Blod og aske (heltedigt) ( lit. Kraujas ir pelenai: herojinė poema ) er et digt af Justinas Marcinkevičius , en litauisk forfatter. Skrevet i 1961. Den fortæller om nazisternes forbrydelser .
Hyrdinde Anele advarede alle. Tyskerne brød ind på markerne og førte de fangne frem. Yderligere afviger forfatteren fra fortællingen og siger, at tyskernes forfædre udryddede barterne , sambaerne og natangerne . Den første til at komme ind i landsbyen Piragas, og begyndte at røve. Det blev sagt, at han havde samlet halvdelen af de lokale jøders godhed . Han havde et lidenskabeligt ønske om at blive rig, men den sovjetiske regering gav ikke. Han stod stædigt på sit stand og ville ikke trække sig tilbage ...
Soldaten, der kom ind i Rasyukis hus, huskede sin kone i tide og gemte Rasyuka i en kartoffelgrav. I mellemtiden blev indbyggerne kørt til den ældres hus - Butkus. Den ene forsøgte at flygte, men blev skudt og dræbt. Sonderführer Botel kørte folk ind i ladet og beordrede Davnis til at hugge korset ned, der stod i gården. Butkus, der reddede korset, kastede det i ilden, hvormed de brændte laden, og blev skudt ihjel, hvorfra hans søn Piyus fandt en forsinket talegave og skreg, men blev også skudt ihjel. Alle i stalden begyndte at bøvle og skrige, mændene sparkede dørene ned, men mødte maskingeværild. Soldater fører Napolis til hans henrettelse. Derefter blev folk samlet ind i huse og sat ild til.
Digtet giver en voldsom fordømmelse af nazismen og fordømmelse af dem, der gik over på fjendens side , og alle hans ideer. [1] Forfatteren får dig til at tænke over, hvad der skete, og se ind i fremtiden: Kunne dette ske igen? Forfatteren ringer for at huske . Nazistiske soldater vises i digtet som ret forræderiske og nådesløse. Det er forståeligt, når de affyrer med maskingevær mod Solen . Solen i mange religioner er forbundet med varme, godhed. Solen er også et symbol på lys og glæde .