Farvel fra Hector til Andromache (maleri af Losenko)

Anton Losenko
Hectors farvel til Andromache . 1773
Lærred , olie . 156,3 × 212,5 cm
Statens Tretyakov-galleri , Moskva
( Inv. 5814 )
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Hectors Farvel til Andromache er et maleri fra 1773  af den russiske kunstner Anton Losenko (1737-1773). Tilhører Statens Tretyakov-galleri ( inv. 5814). Størrelsen på lærredet er 156,3 × 212,5 cm [1] [2] [3] . Plottet i billedet er forbundet med episoden af ​​den trojanske krig beskrevet i Iliaden - farvel fra trojanernes  øverstkommanderende , Hector , med sin kone Andromache og søn Astyanax [4] . Temaet for farvel til familien til den trojanske helt, der går i kamp med grækerne, kombinerer kunstneren med temaet patriotisk gerning og borgerpligt [5] .

Losenko arbejdede på lærredet bestilt af kejserinde Catherine II [4] . Nogle detaljer i maleriet forblev ufuldstændige på grund af kunstnerens død, som døde i en alder af 36 af vandsyge [6] . Efter Losenkos død blev træk ved konstruktionen af ​​maleriet "Hektors farvel til Andromache" overtaget af hans elever og "udviklet til et uskreven system af kompositionstænkning, som påvirkede den efterfølgende historie af russisk historisk maleri " [7] . I fem årtier blev lærredet i russisk maleri betragtet som "standarden for det historiske klassiske maleri" [8] [9] .

Kunstkritikeren Avraam Kaganovich kaldte lærredet "Farvel fra Hector til Andromache" for et modent værk, der fuldt ud demonstrerer kunstnerens "høje professionelle evner som komponist , tegner og maler." Ifølge kunstkritikeren Nonna Yakovleva kan maleriet "Hectors farvel til Andromache" tjene som "et ideelt læremiddel, der illustrerer klassicismens kompositoriske, koloristiske og ideologiske principper" i det 21. århundrede [10] .

Historie

I 1758 begyndte Anton Losenko sine studier på Imperial Academy of Arts (IAH), som var blevet grundlagt kort før det, i 1757. Hans mentorer var franske kunstnere Louis-Joseph Le Lorrain , Jean Louis de Velli og Louis Jean-Francois Lagrené , som blev inviteret til Rusland af kuratoren for Akademiet Ivan Shuvalov [11] . I 1760 blev Losenko, som pensionist fra Imperial Academy of Arts , sendt til Paris , hvor han forbedrede sine færdigheder under vejledning af kunstneren Jean Resta, Jr. , som på det tidspunkt var direktør for Royal Academy of Painting og Skulptur . I slutningen af ​​1762 vendte Losenko tilbage til Rusland, men snart blev hans pensionering forlænget, og i 1763 tog han igen til Frankrig, hvor han blev til 1765, i denne periode var Joseph-Marie Vienne hans mentor [12] . I slutningen af ​​1765 imødekom Council of the Imperial Academy of Arts Losenkos anmodning om at forlænge hans pensionering i tre år, og kunstneren flyttede fra Paris til Rom [13] .

I 1769 vendte Losenko tilbage til Rusland. Samme år begyndte han at arbejde på lærredet "Vladimir og Rogneda", som blev et af de første malerier baseret på et plot fra russisk historie. Maleriet stod færdigt i 1770, og for det fik kunstneren titlen akademiker . Kort efter blev Losenko professor ved det kejserlige kunstakademi og stod i spidsen for klassen for historisk maleri, og i 1772 blev han udnævnt til direktør for Kunstakademiet, idet han udførte disse opgaver sammen med Nicolas-Francois Gillet [14] .

På trods af at ledelsen af ​​akademiet og undervisningen tog meget tid og kræfter, fortsatte Losenko sin kreative aktivitet. Hans næste (og, som det viste sig, sidste) betydningsfulde værk var maleriet Hectors farvel til Andromache, hvis plot var baseret på begivenhederne i den trojanske krig beskrevet i Iliaden . Det er kendt, at maleriet blev skabt efter ordre fra kejserinde Catherine II [15] [4] , og kunstneren arbejdede på det i 1773 [4] [9] , selv om der ifølge kunstkritikeren Avraam Kaganovich " ikke er nogen tvivler på, at det er startet før" [7] .

Prototypen på maleriet "Hectors farvel til Andromache" var maleriet af samme navn af Jean Resta Jr. [4] [16] [17] , malet i 1727 , som var Losenkos mentor under pensionistens rejse 1760-1762 [ 18] . En påmindelse om Resta-maleriet til Losenko kunne tjene som en gravering lavet af den franske gravør Jean-Charles Levasseur i 1769 [19] . Når han arbejdede på lærredet, brugte Losenko teksten til Iliaden på fransk fra sit eget bibliotek - bogen var illustreret med graveringer, hvoraf den ene skildrede afskedsscenen mellem Hector og Andromache [20] .

Losenko havde også en kopi af bogen udgivet på fransk i 1757 af Anna Claude Philippe de Levy Quelus "Malerier på plots fra Homers Iliaden og Odysseen, fra Virgils Æneiden, etc." ( fransk:  Tableaux tirés de l'Iliade, de l'Odyssée d'Homère et de l'Enéide de Virgile, avec des observations sur le costume ), hvori forfatteren, der diskuterede Hectors og Andromaches afskedsplot, rådgav kunstnerne for at holde sig til den homeriske tekst og citerede som eksempel et maleri af Charles de Lafosse [21] . Losenko kunne også bruge værket af den italienske historiker Guido de Columna fra det 13. århundrede med titlen "Historien om ruinen af ​​Troja, hovedstaden i det frygiske rige, samlet fra forskellige antikke forfattere" - da billedet blev skrevet, var flere udgaver af dette værk var allerede udkommet på russisk [22] ; det er kendt, at mindst én af disse publikationer var på biblioteket af Imperial Academy of Arts [21] .

Nogle detaljer af Losenkos lærred forblev ufuldstændige på grund af kunstnerens død, som døde den 23. november ( 4. december 1773 )  af vandsyge [6] . I digtet "Til professor og direktør Anton Pavlovich Losenkov, der døde på Kunstakademiet", som var tænkt som et epitafium [23] , skrev digteren Vasily Maikov : "Behandling af Hector, Andromache er ulykkelig, / Ikke færdig med dig , det ser sådan ud, / Hvor flov hun skulle være hende af frygt - / Hendes tristhed præsenteres af dig i live ” [24] . Maleriet stod på et staffeli i Losenkos atelier indtil de allersidste dage af hans liv [6] . Ifølge kunsthistorikeren Alexei Savinov var "billedet næsten færdigt" [25] .

I et halvt århundrede blev "Hectors farvel til Andromache" i russisk maleri betragtet som "standarden for et historisk klassicistisk maleri" - indtil Fyodor Bruni i 1824 malede sit maleri "Camillas død, søster til Horace" [8] [9] .

Maleriet "Hectors farvel til Andromache" var i Museum of the Imperial Academy of Arts [4] [26] , efter revolutionen blev det overført til Statens Museumsfond, og i 1924 blev det overført til Tretyakov Gallery [4] . Lærredet blev udstillet på udstillingerne "At the Origins of Russian Painting" ( TG , Moskva, 1925), "Russian Historical Painting" ( TG , Moskva, 1939), "225 Years of the Academy of Arts" (Moskva, 1983- 1984), samt på en retrospektiv udstilling Losenko, afholdt i 1987-1988 på Statens Russiske Museum i Leningrad [27] .

Beskrivelse

Plot

Wikisource-logo.svg " Iliaden ", oversat af N. I. Gnedich :
  • Canto 6 - Hectors Rendezvous med Andromache

Plottet i billedet er baseret på begivenhederne i den trojanske krig , beskrevet i Iliaden , et episk digt tilskrevet Homer . Trojanernes øverstkommanderende , Hector , skal i kamp med de achæiske grækere , som belejrer Troja . Ved Skeian-porten, hvorigennem han skal forlade byen, møder Hector sin kone Andromache , som holder deres spæde søn Astyanax i sine arme [4] .

I forventning om problemer overtaler Andromache sin mand til ikke at risikere sit liv: "Vær medlidenhed med mig og bliv hos os på tårnet, / Gør ikke din søn forældreløs, gør ikke din kone til enke." Men Hectors patriotiske følelser tager overhånd – han mener, at han er forpligtet til at beskytte trojanerne og deltage i kampen. Hector forudser sin hærs nederlag og Trojas død, hvilket vil føre til slaveri og lidelser for hans kære, men han afviser Andromaches bønner: ”Alt, hustru, bekymrer mig ikke mindre; men frygtelig / Skam mig foran enhver trojansk og langt påklædt trojaner, / Hvis jeg som frygtsom bliver her og bevæger mig væk fra kampen ” [22] [28] . Så prøvede Hector at omfavne sin søn, men han vigede tilbage fra sin far: "Skræmt over skinnende kobber og pjusket-håret kam, / så ham forfærdeligt svaje ovenfra hjelmen." Hector tog hjelmen af, der skræmte barnet fra hans hoved, og tog Astyanax og bad til guderne [29] [28] :

Zeus og de udødelige guder ! åh, skab, lad
denne min elskede søn, ligesom jeg, blive berømt blandt borgerne;
Han er også stærk i styrke, og må han regere mægtigt i Troja.
Lad dem engang sige om ham, set fra slagets gang:
Han overgår sin far! Og lad ham gå ind med blodig selviskhed
, fjender ødelægger, og behage sin moders hjerte!

Det var dette øjeblik af Hectors patetiske appel til guderne, som Losenko skildrede i sit maleri [30] . Kunstneren kombinerer temaet afsked med den trojanske helt med sin familie med temaet patriotisk gerning og borgerpligt, med Hectors ed om troskab til sit folk, udtrykt i hans ønske om at "placere frihedens bæger i vores fries klostre. , / Efter fordrivelsen fra Troja , de kobberpansrede akæere " [5] .

Tegn og komposition

Sammensætningen af ​​billedet omfatter flere grupper af mennesker. Den centrale gruppe, som Hector, Andromache og Astyanax tilhører, såvel som tjenestepigen, der står til venstre for dem, er omgivet af to grupper af " kor ", hovedsageligt sammensat af trojanske krigere. Derudover er der til højre i baggrunden en anden gruppe, som omfatter en hesteavler og et bevæbnet følge [31] .

I det kompositoriske centrum af billedet er Hector, der vises som en folkehelt fuld af uselviskhed. Han står nær Andromache og holder sin søns lille hånd med sin højre hånd. Mens han udtalte edens ord, rakte han sin venstre hånd til siden, hvilket viste, at han henvendte sig til alle trojanerne. Dette understreger fortolkningen af ​​hovedpersonen valgt af kunstneren, ifølge hvilken han både er en kærlig far og en trofast borger i Troja. Hectors centrale position i kompositionen af ​​billedet understreges af hans røde kappe, der flagrer i vinden . Udtrykket i hans ansigt, hans opadgående blik og adskilte mund vidner om oprigtigheden af ​​både hans ed og hans overstrømmende følelser [32] . På samme tid, ifølge kunstkritikeren Abraham Kaganovich , "fremkalder Hectors ansigt, hans figur ikke en gammel prototype, de er lige så virkelige som den model, som kunstneren uden tvivl brugte." Hectors tøj, inklusive hans kappe, er i billedtraditionen fra det 18. århundrede og er mere barok end klassisk stil, og hans udseende har "meget mere ægte enkelhed end episk storhed". Generelt rammer traditionen for russisk klassicisme her, som undgik overdreven abstrakthed, indførte elementer af konkrethed i heltenes billeder, hvilket gjorde dem mere forståelige og tæt på publikum [33] . Hovedindholdet i Losenkos billede af Hector er, at han er "fuld af styrke, tro på sejren for en høj patriotisk impuls." Derfor fremkaldte dette billede af den trojanske helt hos seeren ikke simpel medfølelse, men en følelse af oprigtig respekt [34] .

Billedet af Andromache, som også indtager en central plads i kompositionen af ​​billedet, er ifølge Kaganovich mindre vellykket end billedet af især Hector, fordi "han var mere påvirket af abstrakte klassikere end andre." Med sin lille søn i armene vender hun sig mod Hector og lytter opmærksomt til hans ord, men hendes opmærksomhed gør et overfladisk indtryk, og i sit udseende "er hun måske den mest fremmede karakter i mængden af ​​Losenkovs trojanske heste". Det skyldes formentlig, at hendes billede ikke blev helt færdigt af kunstneren - især Andromaches ansigt og øjne er "kun forberedt til at male", og på hendes tøj kan man bemærke "en overflod af planlagte og endnu ikke afslørede folder". " [35] .

Billedet af den grædende stuepige hører også til den centrale gruppe. Hun er en karakteristisk karakter ved billedet, og hendes billede er til stede i Losenkos forberedende skitser , startende fra de tidligste [35] . Hun græder og tørrer sine tårer med enden af ​​sit tørklæde; hendes kostume adskiller sig lidt fra det sædvanlige tøj fra det XVIII århundrede [36] . Tilsyneladende blev kunstneren tiltrukket af dette "billede af en følsom kvinde, rørende med hendes venlighed og oprigtighed af følelser", som blev betragtet som "et meget virkeligt billede af en simpel person fra folket" [35] . Ifølge filologen Era Kuznetsova , "i hendes billede er der meget mere naturlighed, umiddelbarhed og oprigtighed end i billedet af hendes elskerinde" [37] . Det lyriske og rørende billede af tjenestepigen foregriber billederne af bondekvinder skabt i begyndelsen af ​​det 19. århundrede af Alexei Venetsianov [38] . På samme tid er tjenestepigen så at sige en integreret del af billedet af Andromache, tæt og uløseligt forbundet med ham, uadskillelig fra ham [39] .

Den højre gruppe består af fem figurer. Disse omfatter en ung mand, der støtter et skjold, en dreng [36] eller en pige [39] med Hectors hjelm (den der skræmte Astyanax), en høj kriger i rustning og med en sultan på hjelmen vendt væk fra beskueren, en anden kriger med mørkt skæg, og også en ung trojaner, der kigger ud bag ham og ser beundrende på Hector [40] . Billedet af en sortskægget kriger anses for at være et af de mest succesrige på billedet, på trods af at han er "uendeligt langt fra det gamle ideal" og snarere opfattes som en fortsættelse af Losenkos arbejde med bondebilleder, der blev fundet i hans tidligere værker [41] .

Kunstkritikere bemærker også kunstnerens store dygtighed i at skabe billeder af krigere afbildet siddende og stående i venstre side af billedet, som også opfattes som aktive deltagere i kompositionen. De omfatter en rytter med et banner bag ryggen på en tjenestepige [42] .

En væsentlig rolle i sammensætningen af ​​lærredet spilles af den arkitektoniske baggrund - Losenko forsøgte at bruge sine muligheder så bredt som muligt og gøre det til et aktivt element og en vigtig faktor i billedets figurative udtryksevne [43] . I det 18. århundrede havde ingen en idé om, hvordan Trojas bygninger, mure, porte og forsvarsværker så ud - Losenko malede sit billede hundrede år før Heinrich Schliemanns arkæologiske ekspedition begyndte udgravninger i 1870'erne stedet for det oprindelige Troja. Således var den vigtigste informationskilde for kunstneren Iliaden , som var fyldt med poetiske overdrivelser. På Losenkos maleri ser det arkitektoniske billede af den antikke by meget storladent ud - "en høj mur med en række doriske søjler , enorme porte i den antikke ånd og fæstningstårne ​​i baggrunden skaber et indtryk af ægte storhed" [44] .

Skitser og undersøgelser

Skitser

Samlingen af ​​Statens Russiske Museum indeholder en grafisk skitse-skitse "Farvel af Hector til Andromache" (gråt papir, italiensk blyant , 21,8 × 29,1 cm , inv. P-1206 ) [45] , som er en af ​​de tidlige versioner af det kompositoriske konstruktions fremtidige lærred. I modsætning til den endelige version af maleriet, er Hector på denne tegning til venstre for Andromache og stuepigen med højre (ikke venstre) hånd strakt ud [46] .

Statens Tretjakovgalleri har en maleriskits af samme navn til maleriet "Farvel fra Hector til Andromache" (olie på lærred, 48,3 × 63,5 cm , inv. J-1062 ) [27] [47] . Tretyakov-galleriets råd erhvervede skitsen i 1917 fra Moskva-samleren N. S. Gavrilov (oldebarn af F. P. Makerovsky ) [27] . Abraham Kaganovich bemærkede farverelationernes blødhed og farvemiljøets integritet, og skrev, at "i russisk historisk maleri fra det 18. århundrede bevarer denne skitse den unikke position som det mest billedlige værk" [48] .

Grafiske studier

Adskillige grafiske skitser skabt af Losenko som forberedelse til at male billedet opbevares i Statens Russiske Museum - "The Weeping Servant" (papir, grafitblyant, kridt, 27,2 × 11,6 cm , inv. R-1208 ), "Tre krigere med våben of Hector" (papir, grafitblyant, kridt, 23,9 × 16,0 cm , inv. R-1216 ), "Hånd" (papir, blyant, 15,5 × 22,0 cm , inv. R-1200 ) [45] , "Mandhoved" (papir, blyant, 13,6 × 10,3 cm , inv. Р-1202 ) og "Hånd" (papir, blyant, kridt, 25,5 × 13,5 cm , inv. Р-13012 ) [49] . Avraam Kaganovich mener, at den forberedende tegning til billedet af den grædende stuepige tilsyneladende er lavet ud fra livet - ifølge ham er denne undersøgelse "livlig og udtryksfuld, der trofast formidler modellen på Losenkos måde." En skitse til figurerne af tre krigere, lavet til karakterer fra den rigtige gruppe, kaldte Kaganovich "et typisk eksempel på en skitse til et maleri, hvor kunstneren primært var interesseret i forholdet mellem karakterer, deres rumlige position, arten af handlingen" [39] .

I samlingen af ​​State Tretyakov Gallery er der skitser "En ung mand giver et skjold. En arm bøjet i albuen" (begyndelsen af ​​1870'erne, gråt grundet papir, italiensk blyant, kridt, 28,7 × 22,4 cm , inv. 26513, album, ark 18, klistret på albumarket) [50] og "Hoved grædende kvinde" ( begyndelsen af ​​1870'erne, blåt grundet papir, blyant , 14,7 × 12,5 cm , inv. P-1347 ) [50] [51] . Den første af dem var tidligere i St. Petersborg-samlingen af ​​A. R. Tomilin , og derefter i Moskva-samlingen af ​​A. F. Zakharov , fra hvem den blev erhvervet af galleriet i 1944 [50] . Denne undersøgelse, der skildrer en bøjet ung kriger med et skjold, "udmærker sig ved stor dygtighed, troskab i proportioner og fuldstændig klarhed i modellens karakter", den formidler godt den unge mands bevægelse såvel som positionen af torso og hoved [41] . Tegningen "Head of a Weeping Woman", også kendt som "Head of a Weeping Servant", var tidligere i A.F. Korostins I.A., og derefter fra[45] af E. N. Divova [50] . Denne undersøgelse, som betragtes som "et af de tidligste og mest udtryksfulde billeder af en russisk bondekvinde skabt i det 18. århundrede" [52] , er bevis på en tankevækkende søgen efter billedet af en tjener [39] .

Tre grafiske studier opbevares i Museum of the Russian Academy of Arts i Skt. Petersborg - "En mand med en pind" (papir, blyant, 29,1 × 22,2 cm , inv. 1874 ), "To krigere" (papir, blyant, 39,5 × 28,0 cm , inv. 1876 ) og "Kriger i en hjelm" (papir, blyant, 27,5 × 24,0 cm , inv. 1875 ) [45] . Samlingen af ​​Pushkin State Museum of Fine Arts indeholder skitsen "Child" (grå grundet papir, blyant, 21,1 × 13,5 cm , inv. GR-850 , fra samlingen af ​​I. S. Zilbershtein ), hvorpå et tilbagelænet nøgent barn er afbildet . Denne tegning blev brugt af kunstneren til billedet af Astyanax [53] .

Anmeldelser

I et af brevene skrevet i begyndelsen af ​​1790'erne huskede forfatteren og pædagogen Mikhail Muravyov : "Med hvilken fornøjelse var vi mættede med synet af Losenkovs maleri. I hans afsked med Hector og Andromache genkendte vi Homer. Heltens pande er åbenhjertig, armene strakte ud til at modtage babyen, moderens mod, behageligt modsat moderens ømhed og frygt. Da vi kun så træk, gættede vi deres følelser og hørte, ser det ud til, samtaler” [54] [36] .

I en oversigtsartikel om Losenkos arbejde udgivet i 1914 skrev kunsthistorikeren Sergej Ernst , at begivenhederne i Hectors Farvel udspiller sig på baggrund af monumental arkitektur, "under en overskyet urolig himmel" [15] . Ifølge Ernst er "hele handlingen fri og harmonisk, om end noget kold og ceremoniel", mens "i den generelle plan er der en note af sand patos, sandt omfang." Ernst bemærkede også den behagelige farve af maleriet, som omfattede "trætte harmonier" af bleggrøn, rød og grå. Uden at skjule sin negative holdning til akademisk maleri skrev Ernst, at lærredet måske netop på grund af dets ufuldstændighed er blottet for en smag af kulde og død, "så almindelig i Losenkos akademiske kompositioner" [55] .

Kunsthistorikeren Alexei Savinov bemærkede, at Losenko, som i sit tidligere maleri "Vladimir og Rogneda" (1770, Russian Museum ), i "Farvel of Hector to Andromache" "kombinerede det store og det enkle, teatralske opstemthed og naturlighed i livet", vha. en række kunstneriske teknikker på jagt efter større udtryksfuldhed af indholdet [56] . Elementerne i Losenkos originale stil inkluderer ifølge Savinov "en streng, klar komposition, rumlig konstruktion, stærke kontraster af farver og skygge, billedets maleriske som helhed, alvor ved siden af ​​følelsesmæssig opstemthed, figurerne enten i en skarp bevægelse eller ubevægelig" [57] .

Ifølge kunsthistorikeren Vsevolod Petrov er Anton Losenkos malerier "Vladimir og Rogneda" og "Farvel fra Hector til Andromache" oprindelsen til den "vedvarende og vedvarende tradition for den ' historiske genre '", som var forankret i systemet med akademisk kunst og i lang tid forudbestemt udviklingsretningen for russisk historisk maleri [58] . Samtidig var det ifølge Petrov i lærredet "Hectors farvel til Andromache", at "de kunstneriske principper, der senere dannede grundlaget for alt historisk maleri ved Kunstakademiet i det 18. - første tredjedel af det 19. århundrede tog form med den største klarhed” [59] .

Kunstkritiker Avraam Kaganovich kaldte lærredet "Hectors farvel til Andromache" for et modent værk, der fuldt ud demonstrerer "kunstnerens høje professionelle evner som komponist , tegner og maler", såvel som "hans malemetode og syn på mønstrene til at konstruere en historisk lærred." Efter Losenkos død blev disse træk ved konstruktionen af ​​billedet overtaget af hans elever og "udviklet til et uskreven system af kompositionstænkning, som påvirkede den efterfølgende historie af russisk historisk maleri" [7] .

Kunstkritikeren Alla Vereshchagina citerede Losenkos maleri "Farvel fra Hector til Andromache" som et eksempel på, hvordan, efterhånden som klassicismen udvikler sig i russisk maleri , "antikke temaer i stigende grad kiles ind i dens plotcirkel" [60] . Ifølge Vereshchagina, i modsætning til det tidligere maleri "Vladimir og Rogneda", hvor "vægten blev lagt på at afsløre de lyriske egenskaber af heltens sjæl", i "Farvel fra Hector til Andromache", "viste kunstneren de borgerlige dyder af en person” [60] . Vereshchagin bemærkede skønheden i farvelægningen af ​​både billedskitsen og hovedlærredet, og skrev, at "fra et rent billedmæssigt synspunkt er disse ting mere interessante end alle Losenkos tidligere værker" [61] .

Ifølge kunstkritikeren Nonna Yakovleva kan maleriet "Hectors farvel til Andromache" stadig tjene som "et ideelt læremiddel, der illustrerer klassicismens kompositoriske, koloristiske og ideologiske principper" [10] . Ved at sammenligne Losenkos sidste værk med hans tidligere værker skrev Yakovleva, at "ydre patos og indre kulde" kan noteres i det. Men ifølge Yakovleva var datidens klassicistiske teaterforestillinger også kendetegnet ved deres patos, så "han sårede ikke nogens øjne", af denne grund kan billedet kaldes "eksemplarisk klassicistisk" [62] .

Noter

  1. ↑ Katalog over Statens Tretyakov-galleri, bind 2, 2015 , s. 176-177.
  2. ↑ Losenko Anton Pavlovich - Hectors farvel til Andromache (HTML). State Tretyakov Gallery - www.tretyakovgallery.ru. Hentet 17. december 2021. Arkiveret fra originalen 20. november 2021.
  3. ↑ Anton Losenko - Hectors farvel til Andromache, 1773 (HTML). Mit Tretyakov-galleri - my.tretyakov.ru. Hentet 17. december 2021. Arkiveret fra originalen 17. december 2021.
  4. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 Katalog over Statens Tretyakov Gallery, bind 2, 2015 , s. 177.
  5. ↑ 1 2 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 174.
  6. ↑ 1 2 3 E. I. Gavrilova, 1977 , s. 47.
  7. ↑ 1 2 3 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 172.
  8. ↑ 1 2 E. F. Petinova, 2001 , s. halvtreds.
  9. ↑ 1 2 3 E. F. Petinova, 2008 , s. 386.
  10. ↑ 1 2 N. A. Yakovleva, 2005 , s. 63.
  11. ↑ E. F. Petinova, 2008 , s. 382.
  12. ↑ E. F. Petinova, 2008 , s. 383.
  13. ↑ E. F. Petinova, 2008 , s. 384.
  14. ↑ E. F. Petinova, 2008 , s. 385.
  15. ↑ 1 2 S. R. Ernst, 1914 , s. 14-15.
  16. ↑ G. V. Zhidkov, 1926 , s. 51-60.
  17. ↑ A. A. Karev, 2003 , s. 92.
  18. ↑ E. F. Petinova, 2001 , s. 46.
  19. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 186.
  20. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 185.
  21. ↑ 1 2 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 270.
  22. ↑ 1 2 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 173.
  23. ↑ S. R. Ernst, 1914 , s. 10-11.
  24. ↑ V. I. Maykov, 1966 , s. 299-300.
  25. ↑ A. N. Savinov, 1961 , s. 180.
  26. ↑ Museum of the IAH, 1915 , s. 150.
  27. ↑ 1 2 3 Katalog over Statens Tretyakov Gallery, bind 2, 2015 , s. 176.
  28. ↑ 1 2 " Iliaden ", oversat af N. I. Gnedich , Canto Six  - Hector's date med Andromache
  29. ↑ E. I. Gavrilova, 1977 , s. 43-44.
  30. ↑ E. I. Gavrilova, 1977 , s. 44.
  31. ↑ A. A. Karev, 2003 , s. 69.
  32. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 177.
  33. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 178.
  34. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 178-179.
  35. ↑ 1 2 3 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 179.
  36. ↑ 1 2 3 A. N. Savinov, 1948 , s. 32.
  37. ↑ E. V. Kuznetsova, 1972 , s. 67.
  38. ↑ E. I. Gavrilova, 1977 , s. 46.
  39. ↑ 1 2 3 4 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 180.
  40. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 180-181.
  41. ↑ 1 2 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 181.
  42. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 182-183.
  43. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 183-184.
  44. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 184.
  45. ↑ 1 2 3 4 A. L. Kaganovich, 1963 , s. 289.
  46. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 174-175.
  47. ↑ Losenko Anton Pavlovich - Hectors farvel til Andromache (skitse), 1773 (HTML). www.art-catalog.ru Hentet 13. december 2021. Arkiveret fra originalen 16. juni 2016.
  48. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 175.
  49. ↑ A. L. Kaganovich, 1963 , s. 290.
  50. ↑ 1 2 3 4 Katalog over Statens Tretyakov Gallery (figur), bind 1, 1996 , s. 111.
  51. ↑ A. A. Karev, 2003 , s. 78.
  52. ↑ A. F. Korostin, 1952 , s. 17.
  53. ↑ Losenko Anton Pavlovich - "Barn" (HTML). Statskatalog for Museumsfonden i Den Russiske Føderation - goskatalog.ru. Hentet 13. december 2021. Arkiveret fra originalen 22. juni 2019.
  54. ↑ M. N. Muravyov, 1815 , s. 83.
  55. ↑ S. R. Ernst, 1914 , s. femten.
  56. ↑ A. N. Savinov, 1948 , s. 32-33.
  57. ↑ A. N. Savinov, 1948 , s. 33.
  58. ↑ V. N. Petrov, 1961 , s. 43.
  59. ↑ V. N. Petrov, 1961 , s. 47.
  60. ↑ 1 2 A. G. Vereshchagin, 1973 , s. 17-18.
  61. ↑ A. G. Vereshchagin, 1973 , s. atten.
  62. ↑ N. A. Yakovleva, 2005 , s. 64.

Litteratur

Links