Assimilation i lingvistik er hovedsageligt et fonologisk udtryk, der betegner assimileringen af en lyd til en anden. Assimilation sker mellem lyde af samme type (vokaler eller konsonanter). Assimilation kan være fuldstændig (i dette tilfælde falder den assimilerede lyd fuldstændig sammen med den, som den sammenlignes med) og ufuldstændig (henholdsvis kun nogle få tegn på den assimilerede lyd ændrer sig). I dens retning kan assimilering være progressiv (den forrige lyd påvirker den næste), regressiv (den næste lyd påvirker den forrige) og gensidig (to nabolyde påvirker hinanden og kommunikerer nogle træk ved artikulation til hinanden). Assimilation kan være kontakt (lydene involveret i processen er tilstødende) og fjern (et typisk eksempel er vokalharmoni ).
Assimilation er i modsætning til dissimilation , processen med dissimilarisering af to lyde. Kilden til assimilative processer er normalt koartikulation .
En meget almindelig type konsonantassimilering: stemt/døv assimilation. Den mest almindelige type i dette tilfælde er kravet om, at to tilstødende støjende konsonanter enten skal være stemte eller stemmeløse. Derudover på mange sprog (for eksempel på russisk , polsk , tysk , hollandsk ) udsættes stemmede konsonanter i slutningen af et ord for bedøvelse.
Andre tegn kan også deltage i assimileringsprocesser, for eksempel hårdhed/blødhed (russisk (litterær), ukrainsk , polsk , irsk ), uddannelsessted ( russisk , bantusprog ), uddannelsesmetode ( bantusprog ), nasalisering ( austronesiske sprog ). ).
Den mest almindelige type assimilering er vokalharmoni , det vil sige at sammenligne alle vokaler i et ord på en række måder. Vokalharmoni i række, stigning og labialisering er ret almindelig (typisk for tyrkiske sprog ); En anden hyppigt forekommende type harmoni er root-avanceret harmoni , der findes på afrikanske sprog .
Nogle gange betragtes processer som intervokal lenition , det vil sige svækkelsen af artikulationen af en konsonant mellem vokaler, som en form for assimilering.