Slut, Werner

Werner End
tysk  Werner Conze
Fødselsdato 31. december 1910( 1910-12-31 )
Fødselssted Neuhaus , Niedersachsen
Dødsdato 28. april 1986 (75 år)( 28-04-1986 )
Et dødssted Heidelberg
Land
Videnskabelig sfære historie
Arbejdsplads
Alma Mater
Studerende Peter Haungs [d]
Præmier og præmier DE-BW Verdienstmedaille des Landes Baden-Württemberg BAR.png

Werner Conze ( tysk  Werner Conze ; 31. december 1910 , Neuhaus , Niedersachsen , Tyskland  - 28. april 1986 , Heidelberg , Tyskland ) - tysk historiker, grundlægger af strukturel (social) historie.

Biografi

End tilhørte en preussisk familie af videnskabsmænd og advokater. Hans bedstefar var arkæologen Alexander Kontse [1] , som udgravede Pergamon . I 1934 modtog han sin doktorgrad og begyndte at arbejde ved universitetet i Königsberg under vejledning af historikeren Hans Rothfels . I slutningen af ​​1930'erne han meldte sig ind i NSDAP (medlemskort nr. 5.089.796). I sommeren 1939 blev han indkaldt til militærtjeneste i Wehrmacht. I lang tid var han ude af stand til at forsvare sin habiliteringsafhandling, fordi eksperter så en sociologisk tilgang i hans historiske forskning. Slutningen forsvarede først værket i 1943 ved det kejserlige universitet i Posen (Poznan). I 1943 tjente han med rang af kaptajn. Han faldt i sovjetisk fangenskab, hvorfra han blev løsladt i juli 1945 [2] . I Niedersachsen fandt han sin familie, som var flygtet fra Königsberg.

Efter Anden Verdenskrig arbejdede Konze ved universiteterne i Göttingen , Münster og (siden 1957) Heidelberg , og fra 1969-1970 var han rektor for universitetet i Heidelberg. Medlem af Heidelbergs Videnskabsakademi og korresponderende medlem af de bayerske og rhein-westfalske videnskabsakademier. I 1972-1976 var han formand for Union of German Historians (FRG) [3] . Blandt hans elever i Heidelberg er de berømte tyske historikere Hans Mommsen , Reinhart Koselleck .

Videnskabelig aktivitet

Fra begyndelsen af ​​1930'erne Werner Konze forsker i Østeuropas historie (Ostforschung). I den vanskelige periode med nazistisk herredømme i Tyskland, graviterer han mod en tværfaglig tilgang, mod brugen af ​​data og metoder inden for sociologi, demografi og andre videnskaber til historisk forskning. Efter krigen udviklede han studiet af socialhistorie og formulerede nye krav til historieskrivning ("strukturhistorie"). Konze postulerede, at industrialiseringsprocessen ikke kan forstås tilstrækkeligt udelukkende på baggrund af økonomiske eller politiske faktorer uden at tage hensyn til sociale fænomener (befolkningsvækst, indkomstfordeling osv.). Konzes tilgang gav genklang hos den yngre generation af vesttyske historikere i 1950'erne og 1960'erne.

Konzes store bidrag til historieskrivningen var hans deltagelse i udviklingen af ​​"begrebshistorien" (Begriffsgeschichte) sammen med R. Koselleck og Otto Brunner . Resultatet af deres samarbejde var udgivelsen af ​​den grundlæggende encyklopædi "Basisbegreber for historisk videnskab. Historical Encyclopedia of the Socio-Political Language in Germany” i 9 bind. (1972-1997)

Diskussioner om slutningens rolle i nazistisk tysk politik

I 1998 befandt Konze sig sammen med andre historikere (Theodor Schieder, Albert Brackmann, Otto Brunner og andre) i centrum for den offentlige diskussion. I Götz' koncept blev Ali Kontze sammen med T. Schieder rangeret blandt de "intellektuelle forgængere for ødelæggelse" ("Vordenker der Vernichtung") [4] . En række historikere fik ansvaret for at udarbejde det ideologiske grundlag for den nazistiske politik over for befolkningen i Østeuropa. Spor af hans antisemitiske synspunkter blev fundet i nogle af Konzes tidlige publikationer. Den seneste forskning har vist, at han virkelig retfærdiggjorde den nationalsocialistiske politik - for eksempel teserne om "bøndernes arvelige sundhed som blodkilde for det tyske folk" eller kravet fra 1940 om "afdømmelse af byer og byer" ("Entjudung der Städte und Marktflecken") i det besatte Polen [ 5] . I løbet af sin seks år lange tjeneste i Wehrmacht udgav Konze dog næsten intet, og der findes ingen antisemitisk retorik i hans habiliteringsarbejde.

Proceedings

  1. Agrarverfassung und Bevölkerung i Litauen und Weißrußland. Leipzig, 1940
  2. Hirschenhof. Berlin: Junker & Dunnhaupt, 1934
  3. Die weißrussische Frage i Poln. Bund Dt. Osten. Berlin, 1939
  4. Die Geschichte der 291. Infanteri-Division 1940-1945. Bad Nauheim: HH Podzun, 1953
  5. Deutsche Einheit. Münster, 1958
  6. Die preussische Reform unter Stein und Hardenberg. Bauernbefreiung un Städteordnung. Stuttgart, 1956
  7. Bauernbefreiung un Städteordnung. Stuttgart, 1956
  8. Polnische Nation und deutsche Politik im Ersten Weltkrieg. Køln, 1958
  9. Die Deutsche Nation. Ergebnis der Geschichte. Göttingen, 1963
  10. Zusammen mit Erich Kosthorst og Elfriede Nebgen: Jakob Kaiser. Politiker zwischen Ost und West 1945-1949. Stuttgart, 1969
  11. Geschichtliche Grundbegriffe. Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland / Hrsg. v. Otto Brunner, Werner Conze og Reinhart Koselleck. Stuttgart, 1972ff.

Noter

  1. ↑ Brocke B. "Von des attischen Reiches Herrlichkeit" eller die "Modernisierung" der Antike im Zeitalter des Nationalstaats. Mit einem Exkurs über die Zerschlagung der Wilamowitz-Schule durch den Nationalsozialismus // Historische Zeitschrift. 1986. Bd 243. S. 101.
  2. ↑ Blasius R. Elchtest. Werner Conze und der Nationalsozialismus // Frankfurter Allgemeine Zeitung. 2010. 11. Maj. Nr. 108. S. 10.
  3. ^ Koselleck R. Werner Konze: tradition og fornyelse . / pr. I OG. Rubtsova // Afhandling. 1993. Udgave. 1. Arkiveret 24. maj 2013.
  4. ↑ Khryakov A. Historikere under nationalsocialismen: ofre, medrejsende eller kriminelle? (Om vurderingen af ​​moderne debatter i tysk historievidenskab) // New Literary Review. 2005. nr. 74 (utilgængeligt link) . Hentet 1. maj 2013. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2013. 
  5. ↑ Klee E. Das Personenlexikon zum Dritten Reich. Wer war was vor und nach 1945. Fischer Taschenbuch Verlag, Zweite aktualisierte Auflage. Frankfurt a/M, 2005. S. 96

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier