Ken Rosewall | |
---|---|
Fødselsdato | 2. november 1934 (87 år) |
Fødselssted | Sydney , Australien |
Borgerskab | Australien |
Hjemmeadresse | |
Vækst | 175 cm |
Vægten | 68 kg |
Carier start | 1949 |
Afslutning på karrieren | 1980 |
arbejdende hånd | ret |
Præmiepenge, USD | 1 602 700 |
Singler | |
Tændstikker | 445-153 |
titler | 28 |
højeste position | 2 ( 30. april 1975 ) |
Grand Slam- turneringer | |
Australien | sejr (1953, 1955, 1971, 1972) |
Frankrig | sejr (1953, 1968) |
Wimbledon | endelig (1954, 1956, 1970, 1974) |
USA | sejr (1956, 1970) |
Dobbelt | |
Tændstikker | 206-112 |
titler | fjorten |
Grand Slam- turneringer | |
Australien | sejr (1953, 1956, 1972) |
Frankrig | sejr (1953, 1968) |
Wimbledon | sejr (1953, 1956) |
USA | sejr (1956, 1969) |
Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Gennemførte forestillinger |
Kenneth Robert (Ken) Rosewall AM MBE ( eng. Kenneth Robert 'Ken' Rosewall ; f. 2. november 1934 , Sydney ) - australsk tennisspiller , en af de førende i herretennisverdenen fra midten af 1950'erne til begyndelsen 1970'erne.
Ken Rosewall begyndte at spille tennis i en alder af 14. Som 18-årig vandt han i 1953 sine første to Grand Slams , det australske mesterskab og det franske mesterskab . Med sin jævnaldrende Lew Hoad vandt han også disse to herredoubleturneringer og senere Wimbledon-turneringen . Kun i kvartfinalen af de amerikanske mesterskaber mislykkedes de, hvilket forhindrede dem i at blive Grand Slam herredouble i en alder af 18. Deres række af sejre blev afbrudt af det usædede amerikanske par Hal Burroughs - Strait Clark [1] . Til en vis grad lykkedes det Rosewall og Howd at forløse sig selv ved at yde et afgørende bidrag til det australske holds sejr over det amerikanske hold i den sidste kamp i Davis Cup . Rosewall vandt selv kampens afgørende med en 3-1-sejr over Vic Seixas .
Det var først i 1956, at Rosewall formåede at vinde det amerikanske mesterskab sammen med Howd. Fra 1954 til 1956 vandt han yderligere to Grand Slam-titler i singler (tabte fire i finaler, herunder to gange i Wimbledon), to i herredouble (med fire tab, alle finaler med Hoad) og en i mixed (med to nederlag, alle med den berømte amerikaner Margaret Osborne-DuPont ). Han vandt også Davis Cup to gange mere med det australske hold.
Rosewall gik over til professionel tennis i 1957 og startede på turné med den regerende professionelle mester Pancho Gonzalez . Selvom Gonzalez vandt 50-26 samlet, gjorde Rosewall det klart, at han også skulle tages seriøst blandt de professionelle. I det følgende årti vandt han 15 titler i de mest prestigefyldte professionelle Grand Slam-turneringer, inklusive alle tre i 1963 . Fra begyndelsen af 1960'erne efterfulgte han Pancho González som verdens bedste professionelle tennisspiller, og mistede derefter titlen til sin yngre landsmand Rod Laver .
Med starten af Open Era blev Rosewall og andre professionelle igen optaget til Grand Slam-turneringer. Rosewall vandt det første French Open nogensinde ved at besejre Laver i finalen, og i double med Fred Stoll besejrede han Laver og Roy Emerson . Rosewall, der nu nærmer sig 40 år, fortsatte med at være succesfuld i åbne turneringer, og vandt sidst Australian Open i en alder af 38 (Rosewall opnåede den unikke præstation at være den yngste nogensinde vinder af Australian Open). , og den ældste) og den sidste finale har spillet i US Open i en alder af 39 mod unge Jimmy Connors . Rivaliseringen med Laver fortsatte i disse år: Fra begyndelsen af Open Era mødtes de to gange i finalerne i Grand Slam-turneringerne, og derefter, i begyndelsen af 1970'erne, besejrede Rosewall Laver to gange i finalen i de sidste turneringer i WCT , en professionel tennisforening, som de begge er medlemmer af. Der er en opfattelse af, at den sidste kamp mellem Rosewall og Laver var den bedste i tennishistorien [1] . I alt har Rosewall og Laver spillet 111 kampe indbyrdes, ti af dem siden starten af Open Era, og Rosewall vandt denne serie med en samlet score på 64:49 (og 6:4 siden starten af Open Era) . Han blev den anden tennisspiller i historien, der tjente mere end en million dollars i sin professionelle karriere.
I 1973 blev Rosewall igen inviteret til det australske landshold og hjalp sammen med Laver holdet på vej mod endnu en sejr i Davis Cuppen, men deltog ikke i den sidste kamp. Han spillede sidst for landsholdet i 1975 og vandt 19 af de 22 kampe, han spillede i alt. I 1974 deltog han i World Team Tennis -turneringen som spiller-træner for Pittsburgh Triangles .
Ken Rosewall vandt sin sidste turnering i Hong Kong i 1977 , i en alder af 43, og afsluttede sæsonen på en 12. plads på ATP-ranglisten . I alt har han siden starten af Open Era vundet 32 singleturneringer, inklusive den første åbne turnering i historien, i Bournemouth i april 1968, og den første Grand Slam åbne turnering i Frankrig en måned senere, og 18 i double. I 1976 og 1977, 24 år efter sin første sejr i det australske mesterskab, nåede han semifinalen i denne turnering [1] , og spillede sin sidste kamp som professionel tennisspiller i oktober 1980, kort før sin 47-års fødselsdag. Af alle Grand Slam-turneringerne stillede han sig aldrig til Wimbledon, hvor han tabte fire gange i finalen, og i herredoubleturneringen vandt han hver af de fire turneringer mindst to gange, efter at have vundet "karrieren" Grand Slam hos mændene fordobles allerede i 1956.
Venstrehåndet ved fødslen lærte Rosewall at spille med sin højre hånd gennem lektioner med sin far, Robert Rosewall. Som et resultat blev han ejer af en upåklagelig baghånd, som var en af de stærkeste aspekter af hans spil. Han var aldrig særlig atletisk og modtog det hånlige kaldenavn "Muskler" fra sine holdkammerater, men gjorde op for det med præcist og intelligent spil. Hans pitch var ikke stærk, men meget præcis. Han bevægede sig let og hurtigt rundt på banen og forudså ofte modstandernes slag, og gennem hele sin karriere fik han ikke en eneste alvorlig skade. Hans spil, såvel som hans opførsel uden for banen, var kendetegnet ved tilbageholdenhed, og i hverdagen var Rosewall godmodig og beskeden til generthed [1] .
Rosewall blev lavet til en OBE i 1971 [ 2] og en OBE i 1979 . I 1980 blev Ken Rosewall optaget i International Tennis Hall of Fame og i 1995 i Australian Sports Hall of Fame. I 1997 blev han inkluderet af National Trust of Australia på listen over hundrede mennesker, der udgør den "levende skat i Australien".
År | Turnering | Belægning | Modstander i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|
1953 | australske mesterskab | Græs | Mervyn Rose | 6–0, 6–3, 6–4 |
1953 | fransk mesterskab | Grunding | Vic Seixas | 6-3, 6-4, 1-6, 6-2 |
1955 | australske mesterskab (2) | Græs | Lew Hoad | 9–7, 6–4, 6–4 |
1956 | amerikansk mesterskab | Græs | Lew Hoad | 4-6, 6-2, 6-3, 6-3 |
1968 | French Open (2) | Grunding | Rod Laver | 6-3, 6-1, 2-6, 6-2 |
1970 | US Open (2) | Græs | Tony Roch | 2–6, 6–4, 7–6 2 , 6–3 |
1971 | Australian Open (3) | Græs | Arthur Ash | 6-1, 7-5, 6-3 |
1972 | Australian Open (4) | Græs | Malcolm Andersen | 7–6 2 , 6–3, 7–5 |
År | Turnering | Belægning | Modstander i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|
1954 | Wimbledon-turnering | Græs | Yaroslav Fractional | 11-13, 6-4, 2-6, 7-9 |
1955 | amerikansk mesterskab | Græs | Tony Trabert | 7–9, 3–6, 3–6 |
1956 | australske mesterskab | Græs | Lew Hoad | 4-6, 6-3, 4-6, 5-7 |
1956 | Wimbledon-turnering (2) | Græs | Lew Hoad | 2-6, 6-4, 5-7, 4-6 |
1969 | French Open | Grunding | Rod Laver | 4-6, 3-6, 4-6 |
1970 | Wimbledon-turnering (3) | Græs | John Newcomb | 7-5, 3-6, 2-6, 6-3, 1-6 |
1974 | Wimbledon-turnering (4) | Græs | Jimmy Connors | 1-6, 1-6, 4-6 |
1974 | US Open (2) | Græs | Jimmy Connors | 1-6, 0-6, 1-6 |
År | Turnering | Belægning | Partner | Modstandere i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|---|
1953 | australske mesterskab | Græs | Lew Hoad | Don Candy Mervyn Rose |
9-11, 6-4, 10-8, 6-4 |
1953 | fransk mesterskab | Grunding | Lew Hoad | Mervyn Rose Clive Wilderspin |
6–2, 6–1, 6–1 |
1953 | Wimbledon-turnering | Græs | Lew Hoad | Mervyn Rose Rex Hartwig |
6-4, 7-5, 4-6, 7-5 |
1956 | australske mesterskab (2) | Græs | Lew Hoad | Don Candy Mervyn Rose |
10–8, 13–11, 6–4 |
1956 | Wimbledon-turnering (2) | Græs | Lew Hoad | Nicola Pietrangeli Orlando Sirola |
7–5, 6–2, 6–1 |
1956 | amerikansk mesterskab | Græs | Lew Hoad | Hamilton Richardson Vic Seixas |
6-2, 6-2, 3-6, 6-4 |
1968 | French Open (2) | Grunding | Fred Stoll | Rod Laver Roy Emerson |
6-3, 6-4, 6-3 |
1969 | US Open (2) | Græs | Fred Stoll | Charlie Pasarell Dennis Ralston |
2-6, 7-5, 13-11, 6-3 |
1972 | Australian Open (3) | Græs | Owen Davidson | Ross Case Jeff Masters |
3–6, 7–6, 6–2 |
År | Turnering | Belægning | Partner | Modstandere i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|---|
1954 | fransk mesterskab | Grunding | Lew Hoad | Vic Seixas Tony Trabert |
4-6, 2-6, 1-6 |
1954 | amerikansk mesterskab | Græs | Lew Hoad | Vic Seixas Tony Trabert |
6-3, 4-6, 6-8, 3-6 |
1955 | australske mesterskab | Græs | Lew Hoad | Vic Seixas Tony Trabert |
3-6, 2-6, 6-2, 6-3, 1-6 |
1955 | Wimbledon-turnering | Græs | Neil Frazier | Lew Hoad Rex Hartwig |
5–7, 4–6, 3–6 |
1968 | Wimbledon-turnering (2) | Græs | Fred Stoll | John Newcomb Tony Roch |
6-3, 6-8, 7-5, 12-14, 3-6 |
1969 | Australian Open (2) | Græs | Fred Stoll | Rod Laver Roy Emerson |
4-6, 4-6 |
1970 | Wimbledon-turnering (3) | Græs | Fred Stoll | John Newcomb Tony Roch |
8-10, 3-6, 1-6 |
1973 | US Open (2) | Græs | Rod Laver | Owen Davidson John Newcomb |
5-7, 6-2, 5-7, 5-7 |
År | Turnering | Belægning | Partner | Modstandere i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|---|
1956 | amerikansk mesterskab | Græs | Margaret Osborne-Dupon | Darlene Hard Lew Howd |
9–7, 6–1 |
År | Turnering | Belægning | Partner | Modstandere i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|---|
1954 | Wimbledon-turnering | Græs | Margaret Osborne-Dupon | Doris Hart Vic Seixas |
7-5, 4-6, 3-6 |
1954 | amerikansk mesterskab | Græs | Margaret Osborne-Dupon | Doris Hart Vic Seixas |
6-4, 1-6, 1-6 |
Resultat | År | Turnering | Modstander i finalen | Score i finalen |
---|---|---|---|---|
Sejr | 1957 | Wembley mesterskab | Pancho Segura | 1-6, 6-3, 6-4, 3-6, 6-4 |
Sejr | 1958 | fransk mesterskab | Lew Hoad | 3–6, 6–2, 6–4, 6–0 |
Sejr | 1960 | Fransk mesterskab (2) | Lew Hoad | 6-2, 2-6, 6-2, 6-1 |
Sejr | 1960 | Wembley Championship (2) | Pancho Segura | 5–7, 8–6, 6–1, 6–3 |
Sejr | 1961 | Fransk mesterskab (3) | Pancho Gonzalez | 2-6, 6-4, 6-3, 8-6 |
Sejr | 1961 | Wembley Championship (3) | Lew Hoad | 6-3, 3-6, 6-2, 6-3 |
Sejr | 1962 | Fransk mesterskab (4) | Andres Gimeno | 3-6, 6-2, 7-5, 6-2 |
Sejr | 1962 | Wembley Championship (4) | Lew Hoad | 6-4, 5-7, 15-13, 7-5 |
Sejr | 1963 | Fransk mesterskab (5) | Rod Laver | 6-8, 6-4, 5-7, 6-3, 6-4 |
Sejr | 1963 | Wembley Championship (5) | Lew Hoad | 6-4, 6-2, 4-6, 6-3 |
Sejr | 1963 | amerikansk mesterskab | Rod Laver | 6-4, 6-2, 6-2 |
Sejr | 1964 | Fransk mesterskab (6) | Rod Laver | 6-3, 7-5, 3-6, 6-3 |
Nederlag | 1964 | Wembley mesterskab | Rod Laver | 5-7, 6-4, 7-5, 6-8, 6-8 |
Sejr | 1965 | Fransk mesterskab (7) | Rod Laver | 6-3, 6-2, 6-4 |
Sejr | 1965 | amerikansk mesterskab (2) | Rod Laver | 6-4, 6-3, 6-3 |
Sejr | 1966 | Fransk mesterskab (8) | Rod Laver | 6–3, 6–2, 14–12 |
Nederlag | 1966 | Wembley mesterskab | Rod Laver | 2-6, 2-6, 3-6 |
Nederlag | 1966 | amerikansk mesterskab | Rod Laver | 4-6, 3-6, 3-6 |
Nederlag | 1967 | Wembley mesterskab | Rod Laver | 6-2, 1-6, 6-1, 6-8, 2-6 |
Sejr | 1968 | Wembley Championship (6) | John Newcomb | |
Sejr | 1969 | Wembley Championship (7) | John Newcomb | |
Nederlag | 1970 | Wembley mesterskab | Rod Laver | |
Sejr | 1971 | WCT finaleturnering | Rod Laver | 6-4, 1-6, 7-6, 7-6 |
Sejr | 1971 | amerikansk mesterskab (3) | Cliff Drysdale | 6–4, 6–3, 6–0 |
Sejr | 1972 | WCT finaleturnering (2) | Rod Laver | 4-6, 6-0, 6-3, 6-7 3 , 7-6 5 |
År | Placere | Hold | Modstander i finalen | Kontrollere |
1953 | Melbourne | Australien C. Rosewall, R. Hartwig , L. Hoad |
USA V. Seixas , T. Trabert |
3-2 |
1955 | New York | Australien C. Rosewall, R. Hartwig , L. Hoad |
USA G. Richardson , V. Seixas , T. Trabert |
5-0 |
1956 | Adelaide | Australien C. Rosewall, L. Hoad |
USA S. Jammalwa , V. Seixas , G. Flam |
5-0 |
År | Placere | Hold | Modstander i finalen | Kontrollere |
1954 | Sydney | Australien C. Rosewall, R. Hartwig , L. Hoad |
USA V. Seixas , T. Trabert |
2-3 |
Foto, video og lyd | ||||
---|---|---|---|---|
Tematiske steder | ||||
Ordbøger og encyklopædier | ||||
|
International Tennis Hall of Fame , 1955-2021 (mænd) | Medlemmer af|
---|---|
(1955) Campbell ~ Dwight ~ Sears ~ Slocum ~ Whitman ~ Rennes
(1956) Cloutier ~ Davis ~ Larned ~ Wright ~ Ward
(1957) McLaughlin ~ Williams
(1958) Johnston ~ Murray
(1959) Richards ~ Tilden
(1961) Alexander ~ Chase ~ Hackett ~ Hunter
(1962) Doug ~ Vines
(1963) Allison ~ Van Ryn
(1964) Budge ~ Lott ~ Shields ~ Wood
(1965) McNeill ~ Washburn
(1966) Hunt ~ Parker ~ Pell ~ Schroeder
(1967) Riggs ~ Talbert
(1968) Gonzalez ~ Kramer
(1969) Baer ~ Garland ~ Larsen
(1970) Trabert
(1971) Seixas
(1972) Grant ~ Malloy
(1973) Mako
(1974) Falkenburg ~ Xavi ~ Martin
(1975) Perry
(1976) Borotra ~ Brugnion ~ Cochet ~ Lacoste ~ Sawitt
(1977) Alonso ~ Brooks ~ Patti ~ von Kramm
(1978) Etchebuster ~ Hopman ~ Wilding
(1979) Crawford ~ Osuna ~ Sedgman
(1980) L. Doherty ~ R. Doherty ~ Hoad ~ Rosewall
(1981) Laver
(1982) Emerson ~ Pettit
(1983) Fractional ~ E. Renshaw ~ W. Renshaw ~ Cl. Clark ~ J. Clark
(1984) Bromwich ~ Fraser ~ Quist ~ Segura
(1985) Ash ~ Santana ~ Stoll
(1986) McKinley ~ Newcomb ~ Pietrangeli ~ Roch
(1987) Borg ~ Olmedo ~ Ralston ~ Smith
(1989) Patterson
(1990) Kodesh
(1991) Cooper ~ Nastase ~ Vilas
(1992) B. Hewitt * ~ Macmillan
(1997) Austin
(1998) Connors
(1999) McGregor ~ McEnroe
(2000) M. Anderson
(2001) Lendl ~ Rose
(2002) Wilander
(2003) Becker
(2004) Edberg
(2005) Buchholz ~ Courier ~ Noah
(2006) Gor ~ Kozhelug ~ Lawford ~ Nüsslein ~ Rafter
(2007) S. Davidson ~ Sampras
(2008) Chang
(2009) Jimeno
(2010) Davidson ~ Woodbridge ~ Woodford
(2011) Agassi
(2012) Kuerten ~ Orantes ~ Sne
(2013) J. Anderson ~ Baddeley
(2015) Hall
(2016) Petra ~ Safin
(2017) Roddick
(2018) Stich
(2019) Kafelnikov
(2020) Ivanisevic
(2021) L. Hewitt
|