Tvangsarbejde er en form for administrativ straf , der består i, at en person , der har begået en administrativ lovovertrædelse , udfører gratis offentlige arbejder i sin fritid fra sit hovedjob, tjeneste eller studie. I Ukraine blev det indført ved Ukraines lov af 24. september 2008 nr. 586-VI (artikel 30 1 i Ukraines lov om administrative lovovertrædelser ) og har været anvendt siden 16. november 2008. I Den Russiske Føderation blev den indført ved føderal lov nr. 65-FZ af 8. juni 2012 (artikel 3.13 i Den Russiske Føderations kodeks for administrative lovovertrædelser ) og har været anvendt siden 1. januar 2013. I andre lande i verden betragtes tvangsarbejde hovedsageligt som en form for strafferetlig afstraffelse eller andre strafferetlige foranstaltninger, der anvendes som et alternativ til fængsling og anvendes ikke for handlinger, der ikke er forbrydelser [1] .
Obligatoriske værker udpeges af dommeren . Det obligatoriske arbejde er etableret for en periode på 20 til 200 timer og aftjenes højst fire timer om dagen.
Obligatorisk arbejde gælder ikke for gravide kvinder, kvinder med børn under tre år, handicappede i gruppe I og II, militært personel , borgere indkaldt til militær træning samt ansatte i indre anliggenders organer, organer og institutioner. kriminalforsorgen, Statens Brandvæsen, organer for kontrol med cirkulationen af euforiserende stoffer og psykotrope stoffer og toldmyndigheder.
Overholdelsen af Den Russiske Føderations forfatning og normerne for international ret med indførelse af obligatoriske værker som en administrativ straf blev overvejet af Den Russiske Føderations forfatningsdomstol. I resolutionen fra Den Russiske Føderations forfatningsdomstol af 14. februar 2013 nr. 4-P "Om sagen om kontrol af den føderale lovs forfatning" om ændringer af Den Russiske Føderations kodeks om administrative lovovertrædelser og den føderale lov "Om forsamlinger, stævner, demonstrationer, marcher og strejker"" i forbindelse med en anmodning fra en gruppe af deputerede fra statsdumaen og en klage fra borger E. V. Savenko, blev følgende beslutning truffet [2] :
Anerkend de indbyrdes forbundne bestemmelser i paragraf 4, 7, 8, 9 og 10 i artikel 1 i den føderale lov "om ændringer af Den Russiske Føderations kodeks om administrative lovovertrædelser" og den føderale lov "om møder, stævner, demonstrationer, marcher og Piketter", der sørger for obligatorisk arbejde som en form for administrativ straf for krænkelser i forbindelse med organisering eller afholdelse af møder, stævner, demonstrationer, marcher og strejker eller organisering af samtidig masseophold og (eller) bevægelse af borgere på offentlige steder, der har forårsaget en krænkelse af den offentlige orden:
Den føderale lovgiver bør - baseret på kravene i Den Russiske Føderations forfatning og under hensyntagen til de juridiske holdninger fra Den Russiske Føderations forfatningsdomstol, som blandt andet er udtrykt i denne resolution, - foretage de nødvendige ændringer af den juridiske regulering af administrativ straf i form af tvangsarbejder.
Indtil der er indført passende ændringer i den juridiske regulering, kan obligatorisk arbejde anvendes som en administrativ straf for de administrative lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 20.2, 20.2.2 og 20.18 i Den Russiske Føderations kodeks for administrative lovovertrædelser, kun hvis de forårsagede skade på borgernes sundhed, ejendom tilhørende enkeltpersoner eller juridiske enheder eller indtræden af andre lignende konsekvenser.
Selv om forfatningsdomstolen generelt anerkendte, at brugen af tvangsarbejde som en administrativ straf ikke er i modstrid med Den Russiske Føderations forfatning og normerne i international ret, begrænsede den rækkevidden af dens anvendelse: den kan kun pålægges for lovovertrædelser relateret til påføring af reel fysisk eller materiel skade .
Ifølge Den Russiske Føderations forfatningsdomstol er anvendelsen af obligatorisk arbejde som en administrativ straf i sig selv ikke i modstrid med internationale handlinger, såsom konvention nr. 29 fra Den Internationale Arbejdsorganisation "Angående tvangs- eller tvangsarbejde" [3] og Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (fortolket dom fra EMD af 07.07.2011 i sagen Stummer mod Østrig [4] ). S. E. Channov karakteriserer dog forfatningsdomstolens fortolkning som "ikke overbevisende nok" med hensyn til overholdelse af ILO-konvention nr. 29 og som "yderst tvivlsom" med hensyn til overholdelse af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder [5] .
En endnu hårdere holdning er udtrykt af I. A. Klepitsky, som påpeger, at det kun er muligt at overholde internationale juridiske forbud ved tildeling af socialt nyttigt arbejde (selv i strafferetten), hvis den tiltaltes foreløbige frivillige samtykke til deres gennemførelse opnås (f.eks. f.eks. som en alternativ strengere straf). Han bemærker, at "andre måder at overholde konventionens forbud og samtidig bruge samfundstjeneste, som er et effektivt alternativ til fængsling, er ukendte for europæisk lovgivning og juridisk praksis" [6] .