Arkitektonisk bionik [1] [2] , også bioteknologisk [2] , er en arkitektonisk stil baseret på brugen af principperne for bionik i arkitekturen - en anvendt videnskab om anvendelsen i tekniske anordninger og systemer af principperne for organisation, dyrelivets egenskaber, funktioner og strukturer.
Bioteknologi blev brugt i sovjetisk arkitektur (som en af retningerne for den sovjetiske arkitektoniske modernisme ), dens vigtigste bestemmelser, metoder og opgaver blev formuleret af arkitekten Yu. S. Lebedev [2] .
I USSR begyndte både generel (teknisk) og arkitektonisk bionik at blive udviklet i 1960 på Research Institute of Theory, History of Architecture and Building Technology . Den første publikation i USSR om emnet arkitektonisk bionik kan betragtes som en artikel af arkitekterne Yu. S. Lebedev og V. V. Zefeld "Konstruktive strukturer i arkitektur og i planteverdenen" (1962). Lebedev kaldte den nye retning inden for arkitektur først for "bygningsbionik", senere - "arkitektonisk og bygningsbionik", endnu senere - "arkitektonisk bionik". I 1984, på dette institut, blev TsNIELAB organiseret - Central Research and Experimental Design Laboratory of Architectural Bionics [3] .
Den vigtigste metode til arkitektonisk bionik er metoden med funktionelle analogier, baseret på en sammenligning af principperne og midlerne til at forme dyreliv og arkitektur [2] . Den vigtigste praktiske metode for både bionik generelt og bionisk arkitektur i særdeleshed er modellering , mens i modeller relateret til arkitektoniske og konstruktionsmæssige opgaver betragtes strukturer og deres indbyggere som et enkelt bioteknisk system, hvoraf levende og ikke-levende elementer er forenet af en fælles objektiv funktion [4] .
En af de opgaver, som arkitektonisk bionik stiller, er at danne en harmonisk enhed af arkitektur og dyreliv. En anden opgave for denne retning af moderne arkitektur er skabelsen af sådanne arkitektoniske former, der vil blive kendetegnet ved den skønhed og harmoni, der er iboende i den levende natur, og på samme tid ville være funktionelt begrundet. Derudover er det for bioteknologi relevant at søge efter sådanne arkitektoniske og tekniske løsninger, der ville tillade brugen af miljøvenlige energityper - solens, vindens energi osv. [3]
Et af områderne for forskningsarbejde i USSR inden for arkitektonisk bionik var skabelsen af arkitektoniske projekter (især projekter for mobile bygninger og strukturer) for områder med ekstreme klimatiske forhold - i det fjerne nord , i ørken og bjergområder [3 ] .
Arkitektonisk bionik er i færd med at blive, teorien og forskningsspørgsmålene om bioteknologi råder over byplanlægningspraksis. Den største indre modsigelse af arkitektonisk bionik er, at det konservative rektangulære layout og det konstruktive skema af bygninger er i modsætning til biomorfe krumlinjede former, skaller og selvlignende fraktale former; i denne henseende er en af bioteknologiens hovedopgaver en økonomisk begrundet og æstetisk acceptabel løsning på denne modsætning.
Blandt områderne for forskning og eksperimentering inden for arkitektonisk bionik kan følgende skelnes:
Blandt de mest berømte strukturer i USSR, i hvis skabelse "ideerne" om dyreliv blev brugt, er tv-tårnet Ostankino (1960-1967) [3] , cykelstien i Krylatskoye (1979), det olympiske sportskompleks , kendt for sin bioniske tagmembran (1980), såvel som bygningerne på Baku - cafeen " Zhemchuzhina " og dens Bishkek -analog af restauranten "Bermet" [3] [2] .
UK National Space Center (arkitekt Nicholas Grimshaw ).
City of Arts and Sciences , Valencia (arkitekt Santiago Calatrava )
Milwaukee Art Museum (arkitekt Santiago Calatrava )
Nationalstadion , Beijing ( Herzog & de Meuron Architectural Bureau )