7. ↑ L'interprète face à la partition. Museografi eller tilegnelse? Arkiveret 11. september 2007 på Wayback Machine : Conférence donnée i Prag den 5. december 2000 på l'Académie Nationale de Musique, par Jean-Paul Penin.
  8. ↑ fr.  Les musiciens ne peuvent accepter le processus de détournement émotionnel, donc de falsification de l'œuvre, que leur impose l'idéologie baroqueuse. <...> Insister sur l'âge du chef-d'œuvre, est priver l'auditeur de sa liberté fondamentale de voyager, pendant le concert, aux lieux et temps qu'il lui plaira. Le théoricien pålægge, l'artiste foreslå.
  9. ↑ fr.  rhétorique tapageuse, argumenter bancals, virulence déplacée… ce pamflet où l'esprit, decidément, ne souffle pas
  10. ↑ Jean-Baptiste Ajamet. Docteur Quichotte et Don Diafoirus Arkiveret 23. december 2012 på Wayback Machine  (FR)
  11. ↑ fr.  Jean-Paul Penin emprunte volontairement un ton vif, voire pamphlétaire, et se situe aux antipodes du mouvement lancé par les Harnoncourt et autres Leonhardt. ("Opera International") - Quot. af L'opéra baroque en livres Arkiveret 9. juni 2008 på Wayback Machine // Jean-Claude Brenac. Le magazine de l'opera baroque.
  12. ↑ fr.  Volontairement forkert, Jean-Paul Pénin s'en prend aux baroqueux...avec une verve qui n'est pas dépourvue d'une suree uretfærdighed. (Musikalsk supplement til " Le Monde ") - Ibid.
  13. ↑ E. Giuliani. La musique baroque: querelles apaisées Arkiveret 6. marts 2016 på Wayback Machine // Études, 2002, #6 (Tome 396). — P.p. 830-834. (fr.)
  14. ↑ fr.  des personnalités apparurent flanquées d'une critique dévouée, maniant souvent l'anathème et usant d'un vocabulaire agressif
  15. ↑ Yvonne Abdres-Peruche. Spannend, humorvoll und unverstaubt Arkiveret 10. december 2006 på Wayback Machine // Neue Musikzeitung, 2001, #07-08. - S. 22.  (tysk)
  16. ↑ Benoit Duteurtre. Ras le bol de la dictature des integristes du barok!  (utilgængeligt link) // Marianne, 11. december 2000.  (fr.)

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder