| Andrzej Zanevsky | |
|---|---|
| Andrzej Zaniewski | |
| Fødselsdato | 13. april 1939 [1] (83 år) |
| Fødselssted | |
| Statsborgerskab (borgerskab) | |
| Beskæftigelse | romanforfatter , digter , sangskriver, fremtidsforsker, romanforfatter, oversætter, litteraturkritiker , filosof |
| Retning | magisk realisme , eksistentialisme , |
| Genre | roman , novelle , kunstsang |
| Værkernes sprog | Polere |
| Priser | Røde Rose-prisen, Vladislav Reymont-prisen |
Andrzej Zaniewski ( polsk Andrzej Zaniewski ; født 13. april 1939 , Warszawa ) er en polsk prosaforfatter , digter , oversætter , sangskriver, filosof, fremtidsforsker og litteraturkritiker.
Studerede kunsthistorie på Warszawa Universitet . Han debuterede i litteraturen med samlingen Kystens stemme i 1958. Forfatter til flere digtebøger ("Ansigt til ansigt", "Digt om nutiden", "Håbet kommer om aftenen" osv.). Han er en af grundlæggerne af det poetiske fællesskab baseret på studenterklubben "Hybrydy"[2] . Vinder af "Czerwona Róża" ( russisk: Red Rose ), Vladislav Reymont-prisen og andre litterære priser. Han er også kendt som sangskriver, journalist [3] og litteraturkritiker.
Forfatteren begyndte at skrive litterære anmeldelser og kritiske artikler som et pusterum fra en romanforfatters seriøse arbejde. Under arbejdet bemærkede jeg, at mange berømte kritikere ikke aner, hvad moderne litteratur er, som pulserer i klubber, uafhængige magasiner [4] .
Det mest berømte værk af Andrzej Zanevsky er "Untitled Trilogy". Handlingen i de to første historier udvikler sig i fortid og nutid, grænserne mellem dem har forfatteren sat meget vilkårlige. Den tredje historie fortæller tværtimod om fremtiden. Forfatteren hentede mange detaljer til sin bog fra russisk kultur [5] .
Den første del af trilogien er historien "Rats" skrevet tilbage i 1979. Den blev oversat til mere end tredive sprog, men i forfatterens hjemland blev den først udgivet efter dens oversættelse til tjekkisk (i 1990), og derefter til ni andre sprog, herunder tysk, engelsk og italiensk [5] .
Zanevsky hævder selv, at hans bog i Polen blev udgivet meget senere end i Vesten, fordi hans historie er et forsøg på at vælte en person fra den piedestal, som han blev rejst på [6] . Forfatteren er skeptisk over for menneskelige evner, utopiske teorier, der sætter en person over det sted, han fortjener, og benægter hans biologiske, jordiske oprindelse. Han udtrykker tvivl om, at besiddelsen af artikuleret, kompleks tale sætter os over resten af de skabninger, der bor på Jorden.
De sidste ord i historien er en direkte analogi til slutningen af Dostojevskijs Noter fra De dødes hus - " Sikke et vidunderligt øjeblik, hvilket vidunderligt øjeblik, hvad ..." .
PlotI baglokalet ved siden af bageriet føder en hunrotte et stort afkom. Få overlever fra ynglen. Den unavngivne "hovedperson", hanrotten , finder stadig styrken til at gå ud i verden for ikke at forsvinde fra sult. Allerede i de første uger af sit liv blandt mennesker møder han en ekstraordinær mand, hvis hele livet foregår på vandringer. Denne mand bliver en slags overlevelsesmentor for ham. Indtil skibet forlader byen og efterlader hovedpersonen alene. Nu måtte rotten selv gå en vandrers vej, for at kende frygtens ansigt, for at blive bekendt med en persons uventede handlinger, så han derefter ville vende tilbage til det hul, hvor han blev født, og der, fanget af bagerarbejderne, mister synet.
I historie-allegorien påtog forfatteren sig den vanskelige opgave at beskrive universets vision fra en rottes synsvinkel, gå gennem livsvejen fra fødsel til død og udjævne enhver afstand mellem den menneskelige verden og dyreverdenen . På eksemplet med gnavere beskriver Andrzej Zanevsky en person, forlener dem med de samme kvaliteter, den samme frygt [7] . Således vil romanforfatteren vise, at rotter og mennesker er psykologisk beslægtede.
I forordet til historien sagde forfatteren, at han i mange år forsøgte at forstå disse dyr, så på rotter i gyderne i Saigon , Istanbul , Berlin , Bukarest , Warszawa , rotter, der levede i ruinerne af Gdansk [6] .
Denne historie har to navne: "Shadow of the Pied Piper" og "Greyness". Andrzej Zanevsky brugte motiverne til legenden om Pied Piper of Hamelin , som han hørte som dreng fra en tysk soldat under den nazistiske besættelse af Warszawa. Så stiftede han bekendtskab med Victor Ducs bog "Rotten", som også havde en betydelig indflydelse på forfatteren. I denne legende blev Zanevsky tiltrukket af det faktum, at den åbenlyst sætter et lighedstegn mellem menneskers verden og rotternes verden [5] .
PlotHelten i den anden historie af "Nameless Trilogy" bliver også en hanrotte. Fortællingen begynder med, at han møder en forblændet gammel mand, hvis vej læseren er gået i den første historie. Efterfølgende vil denne rotte mere end én gang forestille sig, drømme, at han er denne gamle mand, hvorfor der virkelig kan opstå tvivl om, hvorvidt karaktererne i begge historier er den samme karakter. Ledmotivet i "Shadow of the Pied Piper" bliver en ejendommelig historie om en rottes flugt fra Pied Piper's tiltrækkende fløjte og fra ham selv, transformationen af frygt i mandens sind, fra den oprindelige overbevisning i de ondsindede ønsker musikeren til frygten for usikkerhed: hvad driver prototypen på Hamelin-legendens helt, hvem er han, hvad leder han efter, bag hvilken vinkel gemmer den sig. Ifølge plottet møder rotten ham gentagne gange på sin vej, men hvor er rottefangeren egentlig, og hvor er frugten af fantasi og frygt, slørede forfatteren bevidst [6] .
Alle landskaberne i bogen bliver båret af meget hurtigt - et laboratorium, hvor der udføres eksperimenter på rotter, et lager fyldt med mad, glemt af alle, hvoraf gnavere mister deres evne til at tænke, underjordiske gange, som er kun ly for luftbombardementer. Andrzej Zanevsky afslutter sin historie med et retorisk spørgsmål: “Vil rotterne være i stand til at komme ud, har menneskeheden ødelagt sig selv? [6] ".
Ideen om at skrive en bog kom til forfatteren i 1977 under en flyvning til Vietnam. Heri leger han med myter om fugle, der blev krediteret med overnaturlige evner - om Ildfuglen , Garuda , Fønix , om kragerne Hugin og Munin , om Eurynome . Forfatteren foreslår, at hvis den menneskelige civilisation afslutter sin eksistens, vil den blive erstattet af en ny.
Ifølge plottet er denne historie den mindst realistiske i trilogien. Hendes karakterer er både mystiske gennemsigtige fugle, der lever i solen, og repræsentanter for jordens fugle.
PlotMenneskeheden har ødelagt sig selv. I byer og landsbyer høres nu hverken menneskelige samtaler eller støj fra biler, men et ulvehyl høres. Historien i den første del af historien fortælles fra en jackdaws perspektiv . Fuglene fra Andrzej Zanevsky er allerede meget mere ædle skabninger end rotter, de har en ambition om det høje, en følelse af kærlighed. Søstrene og brødrene til jackdaw begynder et selvstændigt liv, og han, også den navnløse hovedperson, der er blevet leder af flokken, ønsker ikke at forlade sine forældre Kro og Mi. Indtil jordskælvet, der ødelagde deres reder og dræbte Cro, får jackdaws til at forlade dette sted på jagt efter et nyt redested. Over tid begynder lederen at opbygge familieforhold med en hvid daggry ved navn Kea, og accepterer også Mi i sin rede. Tørsten efter at vende tilbage til de oprindelige vægge får jackdaws til at flyve tilbage. Mi forsvinder i poterne på en ørn, og Kei, efter at have vædet sine vinger, forsvinder i flodens strøm. Alene den tidligere leder af flokken udlever sine dage og dør i høj alder. Døden i Zanevskys filosofi er den eneste garanti for en retfærdig løsning og fremskridt. Kun takket være dette er der udvikling, transformation af verden [4] .
Anden del af historien fortæller om magpie , som forfatteren gav Faulkner -navnet Sartoris. Hans forældre dør, da han stadig var en kylling, af et træ, der brød i brand efter et lynnedslag. Hans storesøster tog ham ind i sin rede. Han valgte den mest kæphøje og modige magpie som sit livs kærlighed. Mere end noget andet er Sartoris bange for folks tilbagevenden og mener, at mennesket nedstammer fra en ulv. Han blev tilskyndet til en sådan idé af skulpturen af en hun-ulv, der ammede Romulus og Remus . Efter jordskælvet forlader han og hans flok byen og går på jagt efter en bedre redeplads, men vælger den faretruende tæt på en aktiv vulkan. Med tiden begynder Sartoris at blive plaget af mareridt, han husker den hvide jackdaw, som han drev ud af naboflokken på grund af dens usædvanlige farve i frygt for sit liv, alle de reder, han ødelagde. Han betragtes ikke længere som flokkens leder, fordi han ikke tør angribe små fugle, ødelægge reder, det virker hjælpeløst, ude af stand til at beskytte nogen. Hans magpie, som de udklækkede mere end et afkom med, går til en yngre han - sammen med hele flokken foretager de endnu en flugt. Sartoris flyver derimod tættere på vulkanen, og da udbruddet begynder, kaster den sig ud i røgskyer og forsvinder i et ligklæde.
Den tredje del af The Civilization of the Birds fortæller om en flok duer . Først fortælles historien af en ung han, der virkelig gerne vil glæde en due, ledsageren til den stærke gamle due Om, men viklet ind i en hests manke falder han i en dødbringende fælde. Yderligere fortælles historien fra duens synspunkt. I det uheldige jordskælv mister hun Ohm og går sydpå. Ensom vandretur ender med skabelsen af en ny familie med en sort due. De undlader at udruge noget afkom (på grund af de konstante angreb fra rovfugle), og snart dør hendes ledsager, da de beslutter sig for en lang flyvning over havet. Duen bliver efterladt alene igen og rejser fra sted til sted. Livet fører til en gammel ensom turteldue, som hun hjælper med at få mad. Når hun kommer tilbage fra byen, finder hun ikke turtelduen. En stærk storm begynder, duen vil prøve sin styrke. Hun rejser sig så højt, at hun ikke længere kan kæmpe mod vinden og overgiver sig helt til hans skæbne. Stormen kaster den ind i fjerne varme lande, hvor der er mad nok, og det er ganske sikkert. Men duen skynder sig til sin hjemby. Hun flyver tilfældigt, rejser så længe, at hun møder alderdommen undervejs. Men i slutningen af historien giver Andrzej Zanevsky hende en utrolig styrke og aspiration. Duen svæver op og vil flyve så højt som muligt. Fra oven bemærker hun støvskyer og erfarer, at denne mand er vendt tilbage, at de tobenede ikke er uddøde og igen erobrer territorium fra vilde dyr med våbenmagt.
I epilogen til "Untitled Trilogy" beskriver Andrzej Zaniewski en lille dialog mellem to repræsentanter for menneskeheden.
|
De diskuterer, hvordan mennesker har bragt sig selv til denne tilstand, og hvad der vil ske, hvis menneskeheden ikke kommer til fornuft : “Perfektion er selve livet, som du så let tager fra andre, og understøtter din evigt tørstige, umættelige tilværelse med deres protein, deres kød og hud. — Og hvad med mit liv, som jeg ødelægger, mister, streger over, undergang med urbarbarisk grusomhed? Er mit liv perfekt? "Ja, du er perfektion... Perfektion er så kortvarig, flygtig, at du ikke selv stoler på den. Perfektion og på samme tid - nederlag, tragedie [5] ... |