Gap (film, 1970)

The Rupture ( fr.  La Rupture ) er en film fra 1970 instrueret af Claude Chabrol og baseret på Charlotte Armstrongs roman The Balloon Man.

Plot

Filmen foregår i en unavngiven fransktalende provinsby. Om morgenen spiser moderen til en ung familie, Helene Renier ( Stéphane Audran ), sin 4-årige søn Michel morgenmad. Manden Charles Renier ( Jean-Claude Druot ), der lige er vågnet, træder ind i køkkenet og begynder i et anfald af vanvid at kvæle Hélène. Det lykkes hende at kæmpe tilbage, af frygt skynder Michelle sig til sin mor med et skrig. Charles griber barnet og slår det mod hjørnet af pejsen. Helene tager en stegepande og påfører Charles hoved og krop en række slag, indtil han mister bevidstheden. Helen haster det sårede barn til hospitalet. Michel får konstateret et brækket ben og en hovedskade. Charles bliver sendt hjem til sin far, den meget velhavende industrimand Ludovic Renier ( Michel Bouquet ).

På hospitalet taler Helen med efterforskerne. Hun afslører, at Charles prøvede at blive forfatter, og hun arbejdede som bartender i en natbar. Helen siger, at hun selv vil opdrage drengen og ikke vil have, at Ludovic tager Michel. Ludovic Renier kommer til hospitalet for at se sit barnebarn. Han inviterer Helen til at arrangere særlige forhold for Michel og tilbyder økonomisk bistand, men hun nægter. Hun meddeler, at hun vil skilles fra Charles for at beskytte sin søn, og forventer at modtage halvdelen af ​​huset, bilen og møblerne, som hun tilkommer hende ved lov, hente sin søn og flytte med ham til Paris. Ludovic husker, at hun dansede i en stripbar og hævder, at hun ødelagde hans søn og nu også ønsker at ødelægge sit barnebarn.

Hélène har få penge og lejer et beskedent værelse på Madame Pinellis ( Annie Cordi ) familiepension på den anden side af hospitalet. På pensionatet bliver døren åbnet for hende af Madame Pinellis datter, en mentalt handicappet teenagepige, Eliza ( Katya Romanoff ). Pensionatet er puritansk og er hjemsted for tre spinstere, der sladrer og spiller kort i stuen, en ung læge fra hospitalet og skuespilleren Gerard Mostelli. Fra Madame Pinellis samtale med sin stærkt drikkende mand Henri, viser det sig, at huset vil blive revet ned om et par måneder, og de kan miste deres levebrød.

Ludovic Renier inviterer en advokat, der prøver at finde ud af, hvordan han skal sagsøge sit barnebarn. Han forventer, på baggrund af Helens anklage om dårlig opførsel, at indgive en skilsmisse, returnere al ejendom og efterlade sit barnebarn i overensstemmelse med loven. Advokaten anbefaler ikke at spilde penge og advarer om, at både dommeren og samfundet vil være på moderens side, men Ludovic har tænkt sig at skaffe beviser for Helens umoral for enhver pris.

Helen kontakter også en skilsmisseadvokat. Hun fortæller ham, at hun ikke har nogen uddannelse, hun arbejdede i Paris som sælger, sekretær, tilmeldte sig derefter dansekurser, arbejdede som stripper, herunder dansede nøgen. Så mødte hun Charles, og efter 3 måneder blev de gift. Charles fortalte hende aldrig om sine forældre og så ud til at skamme sig over deres rigdom. De blev gift, hvilket gjorde hans forældre vrede. Helene og Charles lejede en fattig lejlighed, skrev han, hun arbejdede. Der var ingen penge, men i tre år levede de lykkeligt og forelsket. Så blev Charles ifølge ham syg af længsel. Helen var gravid og fortsatte med at arbejde som sælger. Efter Charles brev til deres forældre flyttede de til deres forældres hus med specialansatte læger og en våd sygeplejerske. Da Helen indså, at Charles brugte stoffer, forlod hun hjemmet, men Charles fandt hende, og de begyndte at bo sammen igen. Situationen blev dog værre, og stofferne gjorde Charles fuldstændig til vanvid.

I mellemtiden tilkaldte Ludovic Renier Paul Thomas ( Jean-Pierre Cassel ), søn af sin tidligere partner, som han engang bedragede og ødelagde. Pauls affærer gik fra slemt til værre, og han gik uden videre med Louis' forslag om at vende tilbage til forretningen, for hvilket han skal skaffe beviser for Helens dårlige opførsel.

På hospitalet løber Paul, som ved et tilfælde, ind i Helen, husker, at han er en ven af ​​Charles, og fortæller, at han lige er blevet opereret, hans situation er næsten håbløs, og nu skal han tage prøver hver anden dag . Helen råder ham til at leje et værelse i det samme pensionat, hvor hun selv boede. Paul tager hendes breve for at lægge i postkassen, og han lægger dem i lommen.

Paul lejer et værelse i et pensionat og fortæller værtinden, at Helens svigerfar er meget rig og ejer mange huse, og Paul er klar til at tale med ham om at leje et sådant hus til Madame Pinelli. Paul undersøger situationen i huset og opbygger relationer til medlemmer af Pinelli-familien og gæster. Han antyder til jomfruerne, at Helens mand er meget sårbar, og hun tillader sig nogle gange uacceptable ting.

Paul gentager gentagne gange, at Helen nærmest er en engel, og det er umuligt at finde noget, der går på kompromis med hende, men Ludovic skynder sig, da begge advokater allerede har taget skilsmissesagen for retten. Paul forstår, at han bliver nødt til at fremstille kompromitterende beviser.

Ved morgenmaden om morgenen bemærker Paul, at Eliza forguder Helen. Paul kommer til sit værelse, hvor han finder Henri ved at gøre rent. Han drikker sin whisky og siger, at Helen også drikker og er til unge piger. Paul bringer derefter sin kærlige og principløse kæreste Sonia (Catherine Rouvel) ind i forretningen og siger, at Helen skal portrætteres som en ond kvinde, der forsøger at trække Eliza ind i hendes beskidte gerninger. For at gøre dette beder han om at få sovemedicin og LSD. Paul beder Ludovik om hurtigst muligt at arrangere et besøg i et hus for Madame Pinelli, så hun forlader sit pensionat i to timer og efterlader Elisa uden kontrol.

Paul beder Sonya om at forklæde sig som Helen, ringe til pensionatet på det angivne tidspunkt og sige, hvad han beder om. Paul selv vil give Helen en tur til lufthavnen med Eliza. På vejen forfalsker han et bilhavari og forsvinder og efterlader Helen i bilen alene med Eliza, hvorefter en skandale skulle bryde ud.

På hospitalet informerer en lægeven Helen om, at den formodet uhelbredeligt syge Paul slet ikke bliver behandlet på deres hospital. Samme sted henvender skuespilleren Mostelli sig til hende og siger, at hendes svigerfar, der sponsorerer to teatre, beordrede ham til at sprede sladder om, at Helen og Paul er kærester. Helen går gennem parken, hvor hun møder en bekendt, der sælger balloner, som fortæller, at nogen hele tiden følger efter hende.

Paul sender Madame Pinelli og de gamle piger for at inspicere huset, og han giver Henri to flasker whisky, hvilket gør ham fuld. Så tager han Eliza med ind i et andet rum, giver hende slik, tilbyder at tegne et smukt billede og går så hen og viser det til Helen. Paul smugler derefter den fortvivlede Elsa ind i sin bylejlighed i sin bil, hvor Sonya poserer som Helen og viser Elsa en pornografisk film. Sonya-Helen kærtegner Elsa under hendes kjole og klæder sig af. Paul vender tilbage til pensionatet, gemmer den sovende Elsa på bagsædet af bilen og tager selv det billede, hun malede.

Et telefonopkald ringer, og Sonya, der udgiver sig for at være Madame Roslets niece, til hvem Helen engang skrev et brev opsnappet af Paul, rapporterer, at Madame Roslet ankommer i dag og beder om at møde hende. På dette tidspunkt trækker Paul alle hendes penge og flybilletter til Paris fra Helens pung og smider et billede af Eliza ind på hendes værelse.

Da Helen møder Paul i stuen, siger hun, at hun ved, at han ikke er syg, og at han udspionerer hende. Paul er tvunget til delvist at tilstå, hvorefter han forsøger at overtale Helen til at tage til lufthavnen i sin bil eller i det mindste spise slik. Men hun nægter og tager af sted i en taxa. Pauls plan bryder sammen, han returnerer Eliza til pensionatet og lægger hende i seng lige i tøjet.

Helen venter på Madame Roslet i lufthavnen, men finder så ud af, at det fly, hun navngav, slet ikke eksisterer. Da Helen fandt ud af, at alle pengene var stjålet fra hendes pung, sætter hun sig ind i en taxa, beder taxachaufføren om at nævne tidspunktet og huske hendes ansigt, hvorefter hun beder om at blive kørt til Ludovics hus.

Helen går til Louis' hus, beder om at betale for en taxa og går op på Charles' værelse. Helen krammer Charles, han erklærer sin kærlighed til hende og beder hende om tilgivelse, hun tilgiver ham. Moderen ser, hvordan Charles beder Helene om at blive hos sig og beder Ludovic, der er kommet ind, om ikke at blande sig. Helen og Charles forældre går ud i gangen, hvor Helen over for alle anklager Ludovic for, at den fyr, han hyrede til at se hende, stjal hendes sidste penge. Ludovic giver hende de stjålne penge, inklusive penge til flybilletten.

De kvinder, der er vendt tilbage til deres pension, finder Paul og Mostelli der og kræver, at de forklarer, hvad der sker. Paul siger, at han sov, og Elsa blev hos Helen, og hun vil selv fortælle, hvad der skete. Ellen tog afsted til lufthavnen. I dette øjeblik kører Helen op i en luksuriøs Mercedes. Hun siger, at hun ikke ved med sikkerhed, om Paul satte alt op, men hvis ja, så burde han vide, at hun lige har set Charles, og i morgen flyver hun og hendes søn til Paris.

Om morgenen melder lægen, at nogen gav Elsa et stof eller en sovepille. Paul sætter sig ved bordet og begynder at komme med undskyldninger. Helen siger, at hun tilgiver ham og drikker den appelsinjuice, han skænkede, hvorefter Paul, som ved et uheld, banker karaffen med juice af bordet.

Eliza kommer ind og siger, at hun virkelig kunne lide de billeder af nøgne mænd og kvinder, som Helen viste hende, og beder Paul om at tage hende med til Helen igen. Elizas forældre tager hende væk. Den rigtige Helen bliver svimmel og får derefter syner. Jomfruerne siger, at Paul gled noget ind i hende, Helen går til parken, jomfruerne løber for at støtte hende. Helen i parken, omgivet af tre jomfruer, ser på ballerne, og alt omkring hende er tegnet i hallucinogene farver.

I mellemtiden fortæller Charles sin mor, at han har brug for Helen, og han er ligeglad med de andre, i en ophidset tilstand skubber han sin mor væk og forlader huset. Charles ankommer til pensionatet og støder på Paul. Charles tager saksen, men Paul opsnapper dem og stikker Charles foran den hjemvendte Helen og de tre jomfruer, der ledsager hende. Helen, med de ord, at hun vil se sin søn, går ud på gaden og ser flyvende bolde.

Medvirkende

Kritisk reaktion

Vincent Canby fra The New York Times :

The Rupture, manuskript af Chabrol og baseret på en roman af Charlotte Armstrong, indeholder så mange smukke øjeblikke, at man er fristet til at mistænke en frygtelig svaghed i sig selv snarere end i filmen, på grund af følelsen af ​​depressiv irritation, han forlod. Måske ikke... Der er et andet problem med filmens format: modgang og ydmygelse falder så hårdt over den stakkels heltinde, at det ret tidligt står klart, at filmen skal retfærdiggøre og beskytte hende. Ellers har den ingen form. At genoprettelsen af ​​hendes gode navn opnås til en høj pris er ikke uventet og rørende nok til at gøre et melodrama til en tragedie [1] .

Dave Kerr fra Chicago Reader :

En af 1970'ernes nøglefilm, The Rupture, er Claude Chabrols mest frygtløse eksperiment med fortælleform - en modernistisk bearbejdning af melodrama... "Rupturen" i titlen refererer til en fortælling, der begynder med en klar opdeling i sort og hvid , godt og ondt, og ødelægger derefter gradvist sig selv og bryder op i flere og mere komplekse og undvigende fragmenter. Kan varmt anbefales [2] .

Noter

1. ↑ Canby, Vincent Filmanmeldelse - La Rupture . Movies.nytimes.com (5. oktober 1973). Hentet: 23. august 2011. (ubestemt)
2. ↑ Kehr, Dave La brud . Chicago Reader. Hentet 23. august 2011. Arkiveret fra originalen 24. maj 2013. (ubestemt)

Links

• IMDB link
• Allrovi link