Brown, Ivan Yurievich

Grev Ivan Yuryevich (Georgievich) Broun ( Johann Georg von Broun ; Broun-Kamus ; 20. september 1767, Riga - januar 1827, Wien ) - russisk militærleder fra Broun -familien , brigadegeneral , bedst kendt som protektor for komponisten Ludwig van Beethoven .

Biografi

En indfødt af en af ​​de mest ledende familier i det russiske imperium i det XVIII århundrede. Søn af general-general Yuri Yuryevich Brown (Brun; 1698-1792), en irsk katolik , som i 30 år (fra 1762 til 1792) havde posten som generalguvernør i Riga , og hans anden hustru, en Ostsee German Eleonora Christina von Mengden (1729 -1787), barnebarn af feltmarskal Christopher Antonovich Munnich (1683-1767).

På samme tid var general-in-chief Brown gift med Elena Petrovna Lassi (1678-1751), datter af feltmarskal Pyotr Petrovich Lassi , også af irsk oprindelse. Selvom Brown Jr. (hvis kun datoen for hans fødsel er korrekt) ikke var en blodslægtning af Lassi -familien , blev han efter flytningen til Østrig patroniseret af den østrigske feltmarskal Franz Moritz von Lassi (1725-1801), broren af sin fars første kone, general-general Brown.

Ivan Broun blev født i Riga . Hans far krævede imidlertid, og angav endda i sit testamente, at hans søn, når han nåede en alder af seks år, skulle sendes til et land, hvor katolicismen hersker (de brune var nidkære katolikker). Et testamente var ikke påkrævet, da Brown Sr. levede et ekstremt langt liv (94 år) og selv sendte sin lille søn for at studere i et af Prags klostre , hvor han blev opdraget af den uddannede jesuit Johann Disbach, som indgydte dreng, blandt andet, elsker at musik. Fra 1778 til 1780 boede drengen og hans mentor i Wien , hvorefter Disbakh fulgte sin elev til Riga for at møde sin far. Derefter rejste den unge mand, der var 13 år, i flere år med sin mentor i Europa, og i 1784 vendte han tilbage til Rusland som en veluddannet mand. Catherine II , på hvem den unge mand gjorde det behageligste indtryk, gjorde ham (i en alder af 18) til juniorofficersgraden af ​​kornet , og ønskede derefter at forfremme ham til kammerjunkere (hofgrad), hvilket dog hans far gik ikke med til, tilsyneladende ikke ønsker for sin søn stien til favorit af den ældre kejserinde .

Katarina den Store gik mærkeligt nok for at imødekomme ønsket fra en af ​​hendes mest ærede generaler. Hans søn, efter at have forladt hoffet, gjorde en rent militær karriere og steg til rang som oberst og chef for Kegsholms infanteriregiment , hvorefter han blev forfremmet til brigadegeneral og udnævnt til russisk militærattaché i Wien, en by, som han havde det godt med. kendt, og hvori han havde talrige forbindelser.

Ivan Yuryevich Broun har været gift siden 1790 med Anna (Annette) Margarita von Vietinghoff (1769-1803), datter af en russisk senator, privatråd Ivan Fedorovich (Otto) von Vietinghoff , grundlæggeren af ​​det tyske teater i Riga. Ivan Fyodorovich Fitingof opretholdt også et helt privat orkester på 24 musikere, og fra barndommen indpodede hans datter en interesse og kærlighed til musik. Ifølge nogle rapporter var Anna Fitingof selv en god pianist. Annas søster var den berømte mystiske forfatter baronesse Krudener (1764-1824).

Ivans og Annas bryllup fandt sted i Riga den 22. august og blev den vigtigste begivenhed i byens sociale liv: lykønskningsvers blev endda offentliggjort i lokale aviser til ære for de nygifte.

Hans kone fulgte brigadegeneral Brown for at tjene i Wien. Der besluttede han at blive efter at have trukket sig tilbage fra den russiske militærtjeneste. Det er ikke helt klart, hvornår denne beslutning præcis blev truffet, og om den var forbundet med Catherine II's død (1796) eller forholdet til hendes excentriske arving, Paul I. Hvorom alting er, så var Browns fratræden ikke ledsaget af en højlydt (eller i det mindste lang) konflikt, da han i 1814, efter at have boet længe i Wien i rang af en pensioneret russisk værkfører, fortsatte med at stå opført som ejer af Smiltene og Sigulda (Zegevold) godser i russisk Livland , som bragte en anstændig indkomst.

Så, i 1814, blev Brown opført i dokumenterne som ridder af Maltas orden , men det er ikke klart, om han blev præsenteret for ham af Paul I i Rusland eller af en anden stormester og under andre omstændigheder.

I 1798 fik Browns sønnen Moritz, som de søgte at give en fremragende uddannelse. Ligesom sin far studerede Moritz musik, foretog en lang rejse gennem Europa, men døde uden at overleve sin far (det vil sige før 1827).

Brown og Beethoven

Johann Georg von Broun er bedst kendt som protektor for Ludwig van Beethoven . Komponisten besøgte ofte grevens hus i Wien og opførte sine værker der. Ferdinand Rees , en elev af Beethoven, blev accepteret som pianist i von Brouns hus på hans anbefaling. Rhys er forfatter til detaljerede erindringer, hvori han i detaljer beskrev Beethovens bekendtskab med Browns og komponistens besøg i Browns' hus som pianist.

Flere af Beethovens værker, fra 1798 til 1803, var dedikeret til Brown, og i en af ​​dedikationerne (i juli 1798) kalder Beethoven ham "den første protektor for hans muse" og også "en værkfører i Hans Majestæts tjeneste, kejseren af ​​hele Rusland", hvilket indirekte beviser, at Brown på det tidspunkt (under Pauls regeringstid) fortsatte med at fungere som militærattaché. I de samme år dedikerede Beethoven sine kompositioner til grevens kone, Anna Margarita.

Komponisten dedikerede tre strygtrioer op. til Brigadier Brown. 9 (hvortil dedikationen er citeret ovenfor), samt klaversonaten op. 22 (1802), Syv variationer for klaver og cello over et tema fra Mozarts Tryllefløjten ( 1802 ) og seks sange til ord af Gellert op. 48 (1803). Ifølge den sovjetiske lettiske forsker Gunnars Melder (1932-1969) var sange til Gellerts ord en slags musikalsk nekrolog - Beethovens svar på Browns kones, Anna Margaritas død.

Det lykkedes komponisten at dedikere tre klaversonater til Anna Margarita selv, op. 10 (1798), Tolv variationer for klaver over et tema af en russisk dans (1797) og seks variationer for klaver over et tema fra Süssmeiers Suleiman II (1799).

Død og arvinger

Grev Ivan Yuryevich Broun døde i 1827 og blev begravet i Wien, i krypten af ​​sin onkel, den østrigske feltmarskal Lassi [2] . Brigadierens arving var hans bror, som kun overlevede ham med få år og døde i 1835 uden at efterlade sig nogen arving, hvorefter der begyndte en korrespondance mellem den russiske repræsentant i Wien og den livlandske generalguvernør om de store godsers fremtidige skæbne. af de brune i Livland.

Slægtsforskning

Hovedkilde

• Gunnar Melder. Beethoven og Letland . I samlingen: Fra historien om sovjetiske Beethoveniana: Samling af artikler og fragmenter fra værker af A. V. Lunacharsky, A. K. Glazunov, N. Ya. Myaskovsky [og andre] / Comp., red., forord. og kommentere. N. L. Fishman. - Moskva: Sov. komponist, 1972. - 326 s. : portræt, noter; 22 cm

Litteratur

• Derek Carew, The Companion to The Mechanical Muse: The Piano, Pianism and Piano Music, ca. 1760-1850 Aldershot: Ashgate Publishing Limited, 2007, s. 45
• Peter Clive, Beethoven og hans verden: En biografisk ordbog. Oxford: Oxford University Press, 2001, s. 60
• Paul Nettl, artikel: "Browne, Johann Georg, Greve" i encyklopædi: Beethoven Encyclopedia. New York: Philosophical Library, 1956, 325 s.
• Stefan Michael Newerkla, Die irischen Reichsgrafen von Browne-Camus in russischen und österreichischen Diensten. Vom Vertrag von Limerick (1691) bis zum Tod ihres Hausfreunds Ludwig van Beethoven (1827) [irsk rigsgraf von Brown-Kamus i russisk og østrigsk tjeneste. Fra Limerick-traktaten (1691) til deres ven Ludwig van Beethovens død (1827)]. I: Lazar Fleishman, Stefan Michael Newerkla & Michael Wachtel (red.), Crossings of Fates. Litterære og kulturelle Beziehungen zwischen Russland und dem Westen. Et Festskrift for Fedor B. Poljakov. Berlin: Peter Lang, 2019, pp. 43-68.
• Stefan Michael Newerkla, Das irische Geschlecht O'Reilly und seine Verbindungen zu Österreich und Rusland: Von Noahs Sohn Jafet bis zum russischen Nationaldichter Puškin ]. I: Jasmina Grković-Major – Natalia B. Korina – Stefan Michael Newerkla – Fedor B. Poljakov – Svetlana M. Tolstaja (red.): Diachronie – Ethnos – Tradition: Studien zur slawischen Sprachgeschichte Slavic languages]. Brno: Tribun EU, 2020, s. 259-279 ( Elektronisk kopi ), her s. 259-261.

Noter

1. ↑ 1 2 Bibliothèque nationale de France identifikator BNF  (fr.) : Open Data Platform - 2011.
2. ↑ Gunnar Melder. Beethoven og Letland . Hentet 1. februar 2021. Arkiveret fra originalen 20. januar 2021. (ubestemt)

I bibliografiske kataloger	BNF : 15599671x GND : 136490670 ISNI : 0000 0001 1679 4210 VIAF : 80825481 WorldCat VIAF : 80825481