Lantfried

Lantfrid ( lat.  Lantfridus , tysk  Lantfrid ; død i 730 ) - Hertug af Alemannia (709-730) fra Agilolfing -dynastiet .

Biografi

Lantfried var den ældste søn af herskeren af ​​Alemannia , Gottfried , og den ukendte datter af Theodon II , hertug af Bayern [3] . Han havde fire brødre - Theudebald , Odilon , Huohing og Liutfried, samt en søster, Regard, hustru til hertugen af ​​Spoleto , Hildeprand .

Hertug Gottfried døde i 709. Det antages, at Alemannia efter hans død brød op i flere skæbner: Lantfried og hans bror Theudebald begyndte i fællesskab at regere en del af hertugdømmet, og Willeharius [3] [4] regerede en del ( Ortenau i den vestlige del af hertugdømmet) . Selvom hertug Gottfried var i fjendskab med major Pepin af Geristal , blev Lantfried og Theudebald forsonet med deres fars fjende. Det antages, at brødrene til gengæld for anerkendelsen af ​​deres afhængighed af den frankiske stats herskere modtog militær bistand og protektion fra Pepin. Det er muligt, at frankerne i 709-712 som en opfyldelse af denne aftale lavede flere felttog mod Villecharie [3] [4] [5] . Selvom resultaterne af felttoget ikke er rapporteret i de frankiske annaler , antages det, at Lantfried og Theudebald snart var i stand til at udvide deres magt over hele Alemannias territorium. De delte sandsynligvis deres fars herredømme mellem sig: Lantfried modtog den nordlige del af hertugdømmet, og Theudebald den sydlige.

På trods af støtten givet til dem af Pepin af Geristal udviklede Lantfried og Theudebald fjendtlige forhold til sin søn og efterfølger Charles Martel , som blev majordomo i 714 [6] . Årsagen til dette var Charles Martels handlinger, der sigtede mod den fuldstændige underordning af Alemannia til hans magt og inddragelsen af ​​dets territorium i den frankiske stat. I 722 foretog frankernes major et felttog i Alemannia og Bayern , hvorunder han fordrev Theudebald fra sine besiddelser. Allerede det næste år modsatte alemannerne og deres allierede, bayererne, sig imidlertid igen frankerne [7] .

Sandsynligvis var de alemanniske herskeres besiddelser på det tidspunkt kun begrænset til de nordlige egne af hertugdømmet. Det antages, at bekræftelsen af ​​dette er støtte fra Charles Martel af stiftelsen i 724 i de alemanniske lande af Pirmin af Reichenau Abbey . Dette førte Pyrmina til en konflikt med herskerne i Alemannia, som et resultat af, at han blev fordrevet fra klosteret i 727 gennem indsats fra Lanfrid og Theudebald, som handlede "af had til Charles" (" ob odium Karoli ") [ 8] . Samme skæbne overgik hans efterfølger Heddo , som blev tvunget til at forlade Reichenau i 732. Samtidig gav hertugerne og adelen af ​​Alemannia protektion til St. Gallen Abbey , grundlagt i 719 af Aleman Otmar uden hjælp fra frankerne [3] [5] .

I prologen til " Alemannic Truth " rapporteres det, at en af ​​dens udgaver blev skabt på befaling af hertug Lantfried. Denne variant, Lantfrids alemanniske lov ( lat.  Lex Alamannorum Lantfridus ), blev nedskrevet mellem 724 og 730 [3] [9] . Sandsynligvis lå denne handling i tråd med den isolationspolitik, som hertugen førte fra den frankiske stat, da udstedelsen af ​​love tidligere var merovingernes eksklusive prærogativ [10] . Selvom dokumentet bibeholdt omtalen af ​​"den øverste hersker" ( dominus ), hvilket betød kongen af ​​den frankiske stat, mangler det fuldstændig henvisninger til borgmesterdømmer og de rettigheder og beføjelser, der er forbundet med dem [11] . Det er dog muligt, at dette bevis er en senere forfalskning skabt i Reichenau.

I 730 lavede Karl Martell et nyt felttog i Alemannia. På det tidspunkt var hertug Lanfried stadig i live, dog døde han ifølge annalerne allerede samme år. Det vides ikke, om Lantfrieds død var relateret til den frankiske invasion, eller om hertugen døde af naturlige årsager [3] [7] . Efter sin brors død blev Theudebald enehersker over Alemannia [3] .

Noter

1. ↑ 1 2 https://data.cerl.org/thesaurus/cnp01172287
2. ↑ 1 2 3 Lantfrid Lentfroy Etichonen aka Agilofing (est. 698 - sikkert 730) // WikiTree  (engelsk) - 2005.
3. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Borgolte M. Lantfrid  (fransk) . Dictionnaire historique de la Suisse . Hentet 5. januar 2022. Arkiveret fra originalen 5. januar 2022.
4. ↑ 1 2 Ewig E. Die Merowinger und das Frankenreich. - Köln: Kohlhammer, 2001. - S. 197. - ISBN 3-17-017044-9 .
5. ↑ 1 2 Geuenich, 2004 , s. 105-106.
6. ↑ Kaiser R. Das römische Erbe und das Merowingerreich. - München: Oldenbourg, 1993. - S. 43. - ISBN 3-486-53691-5 .
7. ↑ 1 2 Schieffer R. Die Karolinger. - Köln: Kohlhammer, 2000. - S. 42. - ISBN 3-17-016480-5 .
8. ↑ Hermann af Reichenau . Krønike (år 727).
9. ↑ Geuenich, 2004 , s. 108.
10. ↑ Wood I. The Merovingian Kingdoms 450-751. - Harlow: Longman, 1994. - S. 118. - ISBN 0-582-49372-2 .
11. ↑ Wallace-Hadrill JM De langhårede konger. - Toronto: University of Toronto Press, 1993. - S. 239. - ISBN 0-8020-6500-7 .

Litteratur

• Hermann von Reichenau. Chronicon / Buchner R., Trillmich W. - Quellen des 9. und 10. Jahrhunderts zur Geschichte der Hamburgischen Kirche und des Reiches. - Darmstadt, 1961. - S. 615-707. — (Freiherr vom Stein-Gedächtnisausgabe 11).
• Schott C. Lex und Skriptorium. Eine Studie zu den süddeutschen Stammesrechten // Leges - Gentes - Regna / Dilcher G., Distler E.-M. - Berlin, 2006. - S. 257-290. — ISBN 3-503-07973-4 .
• Geuenich D. Geschichte der Alemannen. - Stuttgart: Verlag Kohlhammer, 2004. - ISBN 3-17-018227-7 .
• Geuenich D. Lantfrid  // Reallexikon der Germanischen Altertumskunde . — Berlin/New York: Walter de Gruyter, 2001. — Bd. 18. - S. 103-104. — ISBN ISBN 3-11-016950-9 .
• Störmer W. Lantfrid  // Neue Deutsche Biographie (NDB). - Berlin: Duncker & Humblot, 1982. - Bd. 13. - S. 621-622. — ISBN 3-428-00194-X .

Ordbøger og encyklopædier	schweizisk historisk
Slægtsforskning og nekropolis	WikiTree Vi er sent på den
I bibliografiske kataloger	GND : 137939612 VIAF : 86102721 WorldCat VIAF : 86102721