Suren Hus

The House of Surens , eller Surens [1] [2] ( Parth . 𐭎𐭅𐭓𐭉𐭍 Surēn ; Pehl . 𐭮𐭥𐭫𐭩𐭭 ) er en af ​​to parthiske adelsslægter nævnt ved navn i kildeperioden [ 3 ] arcid .

Historie

Lederen af ​​huset Surens havde æren af ​​at krone den første parthiske shah i det 3. århundrede f.Kr. e. og dermed etablere en tradition, som blev videreført af hans efterkommere [4] [3] . Efter Arshakidernes nederlag og den efterfølgende opkomst af sassaniderne i det tredje århundrede e.Kr. e. Surerne gik over til persernes side og begyndte allerede at tjene dem [5] [6] , efter at have modtaget titlen som et af de såkaldte " Syv Store Huse i Parthia " ved deres hof. Det sidst nævnte afkom af familien var en militærchef i det nordlige Kina i det 9. århundrede [7] .

Det er sandsynligt [5] at surerne var godsejere i Sakastan , et område mellem Arachosia og Drangiana i det nuværende sydøstlige Iran . Surenerne regerede tilsyneladende Sistan (som tog sit navn fra "Sakastan" og engang besatte et meget større område end nutidens provins) som deres personlige fæstedømme [5] .

Ernst Herzfeld mente, at det indo-parthiske dynasti grundlagt af Gondophares repræsenterede huset Suren [8] . Andre bemærkelsesværdige medlemmer af familien omfatter Surena , en parthisk general fra det 1. århundrede f.Kr. e. Gregory the Illuminator , Christianizer af Armenien, såvel som Chikhor-Vishnasp , marzpan af Sasanian Armenien i det VI århundrede e.Kr. e., der forsøgte at etablere zoroastrianisme i landet [9] . Mihr-Narseh , vuzurg-framadar de fire sasaniske shahs, var også fra Huset Surens [10] .

Noter

1. ↑ Bivar, 1983 , s. 41.
2. ↑ Herzfeld, 1929 , s. 70.
3. ↑ 1 2 Lukonin, 1983 , s. 704.
4. ↑ Vesta Sarkhosh Curtis, Sarah Stewart (2007).
5. ↑ 1 2 3 Udlån, 2006 .
6. ↑ Frye, 1983 , s. 130.
7. ↑ Perikanian, 1983 , s. 683.
8. ↑ Bivar, 2003 .
9. ↑ Frye, 1983 , s. 159.
10. ↑ Pourshariati, 2008 , s. 60.

Litteratur

• Bivar, ADH (1983), The Political History of Iran under the Arsacids, i Yarshater, Ehsan, Cambridge History of Iran , vol. 3.1, London: Cambridge UP, s. 21-100 
• Bivar, ADH (2003), Gondophares , Encyclopaedia Iranica , vol. 11.2, Costa Mesa: Mazda 
• Frye, RN (1983), The Political History of Iran under the Sassanians, i Yarshater, Ehsan, Cambridge History of Iran , vol. 3.1, London: Cambridge UP, s. 116-181 
• Herzfeld, Ernst Emil, red. (1929), Das Haus Sūrēn von Sakastan-->, Archæologische Mitteilungen aus Iran , bd. I, Berlin: Dietrich Reimer, s. 70-80 
• Justi, Ferdinand (1895), Sūrēn, Iranisches Namenbuch , Leipzig/Marburg: Elwert, s. 316-317  .
• Lang, David M. (1983), Iran, Armenia and Georgia, i Yarshater, Ehsan, Cambridge History of Iran , vol. 3.1, London: Cambridge UP, s. 505-537 
• Lending, Jona (2006), Surena , Amsterdam: livius.org , < http://www.livius.org/su-sz/surena/surena.html > 
• Lukonin, VG (1983), Politiske, sociale og administrative institutioner, i Yarshater, Ehsan, Cambridge History of Iran , vol. 3.2, London: Cambridge UP, s. 681-747 
• Plutarch, "Marcus Crassus", i Langhorne, John & Langhorne, William, red. (1934), Plutarch's Lives , London: J. Crissy 
• Pourshariati, Parvaneh. Det sasaniske imperiums tilbagegang og fald: Det sasaniske-parthiske konføderation og den arabiske erobring af Iran  (engelsk) . — London og New York: IB Tauris , 2008. — ISBN 978-1-84511-645-3 .
• Rawlinson, George (1901), De syv store monarkier i den antikke østlige verden , bind. 6, London: Dodd, Mead & Company , < http://www.gutenberg.org/etext/16166 > 
• Perikanian, A. (1983), Iranian Society and Law, i Yarshater, Ehsan, Cambridge History of Iran , vol. 3.2, London: Cambridge UP, s. 627-681 
• Schippmann, K. (1987), Arsacid ii: The Arsacid Dynasty , Encyclopaedia Iranica , vol. 2, New York: Routledge & Kegan Paul, s. 525-536