Beaver model

Beaver- modellen konkursprognosemodel udgivet af den amerikanske økonom William Beaver i 1966.

Historie

Den amerikanske økonom William Beaver udgav i 1966 sit arbejde [1] , hvori han var den første til at bruge økonomiske nøgletal til at forudsige sandsynligheden for, at virksomheder går konkurs. Stikprøven omfattede 79 amerikanske virksomheder, der gik konkurs mellem 1954 og 1964. For hver konkursramt virksomhed blev en ikke-konkurseret virksomhed tilføjet stikprøven efter matchningsprincippet .

Modelberegning

Modellen gør det muligt at vurdere virksomhedens økonomiske tilstand i forhold til dens eventuelle fremtidige konkurs. Indikatorerne for modellen er hentet fra balancen (skema nr. 1), resultatopgørelsen (skema nr. 2) og bilaget til balancen (skema nr. 5) [2] .

William Biver foreslog et femfaktorsystem af indikatorer til vurdering af en virksomheds økonomiske tilstand for at diagnosticere konkurs [3] :

Indeks	Beregningsformel	Beregningsmetode	Gruppe 1 Velstående virksomheder	Gruppe 2 5 år før konkurs	Gruppe 3 1 år før konkurs
Beavers forhold	(Nettoindkomst + Afskrivninger)/ Lånte midler	s.190(F2) + s.F5(393+394)/ s.(590+690)	0,40-0,45	0,17	(0,15)
Aktuel likviditetsgrad	Omsætningsaktiver / Kortfristede forpligtelser	side 290/ side (610 + 620 + 630 + 660)	<3.2	<2	<1
Økonomisk rentabilitet	Nettoresultat / Aktivernes størrelse	s. 190 (F2) / s. 300	0,6-0,8	0,4	(0,22)
Finansiel gearing	Lånt kapital / Balance	side (590 + 690) / side 700	<0,37	<0,5	<0,8
Aktivdækningsgrad af egen driftskapital	(Egenkapital - Langfristede aktiver)/ Størrelse af aktiver	s. (490 − 190)/ s. 300	0,4	<0,3	(0,06)

Kritik af modellen

Fordele ved modellen [4] :

enkelhed af beregninger;
bruge indikatoren for afkast af aktiver og foretage domme om tidspunktet for konkurs;
lang prognosehorisont, ingen vægtningsfaktorer.

Ulemper ved modellen [4] :

et lille antal indikatorer bruges, der er ingen integreret vurdering;
subjektivitet med definitionen af den økonomiske tilstand for hver indikator separat, hvilket giver en generel intuitiv karakter;
subjektivitet af konklusioner med forskellige indikatorer for koefficientværdier;
der er ingen endelig indikator for risikoen for konkurs, hvilket fører til kompleksiteten i fortolkningen af resultaterne, og der er ingen redegørelse for virksomhedens branche og regionale forhold.

Se også

Noter

↑ Beaver WH Financial Ratios as Predictors of Failure Arkiveret 5. maj 2020 på Wayback Machine /Empirical Research in Accounting Selected Studies// Journal of Accounting Research , 1966, nr. 4 - pp. 71-111 - DOI 10.2307/2490171
↑ Yakovleva I.N. Sådan forudsiger du risikoen for en virksomheds konkurs Arkiveret 30. oktober 2020 på Wayback Machine // Economist Handbook, nr. 4, 2008
↑ Patlasov O.Yu., Sergienko O.V. Krisestyring. Finansiel modellering og diagnostik af konkurs i en kommerciel organisation. Tutorial. – M.: Knizhny Mir, 2009 – 512s. - P.263 - ISBN 978-5-8041-0383-6
↑ 1 2 Anti-krisehåndtering: teori og praksis / red. A.N. Ryakhovskoy, S.E. Kovana - M .: KNORUS, 2018. - 378 s. — S.136 — ISBN 978-5-406-06075-9