Army (film, 1944)

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 16. december 2021; checks kræver 11 redigeringer .
hær
Japansk 陸軍 ( rikugun )
engelsk  hær
Genre drama film
Producent Keisuke Kinoshita
Producent Kenichiro Yasuda
Manuskriptforfatter
_		 Tadao Ikeda
Medvirkende
_		 Chishu Ryu ,
Kinuyo Tanaka ,
Ken Uehara
Operatør Yoshio Taketomi
Filmselskab " Shotiku "
Varighed 87 min.
Land  Japan
Sprog japansk
År 1944
IMDb ID 0037227

Army (陸軍 , Rikugun ; engelsk hær ) er en sort-hvid dramafilm fra 1944 instrueret af Keisuke Kinoshita . Filmen er en tilpasning af romanen af ​​Shohei Hino , først udgivet på siderne af Asahi Shimbun. Oprindeligt planlagt som en propagandafilm til støtte for det militaristiske Japans militære handlinger og optaget på ordre fra militærafdelingen, fortæller den historien om tre generationer af én familie, der sendte deres sønner til fronten i Meiji-æraen ( 1867 - 1912 ) , i årene af den russisk-japanske og Anden Verdenskrig . Finalen, hvor moderens lidelser stadig kommer i forgrunden og formørker den patriotiske patos, mishagede myndighederne imidlertid, og indtil krigens afslutning blev instruktøren frataget muligheden for at skyde.  

Plot

Historien begynder med at vise forfædrene til filmens hovedperson, Tomosuke Takagi. Så tidligt som Keios andet år (1866) ville en såret kriger, der stoppede ved deres hus for at få en forbinding, forlade Takagi-familien som et tegn på respekt med en samling af det store Japans historie, som ville blive opbevaret som et levn og gået i arv fra generation til generation. Den unge Tomosuke, der gennemgik kampene i den russisk-japanske krig i 1904 og blev såret, vil blive inspireret af sin far til at ære kejseren, såvel som enhver borgers hellige pligt til at betale sin gæld til sit hjemland ved at tjene i hæren. År vil gå, og vi vil se, hvordan Tomosuke allerede opdrager sin ældste søn Shintaro og indgyder ham de samme principper og holdninger, som han selv voksede op på. Tomosuke og hans kone Waka er bekymrede for, at Shintaro vil være for svag til at blive en god soldat og gør deres bedste for at træne ham både fysisk og åndeligt. Som et resultat af konstante prædikener og instruktioner fra sine forældre vokser Shintaro op som en atletisk ungdom og vil efter at have nået draft-alderen allerede i 1930'erne blive udskrevet til den kinesiske front. I filmens ordløse sidste scene finder en knust mor sin søn i en kolonne af marcherende soldater og ser ham, indtil han forsvinder i det fjerne.

Cast

Premierer

Om filmen

Det militaristiske Japans statsmagt ønskede at minde seerne om den russisk-japanske krig i 1904 og gøre det på en sådan måde, at det forbereder offentligheden på den uundgåelige væbnede konflikt med Sovjetunionen [3] . Kinoshita rørte publikum ved at vise desperationen hos mødre, der får deres sønner taget væk, en tilgang, der næppe stemmer overens med krigsministeriets intentioner.

Militære censorer var utilfredse med de sidste optagelser, fordi japanske mødre i film ikke skulle græde, idet de ifølge myndighederne skulle se en soldat foran fronten, lige det modsatte - mødre skulle portrætteres på skærmen stolte og glade og sende deres sønner til krig og ikke vise nogen ked af dette om [4] . Det var muligt at omgå censur før filmens udgivelse på skærmen kun på grund af det faktum, at denne "scene uden ord" i manuskriptet blev beskrevet med følgende linje: "Mor ser sin søn på stationen" [1] . Scenen blev spillet af rent filmiske teknikker - udtryksfuld redigering, variationer af kamerabevægelser og fantastisk skuespil af Kinuyo Tanaka.

Ifølge rapporter i efterkrigstidens japanske presse brød officerer fra indenrigsministeriet og den kejserlige hærs medieafdeling ind i Shochiku Film Company efter filmens premiere den 22. november 1944 og anklagede instruktøren Kinoshita for forræderi [1] . Han fik forbud mod at lave film, og hans næste billede efter det ville først blive lavet efter krigen.

Kritikken af ​​filmen var den mest kontroversielle. For eksempel en af ​​de mest berømte japanske filmkritikere Tadao Satoskriver: "... filmen er fascistisk i indhold, trods det sentimentale billede af en soldats mor" [5] , og den amerikanske forsker i japansk biograf Donald Ritchie vil tale om den berømte slutscene med den grædende mor som "en beklagelig og unødvendig plet i en generelt smuk film" [4] .

Noter

  1. ↑ 1 2 3 High, PB The Imperial Screen: Japanese Film Culture in the Fifteen Years' War, 1931–1945. University of Wisconsin Press, 2003. pp. 402-403.
  2. ↑ IMDb-udgivelsesoplysninger arkiveret 12. august 2015 på Wayback Machine 
  3. ↑ Toeplitz, Jerzy , History of Cinema, V.4, (oversat fra polsk af A. Golemba, M. Chernenko ), M. - Progress, 1974, S. 253.
  4. ↑ 12 Richie , D. Hundrede års japansk film. Kodansha, 2012. pp. 93, 105.
  5. ↑ Sato, Tadao . "Cinema of Japan": Oversættelse fra engelsk - M., "Rainbow", 1988. - S. 72. - 224 s.

Litteratur

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder