Meander (pynt)
Meander ( græsk μαίανδρος ) er en almindelig type ortogonal ornament . Kendt siden palæolitikum . I gammel kunst - et motiv af et geometrisk ornament , dannet af en brudt linje i en ret vinkel eller spiralkrøller.
Ifølge en version kommer meanderelementet fra en skematisk fremstilling af en fælde, en jagtfælde for et dyr, som er i overensstemmelse med arkæologiske kilder: gamle helleristninger og geoglyffer fra primitive jægeres æra. Dette motiv kendes fra fundene fra det palæolitiske sted i Mezin . På dette grundlag tilskriver nogle forskere bugten til labyrintens varianter . Forbindelsen mellem bugten og hagekorsets motiv er også indlysende - et tegn på lys, ild og evig bevægelse. I oldgræsk vasemaleri fra den arkaiske periode og i den orientaliserende stil med keramik fra KorinthVII-VI århundreder f.Kr. e. meander- og hagekorsmotiver findes side om side. To slyngninger, overlejret på hinanden med et metrisk skift "et trin" ("dobbelt slyngning"), ved krydset giver et krydshagekors. Lerkar fra Susa (det gamle Mesopotamien) viser spiraler, cirkler, hagekors, bølgemotiver (tegn på vand), zigzags (tegn på lyn og torden). Bølgemotivet betragtes også som en slags bugtning [1] .
Derfor er der grund til at tro, at slyngemotivet er et af de ældste symboler på grundstofferne, og først senere, på grund af ligheden mellem navne, begyndte det at blive forbundet med den bugtende kanal i floden Meander (nu Big Menderes ) i Lilleasien . I begyndelsen af det 1. århundrede n. e. Strabo nævner dette : "Flodens løb bliver så snoet, at alle mulige slyngninger fra den endog kaldes slyngninger" [2] . Som Seneca påpeger , er floden Meander "genstand for øvelser og spil for alle digtere, der snor sig i hyppige sving, kommer tæt på sin egen kanal og vender igen, uden at have tid til at smelte sammen i sig selv" ( Seneca . Breve til Lucilius CIV : 15). Men ud fra sådanne udsagn er logikken i navnenes oprindelse ikke klar: enten kom navnet på floden fra navnet på ornamentet, eller ornamentet blev navngivet ved tilknytning til floden. Desuden er ornamentet, der ligner den græske bugt, ligesom hagekorsmotivet kendt fra monumenterne fra den antikke kunst i Kina og Japan: på neolitisk keramik, knogleprodukter og i bronzebeholdere fra Shang- og Zhou-perioderne (2-1 tusinde f.Kr..) [3] . I Kina blev slyngemotivet kaldt "tordenmønstre" (lei wen). I Japan blev et lignende motiv kaldt "ryusuimon" ("rindende vand"). Det samme zigzag-smykke findes i de kulturelle monumenter i det antikke Amerika [4] .
I perioden med antikke klassikere herskede den abstrakte begyndelse i meanderen - en ideel metrorytmisk struktur baseret på et metrisk gitter af noget aflange "levende firkanter" (i arkitektonisk terminologi: "ulige-sidede firkanter"). Slyngen danner oftest det såkaldte båndsmykke. I den arkaiske periode blev bugten oftere brugt i form af vandrette bælter; i det klassiske - i form af rammer til billeder på vaser eller bunde af malede kiliks . Kontinuiteten i et sådant motiv udtrykker ideelt set kontinuiteten i bevægelsen, tidens flow og menneskelivet. På overfladerne af fartøjer ("revolutionslegemer"), især i oldgræsk vasemaleri, retningen af bugten (som regel vendt fra venstre mod højre, svarende til hagekorsets semantik: mod lys og god) er i god overensstemmelse med æstetikken og symbolikken i karrets visuelle rotation. Inkluderingen af et hagekors i bugten i esoterisk lære betyder tilstedeværelsen i de naturlige livsprocesser af en yderligere faktor af overnaturlig nåde , som til sidst bliver den dominerende, organiserende knude på hvert segment af stien. En sådan slyngning kaldes stadig i Indien "nandavartaya" ("nandavartaya"), det vil sige "vridning" eller "lykkekreds".
Kontinuiteten af bugten og dens retning, dynamik gjorde den til en almindelig indretning for arkitektoniske friser , bælter, stænger, rammer, pilastre og vinduesarkitraver . Slyngen blev brugt i etruskisk, oldgræsk og senere i gammel romersk , byzantinsk og romansk arkitektur. I gammel romersk arkitektur blev der oftere brugt en dobbelt meander, der dannede et hagekors ved krydsene. En sådan slyngning pryder det vandrette bælte af ydermurene på Augustus' Fredsalter i Rom (13 f.Kr.).
I det gamle Rom var kanten af et tøj dekoreret med en bugt . I gammel russisk arkitektur blev bugten brugt i relieffer og friser [5] . En bugt med et hagekors kan ses i malerierne af Mysteriernes Villa i Pompeji .
I klassicismens kunst fra 1600- og 1800-tallet blev slyngemotivet kaldt den "græske grænse" ( fransk bordure à la grecque ) som et af de genkendelige motiver i den nygræske stil, eller "Pompeianske" stil. Slyngeornamentet havde samme betydning i Empirestilen ; i modsætning til klassicismen brugte Empire-stilen ofte en dobbelt bugt med hagekors. I udsmykningen af møbler havde det endda en formativ værdi, hvilket understregede den konstruktive segmentering af formen. I bygningens symmetriske sammensætning byggede arkitekterne ved hjælp af bugtningens retning et ornamentalt bælte fra midteraksen spejlvendt, til venstre og højre, og på bygningens bagfacade mødtes to bugter "ansigt til ansigt". ” og blev forbundet med et ekstra forbindelseselement.
Noter
- ↑ Vlasov V. G. Geometrisk stil // Vlasov V. G. Ny encyklopædisk ordbog over kunst. I 10 bind - Sankt Petersborg: Azbuka-Klassika. - T. III, 2005. - S. 89-96
- ↑ Strabo. Geografi. — M.: Ladomir, 1994. — S. 541 (XII, 8:15)
- ↑ Vlasov V. G. Meander // Vlasov V. G. New Encyclopedic Dictionary of Fine Arts. I 10 bind - Sankt Petersborg: Azbuka-Klassika. - T. V, 2006. - S. 397-398
- ↑ Morant A. de. Histoire des arts decoratifs des origines a nos jours. - Paris: Hachette, 1970. Prop. 14, 34-56, 87, 207-215
- ↑ Yolshin D. D. Meander i murstensudsmykningen af gamle russiske kirker Arkivkopi dateret 3. januar 2017 på Wayback Machine // Faktiske problemer med teori og kunsthistorie : saml. videnskabelig artikler. Problem. 5. St. Petersborg: NP-Print, 2015, s. 304-312. ISSN 2312-2129. http://dx.doi.org/10.18688/aa155-3-32
Variationer af bugten
Se også
 Ordbøger og encyklopædier |
|
|---|