Hercynian Forest

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 28. september 2015; checks kræver 6 redigeringer .

Den hercyniske eller hercyniske skov er en ældgammel og tæt skov, der strakte sig øst for Rhinen gennem det sydlige Tyskland og dannede den nordlige grænse for den del af Europa, som oldtidens forfattere kendte. Gamle kilder [1] giver ikke entydige oplysninger om dens udstrækning mod øst. Schwarzwald , der løber langs Rhindalen mod øst, dannede den vestlige del af Hercynian Forest. På den vestlige bred af Rhinen lå den delvist bevarede Ardenneskov og den stort set uddøde Silva Carbonaria .(Kulskov). Alle disse urskove fra antikken repræsenterede Europas oprindelige postglaciale skovøkosystem.

Relikviepletter fra denne engang sammenhængende skov er bevaret under forskellige lokale navne: Schwarzwald (Schwarzwald), Odenwald , Spessart , Rhön , Thüringer Wald , Harzen , Schwäbische Alb , Steigerwald , Fichtelgebirge , Ertsbjerge , Krkonoše , Bohemian Forest og skovklædte karpater . [2] Det tyske midtland ( tysk :  Mittelgebirge ) kan mere eller mindre svare til udstrækningen af ​​Hercynian Mountains .

Noter

  1. ↑ Aristoteles , Meteorology i.13.20; Caesar , Notes on the Gallic War vi.25 Arkiveret 21. februar 2019 på Wayback Machine ; Tacitus , Tyskland 28 Arkiveret 11. november 2019 på Wayback Machine og 30 Arkiveret 11. november 2019 på Wayback Machine and Annals ii.45 Arkiveret 10. april 2016 på Wayback Machine ; Plinius den Ældre , Natural History book IV ch.12 (§80) Arkiveret 21. oktober 2020 på Wayback Machine , X.67 ( Hercynius saltus ) IV ch. 14 (§100) Arkiveret 21. oktober 2020 på Wayback Machine ( Hercynium jugum , Hercynian Range); Livy , v.24; Ptolemæus , ii.11.5; Strabo , iv.6.9., vii.1.3, 5 osv.
  2. ↑ Liste fra Walter Woodburn Hyde, "The Curious Animals of the Hercynian Forest" The Classical Journal 13.4 (januar 1918:231-245) s . 231. < https://www.jstor.org/stable/3287817 Arkiveret 27. marts 2019 på Wayback Machine >