Balabanovo under den store patriotiske krig .
Før Anden Verdenskrigs start bestod landsbyen Balabanovo af flere korte gader, som hver omfattede 12-15 huse [1] . Bosættelsen var en del af Borovsky-distriktet i Moskva-regionen. Mange beboere havde deres egne gårde, holdt geder, grise, ænder, høns, køer og dyrkede også grøntsager. De vigtigste aktivitetsområder for indbyggerne i Borovsky-distriktet var dengang landbrug (for det meste afgrøder af havre, rug og kartofler) og kunsthåndværk. Stats- og kollektivbrug forsynede i alt staten med 6.000 tons kartofler og grøntsager, 4.000 tons brød, omkring 900.000 æg, 6.000 tons mælk og 1.200 tons kød om året. De industrielle faciliteter i regionen producerede årligt op til 12 millioner mursten, omkring 200 tusind strikvarer, op til 15 millioner meter uld- og bomuldsstoffer samt mange beklædningsgenstande, møbler og andre produkter [2] . Der blev bygget skoler og forskellige kulturinstitutioner i området. Boligbyggeriet var aktivt. Landsbyen Balabanovo var et vigtigt led i udviklingen af den økonomiske komponent i regionen.
Balabanovs centrum var banegården, hvortil de fleste gader konvergerede. Der var også butikker, et posthus, et tehus og bygningen af landsbyrådet i nærheden. Bygningen af banegården var af træ og malet grøn. Indenfor var der billetkontor, venteværelser, politistation og buffet. I nærheden af stationen var der et torv (nu stationspladsen), hvor der blev spillet musik om aftenen om sommeren. Der var også kæmpe gynger og en sportsplads [3] . Mest af alle indbyggerne i landsbyen arbejdede på en murstensfabrik, som var en af de største blandt andre virksomheder i området (sammen med Borovsky -murstensfabrikken samt Krestyanka- og Krasny Oktyabr-fabrikkerne). Værket havde sin egen klub, hvor der var amatørkunstkredse, der blev organiseret et bibliotek og afholdt filmvisninger. Også i Balabanov var der et keramik og et mejeri, en landhandel, et mejeri og et bageri, indkøbssteder, et skovbrug, et motordepot, et oliedepot, et snedkeri, et sko- og filteværksted og et maskinbyggeri. var under opførelse [1] .
Uddannelsesinstitutionerne omfattede en børnehave og en folkeskole. I 1940 blev der opført en to-etagers bygning af en syv-årig skole. Der var et apotek og en førstehjælpspost, og siden 1941 begyndte et hospital at fungere. Den kollektive gård "On the Way of Lenin" fungerede (ledet af Ya. A. Abashin). I landsbyen Glukharevka lå den tidligere fabrik for N. P. Glukharev (nu Rest House), og i 1939 blev et særligt sanatorium for spaniere-politiske emigranter åbnet. Sanatoriet husede sårede og handicappede deltagere i den spanske borgerkrig. Der blev også organiseret en bigård.
Det fredelige liv for indbyggerne i landsbyen Balabanovo ophørte med krigsudbruddet den 22. juni 1941. Banegården genopbygger sit arbejde i overensstemmelse med krigstidens krav. Der rettes mere opmærksomhed mod bevarelsen af hemmeligheder bag militær transport og beskyttelse af jernbanefaciliteter. Moskva-Kiev-jernbanen fungerede med en konstant enorm belastning, da den udførte evakueringen på bagsiden af udstyr, korn, husdyr, andre materielle aktiver såvel som mennesker. Tropper, militært udstyr, brændstof og ammunition gik mod vest. Den 10. august besluttede Borovsky RC fra Bolsjevikkernes All-Union Kommunistiske Parti at starte militær træning af befolkningen og dannelsen af kampenheder blandt ansatte, kollektive bønder og arbejdere.
Der blev også arrangeret snigskyttekurser, som 45 piger fra de omkringliggende landsbyer og landsbyer meldte sig til. [1] Blandt pigerne var Elizaveta Alekseevna Sorokina, bosiddende i Balabanovo. [4] Kommandøren var en soldat ved navn Ryabchuk. Pigerne studerede i omkring halvanden måned, men de kom aldrig til fronten, da nazisterne allerede havde nærmet sig Balabanov. I midten af september 1941 blev banegården i landsbyen Balabanovo bombet med luft. På det tidspunkt var der et echelon med soldater fra 113. Rifle Division på stationen . [1] Bombningen dræbte 105 soldater, som blev begravet nær jernbanen. [5] Efterfølgende fløj nazisterne gentagne gange over Balabanovo.
Skolebørn blev sendt til kollektivgården. Vores klasse blev sendt til landsbyen Rogachevo, ud over Vorsino. Vi blev ledet af Konstantin Georgievich Sorokin, en vidunderlig mand, han døde i krigen. Samlede spikelets, gravede kartofler. Vi vendte tilbage i begyndelsen af oktober. Tyskerne kom tættere på. Jeg husker min første "ilddåb". Den 6. oktober blev stationen bombet. Vi børn var hjemme. Vi har allerede vænnet os til den frygtelige voksende rumlen - fascistiske fly fløj til Moskva. Men den sjæleskærende lyd fik os til at kigge ud af vinduet: fly med sorte kors fløj lavt-lavt over stationen, de affyrede sporkugler. Så begyndte de at dykke og bombe. Den ældre bror lagde sig på gulvet, og den yngre (han var kun 4 år) ville løbe udenfor. Jeg skubbede ham ind i et hjørne, og han skreg. Glas fløj ud af vinduerne, blomster gik i stykker, skumringen faldt ... Tyskerne smed en masse bomber, den ene ramte ly, - husker N. S. Pavlyutkina-Bodrova, en beboer i byen Balabanovo. [6]
Under et af bombardementerne blev en barak bombet, hvori der boede jernbaneansatte (den stod langs vejen, ikke langt fra stationspladsen). Så døde min veninde Rimma Serdyuk, - husker A. M. Belova. [7]
Den 11. oktober 1941 invaderede fascistiske soldater Borovsky-regionen [8] . For ikke at efterlade materielle aktiver til fjenden, blev de ødelagt eller ødelagt. Ansatte i Balabanovka landsbyråd brændte alle dokumenter, og hospitalsarbejdere forsøgte at skjule medicinsk udstyr og tilgængelige forbindinger. Beboere forlod deres hjem, handicappede spaniere fra Glukharevka blev flyttet til Centralasien. Fra den kollektive gård "On the Way of Lenin" blev det besluttet at stjæle alle offentlige husdyr til Yaroslavl-regionen. Blandt dem, der drev kvæget, var den kollektive landbrugsbogholder Ivan Martynovich Novoselov, som senere døde ved fronten. Landbrugsmaskiner blev også evakueret, alle hestene blev givet til de tilbagetrukne kampenheder. Det var ikke muligt at fjerne hele afgrøden.
Samtidig blev der dannet en partisanafdeling fra medlemmer af de parti-sovjetiske aktivister i Borovsky-distriktet. Der blev skabt pladser til udgravninger og baser med mad, våben, medicin og ammunition. Kommandøren for denne afdeling var formanden for distriktets eksekutivkomité N. I. Rachkov, kommissæren var den første sekretær for RK CPSU I. K. Podolsky, stabschefen var lederen af distriktets landafdeling I. L. Antonov og chefen for rekognosceringen gruppe var V. F. Fedorov [9] .
Den 11. oktober landede 1291. Rifle Regiment af 110. Rifle Division på Balabanovo station. 1. division af 971. artilleriregiment til gengæld ved Obninskoye- stationen og 1289. riffelregiment, 2. division af artilleriregimentet og divisionshovedkvarteret - ved Bashkino- stationen . Den 13. oktober var hovedkvarteret for den 110. division placeret i den østlige udkant af Borovsk i landsbyen Roshcha. Regimenterne rykkede frem til linjen: Mitenino, Bashkardovo, Ryabushki, Rusinovo. Separate dele af divisionen var stadig på vejen. Om aftenen den 14. oktober, efter hårde kampe, skubbede nazisterne 312. og 113. riffeldivisioner tilbage og besatte Borovsk [10] . Næste dag pålagde Vestfrontens militærråd chefen for 43. armé enheder fra 53. infanteridivision, 17. kampvognsbrigade, 110. og 113. infanteridivisioner (de sidste efter at have sat dem i stand) at genoprette situation [11] .
Om eftermiddagen den 17. oktober angreb den nazistiske 258. infanteridivision igen forsvarernes positioner, på den tredje dag af hårde kampe, og skubbede den 110. division til Kuzminki - Mishukovo - Kozelskoye - Inyutino - Ermolino - Lapshinka linjen . Natten til den 18. oktober blev det 1289. riffelregiment, som kæmpede i Grove-området, tvunget til at trække sig tilbage til Redkino og Kuprino , hvor defensive stillinger blev indtaget. Her blev regimentet angrebet den 19. oktober, og ude af stand til at holde fjenden tilbage, på ordre fra stabschefen for den 43. armé, oberst Bogolyubov , kom Katyusha raketkastere ham til hjælp , som blev rykket frem til landsbyområdet kl. klokken om morgenen den 19. oktober. Kanonernes slagkraft gjorde det muligt at redde resterne af regimentet, som efterfølgende trak sig tilbage til området Ilyino og Koryakovo , og at besejre fjendens styrker.
Den 20. oktober indledte 2 fascistiske infanteriregimenter, støttet af artilleri, morterer og kampvogne, et angreb langs motorvejen Borovsk-Balabanovo i et forsøg på at levere hovedstødet til 1291. infanteriregiment. Da regimentet mistede al sin styrke og ammunition, blev det tvunget til at forlade Balabanovo og trække sig tilbage ad Kiev-motorvejen [12] . Midt på dagen den 20. oktober 1941 blev Balabanovo taget af tyske tropper af styrkerne fra 53. motorcykelriffelbataljon i tæt samarbejde med 2. bataljon af 29. motoriserede infanteriregiment og 14. kompagni af 8. motordrevne infanteriregiment af 3. motoriserede infanteridivisioner [13] .
Den 22. oktober 1941 blev hele Borovsky-distriktet besat. Nazisterne besatte Naro-Fominsks højre bred og krydsede Nara-floden. I slutningen af oktober passerede forsvarslinjen langs Nara-flodens dal. Enheder fra den 33. armé ledet af generalløjtnant M. G. Efremov og den 43. armé under kommando af generalmajor K. D. Golubev forsvarede her).
Vores familie, der flygtede fra bombningen og beskydningen, forlod Balabanov og Staro-Mikhailovskoe . Efter 2 dage vendte jeg tilbage til mit hus for at købe dagligvarer, jeg besluttede at overnatte. Om morgenen den 19. oktober hørte jeg et rumlen, kiggede ud af vinduet og så kampvogne med hvide kors på siderne bevæge sig langs motorvejen fra Borovsk, der var seks i alt. Jeg var meget bange, jeg gik gennem haven til vejen, mødte vores soldater i Glukharevka og fortalte kommandanten om, hvad jeg så. En af soldaterne fulgte mig til landsbyen,” husker Anna Mikhailovna Belova. [fjorten]
Med besættelsen af Balabanov var det fascistiske kommandantkontor placeret i Glukharevka (nu hvilehuset), netop i de bygninger, hvor de handicappede spaniere plejede at bo. Her, på anden sal i en af bygningerne, organiserede nazisterne kaserne for sig selv, og på første sal lavede de en stald. I lokalerne til Balabanovskaya-skolen (nu Børneskolen for Kunst) - en gammel træbygning og en ny to-etagers bygning - blev et hospital udstyret, hvor udstyr fra Balabanovskaya-hospitalet blev overført [15] . Sårede fascister ankom til hospitalet fra nær Naro-Fominsk, hvor kampene stadig stod på. Her, ikke langt fra skolen, blev de døde begravet - på sydsiden af officersbygningen, på den anden - menige. Lidt længere end det sted, hvor Kulturhuset nu ligger, var der pakhuse, hvor sovjetiske krigsfanger blev holdt. Soldaterne fik ikke mad, men de lokale forsøgte at kaste kartofler og anden mad gennem pigtråden. Nazisterne mishandlede fangerne. Der er et kendt tilfælde, hvor drengen Kolya Lukanov, der ikke havde tid til at løbe væk fra bilen, der kom mod ham, blev knust af den. [15] Alle aktivister og Komsomol-medlemmer blev sat på strenge journaler, hvilket tvang dem til at rapportere til kommandantens kontor 2-3 gange dagligt. De forfulgte og søgte efter kommunister. Så i Fokin-familien, der har boet i landsbyen siden 1902, skete følgende hændelse: Nazisterne kom til Dmitry Fedorovich Fokins hus, allerede en ældre mand, på jagt efter kommunister. Fjodors datter Natalya, der studerede tysk i skolen, forsøgte at forklare nazisterne, at der ikke var nogen kommunister i deres familie. Efter at have ransaget lejligheden fandt tyskerne dog en jernbanekasket, som de forvekslede med en militær kasket. En af tyskerne skød mod Fokin. Såret viste sig at være alvorligt, og om natten, da de satte Fjodor på en slæde, forlod familien landsbyen og fandt ly hos fremmede i en af landsbyerne nær Borovsk. Med løsladelsen af Balabanov vendte Fokin tilbage til sit hjem, men såret viste sig at være alvorligt, Fedor døde [15] .
Min far var kommunist. Da tyskerne kom til landsbyen, løb en nabo hen til os om natten og fortalte om det. Far gik straks, han var 65 år. I et stykke tid boede fremmede i vores hus. Så fandt jeg ud af, at de var flygtninge. De flygtede fra landsbyerne besat af nazisterne og gemte sig hos os. Tyskerne var i vores landsby i 70 dage. Jeg kan huske, at jeg engang blev kvalt af en tysk soldat. Han lod mig reparere mine sokker. Der var et lille hul, jeg syede det op. Og han pralede tilsyneladende af sit. Så gav tyskerne mig et helt bjerg af sokker med store huller i hælene. Jeg syede dem så godt jeg kunne. En af dem, der kiggede på mit arbejde, begyndte at kvæle mig. I det øjeblik kom min mor ind, så, faldt for hans fødder: "Pan, sir, kære, slip...". Giv slip. Jeg kan huske, hvordan fangerne blev ført. De blev bevogtet af fascister med maskingeværer og hunde. Vi, børn, delte rå kartofler ud til fangerne. Men der var også folk blandt tyskerne. På en eller anden måde kom en af dem hen til os og gav os en gryde ærtesuppe. Hver af os fik to skefulde af denne suppe…,” husker Lidia Ivanovna Kopylova (Karnatskaya). [16]
Da tyskerne kom, var jeg otte år gammel. Vi havde seks børn i vores familie. Der var en frygtelig hungersnød. Den yngre bror blev født. Tyskerne hånede ham, slog ham, vred hans ben. Indtil sin død gik han med snoede ben. Vi med nabopigerne kom til huset, hvor tyskerne boede. De havde et lille brød på bordet. Jeg skar et stykke af og tog det med mig. Tyskerne fangede mig, begyndte at slå mig og hængte mig så. Naboer så, løb op og klippede rebet over. Det er et mirakel, men jeg overlevede. Kvæg blev taget væk fra alle gårde. Vi har kun en ko. Min ældre bror og jeg skjulte hende, og for at tyskerne ikke skulle lægge mærke til sporene af ko-hove, skoede hun hende i bastsko,” husker Anna Gavrilovna Sergievich (Morozova). [17]
I hele tiden for besættelsen af Borovsky-distriktet i almindelighed og Balabanov i særdeleshed opererede en partisanafdeling. Til at begynde med omfattede det 45 mennesker og derefter 62. Partisanerne var engageret i at indsamle efterretningsdata om de nazistiske enheders placering, påføre sabotage baglæns og propagandaaktiviteter blandt befolkningen. Afdelingen identificerede også steder for akkumulering af militært fjendtligt udstyr og soldater. Afdelingens rekognosceringsgruppe blev ledet af V.F. Fedorov for det mod og den tapperhed, der blev vist i partisanafdelingen, som blev tildelt Leninordenen. På strækningen Vorsino-Bashkino var partisanerne i stand til at sprænge adskillige broer i luften på motorveje, afspore ni vogne med ammunition bestemt til nazisterne, deaktivere snesevis af kilometers kabelkommunikation og også med succes klare opgaver for at eliminere fjendens arbejdskraft. Mellem Borovsk og Balabanovo, i hjulsporene på vejene, lagde partisanerne brædder ud med søm, som gjorde det muligt at beskadige omkring 10 biler og standse en hel konvoj i 4 timer. Efterfølgende blev sådanne metoder også brugt på de vigtigste motorveje, der førte til Moskva. Snesevis af biler blev sat ud af drift, trafikpropper og trængsel blev skabt. Partisanerne bidrog med succes til overførslen af sovjetiske soldater over frontlinjen og forsynede nødlidende med mad [18] .
Vores familie blev tvunget til at flytte til landsbyen Lapshinka. Besætterne kom den 20. oktober 1941, opførte sig som herrer, besatte hele huset. Vi klemte os sammen ved tærsklen. De blev tvunget til at skrælle kartofler, vaske gulve, og en gang, efter at have fundet et "kighul" i en skrællet kartoffel, lancerede en af tyskerne en brændende petroleumslampe mod min mor. Nå, det lykkedes hende at undvige. Der var mange fanger: sultne, sorte, sov i skure, og vi så ikke nazisterne fodre dem. En dag tog min mor kage frem til dem. De sultende mennesker angreb ham, og tyskeren angreb hans mor med en revolver og sagde, at hvis han giver den mere, så ... "kaput," husker N. S. Pavlyutkina-Bodrova. [6]
Best. nr. 0112/op af 16.12.1941 G.K. Zhukovtil chefen for den 33. armé "... for at bryde igennem fjendens forsvarslinje og inden udgangen af den 19. december for at erobre Tashirovo-Yermolino-linjen", og til chefen for den 43. armé "... for at bryde igennem fjendens forsvarslinje og, i samspil med den 33. armé, til slutningen Den 19. december erobre Balabanovo-området . [19]
Ved daggry den 5. december 1941 indledte sovjetiske tropper en modoffensiv nær Moskva. Den 13. december fik 43. armé , som bestod af 17. , 53. og 93. riffeldivision , 5. luftbårne korps , 26. kampvognsbrigade og 298. maskingeværbataljon, til opgave at en del af formationerne skulle fortsætte defensive operationer ved drej Klovo , Kormashovka og Lopasnya , og med hovedstyrkerne gå til offensiven, levere hovedstødet i retning af Romanovo og Balabanovo, og forsøge sammen med den 33. armé at ødelægge formationerne af nazisterne. Den 33. armé skulle levere sit hovedangreb på Naro-Fominsk-Kamenskoye-sektoren i den generelle retning af Lapshinka [20] .
Den 15. december blev jeg indkaldt til Yasenki, hvor andre enhedsbefalingsmænd også ankom. Kommandøren var i højt humør. "Her begynder en ferie på vores gade," sagde han, og da han rapporterede om begivenhederne på fronterne, og hvordan nederlaget for de nazistiske tropper i nærheden af Moskva blev udført, talte han om planen for den kommende offensiv af vores hær . Hovedretningen for strejken er på Balabanovo og efterfølgende på Maloyaroslavets. Fra 53. division skulle kun 223. regiment, som var under dannelse, gå ind i angrebsstyrken. Selve divisionen blev forstærket af specialenheder og skulle ændre 5. luftbårne korps og 93. riffeldivision langs hele forsvarszonen fra Inino, som sammen med andre enheder indgik i strejkegruppen, som var koncentreret nord for Varshavskoye motorvej ..., - minder om A F. Naumov (i december 1941 kommanderede han 53. infanteridivision i 43. armé). [21]
Som en række officielle dokumenter indikerede, blev opgaven med at erobre Balabanovo-stationsområdet tildelt to befalingsmænd: M. G. Efremov, der ledede den 33. armé, og K. D. Golubev, der ledede den 43. armé. Kommandøren for Vestfronten, G.K. Zhukov, krævede, at disse to hære handlede i tæt samarbejde.
Ordren til chefen for den 33. armé for offensiven indikerede:"ZZA (222 sd, 1 gmsd, 110, 338, 201, 113 sd) ved daggry den 18/12/41, i samarbejde med den 43. armé, slår i retning af Balabanovo-Maloyaroslavets med den opgave at besejre den modsatte fjende og forlader ved dagens slutning til linjen Tashirovo-Mishukovo-Balabanovo" [20]
Bestil G.K. Zhukov nr. 0127 / op dateret 26. december 1941 af chefen for den 33. og 43. armé for at forfølge fjenden i Mozhaisk og Maloyaroslavets retningerI forbindelse med en kraftig ændring i situationen som følge af fjendens tilbagetrækning på fronten af 43. armé uden stort pres fra vores tropper, beordrer jeg: 1. 113 og 93 riffeldivision med forstærkningsenheder, der skal overføres fra 43. armé til 33. armé inden udgangen af den 26. december. 2. Kommandør - 33, udvikler et angreb med venstre flanke, for at erobre Borovsk og rykke frem omkring Mozhaisk gennem Nikolskoye, Vaulino, Yelnya og nå bagenden af Mozhaisk-fjendtlige gruppering. 3. Kommandør - 43 til hurtigt at forfølge fjenden i den generelle retning af Maloyaroslavets, med hovedgrupperingen langs motorvejen. Når du forfølger, tillad ikke fjendens tilbagetrækning og tilbagetrækning af hans udstyr. 4. Adskillelseslinje mellem hærene - Podolsk, Balabanovo, Koshnyaki station, Butyrlino (alle punkter inklusive for den 43. armé). Underskrifter: Zhukov, Bulganin, Sokolovsky. [22]
Den 17. december overgav det 5. luftbårne korps forsvaret af 53. infanteridivision og begyndte at forberede sig til offensiven. Det separate riffelregiment fra den vestlige front (regimentkommandant Major Shevtsov Nikon Fedorovich) blev inkluderet i 5. luftbårne styrker i den 43. armé til forstærkning. Den offensive zone i 43. armé omfattede de forsvarende styrker fra 15. infanteridivision, 19. panserdivision og 98. infanteridivision, som var en del af fjendens 57. motoriserede korps. 18. december om morgenen, efter at artilleriforberedelsen var afsluttet, gik tropperne fra den 33. og 43. armé i offensiven. Enhederne og styrkerne fra 43. armé modtog følgende opgaver: 93. riffeldivision og 5. luftbårne korps skulle bryde igennem det nazistiske forsvar i Melnikovo-sektoren i regionen 1 kilometer vest for Inino (bredden af gennembruddet var ca. 6 kilometer), ødelægge alt fjendens styrker og, senest i første halvdel af den 18. december, indfange Aristovo - Alopovo - Taidashevo-linjen og nå Balabanovo-linjen i slutningen af dagen (mærke 181,0 Sparrows). Den 26. kampvognsbrigade blev instrueret i at samles i Sobakino- området og med infanteriets fremrykning til Romanovo-linjen engagere sig i kamp i retning af Savelovka-Alopovo-Kiselyovo, erobre Balabanovo og derefter holde fjendens angreb tilbage, indtil styrkerne fra 93. infanteridivision nærmer sig. Den 18. december krydsede styrkerne fra den 93. riffeldivision og det 5. luftbårne korps Nara-floden under artilleriforberedelse og angreb nazisterne kl. 9:30. Midt på dagen erobrede tropperne linjen i den østlige udkant af skoven sydvest for Melnikovo og skoven sydøst for Romanovo. Om eftermiddagen, såvel som den 19. december, blev de sovjetiske soldaters forsvarsstyrker konstant udsat for fjendens angreb, som med succes blev afvist.
I et af de offensive slag den 19.-21. december 1941, efter at have krydset floden. Nara, vores regiment fortsatte offensiven for at bryde igennem det tyske forsvar og efterfølgende erobre st. Balabanovo (i retning af Maloyaroslavets). Regimentet pressede fjenden med støtte fra artilleri, så det var indtil morgenen den 20. december 1941. Om morgenen stormede tyskerne, efter at have modtaget støtte fra artilleri- og morterild, ind i et modangreb med en styrke på op til to bataljoner og skød kontinuerligt. Vi måtte lægge os ned. Mens jeg var i de avancerede enheder, rullede jeg med hjælp fra chefen for kommunikationsafdelingen, Zinchenko, en 45 mm kanon ud og begyndte at beskyde fjenden. Han ramte med direkte ild, granaterne blev affyret af sergent Zinchenko. Tyskerne pressede på, det var hårdt, men vi blev reddet af en bataljon med lille artilleri på traktorer. Batterierne vendte hurtigt rundt, installerede "femogfyrre"s kanoner og åbnede hurtig ild . Vores enheder, efter at have modtaget støtte, ramte fjenden - og gennembruddet blev elimineret. Vi skød hele dagen, og det fortsatte indtil den 21. december. Om morgenen kom der forstærkninger, og vi rykkede frem. Traktorerne blev efterladt, og kanonerne blev slæbt gennem den dybe sne på deres hænder ... [23]
Baseret på den aktuelle situation beordrede chefen for den 43. armé den 26. kampvognsbrigade til at gå ind i slaget ved daggry den 21. december, som kæmpede i Romanovo-regionen den 21. og 22. december og gradvist rykkede frem. Det lykkedes dog ikke brigaden at udvikle en storstilet offensiv. I fremtiden foretager 33. og 43. armé en lille omgruppering og natten til den 24. december begyndte de igen angreb på fjendens forsvarsstillinger. Den 24. december begyndte befrielsen af Borovsky-distriktet: den 113. riffeldivision af den 33. armé gik ind i landsbyen Ilinskoye. [21]
Fremrykningshastigheden var lille - først 2-3 km pr. dag. Offensiven var mere som at gnave gennem fjendens forsvar ... Tyskerne mærkede den voksende succes for den 33. og 43. armé, og i håb om at holde Nara-flodens linje bag sig, begyndte de at trække tropper tilbage fra den til bagenden - til området Balabanovo, Borovsk, Maloyaroslavets. [tyve]
Den 25. december var alle hærenes slagstyrker allerede på plads: 33. armé - jul, Dedenevo , Iklinskoye ; 43. armé - Aristovo, Alopovo. Samtidig fortsatte nazisterne stadig med at holde nogle højborge (for eksempel Naro-Fominsk og 75 km krydset), som endte bagerst i de fremrykkende tropper. Sidesporet under kampene gik fra den ene side til den anden, men blev til sidst fanget. Den 26. december erobrede det 5. luftbårne korps med et kombineret regiment Nikolsky Dvory -grænsen - Irrigation Fields statsfarm - Tveritino . Samme dag, efter en lang udmattende fem-dages kampe, forlod nazisterne, af frygt for at blive omringet, Naro-Fominsk. De sovjetiske soldater rykkede frem. Den 26. kampvognsbrigade handlede sammen med 53. riffeldivision og forfulgte fjenden i retning af Taidashevo-Vorobya og videre ad motorvejen op til Maloyaroslavets. Allerede den 25. december begyndte nazisterne at trække deres styrker tilbage fra landsbyen Balabanovo med kurs mod Borovsk. Efterretninger afslørede dataene om fjendens motiver, og offensiven af formationerne af den 33. og 43. armé accelererede, hvilket gjorde det muligt at befri Balabanovo fra besættelsen og åbne vejen til Borovsk og Maloyaroslavets.
Landsbyen Balabanovo blev befriet den 28. december 1941 af det separate riffelregiment fra den vestlige front (fra den forstærkede sammensætning af 5. luftbårne korps af 43. armé) og 129. og 51. riffelregimenter af 93. riffeldivision i 33 . Hæren [24] (kl. 16:30 erobrede han Balabanovo -banegården ) [25] [26] . Under tilbagetoget bruger tyskerne hidtil usete grusomheder, skyder kvinder og børn og tager befolkningen til fange [26] .
| Sovjetunionen under den store patriotiske krig | |
|---|---|
| Unionsrepublikker |
|
| Autonome republikker og territorier |
|
| Autonome regioner |
|
| Regioner og distrikter | |
| Byer, byer og landsbyer | |
| Relaterede artikler | |
| 1 - del af USSR siden 11. oktober 1944. | |